Tørst.

Det var en lyst til at rydde op der fødte tanken. De blå IKEA poser havde nu stået uberørte hen i tre dage; bugnende af rent vasketøj der blot skulle lægges sammen. De var allerede sorteret efter farve. Da han var nået til bunden af poserne og de overfyldte skuffer i kommoden fra selv samme møbelforretning ikke kunne lukkes, vendte han sig mod natbordet. Natbordet var blot en lille blå skammel placeret ved siden af hans seng. Den var vakkelvorn, da den havde mistet tværpinden imellem de to udskårne plader som var dens ben. Det var sikkert derfor, den var endt i den bunke storskrald, han passerede en sensommerdag i Århus. Det var ornamenteringerne på siden der havde fået ham til at stoppe op. Gule fugle omkranset af krummelurer der forneden endte i et hjerte, indrammet af bogstaver fra en fremmed kultur. Et våbenskjold fra en fremmed egn. Ved første øjekast tænkte han Skandinavien – måske var fuglene en samisk afart af en Dalarna hest og tegnene samiske symboler for viden, stolthed og familie. Andet øjekast fortalte ham en historie fra de russiske stepper. Under alle omstændigheder blev den hans lille natbord. Og tingene på natbordet var et tidsbillede på, hvad han beskæftigede sig med.

Denne dag var ingen undtagelse. Den lille skammel bugnede af værker og adspredelse. Enkelte nedslag af eskapisme og fordybelse fra et sind som altid søgte. Tillige stod der et halvt glas vand til at skylle tingene ned med. Tørst kan stilles på mange måder. Øverst i bunken lå hovedtelefonerne. Musikken var hans gamle ven og efterhånden den mest konkrete tidsindikator i hans liv. Med hovedtelefonerne på kunne han tage en defineret pause som en ryger i et busskur. Et lille fix som han vidste ville vare en lille rum tid. Siamese dream ville vare godt 45 minutter og Conor Oberst ville kunne tage ham med til Casadaga i næsten en time. Han viklede ledningen omkring de bløde puder til ørerne og mindedes den varme, som de kunne give. Under hovedtelefonerne lå et værktøj fra hans arbejde. ‘Hammershøi og Europa’ var det argument, han skulle repræsentere og på 256 sider med tekst men først og fremmest billeder, havde kloge hoveder fra hans arbejdsplads gjort det spiseligt, hvordan den tyste dansker havde svælget i billeder fra sine samtidige – og de i hans – ganske, som vor hovedperson selv nu fordybede sig i de tyste motiver af kvinderne og stederne i Hammershøis liv. Og det var her den lille tanke vågnede.

Da han slog op på billedet som havde sat sig fast i ham, tænkte han på salig Hammershøi. Blev han ramt af billeder som han? Interiøret fra den store sal i Lindegaarden var et tomt rum, som det rum han følte i sig selv. Det rum han i andres værker søgte noget at udfylde med. Han så pludselig bunken på natbordet i et andet lys. Det beskrev ham. Ved siden af Hammershøi lå Patti Smith. Hendes ankomst og indre liv fra New York i tresserne var for ham endnu en beskrivelse af et søgende menneske. Som ‘just kids’ afsøgte hun eksistensen i rock- og kunstmytologiens skueplads og han læste hende for at få gode råd. Lære af mesteren. Som en pudsig kommentar lå nederst i bunken Magisterbladet. Et link til hans faglige fællesskab og et vink fra virkeligheden. For i ordet ‘virkelighed’ indgår ‘virke’ og uden et sådant, er man et halvt menneske. I et øjebliks forundring beskuede han sin beskedne stigereol, som var fyldt fra gulv til loft med værker fra andre søgende, og tanken manifesterede sig for ham: ”Hvilke værker lærer jeg mest af?” Han kiggede på CDerne; manifester fra mænd og kvinder som enten var forudrettede, ulykkeligt forelskede, måske bare ville danse eller måske bare være i fred. Well, whatever, Nevermind. Over og under dem bugnede hylderne af bøger. Han havde læst dem alle og kunne lide at eje dem. Mest de skønlitterære men også de faglige. En manual til samtidskunst havde været ham en lise mangt en gang, men intet slog gensynet med Rosens Navn. Og han havde sjældent følt et liv så forklaret som Jonas Wergelands. Filmene var en anden vinkel – og enkelte var tidsindikatorer som musikken: Rare definerede pauser. Andre var tidstagere som en stormfuld dag på en Oslofærge. Men de var en del af denne søgen efter mening, som han selv ville være en del af. ”Jeg har ingen svar, men jeg vil altid søge dem”, sagde han højt for at forsøge at lyde dybsindig, men udsagnet virkede småt i selskabet med udsagnene fra stigereolen. Han klemte værkerne fra natbordet ind i den alt for overfyldte reol – en ”first world pain” tænkte han for sig selv. Han mærkede tørsten efter at søge vågne i sig men indså, at det desværre var blevet for mørkt udenfor til at sætte sig i hans stol ved vinduet og læse. I stedet drak han resten af vandet i glasset på natbordet. ”Vand fra i går.” tænkte han for sig selv. ”Jeg må hellere fylde det på ny.”

K. Ras

Hvor livet leves er der, hvor livet er.

Julen er en rejse tilbage til alt det der var engang og udleves på fordummens skueplads. I jagten på voksen-julen kan man påpege, at Glyngøre er barndommens land, men de voksne år startede et andet sted – ikke langt derfra….

Hvis man rent procentuelt skulle regne ud, hvor jeg tilbragte mest tid i min gymnasietid, ville et godt bud være i Rute 40 – bussen som kørte fra Glyngøre med retning mod Nykøbing Mors. Jeg har på ingen måde tal på, hvor mange gange jeg har siddet ved busstoppestedet på strandvejen og kigget udover fjorden. Som regel med discman’en lidt for højt i i ørerne. For skønt Glyngøre virkede som hele min verden i mange år, blev den på et tidspunkt for lille. Da jeg skulle vælge hvad livet efter folkeskolen skulle bringe faldt valget på sprogligt gymnasium og så måtte man søge udenbys. Og den by var Nykøbing Mors på øen hinsides fjorden. Nu lyder det som om, at det var en hel dagsrejse; i realiteten er det blot 10-15 min. i bus, men som 17 årig virkede det som en helt anden verden og det var starten på en udvikling, som har været i gang lige siden. En udvikling som bunder i en søgen efter åndsfæller, for hvor Glyngøre indeholdt barndomskammerater og ansporede mangt en interesse, så var det som om, at den mere generelle tendens omfavnede andre tendenser end dem som fangede mig. Gymnasiet var en anden historie. Her var det som om, at man mødte nogen med det samme Mind Set – men det var ikke nødvendigvis fagligheden der blev en fælles klangbund. Det var ikke interessen for latin eller passion for engelsk på A niveau der bandt os sammen. Tværtimod. Og det var bestemt heller ikke alle på gymnasiet, som der var lige meget overenstemmelse med, men der var alligevel nogen, hvor bølgelængden var den samme på tværs af interesser. Måske var det en udlængsel? Måske var det et syn vinkelt imod hele verden og ikke bare fra hånden til munden? Måske var det bare en trang til at gøre livet lidt sjovere, men der var ihvertfald et eller andet der gav genklang. En sjov detalje er, at som sproglig student endte jeg i en klasse med fortrinsvis piger – og denne tendens har faktisk holdt ved i alle mine valg efterfølgende. Både på Æstetiske fag på universitetet og nu også mit arbejde er der overvægt af kvinder. Måske er jeg bedre til at arbejde sammen med kvinder? (Noget min værnepligtstid i hvert fald understøtter – men det er en anden historie.)

Men Nykøbing og Mors generelt blev ret hurtigt mit andet hjem – suppleret med et øvelokale i Skive. Det var her mine få nære venner blev til flere og at åndsfæller begyndte at være normen frem for undtagelsen – og hvor jeg fandt nogen af de åndsfæller, hvoraf mange stadig hænger ved i mit liv i København. Voksenlivet – du ved. Og det er en del af mig som er blevet stærkere og fylder mere – også når det kommer til julens nostalgiske gensyn. Mange søger barndommens kammerater. Dem man delte folkeskoleårene med. Et fokus på Glyngøre. Men det er som om, at der er noget der hiver mig til Mors. Jeg kan mærke det d. 25. dec. Store gensyns-dag. I Glyngøre er det efterhånden et større arrangement med DJ og 500 deltagende – og skønt jeg altid deltager og såmænd hygger mig med at sige hej til folkeskolekammerater og deres små-søskende og blive opdateret på hvor, hvornår, hvem og hvor mange (børn!), kan jeg hurtigt mærke, at det er over ti år siden, at jeg begyndte at bevæge mig væk fra Glyngøre. Og så vil jeg gerne til Nykøbing. Det er lidt mere min arena. Det er såmænd ikke fordi, at der er noget i vejen med Glyngøre-gensynet. Det er blot en konstatering af, at det eneste man har til fælles med mange af de fremmødte er, at man er født det samme sted – og så kan en samtale hurtigt blive udtømt. Men kærligheden til barndommens land er der dog stadig. Den er blot ikke længere alene.

Min far undrer sig altid over hvorfor folk flytter fra udkants Danmark til de store byer. “Man kan da også blive sygeplejerske i Thisted!” er et af hans argumenter – og det har han såmænd ret i. Nogen hævder, at unge gerne vil være tættere på kulturudbud, men det bortviser min far ved at påpege, “at de jo alligevel sjældent går i biffen/teateret/til koncert og man kan da sagtens drikke sig fuld og feste i Thisted!”. Og det har han jo såmænd også – til dels – ret i. Men jeg ved godt hvorfor jeg allerede som 17-årig begyndte at søge væk. Skønt mit felt og mit hjerteblod er kulturen, var det ikke fordi jeg savnede en biograf i gå-afstand. Det var ikke at have mindre end 45 min. til et ordentligt koncertsted. Det var jagten på flere sjælefrænder – og for at slippe for dem jeg ikke gad at bruge tid på. Fornemmelsen fortsatte efter gymnasiet og fik mig på højskole, til Århus og til København – og måske skal jeg videre endnu. Hvor fornemmelsen kommer fra ved jeg ikke, men jeg kan huske den. Fra mine mange timer ved busstoppeestedet spejdende udover fjorden. En lille stemme i baghovedet: “Der må da være mere end det her?”

K. Ras.

5. del af juleføljetonen “Jagten på Voksen-julen”.

En side fra Brigdet Jones’ dagbog

I jagten på voksen-julen afsøger man ting som kvalificerer til den voksne tilstand. Disse ting vurderes af flokken; familien ved et meget specielt ritual: Julefrokosten d. 25 dec.

Lad det være sagt med det samme. Min familie elsker en god fest. Enhver lejlighed for at få en ordentlig brandert i gang får smilet frem på samtlige familiemedlemmer. I nogens ører kan det lyde som et forfærdeligt svigt, at jeg har set min far sove på toilettet og min mor antænde sit eget hår en nytårsaften, men festen er en grundtilstand for mine forældre (Mest for min far!). Det ligger i deres blod og jeg har altid set det som en styrke, at de tidligt har indviet mig i denne meget livsbekræftende situation. Denne festlige brandert i godt selskab. Jeg synes efterhånden også, at jeg har godt styr på den. Og i min famile kommer og går det gode selskab i form af fødselsdage, sølvbrylluper og sankt hans aftener, og skønt nogen måske holder på at der er visse kodeks der skal afholdes ved sådanne begivenheder, så kan de for min familie tage sig ud hvordan  det skal være – bare det er en god fest. Der er dog en enkelt event, hvor der er visse rettelinier som bør være til stede. Et årligt holdepunkt hvor året revideres, relationer gennemgåes og alt skal bringes up-to-date. Og her er det branderten der fasciliterer hele seancen.

Jeg taler ikke om nytårsaften, men om den traditionelle julefrokost d. 25 dec med min mors side af familien. Den nære familie. Min mors søstre, deres mænd – som også er min fars bedste venner – og mine fætre og kusiner, som mine søstre og jeg har leget med som små og som vi lever paralle liv med hvad angår uddannelse, karriere og kærlighed – først og fremmest kærligheden. For selvom alle i familien såmænd er interesserede i job og karriere er det kærlighedslivet det egentligt interessante. Ikke fordi at de er synderligt romantisk anlagt. Næh – konsekvensen af vi unges kærlighedsliv kan nemlig betyde, at der skal være plads til en ekstra ved bordet. En ny i flokken – og da flokken jo er den samme hvert år, er en nytilkommen morderligt interessant!

Julefrokosten d. 25 er den ultimative kærestetest. Er vedkommende først med til den, så er de for alvor på vej ind i varmen. Men underlagt familiens hjertevarme smil ligger der noget og ulmer… Der er visse ting man skal leve op til for at blive regnet som fuldgyldigt medlem af flokken. Det er her den selskabelige brandert kommer ind i billedet. Først og fremmest kræver det humor at sætte sig ved bordet – og gerne en selvironisk en af slagsen. Man skal gerne anlægge lige dele fanden-i-voldskhed og stik-lige-en-finger-i-jorden attitude. Du skal kunne tage lidt pis på din egen person.
Kan du fortælle en god historie vinder du min onkel Arnes hjerte – og så er du allerede godt på vej. Så skal du kunne drikke snaps – eller i hvert fald have lyst til at smage på den. En decideret snapsebrandert er forbeholdt de store hanner ved bordet, men er du kvinde, giver det et nøk i hatten at drikke snaps. En sjov hobby, skør ting eller underlig fascination kan også hæve dig i agtelse. Jeg har altid forestillet mig, at et af de bedste kort man som kvinde kunne spille for at gøre indtryk er, at undskylde sig fra selskabet fordi, at man skal ud og ryge pibe. Den historie ville min far kunne underholde med et helt år. Generelt skal man være en selskabsløve. Lytte interesseret, grine højlydt. Man skal holde sig fra politik – det skaber så ofte dårlig stemning. At holde af traditionel dansk julemad er også en fordel, men ikke et must, men alfa og omega er, at holde liv i den selskabelige brandert og have festen for øje.

Det er længe siden jeg har udsat nogen kæreste for denne prøvelse og efterhånden som mine søstre, fætre og kusiner har fået kærester og nu også børn, begynder stolen ved siden af mig at blive en anelse varm. Min kusine har allerede spurgt ind til kærlighedslivet. Hun kunne ikke vente til den 25. Det er voksen julens indhold nummer 1, som jeg igen i år ikke kan udfylde. Mit forsvar imod det plejer at være, at klæde mig upåklageligt og – nå ja – drikke mig godt vissen. Det tager brodden af de mærkeligste spørgsmål (“Jamen er der da ingen piger på det universitet?” – ” Jo – det er faktisk nærmest udelukkende piger!”. *Underlig tavshed…..*). I år har jeg fået rødvin på min gode skjorte, så ingen upåklagelig påklædning, men jeg tager det i stiv arm. Eller også vælger jeg bare at blive stiv. Jeg er på vej derop nu. Selv min lillesøster skal have sin kæreste med. I år er det hos min moster og onkel. Det bliver en fest som altid, men som de seneste år – på en lidt underlig klangbund. Spørgsmålet hænger i luften: “Hvad skal der blive af Kristian?”

K. Ras

4. del af juleføljetonen ‘Jagten på voksen-julen.”

Sejlivede fænomener

Ganske i genoplivelsen af juleføljetonens ånd er julen en tid for tilbagevendende episoder – og det til trods for, at man måske er på jagt efter noget som føles anderledes….

Her kunne jeg have skrevet om en masse ting. Jeg kunne have fortalt om den 23 dec. Dagen hvor alle som skal komme til Glyngøre ånder lettet op fordi, at de nu er samlede. Jeg kunne have skrevet en lang tekst om menuen, som jo med visse variationer ligner sig selv. Jeg kunne også have fortalt om den sandwich fra Sole Mio i Nykøbing Mors som efterhånden er en fast bestanddel af alle hjemrejser. I dag blev den en del af de sidste regnvåde juleindkøb. Jeg kunne have skrevet om temperaturen i stuen, som min far holder fornuftigt over de 25 grader (!!!). Alternativt kunne jeg have påpeget, hvordan jeg altid lige stiger op på mine forældres badevægt og konstaterer, at den som altid viser 63 kg. På tværs af alder. Jeg kunne også have påpeget en af de mest sejlivede traditioner i vores families regi: Den ceremonielle pyntning af juletræet d. 23 om eftermiddagen. Hvordan mine søstre og jeg pakker alle vores forældres julekugler fra 80′erne ud og griner over glædelige gensyn med hjemmelavet julepynt. Løvtræs bamsen med nissehuen som jeg har savet ud i mit ansigts sved i mellemskolen. Min lillesøsters imiterede julehjerte bestående af skaktern limet på en hjerteskabelon. Ud-filtringen af dannebrogsflagene med min fars efterfølgende bemærkning om, at ingen der har siddet i fængsel vil have flag på juletræet, fordi han har hørt, at det er fængselsfanger der laver dem. Derefter diskussionen om det skal være lamettaen eller sølv-guirlanden. Alt sammen emmende af juleferie og familie.

Men sejlivede som alle disse traditioner er, kunne de ikke hamle op med Die Hard på Tv 2. Beklager at den tog min opmærksomhed. Jeg skal gøre mit bedste for at vende tilbage i morgen.

K. Ras.

3. del af min juleføljeton 2011 “Jagten efter voksen-julen!” 

Fra forældrenes folde-ud seng

Fra storbyens larm til lille-byens slumre tilstand på 7 timer, ligger man nu og hører sin tinitus synge en sang om et påstået voksenliv.

Klokken nærmer sig tolv og roen er ved at sænke sig over mit legeme. Efter dagsrejsen på tværs af landet er man atter landet i hjemstavnens julehygge. Og alt virker umiddelbart til at være som, det plejer. Far har allerede hældt de første øl på een og den velkendte Glyngøre-stilhed omfavner natten. Når jeg kigger ud af vinduet er der sort. Sort som i HELT sort – og det til trods for, at jeg er i hjertet af villavejs jylland – omringet af huse i en 15 meters radius. Vinduerne ved naboerne viser intet tegn på liv… eller vent!?.. Der er der faktisk lidt lys. En lyskæde lyser spagt en cypres op. Udover det: DARKNESS! Jeg er blevet indlogeret på det velkendte skabsværelse. Et rum som til daglig er til opbevaring. Gamle habitter, symaskiner, computer manualer, rodekasser gemmes her væk og opbevares til eventuelt senere brug. Til højtider opbevares også jeg her. I år er der dog noget som er en kende anderledes.

Jeg har fået en seng. Seng er måske så meget sagt. “Briks” er nok det rigtige ord, men i forhold til den sædvanlige skummadras smidt på gulvet, kvalificerer denne ny-erhvervelse i høj grad til at være en seng. “Den er fra JYSK” har min far allerede proklameret mindst tre gange, så kvaliteten skulle være implicit og da jeg prøvede den just nu, virkede den da også til at være stærk og sej. Omend, den hælder lidt, så man ligger med hovedet en anelse nedad – men hvad gør det? Jeg kan jo bare lægge et af min mors aflagte ude og hjemme blade under den ende, som jeg vælger skal være hovedgærdet. Og det var lige der – just nu – hvor jeg lå med hovedet en anelse nedad, at jeg følte det. Det som måske er anderledes ved denne jul. Måske var det fordi, at blodet løb mig til hovedet. Måske var det de tre øl, men fornemmelsen var klar! Måske skal denne jul være den første VOKSEN jul! Julen hvor man ikke blot er den store dreng. Nu har jeg jo fået en seng, så det går den rigtige vej! For det er som om, at denne jul markerer et skifte. En mere voksen fornemmelse. En tid til at blive taget mere alvorligt. En tid til at være ham der har en universitetsuddannelse, fast job på en af Danmarks største kunstinstutioner. Ham med den lille men regelmæssige indkomst. Og nu har min søster også tildelt mig en voksen rolle at spille: Julemand juleaften! For min nieces skyld. Onklens hverv – du ved. Voksenlivets juleansvar er indenfor rækkevidde. Jeg kan lugte det!

Man skal dog ikke komme for godt i gang. Et enkelt toiletbesøg har påvist min hybris. Min hud har valgt at minde mig om mit unge jeg. En lille bitte, bitte bums på næsen. Som et fyrtårn fra ungdomsårene. Men måske er det den sidste!?! Måske skal denne jul indvarsle skiftet fra stor dreng til voksen mand? Lad dette være føljetonens fokus. “Jagten på voksen-julen”. Og lad den cirkulere om dette. Hvad indebærer det? Hvordan er den tilstand?  Mere om det i morgen, kære venner.

K. Ras

2. del af min juleføljeton “Jagten på Voksen julen!”

Julen kommer før end vi ved

Det er den tid på året, hvor traditioner vækkes – og juletraditioner er svære at slå ihjel. Også her på bloggen.

Det er aften på Nørrebro og mit gulv er koldt som altid. Kalenderen siger, at dagen er årets korteste, så mørket har været her længe. Eftersigende er det på retur i morgen. Lyset vender tilbage og vi gør os alle klar til at fejre lyset. Med julen. Julen står for døren. Jeg har også gjort mig forberedelser. Ikke at der er så voldsomt mange, men forberedelsen til julen udmønter sig ikke blot i fysiske ting. Man forbereder sig til dens indtræffen. Man venter på, at den rammer én. Nogen kalder det julestemning, andre kalder det en kaotisk tilstand. Nogen venter på glade børn. Andre venter skrigende børn. Nogen venter på syngende korpiger på Købmagergade. Andre undgår Frelsens Hær. Der er nogen der mener, at julepynten bliver hængt op for tidligt og andre savner den omkring Mortens aften. Skønt julen er til for alle, har vi alle hver vores definition – og oftest kan man først selv huske den i det sekund man udbryder ”NU er det jul!”

Min jul starter mange steder. Det første jeg mærker til den, er nok en lille angst. Den handler om togtrafik. For som født i det fjerne Jylland, indebærer min jul en tur hjem til mine forældre. En tur som DSB som oftest står for. Tanken popper op allerede i november. ”Køb en pladsbillet!” – for Jylland er et populært rejsemål i julen. Pludselig vil ALLE til Jylland. Ja – Jul er også en tid, hvor alting bliver vendt på hovedet. I år nåede jeg at bestille den, men måske var det Jesus eller Julemanden eller hvem ved der sendte et signal. En strejke kom og mindede mig om, at det måske ikke er besværet værd. Så jeg har nu et lift med min søster. Så jeg kan sætte ”tjek!” ved hjemrejsen.

Så er det gavetid. Og problemet her er ikke så meget, hvad jeg skal give mine nærmeste. Jeg anser sig mig selv for at være ret god til gaver. For mig er det en slags kommunikationsopgave med afsender → produkt → modtager. Og denne disciplin har jeg snart en kandidatgrad i, så det burde også være nemt klaret. Næh – det svære ligger i, hvad JEG ønsker mig. Jeg ønsker mig mange ting. Med et budget som mit er der mange drømme, men mine juleønskeseddel er også en slags kommunikationsopgave – og her er det i høj grad modtageren der er i fokus. Ikke modtageren af gaverne (mig!), men modtageren af listen. Ser du, kære læser, jeg ønsker mig mange ting, men juleønskeseddelen bør i høj grad indeholde ting, som man kan anskaffe i Vestjylland, da det er der min kernemodtager skal gøre sine indkøb. Jeg ved ikke om du har fulgt med i medierne om butiksdød i udkants-Danmark, men det ser skidt ud – og der findes også produkter, som man aldrig har kunnet få på min hjemegn. En LP er et godt eksempel. I hvertfald ikke i min tid. Som en service sorterer jeg derfor min ønskeseddel til at vægte imod ting, man kan skaffe i Jylland. Jeg bliver glad for alle gaver, men jeg ved hvilken tryghed der findes for min familie i, at de kan give mig noget som de ved, jeg ønsker mig. Og den tryghed er måske mit største ønske. Det og så min egen lejlighed – men hey! – Sådan een er lidt svær at pakke ind. Men det var ønskerne – ”Tjek” ved dem også.

Gaverne fra mig selv hiver jeg som regel ind på en dag (Man er vel en mand), men i år brugte jeg faktisk to. Med en lille niece i familien er det pludselig blevet lidt af et eventyr at besøge Fætter BR. Det er ikke et sted, man kommer så meget som single fyr. Jo – hvis man skal have noget lamt til en klæd-ud fest eller en polterabend. Men de er også på plads – så ”Tjek” ved dem.

Så det jeg vil frem til, kære læser, er, at julen så småt er ved at være indtruffen her hos mig. Mit småkolde ydmyge værelse har ganske vist ingen julepynt udover en skrabejulekalender og fire lys i vindueskarmen, men FORNEMMELSEN, Stemningen, Tilstanden er ved at være der. Alle forberedelserne er i hus. På sengen står min taske til hjemrejsen i morgen. I år er den ret proppet. Det bliver nemlig en lang jul. Den varer ikke helt til påske, men jeg vælger at blive hjemme lidt længere tid i år. Måske finder I ud af hvorfor. Jeg har i hvertfald tænkt mig at genoptage en gammel tradition her på bloggen. En juleblog. Juletilstanden fik vi jo forklaret for nogen år siden, men jeg ved ikke… Måske bliver denne jul noget særligt. Jeg føler i hvertfald et behov for, at den skal dokumenteres. Og du, kære læser kan følge med lige her. En blog om dagen. Håber vi ses.

K.Ras

Første del af juleføljetonen 2011. 

For at se juleføljetonen 2009: “Min juletilstand forklaret” klik her:

Julen 2009 – 1. del: På den anden side af det store hvide ligger stilheden

 

I mørkets hjerte.

Udover en ualmindelig trækvind, så var cykelkælderen ikke anderledes end den plejede at være. Man bør nok kalde den P-kælderen, for det var jo det, den var. En Parkerings-kælder for biler. Cykelkælderen var blot en dør i bagvæggen i det store rum, hvortil han havde en nøgle til den automatiske port. Når han satte nøglen i den elektriske lås svingede porten op – langsomt. Meget langsomt – som for at åbenbare P-kælderen. For ham var den en cykelkælder. En bil havde han aldrig haft, ej heller havde han intentioner om at få en lige foreløbig. Så det forblev en cykelkælder. Da porten denne dag svingede op var det en stormfuld dag udenfor og den ualmindelige træk blæste ham indenfor – og med den lille 40 graders hældning ned i kælderen, så fik han rimeligt meget fart på. Et øjebliks fartrus fik ham til at løfte fødderne fra pedalerne og svæve med på vinden. Forbremsen var røget, så nu var han i dens nåde. Han tordnede igennem kælderen og i stedet for at bremse, drejede han et par gange rundt om et par betonsøjler. Stadig med stor hast styrede han mod den lukkede dør i bagvæggen, hvorpå der med underlig sirlig håndskrift stod “Cykler. Barnevogne”. Det havde altid undret ham denne sirlige – lidt for fine – detalje i den mørke kælder. For mørk var den. Ligemeget hvilken dag det var udenfor, var det aldrig dagslys der lyste den op. Lysstofrør gjorde den tisgul og alle bilerne fik den samme mørkeblå farve – ja undtagen den hvide toyota carina som blev – nå ja – tisgul.
Der lød et højt brag, da han hamrede ind i den lukkede dør til cykelrummet. Han blev stående lidt med hænderne på styret – underligt ophidset. Vinden tudede igennem porten til P-kælderen som nu var ved at lukke sig bag ham i den anden ende af kælderen. Som en usynlig butler. En hjælpende ånd. Han kunne mærke, at han pludselig var forpustet og midt i den tomme P-kælder tog han sig i, at smadre sin hånd mod døren til cykelrummet, så det rungede imellem betonvæggene. Han var vred – men ikke på nogen bestemt. Han ulmede bare. Som en rotte i et bur. Han låste sig ind i cykelrummet. Rummet var en lang, smal korridor med cykler – nogen brugt i dag, nogen efterladt i årevis. De rustne gear på den blå mountainbike vidnede om en trend fra slut-halvfemserne der havde lidt en langsom død. Som den eneste af sine naboer brugte han stativet – for sådan var han. Han vidste godt, at man udnyttede pladsen bedst ved at bruge stativet og han viste hensyn til de her mennesker, som han ikke kendte. Naboerne – som åbenbart ville skide på ham. Nøglen sad fast i cykellåsen igen og han blev nød til at lave den lille dans, som han nu havde lavet i en tre måneders tid. Vrikkedansen. I ved – den hvor man står med hovedet helt nede ved låsen og lirker nøglen ud men først efter, at man har prøvet at hive den ud med tænderne og har bøjet det plastic som sidder på selve nøglen – og så bandet. Bandet som ind i helvede. Da den endelig gav sig var blodet atter løbet ham til hovedet. Samtidig slukkede det automatiske lys og han stod pludselig i bælgravende mørke og kunne høre ekkoet af sine åndedræt blive kastet tilbage ned igennem den smalle korridor. Det var her en tanke opstod hans i hoved. Et citat som så mange andre. Selvfølgelig fra en sang. Og som fra en fremmed mund hørte han pludselig sin sangstemme runge i mørket – fjernt imellem betonvæggenes ekko:

“While you make pretty speeches,
I’m being cut to shreds…
You feed me to the lions,
a delicate balance…

And this just feels like
SPINNING PLATES!!
I’m living in cuckoo land…”

Da den sidste klang havde lagt sig, tændte lyset igen. Han havde taget sig til brystet. I lommen var hans mobiltelefon og en pludselig rystelse havde hevet ham ud af øjeblikket. Opløftet tjekkede han displayet. Det var Telenor. De udførte vedligeholdelse på nettet, så han ville kunne opleve forstyrrelser. Han sukkede for sig selv. “En enkelt forstyrrelse ville nok ikke være det værste” tænkte han og bevægede sig ud af døren til cykelrummet.

Der falder sne på et bjerg i østen

Der falder sne på et bjerg i østen.

Lyst og tyst

Med ingen anden agenda

end at være et lysglimt og til trøst.

Og på bjerge i svimlende højder

Findes forhåbentligt en plads

Til den som rummer andre

Som fylder halvtomme glas.

Der hvor sneen falder er der, hvor solen stiger

Og når sneens tid er fordampet

Så skinner klarest en regnbuebro

Til dem som lyset har savnet.

Sommeren der aldrig var.

Den sidste aften i august er råkold men endnu koldere blev den, da jeg indså, at min sidste sommer som studerende er borte uden overhovedet at have været her.

Den har været lang – denne sommer. Men mest lang fordi jeg nærmest ikke rigtig synes, at den på noget tidspunkt er gået i gang. Og nu taler jeg ikke om vejret, skønt man da mangt en gang har været henne og banke på barometeret for at se om det kunne passe med så megen fugt. Det jeg adresserer er det faktum, at denne sommerferie overhovedet ikke har været nogen ferie for mig. Det skyldes ikke at jeg har arbejdet. Det har jeg ganske vist, men ikke overdrevet meget og jeg elsker mit arbejde, så det ville være en fornøjelse at afsætte tid til det. Næh – jeg har ikke rigtig på noget tidspunkt været koblet fra. I ved – Koblet fra på den der måde, hvor hovedet ikke rigtigt tænker på i morgen. Hvor en kalender bare er en ligegyldig bog, hvor der ikke står noget i og du ikke bryder din hjerne med noget, du ikke gider. Det er lysten der får dig op om morgenen. Det er i det sidste – det med hjernen – at man skal finde min manglende ferietilstand.

Ser du – Jeg dumpede en eksamen. Det har jeg aldrig prøvet før, men konsekvensen af noget sådant er, at man skal gøre det hele igen – og da jeg er ved at være ved vejs ende af min tid som SU-modtager, så skulle den tages hurtigst muligt. Min hjerne har derfor haft en skyggeside som har præget min sommer og mine omgivelser. Den har tænkt på oplagte cases når andre har tænkt på gode strandpladser. Når andre har overvejet lækkerier til picnickurven, har jeg tænkt på formalia. Når andre har skrevet hyggelige mails fra fjerne himmelstrøg, har jeg korresponderet med min vejleder. Som en sort sky har eksamenen hængt over min sommer og bundet mig til København. Det er en underlig tilstand – at blive i den modus som plejer at blive sat på standby, når man har overstået eksamenen – og specielt når alle andre ikke har noget åg på skuldrene. Men nu er det snart ovre. På mandag skal jeg op igen og i hele to dage kan jeg ånde lidt lettere, inden vi starter på studiet igen (!!). Sidste semester inden specialet. Bang…

Men lad os for kvantitetens skyld dvæle lidt ved, hvilken sommer man så har haft under eksamens åg ved en lille opremsning af de ting, man synes man gik glip af:

Denne sommer har jeg ikke:

- Været ude af København i mere end fire dage i træk.

- Gået med bare tæer på mine forældres græsplæne.

- Grillet. Eller hvad ?! Nej – Ikke sådan rigtigt. Ikke selv. Ikke nok – i hvertfald.

- Kørt i bil uden egentlig destination.

- Læst en roman. Og jeg plejer at læse flere – Men jeg har læst Preben Sepstrups: “Tilrettelæggelse af kommunikation – Kommunikations og kampagneplanlægning” flere gange….*suk*

- Grint af min onkel Arne.

- Glemt mig selv.

- Set Vesterhavet.

- Siddet oppe en hel nat ved et bål med nære venner og ladet tiden passere.

- Haft en dag hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, tænke eller spise næste dag.

Min mor siger, at det kaldes voksenlivet. Alt er planlægning og selv ferie er afmålt tid. Jeg har ikke noget imod at have travlt. Det er jo flidens år – men efter sådan en sommerferie trænger jeg til et pusterum.

Når jeg lægger mit hoved på min pude
Og godnat-læsningen bliver for svær
Efter at øjnene lukker af sig selv
Og kapitler ikke kan adskilles mere

Så ligger jeg og ønsker
at jeg vidste, hvad jeg gør forkert.

Mine tanker går mod dagen
Hvor lyset skinner på alle
Og jeg er blot en iblandt mange
Der ønsker vi vidste, hvor det ville falde

Men jeg er i skyggen på grund af
det som jeg gør forkert.

I storbylarmen rumler
busser og mennesker især
Jeg står midt i det og råber
det bedste jeg har lært

Men ingen råber tilbage
Fordi jeg gør det forkert.

Jeg svarer dig, når du spørger mig
Jeg udfylder enhver formular.
Jeg tror på trafikken og at passe på hverandre
Jeg er din tjener og din nar

For alt den plads jeg giver
fyldes vist forkert

For formålet udebliver
Og ingen skriver tilbage
På de breve jeg sender med “kærlig hilsen”
Og “Jeg håber, du skriver tilbage”

Jeg kan ringe og skrive og være mig selv
Men jeg gør det åbenbart forkert

Og skønt jeg smiler og springer
og forsøger at være god
Er mit liv en kredsen om ingen andre
end mig selv og mit rod

Der er mange ting, som jeg har lært
Men ikke hvad jeg gør forkert.

De siger, man skal tro på sit indre lys
Og skinne for en fremmed i det fjerne
Men man er aldrig et fyrtårn i en kulsort nat
Man er en plet på en mælkevej af stjerner

Så peg på mig, når du finder mig
Jeg rammer altid forkert.