Unaturligt valg

Nu er det vist tid til at gøre op med fortiden, rense ud i skabet, gøre op med dæmonerne og “come clean” – jeg kan sgu egentlig godt lide den nye Muse plade.

I perioden 2002-2004 var der helt sikkert et band der tegnede min musikalske horisont. Bandet var Muse – de engelske eksplosionsrockere med den uhyggelige instrument orkan Matthew Bellamy i front. I førnævnte periode var jeg en del af et femkløver der beskæftigede sig med at spille Muse’s musik. Senere gik vi over til at lave vores eget, men Muse var – om vi ville det eller ej – udgangspunktet. Vi spillede hovedsageligt numre fra origin of symmetry suppleret af få showbiz  numre – og da Absolution kom ud midt i vores (lille) storhedstid år 2004 dukkede enkelte numre fra den plade også op i vores sæt. Således kan jeg faktisk numre som Plug in baby, Muscle Museum, New Born, Citizen Erased og Hysteria udenad. Jeg kan huske at vi høstede stor anerkendelse for vores udgaver af numrene, selvom når jeg hører nogle af optagelserne i dag, kan jeg godt krumme tæer og tænke *gisp*!
Men jeg tror en stor del af musikkens appel til os og vores gymnasiepublikum lå i dens teatralske udtryk og den storladne eksplosionsrock. Den omfavnede ligesom den energi der lå i vores gymnasie tilværelse. Alt skulle være vildere, højere, hurtigere – fuldere, mere sex og mere eskapisme. At spille Muse får en til at føle sig sådan lidt “all-powerful” og det var nok lidt den lev-forevigt mentalitet der dragede mig imod Matthew Bellamys musik.

Jeg husker deres koncert på Arena på Roskilde i 2004 som en kæmpe koncertoplevelse. Jeg var lige gået ud af 3. G og her stod det band som havde fuldt mig igennem hele min gymnasietid og spillede den musik jeg kunne helt udenad – the soundtrack of my life.

….og der stopper den så. Det er faktisk underligt, men det er næsten så sort hvidt. Derfra virkede det som om at Muses musik forsvinder ud af min preferenceramme. Da de udgiver blackholes and revelations hører jeg den knapt nok. Den bliver deres mainstream gennembrud og pludselig er de overalt – men jeg er ikke med. De er pludselig for meget for mig – og da de spillede på orange scene for et par år siden, stod jeg der ganske vist og det var da helt sikkert en god koncert på Orange, men den der magi og min tidligere indlevelse var væk.

I deres sted kan man vel nærmest sige at Radiohead træder ind og de besidder stadig min første plads. Nu har Muse så lavet ny plade. Endnu mere rockopera på drengen og referencerne til Queen trækkes hårdt op med bl.a.  gøglernummeret Eurasia. Men nu har jeg hørt det en del gange efterhånden og jeg tror at jeg kan høre lidt af den energi fra dengang i 2004. Den er lidt mere DIY på den Muse-agtige måde. Knap så meget tilskåret pop mentalitet som på blackholes.  Og mere klaver. Jeg kan godt lide, når han spiller klaver – måske er det fordi, jeg gerne selv ville kunne spille klaver som ham. Man begærer vel det, man ikke kan få. Der er numre som er vulgære men som underligt nok falder i min smag. Unnatural Selection virker som en hyldest til Queens of the stoneage med Bellamys øre for sjove skalaer og the resistance minder mig lidt om mit favorit Muse nummer Sing for Absolution.

Muse bliver nok aldrig det primære “soundtrack of my life” igen, men de er nok på en eller anden måde i mit blod. Som en gammel ven man altid kan snakke med, selvom man ikke har så meget kontakt længere.