På den anden side af det store hvide ligger stilheden.
december 22, 2009
Efter otte en halv time i spidsbelastet og snehæmmet offentlig trafik er transitionen komplet. Julefreden har sænket sig.
Jeg vil egentlig ikke kalde min hverdag hektisk. Nogen vil nok kigge i min kalender og tænke: “Pyha! – sikke mange jern han har i ilden”! – og det er da også rigtig nok at der ikke er mange ledige timer i skemaet når man har taget sig af et fuldtidsjob, et studiejob, et rockband og en generel eksistens – og ja det kan da føles hektisk at cykle i en konstant trekant imellem Østerbro, Amager, Vesterbro og tilbage til Østerbro igen – nogle gange flere gange om dagen, men det tidspunkt hvor jeg egentlig reelt mærker at mit liv kan være hektisk er, når det hele er væk. Som nu. Lige nu.
Lige nu sidder jeg i mine forældres stue i Glyngøre. Alle er gået i seng og her er helt stille. Ikke stille som i “uha-der-er-godt-nok-ikke-særligt-mange-folk-på-gaden-i-idag” eller “lyt-engang-så-tyst-her-er-i-kongens-have-nu-hvor-der-er-faldet-sne”. Nej her er helt stille som i lyden af ingenting. Udenfor er der helt mørkt – villavejen sover. I stuen kan du – hvis du anstrenger dig – ane en summen. Det er fyret der arbejder imod decemberfrosten. Maskinen forplanter sig igennem rørene. Fjernt kan du høre en bil starte og køre væk. Den er det eneste der rører sig i natten.
Jeg er hjemme til jul som så mange andre, men overgangen fra hektisk rockmusiker- radioperson-, urbaneksistens etc. virker nærmest som om at vende hjem fra en krig. Ikke at hverdagen i KBH er en kamp – overhovedet ikke! Jeg nyder hvert sekund, men forskellen imellem de to liv udmønter sig i larmende tavshed. Stilheden rammer en. Jeg bliver faktisk nærmest lidt døsig af at der er så stille.
Det er her jeg er vokset op. I sikre lilleputland med parcelhuse og folk der er gode borgere – der står op og tager på job og så tager hjem igen og sover. Det er i det her scenarie min jul vil udspille sig – og på mange måder har jeg egentlig svært ved at forestille mig julen uden den ramme. Samtidig er hele rejsen hjem et åndehul til refleksion. Man kan tænke mange ting igennem, når man sidder og kigger ud af vinduet i 8 timer. Et åndehul som der måske ikke er helt så meget plads til imellem Østerbro, Amager, Vesterbro og Østerbro igen. Jeg kan ihvertfald mærke, at når jeg er herhjemme, tænker jeg anderledes. Mit hoved slapper både af men tænker også anderledes. Glyngøres tavshed var det tomrum hvori jeg følte, at jeg havde brug for at synge. Det er stadig en stilhed, hvori jeg taler mere med mig selv end normalt. Det er her jeg ser mig selv i mine forældre og i mine søstre. Og det her jeg spejler mig i mine legekammerater, klassekammerater, gymnasiekammerater, plageånder og åndsfæller.
Jeg vil prøve her på bloggen at forklare min juletilstand. Den er som Ebenezer Scrooges; fyldt med megen glæde, varme, tryghed, hjemmelighed men også en skygge af vrede, lidt smerte, sorg, utryghed og det misforståede. Det kan være at det lyder mærkeligt, men jeg skal forsøge at forklare det – i morgen, venner.
K.Ras
1. del af min juleføjleton: “Min juletilstand forklaret”.
Klik her for anden del:
Hej Kristian
Det er et par dage siden jeg faldt over din blog og nu har jeg efterhånden læst mig igennem det meste. Jeg er blevet fanget af de stemninger du skaber, din måde at være eftertænksom, din humor, men det et det her indlæg jeg er vendt tilbage til i tankerne. For her genkender jeg mig selv.
Skiftet mellem de tusind bolde man leger med, tumler med og ind i mellem bliver overdynget med, til stilheden og langsomheden når man kommer ‘hjem’. Jeg genkender den følelsen af at blive ramt af stilheden og tænke de langsomme tanker, dem der aldrig rigtig bliver konkrete eller en ide eller ‘brugbare’-for når jeg er hjemme er det lige pludselig ikke så tvingende nødvendigt at være innovativ, refleksiv, effektiv. Og ja, jeg elsker også den evige cykelpendulfart mellem Københavns broer, men hvor jeg også elsker den overrumplende stilhed og det døsige tempo ved at komme ‘hjem’.
Tak er vel det jeg vil sige, for en læseoplevelse og en mulighed for refleksion.
- Astrid
Hej Astrid
Og tak lige tilbage for at du læser min blog! Det er jeg virkelig glad for! Tilgiv mig hvis jeg virker lidt overrasket (hvis man kan det på skrift!?), men jeg har været lidt i tvivl om hvor mange der kendte til dens eksistens. Selvom jeg – som jeg jo selv skriver et sted i bloggen – på en måde mest skriver for at give los for min indre stemme, så er det rart at vide at man ikke bare står og råber ud i intetheden.
Det gør mig glad, at der er andre der kan bruge det jeg skriver til noget – alle kan vel føle sig lidt alene med sine tanker engang imellem. Det er vel bloggerens lod, men det er jo også det vi – eller ihvertfald jeg – opsøger. En stille stund til at nedfælde de tanker, man er den eneste der ligger mærke til suser forbi.
Din besked har ansporet mig til at gøre lidt mere ud af min blog. Måske endda opfylde dogmatikken – who knows !?! Jeg håber at du vil blive ved med at følge den – her er der altid plads til refleksive typer!
Kærlig hilsen
Kristian
Jeg kender godt følelsen af ‘skriver jeg mon ud i ingenting?’ og netop derfor syntes jeg det var vigtigt at give mig til kende som læser. Jeg skal nok fortsætte med at følge med og jeg ser frem til at du sætter dogmatik 3-4 i værk.
Du er også velkommen over hos os: http://vikanikkehoerehvaddusiger.wordpress.com
Kærlige hilsen Astrid
[...] Jeg har i hvertfald tænkt mig at genoptage en gammel tradition her på bloggen. En juleblog. Juletilstanden fik vi jo forklaret for nogen år siden, men jeg ved ikke… Måske bliver denne jul noget særligt. Jeg føler i hvertfald et behov [...]