SPOT er godt – og det her er godt på SPOT
maj 18, 2010
Musik-entusiast inkognito?
Tror egentlig ikke at det skinner så meget igennem her på sitet, men jeg har en stor passion for bands og deres måde at udtrykke sig på (læs: Musik!). I weekenden er det i Århus (med dobbelt A?), at det sker. Jeg selv er muligvis forhindret af penge mangel og eksamensperiode – men derfor skal du, der er fri og frejdig, endelig ikke holde dig tilbage, for der venter dig store oplevelser, hvis du tager afsted. Jeg har jo faktisk boet i Århus i to et halvt år engang, så Spot for mig er både et glædeligt gensyn med gamle dage og masser af fede bands. Og den danske scene bugner virkelig af fede, specielle bands der laver musik som er af så høj kvalitet, at man kan blive helt forpustet. Specielt i år er programmet spækket med ting, jeg synes er fantastiske. Her er et lille udvalg:
Alcoholic faith mission laver catchy musik af den type som heavy metal fyre vrænger på næsen og siger “Indie” af. De er klart mere Det elektriske barometer end P3-agtige (hvilket i min verden er et kvalitetsstempel), men egentlig er det bare pop på den gode måde frem for den søgte smadrethed der regerer på indiescenen i dag. Og deres nye plade er skabt til såvel cykeltur i solskin, hygge med stearinlys og højlydt dansefest i en eller andens lidt for lille lejlighed. Klaver, trommer og akustisk guitar danner basis i deres univers der er lystigt krydret med både spøjse baslyde og en anelse horn – uden at det bliver for meget. “My eyes to see” sætter sig hurtigt fast med det genkendelige refræn og “Got love? Got shelfish!” har verdens fineste rend-mig-i-røven-attitude. Eller er det bol-mig-(med-glæde)-i-røven-attitude?
En art supergruppe i dansk indie sammenhæng med folk fra Blue foundation, People Press Play, Choir of Young believers og Lake Placid, men at gribe fat i det aspekt af bandet, vil jeg overlade til musikjournalisterne. Det virker de til altid at være så travlt optaget af. I stedet vil jeg fremhæve deres musik som bevæger sig i et støjpoppet univers, som leder tankerne hen på 80′er inspireret the Cure-agtige ting med afstikkere i shoegaze og amerikansk rock anno 1991. Jeg bed ret hurtigt på 1. singlen “Better Days” med The Cure keyboardet og jeg glæder mig til at se dem udfolde deres sfæriske univers med deres poppede melodier.
Hvis du tror det her er metal af den ondeste skuffe, så tager du fejl. Det er rigtigt, at Kellermensch indeholder en langhåret fyr der growler, men den ondskab der her er på spil kommer et andet sted fra. Man ender ikke i kulkælderen til deres koncerter men er vidne til forløsningen af god gammeldags vrede. Musikken er en slags Tom Waits, Nick Cave og Arcade fire tilsat metal elementer og kontrabass. “It’s a fine place to pray for a miracle” skriger forsanger og mastermind Sebastian Wolf i “Moribund Town” imens bandet udpensler den ene gode melodilinie efter den anden. BANG – I like it!
Jeg så første gang pigerne fra Darling don’t dance i Trøjborg beboerhus i Århus (med dobbelt A?) for snart 3 år siden. Der var dåseøl til en femmer som blev serveret hen over en høvlbænk ved siden af en rundsav – og de passede perfekt ind, for de var skramlede, larmende og ligeglade. Min egen tilstand mindede om noget af det samme (Billig bar er min stil!!), men efter koncerten endte vi til en privatfest med bandet, hvor jeg fik interviewet ud af bassisten, at hun selvfølgelig var Smashing pumpkins fan – hvorefter jeg gik kold i en fremmed sofa (Story of my life!). Næste morgen havde de dog alligevel sat sig fast og jeg opsøgte dem på nettet – og det viste sig at inde under alt den dårlige lyd på Trøjborg beboerhus fandtes nogle gode numre. Deres “Golden View” er pixies-agtig grunge og efter min mening et af deres bedste numre.
Ambitiøst og meget udansk kaster kæmpe orkesteret The Kissaway trail sig ud i at arrangere sange bombastisk og storladent, men på en eller anden måde formår de at bibeholde jordforbindelsen. Fynboerne imponerer mig gang på gang. “Beat your Heartbeat” er en fantastisk udført sing-along-indie-hygge-stadion rocker og “New Lipstick” får min puls op at ringe hver gang. Samtidig er pladen fyldt med meget smukke øjeblikke. Jeg håber lidt, at det bliver dem der åbner Orange i år.
Det skal siges at Annika Aakjær er min veninde og hun er samtidig et af verdens sjoveste mennesker, men hvor det før i tiden var de to primære grunde til, at jeg kom til hendes koncerter, så er der sket noget siden hendes første plade. På en eller anden måde kan jeg høre hendes nye plade igen og igen uden at tænke på, at det er “min veninde Annika”‘s plade (hvilket iøvrigt er ret svært, når man selv er musiker + ven med den pågældende). Hendes sangskrivning har udviklet sig til ikke udelukkende at være singer-songwriter, men mere bandorienteret og det fyldige orkester klæder hende. Samtidig lukker hun op for de mere følsomme emner og her kan hun være sønderknusende stærk. “De fik dig aldrig” er hendes hilsen til hjemstavnen og den forsagte drømmer, og her får man lov til at se ind bag den super sjove Annika. “Ingen slipper levende herfra” lukker meget passende pladen med skramlet studie indspillning og dejlig nærmest fuldemands backing med en ganske fin morale. Gud blandes også ind i det hele – det samme gør missionærstillingen, så jeg garanterer for en god koncertoplevelse.
Da jeg var på radioen lavede jeg et indslag med Band Ane, hvor hun optog sit liv på sin gård i Nordjylland. Hun optog godt halvanden times lyd, hvoraf vi endte med kun at bruge 5-6 minutter – og det gjorde ondt i mig at klippe så meget fra – for Band Ane: Hun kan noget med lyd! Hun formåede at indkapsle hele sit liv på en gård i Nordjylland ved hjælp af kommentarer fra de lokale, døre der binder, uroer der klinger, skak med hendes sambo Heidi, gamle klaverer, regn og rusk. Faktisk blev jeg lidt overvældet af hjemve og sad midt i DR byen og fældede en lille tåre – for det mindede mig om min egen regn-ruskende hjemstavn og samtidig var Ane (Østergård som hun hedder) en god fortæller. Hendes nye plade kan det samme. Electronica er ikke kun underlægning; det er stemninger, og Band ane krydrer det med små melodier og stemmer fra de lokale og mennesker omkring hende. Jeg har aldrig mødt hende eller set hende – blot snakket kort i telefon med hende, men jeg føler et slægtskab med hende – På grund af radioindslaget men i høj grad også pga. hendes legesyge knitrende stemningsfulde musik.
Det var et kort udvalg og man kunne nævne mange flere (Sleep Party People, I got you on tape, Fallulah, osv.), men det bliver ikke her. Tag til SPOT og nyd Århus ( med dobbelt A?) men fremfor alt musikken.
[...] opfordring og lidt på falderebet tænkte jeg derfor – i 2010′s ånd – at stykke et lille udvalg af mine must-see’s sammen. Men mærkeligt nok var det en [...]