Hvad hjertet er fuldt af.

“Sschhh – Han sover nu – gør han ikke?”

“Jo det tror jeg, at han gør. Han falder som regel i søvn om eftermiddagen lige for tiden”

“Ja – Det er noget mærkeligt noget… Ej – han rørte på sig. Er du sikker på han sover?”

“Øjeblik… Kristian? Kristian? KRISTian?. Han sover helt klart.”

“Godt. Det ville være noget værre noget, hvis han opdagede os.”

“Hvordan skulle han opdage os? Vi er her jo ikke rigtig. Eller vi er her jo, men han kan ikke se os.”

“Han kan da sagtens se os.  Han kan se os i sine rande under øjnene. Han kan se os i den bunke på sit skrivebord.”

“Ja – Han kan se os i sine dårlige beslutninger – og i sine gode.”

” Og han kan se os i sin kalender!”

“Åh ja – hans kalender! Er du gal! – Der kan han virkelig se os!”

“Hvilken farve er du?”

“Jeg tror, at han skriver mig ind med en blå farve. Med mærkaten ‘STUDIE’”

“Okay – Jeg er gul.”

“Hvem er grøn så?”

” Det er ham der der kun kommer engang i ugen. Vi to er her hele tiden. Os og lilla”

“Ja – men ikke så meget, når han sover. Så kan vi blot vente på, at han kommer i tanke om os igen.”

” Ja –  eller når han er fuld. Så er hans opmærksomhed svær at fange – eller han gør i hvertfald en stor indsats for at undgå at tænke på os.”

“Alle folk spørger altid til mig, selvom han egentlig helst ikke vil snakke om mig, når han har “fri”. Men folk ved jo, at han er ved at være færdig på kandidaten – og eftersigende skulle jeg være en kæmpe hurdle at komme over.”

“Han vil altid gerne snakke om mig – men det er som om… Det er som om at der er en lille smerte forbundet med at snakke om mig. Smerte fordi at han ved, at jeg ikke kan blive ved med at være en del af hans liv. Det er lidt ironisk som vi sidder her. Når han er færdig med dig, bliver han fyret fra mig.”

“Godt at han kan fylde kalenderen med lilla.”

“Ja gudskelov for lilla – men lilla har jo altid været der. Spillede han ikke allerede musik, da du kom til?”

“Jo jo – Faktisk måske endda mere end han gør nu. Han skrev måske bare ikke det hele ind i kalenderen.”

“Det er jo nok vores skyld.”

“Ja – og det er vores skyld, at han sover. “

“Ja – Jeg tror ikke kun, det er udmattelse.”

“Nej. Det er nok også lidt flugt. Specielt fra mig.”

“Ja.. Nu rører han på sig. Tror du det er dig eller mig der vækker ham?”

“Jeg ved det ikke.. Han har været lidt mærkelig de sidste par uger. Det er som om, at det er noget andet der vækker ham. Det er i hvertfald ikke os han tænker på, når han sidder til langt ud på natten og kigger ud af vinduet.”

“Nej –  ikke de sidste par uger, nej. Det er som om… Det er som om, at der er et eller andet vi ikke kan se. Noget som ikke står sammen med os på siderne i kalenderen.”

“Ja – hans tanker vandrer. Ikke mod os, men mod noget andet.”

“Det er et underligt paradoks – Det virker som om, at han tænker mere på de få huller i kalenderen, han ikke kan fylde ud end han tænker på os som fylder den. Eller det har måske mere noget at gøre med, at han gerne ville kunne fylde de huller ud med noget. Eller nogen.”

“Måske har du ret.”

“Har du ikke hørt ham tale med sig selv?”

“Egentlig ikke. Jeg er jo mest sammen med ham på læsesalen.”

“Den anden dag sad han og forberedte sig til en omvisning, men pludselig gik han i stå og sad og kiggede ud i værelset. Han stirrede på den røde lampe på stereoanlægget og det var som om, at han blev grebet af et eller andet. Så sagde han pludselig ‘Hvor længe skal jeg stå på standby’?”

“…..Det lyder underligt, men det giver måske meget god mening. Han virker som om, at han venter på noget.”

” Venter imens han har skide-travlt!”

“Ja. Nu er kl. 17:30. “

“Det er her omkring, han plejer at vågne. “

“Jeg er klar. Hvis han bruger noget tankevirksomhed i dag, bliver det sikkert på mig. ‘Den intermedielle relation’ – you know!”

“Okay – men jeg har ham hele dagen i morgen – ikke?”

“Helt sikkert – i morgen er han din.”

“Sejt.”

“…..”

“…..”

“…….”

“Tror du, han drømmer drømmen igen? Eller skulle man sige: mareridtet?”

” Det ved jeg ikke. Det håber jeg ikke. Ellers skal han til at farve sin kalender sort, hver gang han sover.”

” Jeg håber det bedste for vores ven.”

“Det gør jeg også.”

” Og jeg håber hans vågne drømme slår til.”

” Vi må gøre vores bedste for, at det sker.”

“Så! Nu vågner han!”

Tørst.

Det var en lyst til at rydde op der fødte tanken. De blå IKEA poser havde nu stået uberørte hen i tre dage; bugnende af rent vasketøj der blot skulle lægges sammen. De var allerede sorteret efter farve. Da han var nået til bunden af poserne og de overfyldte skuffer i kommoden fra selv samme møbelforretning ikke kunne lukkes, vendte han sig mod natbordet. Natbordet var blot en lille blå skammel placeret ved siden af hans seng. Den var vakkelvorn, da den havde mistet tværpinden imellem de to udskårne plader som var dens ben. Det var sikkert derfor, den var endt i den bunke storskrald, han passerede en sensommerdag i Århus. Det var ornamenteringerne på siden der havde fået ham til at stoppe op. Gule fugle omkranset af krummelurer der forneden endte i et hjerte, indrammet af bogstaver fra en fremmed kultur. Et våbenskjold fra en fremmed egn. Ved første øjekast tænkte han Skandinavien – måske var fuglene en samisk afart af en Dalarna hest og tegnene samiske symboler for viden, stolthed og familie. Andet øjekast fortalte ham en historie fra de russiske stepper. Under alle omstændigheder blev den hans lille natbord. Og tingene på natbordet var et tidsbillede på, hvad han beskæftigede sig med.

Denne dag var ingen undtagelse. Den lille skammel bugnede af værker og adspredelse. Enkelte nedslag af eskapisme og fordybelse fra et sind som altid søgte. Tillige stod der et halvt glas vand til at skylle tingene ned med. Tørst kan stilles på mange måder. Øverst i bunken lå hovedtelefonerne. Musikken var hans gamle ven og efterhånden den mest konkrete tidsindikator i hans liv. Med hovedtelefonerne på kunne han tage en defineret pause som en ryger i et busskur. Et lille fix som han vidste ville vare en lille rum tid. Siamese dream ville vare godt 45 minutter og Conor Oberst ville kunne tage ham med til Casadaga i næsten en time. Han viklede ledningen omkring de bløde puder til ørerne og mindedes den varme, som de kunne give. Under hovedtelefonerne lå et værktøj fra hans arbejde. ‘Hammershøi og Europa’ var det argument, han skulle repræsentere og på 256 sider med tekst men først og fremmest billeder, havde kloge hoveder fra hans arbejdsplads gjort det spiseligt, hvordan den tyste dansker havde svælget i billeder fra sine samtidige – og de i hans – ganske, som vor hovedperson selv nu fordybede sig i de tyste motiver af kvinderne og stederne i Hammershøis liv. Og det var her den lille tanke vågnede.

Da han slog op på billedet som havde sat sig fast i ham, tænkte han på salig Hammershøi. Blev han ramt af billeder som han? Interiøret fra den store sal i Lindegaarden var et tomt rum, som det rum han følte i sig selv. Det rum han i andres værker søgte noget at udfylde med. Han så pludselig bunken på natbordet i et andet lys. Det beskrev ham. Ved siden af Hammershøi lå Patti Smith. Hendes ankomst og indre liv fra New York i tresserne var for ham endnu en beskrivelse af et søgende menneske. Som ‘just kids’ afsøgte hun eksistensen i rock- og kunstmytologiens skueplads og han læste hende for at få gode råd. Lære af mesteren. Som en pudsig kommentar lå nederst i bunken Magisterbladet. Et link til hans faglige fællesskab og et vink fra virkeligheden. For i ordet ‘virkelighed’ indgår ‘virke’ og uden et sådant, er man et halvt menneske. I et øjebliks forundring beskuede han sin beskedne stigereol, som var fyldt fra gulv til loft med værker fra andre søgende, og tanken manifesterede sig for ham: ”Hvilke værker lærer jeg mest af?” Han kiggede på CDerne; manifester fra mænd og kvinder som enten var forudrettede, ulykkeligt forelskede, måske bare ville danse eller måske bare være i fred. Well, whatever, Nevermind. Over og under dem bugnede hylderne af bøger. Han havde læst dem alle og kunne lide at eje dem. Mest de skønlitterære men også de faglige. En manual til samtidskunst havde været ham en lise mangt en gang, men intet slog gensynet med Rosens Navn. Og han havde sjældent følt et liv så forklaret som Jonas Wergelands. Filmene var en anden vinkel – og enkelte var tidsindikatorer som musikken: Rare definerede pauser. Andre var tidstagere som en stormfuld dag på en Oslofærge. Men de var en del af denne søgen efter mening, som han selv ville være en del af. ”Jeg har ingen svar, men jeg vil altid søge dem”, sagde han højt for at forsøge at lyde dybsindig, men udsagnet virkede småt i selskabet med udsagnene fra stigereolen. Han klemte værkerne fra natbordet ind i den alt for overfyldte reol – en ”first world pain” tænkte han for sig selv. Han mærkede tørsten efter at søge vågne i sig men indså, at det desværre var blevet for mørkt udenfor til at sætte sig i hans stol ved vinduet og læse. I stedet drak han resten af vandet i glasset på natbordet. ”Vand fra i går.” tænkte han for sig selv. ”Jeg må hellere fylde det på ny.”

K. Ras

Hvor livet leves er der, hvor livet er.

Julen er en rejse tilbage til alt det der var engang og udleves på fordummens skueplads. I jagten på voksen-julen kan man påpege, at Glyngøre er barndommens land, men de voksne år startede et andet sted – ikke langt derfra….

Hvis man rent procentuelt skulle regne ud, hvor jeg tilbragte mest tid i min gymnasietid, ville et godt bud være i Rute 40 – bussen som kørte fra Glyngøre med retning mod Nykøbing Mors. Jeg har på ingen måde tal på, hvor mange gange jeg har siddet ved busstoppestedet på strandvejen og kigget udover fjorden. Som regel med discman’en lidt for højt i i ørerne. For skønt Glyngøre virkede som hele min verden i mange år, blev den på et tidspunkt for lille. Da jeg skulle vælge hvad livet efter folkeskolen skulle bringe faldt valget på sprogligt gymnasium og så måtte man søge udenbys. Og den by var Nykøbing Mors på øen hinsides fjorden. Nu lyder det som om, at det var en hel dagsrejse; i realiteten er det blot 10-15 min. i bus, men som 17 årig virkede det som en helt anden verden og det var starten på en udvikling, som har været i gang lige siden. En udvikling som bunder i en søgen efter åndsfæller, for hvor Glyngøre indeholdt barndomskammerater og ansporede mangt en interesse, så var det som om, at den mere generelle tendens omfavnede andre tendenser end dem som fangede mig. Gymnasiet var en anden historie. Her var det som om, at man mødte nogen med det samme Mind Set – men det var ikke nødvendigvis fagligheden der blev en fælles klangbund. Det var ikke interessen for latin eller passion for engelsk på A niveau der bandt os sammen. Tværtimod. Og det var bestemt heller ikke alle på gymnasiet, som der var lige meget overenstemmelse med, men der var alligevel nogen, hvor bølgelængden var den samme på tværs af interesser. Måske var det en udlængsel? Måske var det et syn vinkelt imod hele verden og ikke bare fra hånden til munden? Måske var det bare en trang til at gøre livet lidt sjovere, men der var ihvertfald et eller andet der gav genklang. En sjov detalje er, at som sproglig student endte jeg i en klasse med fortrinsvis piger – og denne tendens har faktisk holdt ved i alle mine valg efterfølgende. Både på Æstetiske fag på universitetet og nu også mit arbejde er der overvægt af kvinder. Måske er jeg bedre til at arbejde sammen med kvinder? (Noget min værnepligtstid i hvert fald understøtter – men det er en anden historie.)

Men Nykøbing og Mors generelt blev ret hurtigt mit andet hjem – suppleret med et øvelokale i Skive. Det var her mine få nære venner blev til flere og at åndsfæller begyndte at være normen frem for undtagelsen – og hvor jeg fandt nogen af de åndsfæller, hvoraf mange stadig hænger ved i mit liv i København. Voksenlivet – du ved. Og det er en del af mig som er blevet stærkere og fylder mere – også når det kommer til julens nostalgiske gensyn. Mange søger barndommens kammerater. Dem man delte folkeskoleårene med. Et fokus på Glyngøre. Men det er som om, at der er noget der hiver mig til Mors. Jeg kan mærke det d. 25. dec. Store gensyns-dag. I Glyngøre er det efterhånden et større arrangement med DJ og 500 deltagende – og skønt jeg altid deltager og såmænd hygger mig med at sige hej til folkeskolekammerater og deres små-søskende og blive opdateret på hvor, hvornår, hvem og hvor mange (børn!), kan jeg hurtigt mærke, at det er over ti år siden, at jeg begyndte at bevæge mig væk fra Glyngøre. Og så vil jeg gerne til Nykøbing. Det er lidt mere min arena. Det er såmænd ikke fordi, at der er noget i vejen med Glyngøre-gensynet. Det er blot en konstatering af, at det eneste man har til fælles med mange af de fremmødte er, at man er født det samme sted – og så kan en samtale hurtigt blive udtømt. Men kærligheden til barndommens land er der dog stadig. Den er blot ikke længere alene.

Min far undrer sig altid over hvorfor folk flytter fra udkants Danmark til de store byer. “Man kan da også blive sygeplejerske i Thisted!” er et af hans argumenter – og det har han såmænd ret i. Nogen hævder, at unge gerne vil være tættere på kulturudbud, men det bortviser min far ved at påpege, “at de jo alligevel sjældent går i biffen/teateret/til koncert og man kan da sagtens drikke sig fuld og feste i Thisted!”. Og det har han jo såmænd også – til dels – ret i. Men jeg ved godt hvorfor jeg allerede som 17-årig begyndte at søge væk. Skønt mit felt og mit hjerteblod er kulturen, var det ikke fordi jeg savnede en biograf i gå-afstand. Det var ikke at have mindre end 45 min. til et ordentligt koncertsted. Det var jagten på flere sjælefrænder – og for at slippe for dem jeg ikke gad at bruge tid på. Fornemmelsen fortsatte efter gymnasiet og fik mig på højskole, til Århus og til København – og måske skal jeg videre endnu. Hvor fornemmelsen kommer fra ved jeg ikke, men jeg kan huske den. Fra mine mange timer ved busstoppeestedet spejdende udover fjorden. En lille stemme i baghovedet: “Der må da være mere end det her?”

K. Ras.

5. del af juleføljetonen “Jagten på Voksen-julen”.

En side fra Brigdet Jones’ dagbog

I jagten på voksen-julen afsøger man ting som kvalificerer til den voksne tilstand. Disse ting vurderes af flokken; familien ved et meget specielt ritual: Julefrokosten d. 25 dec.

Lad det være sagt med det samme. Min familie elsker en god fest. Enhver lejlighed for at få en ordentlig brandert i gang får smilet frem på samtlige familiemedlemmer. I nogens ører kan det lyde som et forfærdeligt svigt, at jeg har set min far sove på toilettet og min mor antænde sit eget hår en nytårsaften, men festen er en grundtilstand for mine forældre (Mest for min far!). Det ligger i deres blod og jeg har altid set det som en styrke, at de tidligt har indviet mig i denne meget livsbekræftende situation. Denne festlige brandert i godt selskab. Jeg synes efterhånden også, at jeg har godt styr på den. Og i min famile kommer og går det gode selskab i form af fødselsdage, sølvbrylluper og sankt hans aftener, og skønt nogen måske holder på at der er visse kodeks der skal afholdes ved sådanne begivenheder, så kan de for min familie tage sig ud hvordan  det skal være – bare det er en god fest. Der er dog en enkelt event, hvor der er visse rettelinier som bør være til stede. Et årligt holdepunkt hvor året revideres, relationer gennemgåes og alt skal bringes up-to-date. Og her er det branderten der fasciliterer hele seancen.

Jeg taler ikke om nytårsaften, men om den traditionelle julefrokost d. 25 dec med min mors side af familien. Den nære familie. Min mors søstre, deres mænd – som også er min fars bedste venner – og mine fætre og kusiner, som mine søstre og jeg har leget med som små og som vi lever paralle liv med hvad angår uddannelse, karriere og kærlighed – først og fremmest kærligheden. For selvom alle i familien såmænd er interesserede i job og karriere er det kærlighedslivet det egentligt interessante. Ikke fordi at de er synderligt romantisk anlagt. Næh – konsekvensen af vi unges kærlighedsliv kan nemlig betyde, at der skal være plads til en ekstra ved bordet. En ny i flokken – og da flokken jo er den samme hvert år, er en nytilkommen morderligt interessant!

Julefrokosten d. 25 er den ultimative kærestetest. Er vedkommende først med til den, så er de for alvor på vej ind i varmen. Men underlagt familiens hjertevarme smil ligger der noget og ulmer… Der er visse ting man skal leve op til for at blive regnet som fuldgyldigt medlem af flokken. Det er her den selskabelige brandert kommer ind i billedet. Først og fremmest kræver det humor at sætte sig ved bordet – og gerne en selvironisk en af slagsen. Man skal gerne anlægge lige dele fanden-i-voldskhed og stik-lige-en-finger-i-jorden attitude. Du skal kunne tage lidt pis på din egen person.
Kan du fortælle en god historie vinder du min onkel Arnes hjerte – og så er du allerede godt på vej. Så skal du kunne drikke snaps – eller i hvert fald have lyst til at smage på den. En decideret snapsebrandert er forbeholdt de store hanner ved bordet, men er du kvinde, giver det et nøk i hatten at drikke snaps. En sjov hobby, skør ting eller underlig fascination kan også hæve dig i agtelse. Jeg har altid forestillet mig, at et af de bedste kort man som kvinde kunne spille for at gøre indtryk er, at undskylde sig fra selskabet fordi, at man skal ud og ryge pibe. Den historie ville min far kunne underholde med et helt år. Generelt skal man være en selskabsløve. Lytte interesseret, grine højlydt. Man skal holde sig fra politik – det skaber så ofte dårlig stemning. At holde af traditionel dansk julemad er også en fordel, men ikke et must, men alfa og omega er, at holde liv i den selskabelige brandert og have festen for øje.

Det er længe siden jeg har udsat nogen kæreste for denne prøvelse og efterhånden som mine søstre, fætre og kusiner har fået kærester og nu også børn, begynder stolen ved siden af mig at blive en anelse varm. Min kusine har allerede spurgt ind til kærlighedslivet. Hun kunne ikke vente til den 25. Det er voksen julens indhold nummer 1, som jeg igen i år ikke kan udfylde. Mit forsvar imod det plejer at være, at klæde mig upåklageligt og – nå ja – drikke mig godt vissen. Det tager brodden af de mærkeligste spørgsmål (“Jamen er der da ingen piger på det universitet?” – ” Jo – det er faktisk nærmest udelukkende piger!”. *Underlig tavshed…..*). I år har jeg fået rødvin på min gode skjorte, så ingen upåklagelig påklædning, men jeg tager det i stiv arm. Eller også vælger jeg bare at blive stiv. Jeg er på vej derop nu. Selv min lillesøster skal have sin kæreste med. I år er det hos min moster og onkel. Det bliver en fest som altid, men som de seneste år – på en lidt underlig klangbund. Spørgsmålet hænger i luften: “Hvad skal der blive af Kristian?”

K. Ras

4. del af juleføljetonen ‘Jagten på voksen-julen.”

Sejlivede fænomener

Ganske i genoplivelsen af juleføljetonens ånd er julen en tid for tilbagevendende episoder – og det til trods for, at man måske er på jagt efter noget som føles anderledes….

Her kunne jeg have skrevet om en masse ting. Jeg kunne have fortalt om den 23 dec. Dagen hvor alle som skal komme til Glyngøre ånder lettet op fordi, at de nu er samlede. Jeg kunne have skrevet en lang tekst om menuen, som jo med visse variationer ligner sig selv. Jeg kunne også have fortalt om den sandwich fra Sole Mio i Nykøbing Mors som efterhånden er en fast bestanddel af alle hjemrejser. I dag blev den en del af de sidste regnvåde juleindkøb. Jeg kunne have skrevet om temperaturen i stuen, som min far holder fornuftigt over de 25 grader (!!!). Alternativt kunne jeg have påpeget, hvordan jeg altid lige stiger op på mine forældres badevægt og konstaterer, at den som altid viser 63 kg. På tværs af alder. Jeg kunne også have påpeget en af de mest sejlivede traditioner i vores families regi: Den ceremonielle pyntning af juletræet d. 23 om eftermiddagen. Hvordan mine søstre og jeg pakker alle vores forældres julekugler fra 80′erne ud og griner over glædelige gensyn med hjemmelavet julepynt. Løvtræs bamsen med nissehuen som jeg har savet ud i mit ansigts sved i mellemskolen. Min lillesøsters imiterede julehjerte bestående af skaktern limet på en hjerteskabelon. Ud-filtringen af dannebrogsflagene med min fars efterfølgende bemærkning om, at ingen der har siddet i fængsel vil have flag på juletræet, fordi han har hørt, at det er fængselsfanger der laver dem. Derefter diskussionen om det skal være lamettaen eller sølv-guirlanden. Alt sammen emmende af juleferie og familie.

Men sejlivede som alle disse traditioner er, kunne de ikke hamle op med Die Hard på Tv 2. Beklager at den tog min opmærksomhed. Jeg skal gøre mit bedste for at vende tilbage i morgen.

K. Ras.

3. del af min juleføljeton 2011 “Jagten efter voksen-julen!” 

Fra forældrenes folde-ud seng

Fra storbyens larm til lille-byens slumre tilstand på 7 timer, ligger man nu og hører sin tinitus synge en sang om et påstået voksenliv.

Klokken nærmer sig tolv og roen er ved at sænke sig over mit legeme. Efter dagsrejsen på tværs af landet er man atter landet i hjemstavnens julehygge. Og alt virker umiddelbart til at være som, det plejer. Far har allerede hældt de første øl på een og den velkendte Glyngøre-stilhed omfavner natten. Når jeg kigger ud af vinduet er der sort. Sort som i HELT sort – og det til trods for, at jeg er i hjertet af villavejs jylland – omringet af huse i en 15 meters radius. Vinduerne ved naboerne viser intet tegn på liv… eller vent!?.. Der er der faktisk lidt lys. En lyskæde lyser spagt en cypres op. Udover det: DARKNESS! Jeg er blevet indlogeret på det velkendte skabsværelse. Et rum som til daglig er til opbevaring. Gamle habitter, symaskiner, computer manualer, rodekasser gemmes her væk og opbevares til eventuelt senere brug. Til højtider opbevares også jeg her. I år er der dog noget som er en kende anderledes.

Jeg har fået en seng. Seng er måske så meget sagt. “Briks” er nok det rigtige ord, men i forhold til den sædvanlige skummadras smidt på gulvet, kvalificerer denne ny-erhvervelse i høj grad til at være en seng. “Den er fra JYSK” har min far allerede proklameret mindst tre gange, så kvaliteten skulle være implicit og da jeg prøvede den just nu, virkede den da også til at være stærk og sej. Omend, den hælder lidt, så man ligger med hovedet en anelse nedad – men hvad gør det? Jeg kan jo bare lægge et af min mors aflagte ude og hjemme blade under den ende, som jeg vælger skal være hovedgærdet. Og det var lige der – just nu – hvor jeg lå med hovedet en anelse nedad, at jeg følte det. Det som måske er anderledes ved denne jul. Måske var det fordi, at blodet løb mig til hovedet. Måske var det de tre øl, men fornemmelsen var klar! Måske skal denne jul være den første VOKSEN jul! Julen hvor man ikke blot er den store dreng. Nu har jeg jo fået en seng, så det går den rigtige vej! For det er som om, at denne jul markerer et skifte. En mere voksen fornemmelse. En tid til at blive taget mere alvorligt. En tid til at være ham der har en universitetsuddannelse, fast job på en af Danmarks største kunstinstutioner. Ham med den lille men regelmæssige indkomst. Og nu har min søster også tildelt mig en voksen rolle at spille: Julemand juleaften! For min nieces skyld. Onklens hverv – du ved. Voksenlivets juleansvar er indenfor rækkevidde. Jeg kan lugte det!

Man skal dog ikke komme for godt i gang. Et enkelt toiletbesøg har påvist min hybris. Min hud har valgt at minde mig om mit unge jeg. En lille bitte, bitte bums på næsen. Som et fyrtårn fra ungdomsårene. Men måske er det den sidste!?! Måske skal denne jul indvarsle skiftet fra stor dreng til voksen mand? Lad dette være føljetonens fokus. “Jagten på voksen-julen”. Og lad den cirkulere om dette. Hvad indebærer det? Hvordan er den tilstand?  Mere om det i morgen, kære venner.

K. Ras

2. del af min juleføljeton “Jagten på Voksen julen!”

Julen kommer før end vi ved

Det er den tid på året, hvor traditioner vækkes – og juletraditioner er svære at slå ihjel. Også her på bloggen.

Det er aften på Nørrebro og mit gulv er koldt som altid. Kalenderen siger, at dagen er årets korteste, så mørket har været her længe. Eftersigende er det på retur i morgen. Lyset vender tilbage og vi gør os alle klar til at fejre lyset. Med julen. Julen står for døren. Jeg har også gjort mig forberedelser. Ikke at der er så voldsomt mange, men forberedelsen til julen udmønter sig ikke blot i fysiske ting. Man forbereder sig til dens indtræffen. Man venter på, at den rammer én. Nogen kalder det julestemning, andre kalder det en kaotisk tilstand. Nogen venter på glade børn. Andre venter skrigende børn. Nogen venter på syngende korpiger på Købmagergade. Andre undgår Frelsens Hær. Der er nogen der mener, at julepynten bliver hængt op for tidligt og andre savner den omkring Mortens aften. Skønt julen er til for alle, har vi alle hver vores definition – og oftest kan man først selv huske den i det sekund man udbryder ”NU er det jul!”

Min jul starter mange steder. Det første jeg mærker til den, er nok en lille angst. Den handler om togtrafik. For som født i det fjerne Jylland, indebærer min jul en tur hjem til mine forældre. En tur som DSB som oftest står for. Tanken popper op allerede i november. ”Køb en pladsbillet!” – for Jylland er et populært rejsemål i julen. Pludselig vil ALLE til Jylland. Ja – Jul er også en tid, hvor alting bliver vendt på hovedet. I år nåede jeg at bestille den, men måske var det Jesus eller Julemanden eller hvem ved der sendte et signal. En strejke kom og mindede mig om, at det måske ikke er besværet værd. Så jeg har nu et lift med min søster. Så jeg kan sætte ”tjek!” ved hjemrejsen.

Så er det gavetid. Og problemet her er ikke så meget, hvad jeg skal give mine nærmeste. Jeg anser sig mig selv for at være ret god til gaver. For mig er det en slags kommunikationsopgave med afsender → produkt → modtager. Og denne disciplin har jeg snart en kandidatgrad i, så det burde også være nemt klaret. Næh – det svære ligger i, hvad JEG ønsker mig. Jeg ønsker mig mange ting. Med et budget som mit er der mange drømme, men mine juleønskeseddel er også en slags kommunikationsopgave – og her er det i høj grad modtageren der er i fokus. Ikke modtageren af gaverne (mig!), men modtageren af listen. Ser du, kære læser, jeg ønsker mig mange ting, men juleønskeseddelen bør i høj grad indeholde ting, som man kan anskaffe i Vestjylland, da det er der min kernemodtager skal gøre sine indkøb. Jeg ved ikke om du har fulgt med i medierne om butiksdød i udkants-Danmark, men det ser skidt ud – og der findes også produkter, som man aldrig har kunnet få på min hjemegn. En LP er et godt eksempel. I hvertfald ikke i min tid. Som en service sorterer jeg derfor min ønskeseddel til at vægte imod ting, man kan skaffe i Jylland. Jeg bliver glad for alle gaver, men jeg ved hvilken tryghed der findes for min familie i, at de kan give mig noget som de ved, jeg ønsker mig. Og den tryghed er måske mit største ønske. Det og så min egen lejlighed – men hey! – Sådan een er lidt svær at pakke ind. Men det var ønskerne – ”Tjek” ved dem også.

Gaverne fra mig selv hiver jeg som regel ind på en dag (Man er vel en mand), men i år brugte jeg faktisk to. Med en lille niece i familien er det pludselig blevet lidt af et eventyr at besøge Fætter BR. Det er ikke et sted, man kommer så meget som single fyr. Jo – hvis man skal have noget lamt til en klæd-ud fest eller en polterabend. Men de er også på plads – så ”Tjek” ved dem.

Så det jeg vil frem til, kære læser, er, at julen så småt er ved at være indtruffen her hos mig. Mit småkolde ydmyge værelse har ganske vist ingen julepynt udover en skrabejulekalender og fire lys i vindueskarmen, men FORNEMMELSEN, Stemningen, Tilstanden er ved at være der. Alle forberedelserne er i hus. På sengen står min taske til hjemrejsen i morgen. I år er den ret proppet. Det bliver nemlig en lang jul. Den varer ikke helt til påske, men jeg vælger at blive hjemme lidt længere tid i år. Måske finder I ud af hvorfor. Jeg har i hvertfald tænkt mig at genoptage en gammel tradition her på bloggen. En juleblog. Juletilstanden fik vi jo forklaret for nogen år siden, men jeg ved ikke… Måske bliver denne jul noget særligt. Jeg føler i hvertfald et behov for, at den skal dokumenteres. Og du, kære læser kan følge med lige her. En blog om dagen. Håber vi ses.

K.Ras

Første del af juleføljetonen 2011. 

For at se juleføljetonen 2009: “Min juletilstand forklaret” klik her:

Julen 2009 – 1. del: På den anden side af det store hvide ligger stilheden

 

Der falder sne på et bjerg i østen

Der falder sne på et bjerg i østen.

Lyst og tyst

Med ingen anden agenda

end at være et lysglimt og til trøst.

Og på bjerge i svimlende højder

Findes forhåbentligt en plads

Til den som rummer andre

Som fylder halvtomme glas.

Der hvor sneen falder er der, hvor solen stiger

Og når sneens tid er fordampet

Så skinner klarest en regnbuebro

Til dem som lyset har savnet.

“Past the point of no return!”

Jeg er 26-årig mandlig vestjyde med uddannelse indenfor de høje kunstarter samt udøvende indie-musiker – kære læser: Hvad er det så for noget med mig og musicals?

Når jeg er alene og gerne har tømmermænd, har jeg en lille beskæftigelse, som jeg skjuler godt for andre. Jeg tager hovedtelefoner på og låser døren, så ingen kan forstyrre mig. Derefter logger jeg ind på nettet og begynder min surfen. Surfen efter videoer af en bestemt slags. Ofte er det en mand og en kvinde der er hovedpersonerne, men der kan også være flere med. Deres hjerter banker i takt med mit. Det vækker noget i mig og føles meget forbudt. Som min egen lille lystige form for tidsfordriv, opsøger jeg videoklip på nettet – oftest kun af et par minutters varighed. Med hovedtelefonerne helt skruet op afsøger jeg febrilsk nettets mangfoldighed for at stille min lyst efter…Musicals. Ja du læste rigtigt. Musicals! Og nu mener jeg ikke hvilke som helst musicals. Det skal være de helt tunge drenge! Dem hvor pathosen driver ned af væggene. Hvor kærligheden ikke er ægte uden en duet. Hvor dødsøjeblikke skal skriges ud – og hvor morderen udpeges af et skæbnekor. Men det skal samtidig være på den lette måde. Det skal være i familie med operaen, men også med Beatles – på The Long and Winding Road måden. Ikke Come Together. Jeg kan ikke udstå, når de bliver FOR rytmiske. Symfonien skal være basis. Violiner formidler bedst et knust hjerte. Hair er ikke noget for mig. Ej heller Grease. Det er mere noget i retning af det her:

Det er også på en bestemt måde. Jeg er mest til filmversionerne. Selvom det lyder mærkeligt, når man taler om noget så karikeret som musicals, så kan jeg ikke klare det over-teatralske ved sceneproduktionerne. Den visuelle side af det hele bliver for sløv. Der skal være hurtige klips og farver der overstiger virkeligheden. Samtidige så er der et eller andet der irriterer mig ved at blive konfronteret for meget med de mennesker der udfører musicalen. Der er nemlig noget modbydeligt folkeligt over det, som det krymper sig i mig, når jeg tænker på. Og nu afslører jeg måske lidt mig selv. Jeg har faktisk en foruroligende stor indsigt i musicalens verden – eller det at være med i en musical. I min gymnasietid havde jeg større roller i tre relativt store produktioner. Ja okay – jeg havde faktisk hovedroller i to af dem. Okay, okay, jeg var da faktisk også første-elsker i en af dem – men således er jeg jo faktisk også en af de kvalificerede til at udtale mig om dem! Og det der irriterer mig er faktisk i høj grad noget af det der foregår bag kulisserne. Der bliver en slags musicalkultur. Alle er på kram med hinanden. Alle skal være ven med alle og det bliver sgu en helt omklamrende fornemmelse – og jeg synes nogen gange, jeg kan se den på scenen. Og så kan alle sgu bare lide det. Alle kan lide musicals. Undtagen dem der vælger at hade dem. Men musikken og følelserne de bider sgu på mig. Syng smerten! Den store romantik! (Måske har jeg været single for længe?). Her på det sidste har jeg været besat af en af de helt store. Måske den største indenfor dens genre. I morges nynnede jeg den i badet og jeg griber mig selv i at synge den for mig selv i Netto. Den er som dens titel. Et spøgelse der hjemsøger mig:

Kanske det er hele Phantoms plot der rammer mig. Musikkens evne til at fordreje hovedet på os. (“SWEET INTOXICATION!!!”) I hvert fald reagerer jeg på det, selvom jeg egentlig gennemskuer det på samme tid. Det er underligt, men jeg kan ikke lade være med at drages af det…. Men måske ligger der en pointe i, at jeg ikke kan lide sceneudgaverne. Måske er der en grund til at jeg bedst kan lide det på film. Måske stammer min glæde for kombinationen af billederne, store følelser, let plot, firkantede karakterer, heftig orkestrering men med et let sprog et lidt andet sted fra end musicalen per se…:

Måske er Disney svaret. De havde jo trods alt en anden guldalder, da jeg var barn. Nu jeg tænker over det, tror jeg faktisk, at soundtracket fra Løvernes Konge var min første CD. Så måske stammer min facination derfra. Iblandt alle musicalsene er der i hvert fald et enkelt klip, som jeg vender tilbage til igen og igen. Et klip som måske ikke er så musical-agtigt. Jo der er ganske vist sang, men det er ikke den der er i billedet der fremfører det. Det er nærmest en montage med underlæggende sang, men det er de store følelser der er på spil – dog paradoksalt nok på en mere ægte måde, når man tager filmen hvorfra det kommers natur i betragtning. Hver gang jeg ser det, overrumples jeg i hvert fald af minder og sorg over barndommen som er tabt og den tilstand, som man aldrig kan få igen. Jeg kommer til at tænke på det nære familieforhold vi havde, da mig og mine søstre boede hjemme hos mine forældre under samme tag. Og jeg kommer til at tænke på mine forældres dødelighed, og at jeg stadig er her, når de er væk – så det er stærkt, selvom det er kort:

Måske er det ikke så slemt at være lidt forfalden til det musical-agtige. Måske skal man bare acceptere, at man er lidt sentimental. At det for mit vedkommende måske kan siges at tangere noget sygligt, er op til dig, kære læser, at vurdere alvoren af. Jeg stopper ihvertfald nok ikke med at opsøge pathosen online. Men måske stopper jeg, hvis jeg bliver taget i det. Måske…

K.Ras

Da radioen og jeg var unge.

I en gennemgang af minder fra min folkeskoletid fandt jeg i et pludseligt overrumplende flashblack muligvis kimen til noget af min voksentilstand. Før alt det andet var der radioen!

I den sidste del af min folkeskoletid ville det ikke være forkert, at kalde mig initiativrig. Jeg havde allerede da en del projekter kørende af mere eller mindre vellykket karakter. Jeg købte blandt andet et videokamera, hvorefter en klassekammerat og jeg begyndte at filme på livet løs og lave små kortfilm. Vi endte sågar med at hænge en seddel op i Brugsen (En slags analog facebook…), hvor vi inviterede andre til at bruge en uge af sommerferien på at lave en film. Vi søgte så at sige sjælefrænder eller måske bare statister. Ingen svarede og filmprojektet kulminerede nok med dels mine reportager fra teenagedødsdruk i Vigsø feriecenter og min egen stopmotion film med star wars micro machines figurer i alle hovedrollerne (Den har jeg stadig, hvis det har interesse..!?). Men dette var blot et hjørne af min initiativrighed. Det sted hvor den kom allermest til udtryk, var i det højeste organ for elevindflydelse – ELEVRÅDET! Og i ELEVRÅDET havde vi store planer for det lille vacuum som var vores verden – nemlig Glyngøre skole. Specielt i de store klasser – Syvende, ottende og niende – tog det fart. Og det er her manchettens flashback tilskriver sig.

Jeg ved ikke hvor ideen kom fra, men der opstod pludseligt et ønske på skolen om, at eleverne skulle have deres egen radio der spillede musik i frikvarterne. Hvorfra denne ide er kommet, er svært at dechifrere, da ingen af medlemmerne af elevrådet havde noget specielt forhold til radio. Det var selvfølgelig i årene efter tæskeholdet, hvor man sneg sig til at lytte til Tale til nationen, selvom man egentlig var i skole. Det kan også skyldes, at eftermiddagene på tv2 dengang viste en ung frisk David Silver der sad bag mikrofonen i frikvarterne og var superfly og til tider ærlig omkring tune emner. Uanset hvorfra det opstod fik vi det trumfet igennem. Skoleradioen var en realitet i form af et anlæg med en god forstærker og et virvar af ledninger til højtalere strategisk placeret rundt omkring på skolen. Skolens AV mand Poul havde helt sikkert været inde over der på en eller anden måde.

Jeg husker ikke rigtig, hvordan det blev besluttet, men på en eller anden måde endte radioen med at have ét redaktionelt overhoved: nemlig mig. Hele denne ansættelse kan tilskrives en art rundsave-på-albuerne mentalitet + en art nepotisme. Ser de, jeg var nemlig ham den trælse til festerne der altid gerne ville dominere musik valget. Jeg var evigt frustreret og udnyttede festernes eksponering af musik til at udøve min egen idiosynkrasi på mine venner. Jeg følte, at de burde høre noget bedre musik – og det var dengang indforstået noget af det der var i MIN pladesamling. Lyder rimeligt meget som en partykiller – ikke sandt?. Med hensyn til nepotismen, så var min daværende kæreste også i elverådet og dominerede i høj grad dagsordenen. Hvorvidt dette var medvirkenede til min ansættelse er svær at vurdere………

I praksis betød dette, at jeg hver morgen, når folk mødte ind på skolen og hver gang det blev “det store frivarter”, låste mig ind i et lille lokale ved siden af frugtboden og satte musik på. Rummet var et værktøjsdepot for pedellerne, men jeg havde fået min egen lille hylde med en forstærker og en plads til min papkasse, hvori jeg havde det meste af min ret beskedne CD-samling. Der var ingen mikrofon, så radioen var i realiteten mig som levende jukeboks. Det var ydermere en ensom tjans da selve det, at jeg havde en nøgle var et privilegie og jeg blev derfor strengt formanet ikke at have gæster, imens jeg lavede radio. Disse formaninger skyldes nok i højere grad, at det kan være uforsvarligt at lade teenagere i den alder ude af syne – og det havde de faktisk ret i for min kæreste kom ret tit på besøg og vi brugte mangt en radiosession til at snave som teenagere nu gør, når de går i niende klasse. Det er mit indtryk, at radioen egentlig var ret populær – ikke for anmasende men havde et godt flow af musik appellerende til et ret bredt segment – men med så heftig en eksponering så mærker man også en bagside af medalien. Ret hurtigt fik folk en holdning til mine playlister – og jeg endte med helt at lade være med at opfylde ønsker. Der var simpelthen for mange der bankede på min dør i det store frikvarter. Jeg følte, at de forstyrrede det flow som jeg havde planlagt at spille aftenen før (istedet for at lave lektier!). Så døren blev låst.

Jeg og radioen blev på en måde synonym og den blev nærmest som et hemmeligt liv for mig. Om morgenen og efter det store frikvarter sad jeg i mit lille rum og studerede værktøj og skiftede CD’er. Efter noget tid introducerede jeg temadage om fredagen – og det var nok det der blev radioens downfall. Radioens “studie” var som nævnt meget strategisk placeret lige ved siden af Frugtboden – En bod fra før sundhedsbølgen væltede indover den danske folkeskole. Frugtboden blev forvaltet af elever fra 8. klasse der skulle tjene penge til deres 9. klasses studietur til Italien. Boden bød på lækker, lækker, aldrig færdigbagt frysepizza fra Brugsen, Kakaomælk, Knoppers (Min madpakke i 3 år!), flutes og skolemælk til sundhedsfanatikerne. Frugt var der ingenting af, men studiets placering betød en optimal reklameplads for mine temadage. Jeg klistrede derfor som en anden Martin Luther hver torsdag eller fredag en seddel op ved studiets dør der dekrererede denne uges tema. Og temaerne var mange og ofte genre bestemt. Specielt populær var mit Reggae-tema, hvor man på seddelen kunne læse en lille baghistorie om reggaen som fænomen. Metalfredagen blev lagt strategisk i forhold til min ven Dannis store fødselsdagsfest og hip-hop fredagen indtjente mig megen street respect ved de få men dedikerede hængerøvsdrenge på Glyngøre Skole der græd, da Tupac blev skudt. Men ikke alt kan blive påduttet og nu kommer vi til down-falled. Klassisk fredag!

Ja tænk engang – Klassisk fredag. Folk troede ikke deres egne øjne, da jeg allerede torsdag klistrede min forsvarstale for den klassiske musik op ved siden af frugtboden. Og endnu mindre troede de deres egne ører da Griegs Morgenstimmnung bød dem velkommen om morgenen og Bizets overture til Carmen anslog det store frikvarter. Teenage Glyngøre var ikke imponeret. Jeg husker, hvordan en af mine gode veninder hamrede døren til studiet ind og tiggede og bad om at få skiftet musik. “Kristian! Det er fredag!!” bønfaldt hun mig og jeg endte da også med at imødekomme deres krav og gå fra Pachebels Kanon i D over i Blur Song 2. Weak but true. Ugen efter var det terminsprøve tid og radioen blev ligesom glemt. Højtalerne stod i hjørnet og samlede støv, da jeg havde for travlt med andre ting – og måske også lidt mistet entutiasmen.

Det underlige er, hvordan jeg i mit voksne liv har stiftet bekendtskab med det at lave radio uden at skænke denne periode af mit teenageliv en tanke. Strengt taget kan man vel ikke rigtig kalde det, jeg lavede dengang for radio, men nærmere en form for DJ’ing. Men det peger i hvertfald på, at min lyst til at udforske, dele og formidle musik har været til stedet i mig tidligt – uanset genre.