Når jeg lægger mit hoved på min pude
Og godnat-læsningen bliver for svær
Efter at øjnene lukker af sig selv
Og kapitler ikke kan adskilles mere

Så ligger jeg og ønsker
at jeg vidste, hvad jeg gør forkert.

Mine tanker går mod dagen
Hvor lyset skinner på alle
Og jeg er blot en iblandt mange
Der ønsker vi vidste, hvor det ville falde

Men jeg er i skyggen på grund af
det som jeg gør forkert.

I storbylarmen rumler
busser og mennesker især
Jeg står midt i det og råber
det bedste jeg har lært

Men ingen råber tilbage
Fordi jeg gør det forkert.

Jeg svarer dig, når du spørger mig
Jeg udfylder enhver formular.
Jeg tror på trafikken og at passe på hverandre
Jeg er din tjener og din nar

For alt den plads jeg giver
fyldes vist forkert

For formålet udebliver
Og ingen skriver tilbage
På de breve jeg sender med “kærlig hilsen”
Og “Jeg håber, du skriver tilbage”

Jeg kan ringe og skrive og være mig selv
Men jeg gør det åbenbart forkert

Og skønt jeg smiler og springer
og forsøger at være god
Er mit liv en kredsen om ingen andre
end mig selv og mit rod

Der er mange ting, som jeg har lært
Men ikke hvad jeg gør forkert.

De siger, man skal tro på sit indre lys
Og skinne for en fremmed i det fjerne
Men man er aldrig et fyrtårn i en kulsort nat
Man er en plet på en mælkevej af stjerner

Så peg på mig, når du finder mig
Jeg rammer altid forkert.

Ej SPOT til lyst

Selvom om jeg har skiftet den daglige arbejdsplads på den alternative hitliste ud med et job på kunstmuseet, så er det ingen bienale der hiver mig til Århus i denne weekend. Der er SPOT i luften!

På opfordring og lidt på falderebet tænkte jeg derfor – i 2010′s ånd – at stykke et lille udvalg af mine must-see’s sammen. Men mærkeligt nok var det en svær proces. Det var som om, at anbefalingerne ikke kom så let til mig i år. Det er klart, at man kan mærke, at man ikke har den samme følelse med musikbranchen, når man ikke længere sidder med næsen i blogs og laver radio om den på daglig basis – men samtidig er det som, at udvalget er et andet i år. Der er selvfølgelig mange gode gengangere, men anbefalinger skal da helst have noget nyt over sig før de rigtig trækker – i hvertfald når det gælder SPOT. Måske er det også en smags ting. Sidste år var der mange bands der virkelig ramte min smag. I år der måske lidt langt imellem snapsene? Dog gik jeg med iver i gang med at udforske programmet og som altid dukkede der nogle perler frem:

Marie Fisker

Trentemøller-sidekicket Marie Fisker har jeg kun stødt på på hendes tidligere mere americana-agtige sager, hvor jeg synes det til tider tangerede det lidt for stenede. Men så dukkede denne ovenstående lille dystre sag op med et ægte refræn. Meget ærlig lille symbol-ladet video med Fiskers egen mor på den anden side af bordet (“Mirror, Mirror” “Jeg fælder et træ MED RØDDER” – Get it?). Holder hun den rytmiske catchy tone, får hun besøg af mig!

DAD Rocks!

Jeg har haft en del encounters med denne Snævar Njáll Albertsson – hvis navn er lidt af en spritprøve – men mest i form af frontmand i Mimas som spillede nærmest hver anden weekend, dengang jeg boede i Århus, men også til fester og lign, da vi har en fælles bekendt. Med Dad rocks! bevæger han sig væk fra det postrockede Mimas leverer men bevarer dog lidt af tonen og glimtet i øjet med linier som “I’ll turn into a tree wearing my new grass pants” og “Kids eating dead dogs in the playground”, men her er det den akustiske guitar der er centrum og hans “Nothing keeps up” er en ægte ørehænger.

Hymns from Nineveh

Når man taler om at have noget på hjerte, er Jonas Petersen med sit Hymns from Nineveh fuldstændig umulig at komme udenom – og gudsbenådet med en stemme af en anden verden, kan han gøre den mest talende til tavs lytter. Funderet i sin tro kaster han sig meget modigt ud i at synge om det at prise gud – En farlig disciplin i et religionsforskrækket DK, hvor rock musik i høj grad rimer på fadøl frem for sakramente. Men Jonas overbeviser og overrasker og hans tekster er fyldt med en hengivenhed og ærefrygt, som jeg misunder. Nå ja – og så har vi den samme trommeslager.

The Malpractice

Noget på hjerte har en af mine gamle favoritter Johannes Gammelby også omend med en kende omvendt fortegn. Med The Malpractice tonser han fort frem med herligt lyrisk overskud i et mix af grunge og industrial alt-rock a la Faith No More. Hans quirky stemme er den samme, og jeg så for nylig en koncert ham på Templet i Lyngby som havde denne specielle Århusianske vibe. Meget professionelt men samtidig meget nede på jorden. Jeg garanterer en hårdtslående dansefest.

Jenny Hval

Til slut en lidt underlig fisk som jeg ikke havde hørt om, før jeg gav mig i kast med denne liste. Fra Norge kommer Jenny Hval som en slags nordisk Laurie Anderson. Hendes musik er stemningsfyldt og teatralskt og jeg kan levende forestille mig hendes koncert som værende en af de her små overraskelser, som festivaler er så gode til. I ved dem hvor tømmermænd og træthed går op i en højere enhed med musik og et specielt menneske som kan fascinere og forundre.

Dermed et lille udpluk af de nye der er kommet til fadet, men snyd endelig ikke jer selv for nogle af gengangerne som VIRKELIG stadig holder (Alcoholic Faith Mission, Choir of Young Believers, Jenny Wilson) eller nogen af de andre fine navne som kigger forbi (Treefight for Sunlight, Giana Factory, FCAN etc). Og husk at nyde Århus – den kan et eller andet.

Vi ses derovre

Kristian Ras

“That’s were the strange music starts…”

Jeg havde en underlig oplevelse i dag. Efter at have siddet på Den sorte diamants læsesal øst siden kl. 9 og stirret på en skærm hele dagen, snurrede mit hoved som en tørretumbler med begreber og strøtanker. Det var selvfølgelig også hasarderet at kaste sig over at skrive to synopser på en dag – og så i to så forskellige fag som medieteori og strategisk kommunikation. Ikke just to emner der er nemme at zappe imellem. Ikke desto havde jeg brugt 10 timer på det og var faktisk ikke færdig, da sulten krævede, at jeg forlod den sorte diamant og bevægede mig igennem byen hjemad. Jeg var på gåben efter, at min cykel havde forsøgt at slå mig ihjel for et par uger siden. Ligesom når en hund først har fået en blodrus, har jeg aflivet den og indtil en ny cykel ankommer på fredag, går jeg igennem byen. Ruten fra Diamanten og hjem er nu heller ikke den værste. Faktisk holder jeg meget af gå igennem den lille park ved Rigsarkivet, over Christiansborg slotsplads, forbi storkespringvandet, op igennem købmagergade forbi rundetårn, ud af Frederiksborg gade til Nørrebro. Jeg føler mig i kontakt med alle de andre københavnere der gennem tiden har passeret denne gamle rute. I dag skulle ruten dog byde på visse overraskelser. Da jeg gik ud af den sorte diamants svingdøre konstaterede jeg, at jeg havde for meget tøj på. Det havde regnet om morgenen da jeg tog afsted, så jeg var godt pakket ind i tyk hættetrøje og jakke som nu stadig var fugtige efter at have opholdt sig på bunden af et garderobeskab i 10 timer. Med jakken lynet op begav jeg mig af ruten op mod Christiansborg. Jeg var sulten, så selvom mit hoved stadig var fyldt med begreber, navne og små noter, så kredsede mine tanker også om hvad mit køleskab mon indeholdt. Jeg kunne oprigtig ikke huske det – det havde været en rigtig lang dag fordybet i det akademiske. Da jeg passerer Chrstiansborg Slotsplads får jeg pludselig en besked fra min mor. Datoen for min lillesøsters sidste eksamen ligger nu fast og hun bliver student d. 22 juni. Desværre viser det sig at det er den samme dag, som jeg skal til eksamen i de synopser, jeg har siddet og arbejdet på hele dagen – og da min søster går på gymnasie i Nord-vestjylland, følte jeg pludselig muligheden for at fejre det med hende og min familie smuldre. Det var der det skete – lige der hvor man krydser fodgængerovergangen fra slotspladsen til gammel strand. Pludselig snurrede hele København rundt og nærmest som i en film, begyndte ord at flimre forbi mine øjne – som aviserne i Citizen Kane. Ordene var rent volapyk, men de blokerede mit udsyn og jeg måtte standse op og støtte mig til broen over kanalen. Et øjeblik troede jeg, at jeg skulle brække mig og jeg lukkede øjnene for at samle mig. Da jeg åbnede øjnene igen virkede alt normalt. København var atter København – travl og fyldt med biler, busser, japanske turister og piger på cykler. Jeg skulle lige til at forsætte op mod Købmagergade da jeg pludselig anede noget ud af øjenkrogen. Noget velkendt. Det var blot et glimt. Et glimt af en jeg kendte. Jeg drejede omkring og kiggede efter den pågældende, men borte var han eller hende. Jeg lukkede min jakke for en kold vind. Pludselig kom atter et glimt, men denne gang var det stærkere. Nærmest som en tilstedeværelse. Og pludselig intensiveredes det og alle ansigter på de omkringværende personer var pludselig folk fra min familie. Der sad min far på en bænk. Der kom min lillesøster cyklende forbi – og der kom hun igen. Og igen. Min mor kom gående med en klapvogn sammen med min moster. Nu stod min far på hjørnet og tog billeder af Thorvaldsens museum. Min storesøster talte engelsk i en kanalbåd og til sidst kom jeg selv gående imod mig i en lang frakke og tiger of schweden taske. Og pludselig som ved et vingeslag forsvandt de alle og Københavnerne var blot navneløse fremmede igen på vej videre forbi mig. Fortumlet stormede jeg ind i en 7-Eleven og købte en cola, som jeg nærmest drak i et drag. Jeg satte mig på en bænk og lod øjeblikket passere. Sveden piblede af mig og sulten var for en kort stund forsvundet. Som forstenet prøvede jeg at hitte rundt i, hvad der lige var sket. Jeg mærkede en tåre trille ned af min kind. Jeg var rystet – eller bange er måske nærmere ordet. Usikker. “Stress” sagde jeg til mig selv. “Det må være stress…” – og som alle diagnoser bringer de en forløsning – også selvom de måske ikke er de rigtige. Tanken om synopserne kom snigende igen, men jeg valgte at skubbe dem væk. “De er ikke det værd” tænkte jeg og ryddede tavlen til fordel for et enkelt mål: Aftensmad.

“Past the point of no return!”

Jeg er 26-årig mandlig vestjyde med uddannelse indenfor de høje kunstarter samt udøvende indie-musiker – kære læser: Hvad er det så for noget med mig og musicals?

Når jeg er alene og gerne har tømmermænd, har jeg en lille beskæftigelse, som jeg skjuler godt for andre. Jeg tager hovedtelefoner på og låser døren, så ingen kan forstyrre mig. Derefter logger jeg ind på nettet og begynder min surfen. Surfen efter videoer af en bestemt slags. Ofte er det en mand og en kvinde der er hovedpersonerne, men der kan også være flere med. Deres hjerter banker i takt med mit. Det vækker noget i mig og føles meget forbudt. Som min egen lille lystige form for tidsfordriv, opsøger jeg videoklip på nettet – oftest kun af et par minutters varighed. Med hovedtelefonerne helt skruet op afsøger jeg febrilsk nettets mangfoldighed for at stille min lyst efter…Musicals. Ja du læste rigtigt. Musicals! Og nu mener jeg ikke hvilke som helst musicals. Det skal være de helt tunge drenge! Dem hvor pathosen driver ned af væggene. Hvor kærligheden ikke er ægte uden en duet. Hvor dødsøjeblikke skal skriges ud – og hvor morderen udpeges af et skæbnekor. Men det skal samtidig være på den lette måde. Det skal være i familie med operaen, men også med Beatles – på The Long and Winding Road måden. Ikke Come Together. Jeg kan ikke udstå, når de bliver FOR rytmiske. Symfonien skal være basis. Violiner formidler bedst et knust hjerte. Hair er ikke noget for mig. Ej heller Grease. Det er mere noget i retning af det her:

Det er også på en bestemt måde. Jeg er mest til filmversionerne. Selvom det lyder mærkeligt, når man taler om noget så karikeret som musicals, så kan jeg ikke klare det over-teatralske ved sceneproduktionerne. Den visuelle side af det hele bliver for sløv. Der skal være hurtige klips og farver der overstiger virkeligheden. Samtidige så er der et eller andet der irriterer mig ved at blive konfronteret for meget med de mennesker der udfører musicalen. Der er nemlig noget modbydeligt folkeligt over det, som det krymper sig i mig, når jeg tænker på. Og nu afslører jeg måske lidt mig selv. Jeg har faktisk en foruroligende stor indsigt i musicalens verden – eller det at være med i en musical. I min gymnasietid havde jeg større roller i tre relativt store produktioner. Ja okay – jeg havde faktisk hovedroller i to af dem. Okay, okay, jeg var da faktisk også første-elsker i en af dem – men således er jeg jo faktisk også en af de kvalificerede til at udtale mig om dem! Og det der irriterer mig er faktisk i høj grad noget af det der foregår bag kulisserne. Der bliver en slags musicalkultur. Alle er på kram med hinanden. Alle skal være ven med alle og det bliver sgu en helt omklamrende fornemmelse – og jeg synes nogen gange, jeg kan se den på scenen. Og så kan alle sgu bare lide det. Alle kan lide musicals. Undtagen dem der vælger at hade dem. Men musikken og følelserne de bider sgu på mig. Syng smerten! Den store romantik! (Måske har jeg været single for længe?). Her på det sidste har jeg været besat af en af de helt store. Måske den største indenfor dens genre. I morges nynnede jeg den i badet og jeg griber mig selv i at synge den for mig selv i Netto. Den er som dens titel. Et spøgelse der hjemsøger mig:

Kanske det er hele Phantoms plot der rammer mig. Musikkens evne til at fordreje hovedet på os. (“SWEET INTOXICATION!!!”) I hvert fald reagerer jeg på det, selvom jeg egentlig gennemskuer det på samme tid. Det er underligt, men jeg kan ikke lade være med at drages af det…. Men måske ligger der en pointe i, at jeg ikke kan lide sceneudgaverne. Måske er der en grund til at jeg bedst kan lide det på film. Måske stammer min glæde for kombinationen af billederne, store følelser, let plot, firkantede karakterer, heftig orkestrering men med et let sprog et lidt andet sted fra end musicalen per se…:

Måske er Disney svaret. De havde jo trods alt en anden guldalder, da jeg var barn. Nu jeg tænker over det, tror jeg faktisk, at soundtracket fra Løvernes Konge var min første CD. Så måske stammer min facination derfra. Iblandt alle musicalsene er der i hvert fald et enkelt klip, som jeg vender tilbage til igen og igen. Et klip som måske ikke er så musical-agtigt. Jo der er ganske vist sang, men det er ikke den der er i billedet der fremfører det. Det er nærmest en montage med underlæggende sang, men det er de store følelser der er på spil – dog paradoksalt nok på en mere ægte måde, når man tager filmen hvorfra det kommers natur i betragtning. Hver gang jeg ser det, overrumples jeg i hvert fald af minder og sorg over barndommen som er tabt og den tilstand, som man aldrig kan få igen. Jeg kommer til at tænke på det nære familieforhold vi havde, da mig og mine søstre boede hjemme hos mine forældre under samme tag. Og jeg kommer til at tænke på mine forældres dødelighed, og at jeg stadig er her, når de er væk – så det er stærkt, selvom det er kort:

Måske er det ikke så slemt at være lidt forfalden til det musical-agtige. Måske skal man bare acceptere, at man er lidt sentimental. At det for mit vedkommende måske kan siges at tangere noget sygligt, er op til dig, kære læser, at vurdere alvoren af. Jeg stopper ihvertfald nok ikke med at opsøge pathosen online. Men måske stopper jeg, hvis jeg bliver taget i det. Måske…

K.Ras

Da radioen og jeg var unge.

I en gennemgang af minder fra min folkeskoletid fandt jeg i et pludseligt overrumplende flashblack muligvis kimen til noget af min voksentilstand. Før alt det andet var der radioen!

I den sidste del af min folkeskoletid ville det ikke være forkert, at kalde mig initiativrig. Jeg havde allerede da en del projekter kørende af mere eller mindre vellykket karakter. Jeg købte blandt andet et videokamera, hvorefter en klassekammerat og jeg begyndte at filme på livet løs og lave små kortfilm. Vi endte sågar med at hænge en seddel op i Brugsen (En slags analog facebook…), hvor vi inviterede andre til at bruge en uge af sommerferien på at lave en film. Vi søgte så at sige sjælefrænder eller måske bare statister. Ingen svarede og filmprojektet kulminerede nok med dels mine reportager fra teenagedødsdruk i Vigsø feriecenter og min egen stopmotion film med star wars micro machines figurer i alle hovedrollerne (Den har jeg stadig, hvis det har interesse..!?). Men dette var blot et hjørne af min initiativrighed. Det sted hvor den kom allermest til udtryk, var i det højeste organ for elevindflydelse – ELEVRÅDET! Og i ELEVRÅDET havde vi store planer for det lille vacuum som var vores verden – nemlig Glyngøre skole. Specielt i de store klasser – Syvende, ottende og niende – tog det fart. Og det er her manchettens flashback tilskriver sig.

Jeg ved ikke hvor ideen kom fra, men der opstod pludseligt et ønske på skolen om, at eleverne skulle have deres egen radio der spillede musik i frikvarterne. Hvorfra denne ide er kommet, er svært at dechifrere, da ingen af medlemmerne af elevrådet havde noget specielt forhold til radio. Det var selvfølgelig i årene efter tæskeholdet, hvor man sneg sig til at lytte til Tale til nationen, selvom man egentlig var i skole. Det kan også skyldes, at eftermiddagene på tv2 dengang viste en ung frisk David Silver der sad bag mikrofonen i frikvarterne og var superfly og til tider ærlig omkring tune emner. Uanset hvorfra det opstod fik vi det trumfet igennem. Skoleradioen var en realitet i form af et anlæg med en god forstærker og et virvar af ledninger til højtalere strategisk placeret rundt omkring på skolen. Skolens AV mand Poul havde helt sikkert været inde over der på en eller anden måde.

Jeg husker ikke rigtig, hvordan det blev besluttet, men på en eller anden måde endte radioen med at have ét redaktionelt overhoved: nemlig mig. Hele denne ansættelse kan tilskrives en art rundsave-på-albuerne mentalitet + en art nepotisme. Ser de, jeg var nemlig ham den trælse til festerne der altid gerne ville dominere musik valget. Jeg var evigt frustreret og udnyttede festernes eksponering af musik til at udøve min egen idiosynkrasi på mine venner. Jeg følte, at de burde høre noget bedre musik – og det var dengang indforstået noget af det der var i MIN pladesamling. Lyder rimeligt meget som en partykiller – ikke sandt?. Med hensyn til nepotismen, så var min daværende kæreste også i elverådet og dominerede i høj grad dagsordenen. Hvorvidt dette var medvirkenede til min ansættelse er svær at vurdere………

I praksis betød dette, at jeg hver morgen, når folk mødte ind på skolen og hver gang det blev “det store frivarter”, låste mig ind i et lille lokale ved siden af frugtboden og satte musik på. Rummet var et værktøjsdepot for pedellerne, men jeg havde fået min egen lille hylde med en forstærker og en plads til min papkasse, hvori jeg havde det meste af min ret beskedne CD-samling. Der var ingen mikrofon, så radioen var i realiteten mig som levende jukeboks. Det var ydermere en ensom tjans da selve det, at jeg havde en nøgle var et privilegie og jeg blev derfor strengt formanet ikke at have gæster, imens jeg lavede radio. Disse formaninger skyldes nok i højere grad, at det kan være uforsvarligt at lade teenagere i den alder ude af syne – og det havde de faktisk ret i for min kæreste kom ret tit på besøg og vi brugte mangt en radiosession til at snave som teenagere nu gør, når de går i niende klasse. Det er mit indtryk, at radioen egentlig var ret populær – ikke for anmasende men havde et godt flow af musik appellerende til et ret bredt segment – men med så heftig en eksponering så mærker man også en bagside af medalien. Ret hurtigt fik folk en holdning til mine playlister – og jeg endte med helt at lade være med at opfylde ønsker. Der var simpelthen for mange der bankede på min dør i det store frikvarter. Jeg følte, at de forstyrrede det flow som jeg havde planlagt at spille aftenen før (istedet for at lave lektier!). Så døren blev låst.

Jeg og radioen blev på en måde synonym og den blev nærmest som et hemmeligt liv for mig. Om morgenen og efter det store frikvarter sad jeg i mit lille rum og studerede værktøj og skiftede CD’er. Efter noget tid introducerede jeg temadage om fredagen – og det var nok det der blev radioens downfall. Radioens “studie” var som nævnt meget strategisk placeret lige ved siden af Frugtboden – En bod fra før sundhedsbølgen væltede indover den danske folkeskole. Frugtboden blev forvaltet af elever fra 8. klasse der skulle tjene penge til deres 9. klasses studietur til Italien. Boden bød på lækker, lækker, aldrig færdigbagt frysepizza fra Brugsen, Kakaomælk, Knoppers (Min madpakke i 3 år!), flutes og skolemælk til sundhedsfanatikerne. Frugt var der ingenting af, men studiets placering betød en optimal reklameplads for mine temadage. Jeg klistrede derfor som en anden Martin Luther hver torsdag eller fredag en seddel op ved studiets dør der dekrererede denne uges tema. Og temaerne var mange og ofte genre bestemt. Specielt populær var mit Reggae-tema, hvor man på seddelen kunne læse en lille baghistorie om reggaen som fænomen. Metalfredagen blev lagt strategisk i forhold til min ven Dannis store fødselsdagsfest og hip-hop fredagen indtjente mig megen street respect ved de få men dedikerede hængerøvsdrenge på Glyngøre Skole der græd, da Tupac blev skudt. Men ikke alt kan blive påduttet og nu kommer vi til down-falled. Klassisk fredag!

Ja tænk engang – Klassisk fredag. Folk troede ikke deres egne øjne, da jeg allerede torsdag klistrede min forsvarstale for den klassiske musik op ved siden af frugtboden. Og endnu mindre troede de deres egne ører da Griegs Morgenstimmnung bød dem velkommen om morgenen og Bizets overture til Carmen anslog det store frikvarter. Teenage Glyngøre var ikke imponeret. Jeg husker, hvordan en af mine gode veninder hamrede døren til studiet ind og tiggede og bad om at få skiftet musik. “Kristian! Det er fredag!!” bønfaldt hun mig og jeg endte da også med at imødekomme deres krav og gå fra Pachebels Kanon i D over i Blur Song 2. Weak but true. Ugen efter var det terminsprøve tid og radioen blev ligesom glemt. Højtalerne stod i hjørnet og samlede støv, da jeg havde for travlt med andre ting – og måske også lidt mistet entutiasmen.

Det underlige er, hvordan jeg i mit voksne liv har stiftet bekendtskab med det at lave radio uden at skænke denne periode af mit teenageliv en tanke. Strengt taget kan man vel ikke rigtig kalde det, jeg lavede dengang for radio, men nærmere en form for DJ’ing. Men det peger i hvertfald på, at min lyst til at udforske, dele og formidle musik har været til stedet i mig tidligt – uanset genre.

Flidens år – oprindelse og hvad det indebærer

Efter at have indset, at man ikke længere var ubetinget fan af at sove længe manifesterede sig en målsætning: 2011 skal være et flidens år!

Med en anelse overmod har jeg sat mig for at sætte en ære i, at udfylde min kalender. Jeg har ellers tidligere været en stor fan af at kigge ud af vinduet – og det er jeg egentlig også stadigvæk, men hvor det at se verden passere een før i tiden var formålsløs tankespind som ikke udmøntede sig i noget konkret, lærte jeg i 2010 at omsætte det. Årene forinden var der såmænd også store drømme, ord og planer inde bag min rude og min selvbevidsthed, men de kom ikke ud. De forblev uforløste. Det var som om, at selve det at have tiden til at lave ingenting blokerede. Der opstod et selvlede – en fokuseren på at den megen tid var udtryk for, at jeg var en slags taber som ingen gad at beskæftige sig med. “Kloge børn keder sig aldrig”, men jeg var efterhånden ekspert i at kede tiden væk – ergo måtte jeg være dum som en dør. Og i de huller hvor man burde have selskab, fik jeg kun øje på tomrummet og det glas var ikke halvt, men helt tomt uanset hvordan jeg kiggede på det. Men så skete der noget – det var sidste januar. Det var som om at potentialet i disse huller pludselig fik en stemme. Som altid tror jeg, at de blev udløst af det at arbejde under pres. At have øksen hængende over hovedet. Jeg blev pludselig bevidst om, at min tid som studerende snart er forbi – og så er den overskydende tid nok væk – eller i hvert fald kraftigt ommøbleret. For den studerendes fleksible frihed er en tilstand som har defineret mig – været min grundtilstand i jeg ved snart ikke hvor længe. Og forkælet som jeg var, havde jeg taget den for givet. Jeg følte pludselig jorden brænde under mig og følte en skam over de timer, hvori jeg havde sovet på min bacheloruddannelse. Jeg kiggede på min halve meter høje stak kompendier fra de sidste års studier og indså hvor lidt af det jeg kunne huske – for endsige overhovedet at have læst. Ved siden af stod guitaren og efterklangen fra instrumentet var blevet underligt fjern. Selv min livsnerve, musikken, var blevet et tidsspild uden egentligt formål. Hvornår havde jeg egentlig sidst skrevet en sang? Og jeg indså pludselig, at min selvlede over de tomme huller og kedsomheden ikke var den megen overskudstids skyld – det var fordi, at jeg ikke selv tog ansvar for at udfylde den. I ren fornægtelse havde jeg været uforstående by-stander til mit eget liv og udfyldt tiden med formålsløs dagdrømmeri og virkelighedsflugt. Jeg troede, at grunden til at mit liv var fyldt med tomme huller var, at jeg ikke havde noget at byde på – ikke længere havde noget på hjerte – ikke havde relevans. Jeg stolede ikke på min egen stemme. Selvom folk til tider havde rost den. Når jeg ytrede mig. Sagt at de gerne ville være på mit hold. Rost min sang. Og således sad jeg sidste vinter, da verden gik af lave. Et tidligere musikalsk livsprojekt døde, ønske praktikpladsen udløb og livet ommøbleredes og tilbage stod jeg nu blottet og fyldt med tid. Jeg satte mig en sen nattetime og ransagede min eksistens for rosende ord og gode erfaringer; undersøgte min tilværelse og hvor jeg syntes, at jeg besad nogen styrker. Og efter en lang og sej kamp med min jyske beskedenhed, min paranoide frygt for afsløring af, at jeg måske ikke var så god som folk troede og min status af selverklæret voksenbarn, besluttede jeg at tro på mig selv. Tro på, at det jeg havde at sige var relevant. Tro på mig selv som eksperten. Opfatte mig selv som et geni på vegne af min egen tilværelse. Smile til tæsk og tage det med på vejen – og stole på det jeg elskede at lave.

Det var der, jeg startede. Ved passionen. Jeg samlede guitaren op og begyndte at skabe. Et nyt dedikeret rum for stemmen i mig selv. Og til min store forbløffelse virkede det. Jeg skabte på livet løs. Jeg tog ansvar for det. Satte det i system. Jeg oprettede kontordag om tirsdagen. “Kunst på skemaet” stod der i min kalender tirsdage fra 10.00-16.00 – i starten ment som et ironisk tø-hø til mig selv, men efterhånden en tilstand som gled ind i selve processen. Et nyt studiejob kom til, hvor billedkunsten igen blev en del af min hverdag og jeg oplevede at blive taget alvorligt for mine kompetencer – og hvor fordybelse var nødvendig for at holde sig opdateret. Billedkunsten havde været ude af mit liv men kom tilbage med fornyet kraft på læsesalen og på museet. Og pludselig var mine huller fyldt ud. Med resultater. Sange. Ideer. Ny viden. Nye kompetencer. Et nyt liv – fyldt.

Erkendelsen rigere tøver jeg derfor ikke med at proklamere, at 2011 skal være et flidens år. Jeg vil derfor:

- Tage mit studie mere seriøst og forberede mig mere end nødvendigt for at lette min bondeanger over de seneste års slendren.
- Læse endnu mere op på billedkunsten og være mere opsøgende. Det er jo efterhånden mit felt.
- Leve musikken, tage den alvorligt, skabe flittigt og stole på at det jeg har at sige, er noget af relevans.
- Erstatte de før sovede timer med familie, venner og opsøgte oplevelser. Hvis jeg en dag ikke har været udenfor er den spildt.
- Skrive mere på bloggen her – for ja den har været forsømt, men kun fordi at travlheden har fyldt hullerne, hvori jeg plejede at skrive. Nu skal det være en prioritet.

K.Ras Januar 2011

Til den som vider sig sikker på alt…..

Da bilen rullede ind på grusvejen ned mod den rød-hvide gård, løftede drengen sig op, så han kunne se ud af sideruden. Uden sin sædvanlige hårde flamingopude var udsigten begrænset til det lille håndtag, hvormed man rullede vinduet ned. Træer stod langs grusvejen og dannede en allé. Sommersolen blinkede i bilen for hvert træ de passerede. Skygge, sol, skygge, sol, skygge, sol. Da de drejede venstre om stuehuset og ind imellem længerne på gårdspladsen, kunne han ikke længere skjule sin ængstelse. Forsigtigt holdt han vejret for at være så stille som muligt. Han ville ikke risikere, at hans åndedrag skulle sløre hvad der muligvis ventede ham. Alt virkede tavst – der var ingen der regerede på, at bilen var parkeret. Han faldt tilbage i sædet og kneb øjnene sammen for at koncentrere sig om at lytte til hver en detalje. Han havde læst, at når man var blind blev ens andre sanser skærpede – udover lige det med synet var man en slags supermand; kunne høre græsset gro. Han koncentrerede sig om at filtrere alt ude og tænkte en tanke som kunne minde om en bøn på et sprog han endnu ikke rigtig forstod: “Please, please, please…” Bagsædet blev pludselig overvældet af lyd, da hans fader åbnede bagdøren som var det det mest almindelige i verden – hvilket det jo i mange andre situationer også er. “Bare kom knægt” sagde faderen i sit vante venlige toneleje. Faderen havde selv set frem til besøget og kunne ikke rigtig skjule sin begejstring. Det var jo trods alt en af hans gamle venner, de skulle besøge. En drengetur tilbage i tiden – og sønnike var med. Endnu en gang – for de havde været her før mange gange, og selvom drengen var sky og ikke ville være til besvær var det svært for ham ikke at give udtryk for sit ubehag ved at atter være tilbage på gården.

Ser de; det var nemlig ikke en gård i den konventionelle forstand. Det var Onkel Børges gård og Onkel Børge havde ikke søde køer, stinkende grise eller røde høns. Børge havde hunde – en kennel. Et sted hvor hunde blev avlet og parkeret af bortrejste ejere og lign. De parkerede hunde stod i bure inde i den midterste længe bag gitre og i sikker forvaring, men Børges to egne hunde var præmiehunde avlet på de fineste danske, tyske og svenske cocker spanielere. Drengens fætre havde fortalt, at en af dem var næsten en halv million værd! Og det er klart at sådanne hunde på en gård ikke har et liv bag tremmer på en mørk gang med de andre galpende logerende. De var udenfor, uden snore. Løse – som man siger. For de hunde var velopdragne, veltrænede og søde og forstående, klogere end noget menneske og “gjorde ikke noget”. Men når de høje hyl lød fjernt bag gården og lyden af poter i høj fart i gårdspladsens grus kom tordnende imod en dreng på lidt over en meter, var det svært at gennemskue deres hensigter. De plejede at springe op, være vilde. Onkel Børge ville først grine og tale til dem som om de forstod ham: “NÅ – I vil rigtig nok gerne lege, hva!?” Hundene vil blive ved med at være vilde og løbe rundt om drengen og pive og gø indtil Onkel Børge til sidst i vred tone måtte råbe “SÅ!!!”. Drengen hadede at være til besvær og følte sig utilpas, når Onkel Børge hidsede sig op på grund af ham, men inderst inde var han glad for at slippe for hundene. Han kunne nemlig ikke lide dem. Han var ikke bange – det er nok for drastisk at kalde det det, men han forstod ikke hvorfor folk tillagde dem så mange menneskelige egenskaber. For ham var der intet rationelt eller håndterbart over dem. Hunde var som bøller i skolegården – fuldstændig udenfor pædagogisk rækkevide. Og det skræmte ham. Skræmte ham, at man blev nød til at kunne intimidere de her væsener for, at de forstod dig. Bleg, tynd og rødhåret var han ikke særlig intimiderende. Han var mere en gemmeleg- end slåskamps type.

Det var i dette man skulle finde grunden til den store forsigtighed den dag, hvor han endnu engang var med faderen hos Onkel Børge. Men som tidligere nævnt var gården denne dag forbavsende tavs. Ikke engang de logerende hunde i den mørke midterste længe galpede ved lyden af bilens komme. Det eneste man hørte, var en sensommerbrise fejende igennem den store have der omkransede gården. Drengen var lettet. Hvor hundene var vidste han ikke, men de var tydeligvis væk. En drengs sind er flygtigt når problemerne er ude af øje – ud af sind. Og når ret skal være ret så var gården også et spændende sted at gå på opdagelse – så da faderen fortrak til stuehuset for at få en bajer og vende verdenssituationen uden de store konsekvenser, så listede drengen af. Selvom gården ellers plejede at være befolket af uhyrer, så kendte han meget af den. Han havde tit været der i selskab med sine modige og ældre fætre og så var hunde ikke så skræmmende igen. Men i dag var han alene. Under trappen op til hoveddøren satte han sig og kiggede ud under det trekantede hul vinklen skabte. Ensomheden pirrede hans fantasi. For at gøre det hele lidt lettere at sluge forestillede han sig, han var en soldat af en art; Den sidste der var tilbage og som skulle snige sig rundt og afsøge den øde gård for fjender. Han lurede et øjeblik udover gårdspladsen. Det grå grus lå stille hen og ovre ved den gamle brønd peb rustne hængsler i blæsten. Mod hans venstre var der klar bane til porten tværs igennem den midterste længe til den anden side af gården. Her var der skygge og mørkt som natten. Perfekt for en snigskytte at skjule sig i. Han talte til tre og løb alt hvad han kunne og sprang det sidste stykke ind i porten; undvigende et hvinende projektil fra en fjendtlig snigskytte i et imaginært kirketårn. I portens mørke gispede han efter vejret. Han væltede ved et uheld en rusten høtyv og fordømte sin klodsethed. Han stivnede et øjeblik. Døren indtil den midterste længe var åben. Den plejede ellers at være lukket. Han listede hen og kiggede ind. Fra døren kunne han se ind i den mørke længe langs en midtergang imellem hundebure: gitre der gik fra gulv til loft. Små lysstriber trængte ind af de små 1900 tals staldvinduer og tegnede striber i støvet som hang tykt i luften. Udover det var der mørkt – og stille. Drengen undrede sig. Der plejede ellers at være gøen og lyden af hunde der sprang rundt inde i burene. Skønt han var en anelse angst overvandt nysgerrigheden ham og han samlede en flintesten op. Stående midt i døråbningen smuttede han den nærmest ind langs den mørke korridor. De tørre klik fra flintestenens møde med betongulvet lød som kanonslag i den tomme længe. Da flintestenen splintredes i tusind stykker kom barnets skyldfølelse pludselig op i ham. “Åh nej – Hvad siger Onkel Børge nu til det?” tænkte hans ængstelige sind, men barnelogikken sagde ham, at hvis blot han benægtede alt kunne det være, at han klarede frisag. Det var nu trods alt mere påtrængende, hvor alle hundene var blevet af? Hvorfor var de ikke på gården? Onkel Børge levede da af at passe hunde? Og hans egne elskede han da for meget til at sende væk?

Forundret genoptog han sin rolle som last-man-standing. Kedsomhed kunne overvinde nysgerrighed. Han listede sig frem i den mørke port, for han vidste at det åbne terræn bag gården kunne skjule mangt en fjende. Han smygede sig helt op af væggen for at falde i et med skyggen. Han kneb øjnene sammen for det gjorde de barske typer altid på film, når de skulle kigge langt og vurdere faren. Det åbne terræn så forladt ud. Et viltert krat skærmede hans syn på venstre side, men hans intuition sagde ham at der var ingen farer gemt. Godt 100 meter på den anden side af det åbne terræn stod Onkel Børges fuglebure indrettet i – tydeligvis hjemmedesignede – firkantede skuer med et tæt net på den ene side. Her havde han mest duer, men til tider også agerhøns og lignende. Skurene var dog i de senere år forfaldet en anelse og stod nu triste og rådnede. I drengens øjne lignede de dog stadig en førerbunker, så han måtte undvige at komme indenfor en mulig vagts synsvinkel. Han besluttede sig for at snige sig højre om ud af porten og langs med gårdens bagside. Hans imaginære camouflagejakke ville sørge for, at han gled i et med murværket. Men hvad nu hvis fjenden stod lige om hjørnet lænet op af muren som ham? Han vovede ikke at kigge om hjørnet. I stedet besluttede han, at det bedste forsvar var et angreb. Han talte ned fra fem – på tilnærmelsvis engelsk da det virkede til at passe bedre ind. “Five, four” Han holdt hænderne op foran sig og sikrede sig, at hans gennemsigtige maskinpistol var afsikret, “Three, two”. Han forberedte sig mentalt til at plaffe enhver modstander ned uden at spørge først “One, GO!!!”. Med et spagt råb drejede han om hjørnet med pegefingerene peget mod fjenden; modigere end nogensinde.

Hans kampbrøl forstummede i et, da virkeligheden pludseligt trængte sig på. Han havde forberedt sig til enhver afskygning af fjendebilleder, hans fantasi kunne fremstille, men intet havde forberedt ham på den gru der ramte ham. Han havde aldrig set noget lignende og hans tarme slog en lille kolbøtte og blev til en hård klump. Hvis han ikke var bleg før, så var han det i hvert fald nu, hvor hans unge hjerne prøvede at rumme alle de sanseindtryk den fik leveret lidt for hastigt! Det første han sansede var, at det var et dyr, nej det var flere dyr. Fire. De hang med hovedet nedad. Et stort sort øje kiggede sjæleløst på ham 30 centimeter fra hans ansigt. Så kom lugten. En sød, fugtig, jernholdig lugt som virkede underligt overrepræsenteret på en tør september dag. Så forstod han alt det røde. Det var blod. Blod som dryppede ud af dyrenes næse og mund. Tyst i sensommerblæsten dryppede blodet hurtigt som lyden af et maskingevær ned i en skæv kloakrist. Han trådte et par skridt baglæns for ligesom at zoome ud. Hans fantasi og børneskræk fortrak sig en anelse og fornuften kom tilbage og satte tingene på plads. Det var rådyr – hængt til aftapning der på gårdens bagside for at gemme det forstyrrende syn lidt af vejen. Med hovedet nedad hang de smukke dyr og så underligt uvidende ud om deres frygtindgydende fremtoning. Hængende som smilende kadavere over en pøl af blod. Efter lidt tid lod drengen våbnene falde og han lod fornuften udrulle gåden.

Ser De: Der var en grund til at Onkel Børges hunde var åh så velopdragne. De var jagthunde og Onkel Børge var jæger. Rådyrene var resultatet. Og nu forstod han, hvorfor hundene var væk. For selvom hunde i følge mange er søde og velopdragne, klogere end noget menneske og “gør ikke noget”, så er døde kadavere der drypper blod for stor en fristelse. Det kan nok være, at man opfatter hunden som lydig og interesseret i et samliv med mennesket, men fire rådyrkadaveres tillokkende natur kan man ikke intimidere ud af den. Drengen mistede lysten til at lege. Fantasien kunne ikke overvinde det chok som en stolt dreng, som ham ikke rigtig ville indrømme. Han gik med hastige skridt igennem den mørke port over gårdspladsen og fortrak til stuehuset, hvor han vidste der ventede ham en appelsinsodavand og en lille times lytten til de voksnes – i hans ørers – ligegyldige snak i Onkel Børges store hvide kurvemøbler. Men det var at foretrække frem for flere konfrontationer med de gyldigheder der var om hjørnerne på Onkel Børges Gård.

Den mørke nat er den lyse dag er den mørke nat….

Jeg tør ikke løfte blikket. Solen er bag en sky. Regnen kommer ind i min anorak. I lommen har jeg nøgler til muligheder og tomme rum. Hvide kuber. Mine tanker kredser om de tomme rum. Rum som jeg eller andre fylder. Med kunst. Med lyd. Med reminiscenser af mig. Og af andre mennesker. Udsagn fra a til b. Eller måske a til a. B til b. Bæ til bæ. Jeg føler tomrum – med plads til ommøblering. I det døde rum opstår vakuum. Jeg kvæles af det indre rum. Min tyngde forskydes. Før blev jeg trukket ned, så frem, nu lidt tilbage igen. Penge ryger i et sort hul på jagt efter stjernedrømmene. Jeg falder bagover men lander i armene på venner der kigger på mig efter svar. Jeg åbner munden og ud flyver en sommerfugl som hastigt forpuppes og atter bliver til en larve. Min mave rumler. En levende oppustethed gør mig bevidst om min mavesæk. Den vækker mig om natten med rumsteren og sender syn ind i mine drømme. Jeg er i junglen. Jeg står ved en jernbane. Nogen jagter mig, men jeg er naglet til jorden. Mænd med geværer finder mig – kalder mit navn i vrede – bevæger sig lige igennem mig. Som skibe gennem tåge. Ude af min krop ser jeg det ske. Mit blik er andet steds. På tre børn bag en jernbaneskinne der beskuer mig på afstand. Lokomotivet kommer – over de tre drenge. De sønderrives af hjulene, passerer fra et hjul til det næste. Slow motion. De ruller med hjulene rundt som var det tandhjul. For hvert hjul bliver der mindre og mindre af dem. Kroppe bliver til lemmer, ansigter til skeletter, barnegråd til stilhed. Blodet gør skinnerne røde. Togets bremser hviner fjernt – blandes med mit tavse skrig. Slow motion. Det sker omkring mig. Jeg vågner. Sveden har vædet lagenet. Nat på Nørrebro. Storbyjungle. Min hvide krop skinner i natten. Spejlet på væggen viser en skikkelse i mørket der hiver efter vejret. Søvnløshed gør mig ved siden af mig selv…

Et mareridt overtager min dagdrøm.

– og i morgen er der endnu en dag….

How scandinavian of me! – Björk

I føljetonen om mine forbilleder kommer nu det lettere forsinkede kapitel om et måske noget usædvanligt forbillede i en ung mands udviklingshistorie: en kvinde.

I mine teenageår var der langt til pladeforretninger. Glyngøre havde bestemt ingen, Nykøbing Mors havde en lunken expert, men heldigvis lå der 30 minutter væk i Skive en ret habil Fona. Men 30 minutter er langt væk, når man er 16-17 år gammel. Det til trods havde jeg en ret udbygget cd-samling (Ja det var jo det, vi havde dengang). Faktisk var min samling nok en af de største i sammenligning med mine venners – hvilket nu egentlig ikke siger så meget. Men den var da i hvertfald en af de mest alsidige. En anelse brødebetynget opdagede jeg dog i slutningen af 3. G, at jeg kun havde éen kvindelig kunstner iblandt min lille hær af guitarbaserede mandsdominerede rockbands. Jeg trøstede mig dog med, at hende der var, var der ingen andre der havde. Kunstneren var Björk Guðmundsdóttir som kom ind i min pladesamling ad en spøjs vej som nok egentlig siger meget om min opvækst. Ser du – jeg har arvet hende. Fra min storesøster. Så hvor andre lærte at spille fodbold, rollespil, læse bilmagasinet og andre smålamme drengeting fra deres storebrødre havde jeg min storesøster som var udstyret med en sund interesse for det skæve – i hvertfald skævt i forhold til den gængse interesse i Glyngøre og omegn. Det skal siges, at jeg også arvede både Kashmir og Metallica fra hende. Ingen lyserøde tilstande her!

Jeg besøgte min søsters værelse i ny og næ og inde hos hende lå en underlig cd med en nærmest asiatisk udseende rumvæsen-agtig kvinde på coveret – og hvis man har fulgt lidt med her på bloggen ved man hvordan et sådant motiv ville drage mig. Pladen var Homogenic – Bjørks 3. plade under hendes nuværende alias (Hun har været rundt omkring!). Og da alle mine andre forbilleder – og mig selv iøvrigt – udøvede deres musikalske virke med en guitar om halsen, så virkede hendes musik på mig som fuldstændig ubegribelig. Homogenics stærke fundament i strygersektionen i sammenspil med electronicaen og hendes specielle vokal var mig meget fjern. Man skal huske på, at mit hjem ikke var særligt musikalsk og mit første reelle møde med et instrument var, da jeg startede til guitar i 7. klasse. Og det var ikke ligefrem fornyende DJs man stiftede bekendtskab med i ungdomsklubben under Glyngøre Skole, ej heller var Det Jyske Ensemble en så hyppig gæst i byen som nogen måske tror. Musik var røvballerock og harmonikassen til byfesten. Så Björks musik virkede for mig som nærmest at værende magisk, for hvordan skabte hun alt det? Jeg kan huske, hvordan hun vækkede en længsel i mig – en længsel efter at kunne overstige sit eget instrument. Guitaren virkede pludselig kedelig og indskrænket og min måde at tænke musik på blev pludselig udvidet. Men kun i mit hoved. Inde i mit hoved kunne jeg godt høre strygersektionen, trommeboksen, korstemmerne og alle de andre elementer som ikke kan leveres af guitar, bas og trommer, men jeg kunne ikke spille dem. For det første havde jeg ikke adgang til nogen af delene. Dernæst var mine evner begrænsede. Det eneste jeg kunne var at synge med. Så det gjorde jeg. Og jeg kunne følge Björk i alt hvad hun gjorde – og til alt held viste hun sig at være allerhelvedes interessant.

På et tidspunkt – måske i mit 1. g år – skulle Anders Lund Madsen interviewe hende. Et interview som sidenhen er gået over i historien som en af de største katastrofer indenfor den genre. Jeg fandt også koblingen imellem de to underlig, selvom jeg godt kunne lide Anders Lund Madsen (Min far hadede ham “Han ligner en SLUMSTORMER!”). Jeg tænkte at han var halvt-færing og måske kom det deraf. Jeg havde måske ikke fattet, at han også var journalist. Nå men anyhow – i hvertfald så jeg interviewet inde på mit værelse – Det kom vist ret sent – på mit lille 14. tommer tv som var sluttet til mit konfirmationsanlæg for – hvis ikke bedre – så ihvertfald højere lyd og da jeg ikke havde nogen video til at optage det med billede på, så optog jeg interviewet på kassettebånd, hvilket faktisk vil sige at det kun kom ned i MONO. Altså kun i en højtaler. Og selvom interviewet mest var Björk der sad stille og surmulede efter at Anders Lund Madsen spørger om de helt forkerte ting, så hørte jeg det igen og igen. For der var en lille bid af Björk, jeg kunne tænde for inde på mit værelse.

Homogenic blev også en fast gæst i discmanden, når jeg gik nede ved fjorden. Hendes tanker om at prøve at hive Island mere ind på pladen, genrungede i limfjordsdrengen der elskede fjordens blå humør i kulding fra Hals og til Harboøre. “Hunter” blev tracket jeg skruede op for i bussen på vej til gymnasiet, når jeg ikke gad at høre på de andre, men bare ville kigge udover sallingsundbroen. “Unravel” var instant skønhed som jeg aldrig havde oplevet den før og “Jöga” vækkede en romantisk følelse i mig. Romantisk som i “Romantisk musik” – ikke som i kysse, kysse. Skønt Björk da også ret hurtigt bliv min skabelon for en drømmepige. En pige meget udover det sædvanlige…

Vespertine kom og landede på en underlig måde lige midt i min Harry Potter periode. Derfor hænger de to fænomener på en sjov måde sammen. Ihvertfald kan jeg ikke lade være med, at se de billeder for mig som opstod i mit hoved, da jeg læste ‘Fangen fra Azkaban’, når jeg hører de finurlige klokkespil og hendes viskende “I love him, I love him, I love him, I love him”. Vespertine indvarslede også nedtællingen til mit første møde med damen. Hun skulle nemlig lukke Orange mit første år på Roskilde. 2003. Og hendes koncert var da også den første, hvor jeg vovede mig helt op i første bås. Hvordan kunne jeg andet? Skønt jeg allerede havde oplevet tre dage med store internationale navne på Orange (Bl.a. Metallica) så var hendes koncert det første tidspunkt, hvor jeg følte, at jeg så en rigtig stor kanon. Suppleret af en islandsk strygersektion, en kvindelig multiinstrumentalist og en gruppe fyre på elektronik leverede hun en inderlig koncert som afveg fra hendes koncert i 2007 ved at være – nå ja for det første i tørvejr – men mere skandinavisk og strygerensemble båren. Det er sådan, jeg foretrækker hende. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af baslinien i Unravel der buldrer igennem min krop da Oranges massive højtalere for første gang rusker en lille dreng igennem, som kun Orange kan – fylder ham op med Björk.

Needles to say græd jeg som pisket under Dancer in the Dark og Medúlla pladen er for mig nærmere en naturoplevelse end bare et musikværk. Måske den nærmeste forståelse en mand kommer på den boble en kvinde lukker sig inde i, når hun er gravid (hvilket var Björks mål med pladen. red.) Sluk lyset, læg dig på din seng og hør den plade lidt for højt – gerne med et glas rødvin eller to i systemet – Det er en stor oplevelse! Debut og Post er uudtømmelige dansefester fra da Björk selv var ung og Volta er også en dansefest for mig – for jeg vil altid danse med Björk. Man holder jo ikke bare op med at danse med een, man har danset med så længe.

I dag har jeg flere kvindelige kunstnere i samlingen; for ikke at sige at det næsten er halv om halv. Men Björk er min første pige, så alle nykommerne vækker på en underlig måde reminiscenser. Selvfølgelig gør de oplagte i form af skandinaver som Fever Ray, men også dem som er præ-Björk som Pj-Harvey. Måske er hun som den første store kærlighed. En tilstand man kun husker for det gode, selvom det også var vildt og kaotisk til tider. Urkraft er nok ikke et forkert ord at bruge om hende – GOD KNOWS journalister gør det hele tiden (Ja, ja, “vulkanø”, “Island”, “barsk natur” we get it!) Men for mig er hun nok en slags musikalsk urkraft. Mit første møde med en sær men ægte kunstner. Ydermere en kvinde som lavede musik, jeg aldrig havde hørt før og som jeg næsten ikke kunne begribe – og forhåbentlig aldrig rigtig kommer til.

Disconnect the me in me – Billy Corgan

I ly af sommerheden har jeg besluttet i bedste feriestil at tage fat på et personligt emne. Mit forhold til mine helte, mine idoler, mine forbilleder – ja generelt dem der har gjort mig til den jeg er i en håbløs stræben efter dem som ideal. Første stop på ruten: Den første og muligvis den største: Billy Corgan.

Selvom det ikke direkte afsløres her på sitet, så jeg tror jeg, at det skinner igennem, men her kommer det til dem som endnu ikke har fanget den. Jeg er 26. Det vil sige, at jeg var teenager i slutningen af halvfemserne. Min 13. års fødselsdag var i 1997 og selvom et af mit livs største albums Okay Computer udkom det år, gik det min næse forbi. Ser du: Der hvor jeg voksede op, var det man på mange måder, det man kunne kalde “Storebror-land”. Det var storebror, som jo i sagens natur var et par år ældre, der dikterede hvad der var sejt – og selvom jeg ikke havde nogen storebror, så var min teenage verden fyldt med ældre storebror-agtige typer. For når man som jeg ikke interesserede sig for fodbold, knallerter og måske generelt følte sig lidt utilpasset, så var man nød til at søge udenfor sin egen årgang. Vi var jo ikke så mange. Og det var heriblandt storebrødre at jeg mødte min første musikalske åbenbaring. Jeg var begyndt at spille guitar som langhåret 13. årig. Jeg vidste egentlig ikke hvorfor – det virkede bare som en naturlig vej at gå. Mine forældre er ikke specielt musikalske og min eneste kontakt med instrumenter var xylofonerne og blokfløjterne i den tvivlsomme musikundervisning i de små klasser. Men drengene der gik til guitar kunne jeg identificere mig med – selvom lokalsamfundet ikke rigtig kunne. Nå men anyhow – da jeg opdagede min lyst til at spille guitar og synge, var New metal det der rykkede og i et rodet, ildelugtende men hyggeligt øvelokale under Glyngøre Skole ødelagde jeg og en lille gruppe vores hørelse i det der engang var et knallertværksted men som ved hjælp af en nådegave fra den lokale højtalerfabrik i form af lyddæmpning til væggene, en musiklærers aflagte hjemmelavede basforstærker, et trommesæt med dobbeltpedal og tre mildest talt udtjente guitarforstærkere blev det til vores lille ønskeverden af et øvelokale. Her spillede vi tidlig Korn, Deftones, en smule Pantera, Afstikkere til Black Sabbath og Nirvana – altid Nirvana. Men engang imellem ville en af de mere dominerende kræfter i det musikalske miljø – ham der kunne spille dobbeltpedal – opfordre til at søge nye veje. Han forslog, at vi spillede The Smashing Pumpkins. BANG! Billy Corgans melankolske univers blev en øjenåbner for mig. Som små lysglimt i en rodet omgang store skatersko, teenagerap og had mod de voksne. For mig var det noget markant anderledes at dyrke Corgans pathos. Skønt det var trommeslageren der forslog det, så fjernede vores opfattelse af musikken sig vist hurtigt fra hinanden. Jeg kan huske hvordan min kærlighed til musik voksede modsat de andre i miljøet. Hvor de hellere ville feste og give de voksne fingeren ved at ryge hash og skabe et fristed i øveren, havde jeg mere og mere lyst til at spille. Hvilket også resulterede i, at jeg ofte gik i øvelokalet alene og lærte mig selv at forstå guitarforstærkere og at spille trommer. Og faktisk sad jeg alene og håbede på at ingen hørte mig ude på vejen. Jeg havde ikke lyst til at jamme for det var som om, at de andre ikke forstod hvad musikken betød for mig. Jeg ville hellere fordybe mig og spille og ikke nødvendigvis forholde mig til at muligt, men i stedet udleve det igennem musikken. Og det var Billy Corgan der talte mit sprog dengang.

Det blev Siamese Dream der blev min indgangsvinkel. Jeg kan huske hvordan jeg og trommeslageren brugte en hel eftermiddag på den kommunale ungdomsskoles kontor for at kopirere tablaturhæftet side for side fra den udgave, vi havde lånt på biblioteket i Nykøbing Mors. Kopierne står stadig i en mappe bag mig, imens jeg sidder og skriver det her – 12 år senere. Det var før, at man bare fandt tingene på internettet ( Yes – I’m that old!). Man udvekslede og delte. Jeg gik hjem og satte mig med min investering fra min konfirmation: En håbløs rusten Fender Stratocaster kopi – Fenix hed den – og en Samick forstærker med en knap man kunne trykke ind, så der fremkom distortion. Den var selvsagt inde meget af tiden. Først lærte man selvfølgelig “Today” – MTV-hittet som mange stadig husker dem for. Men snart blev de mere skæve numre mine favoritter. “Silverfuck” blev min signtursang i øvelokalet suppleret med mesterværket Cherub rock. Men personligt blev det Mayonaise som kom til at omfavne hele min teenagesjæl. “I just want to be meeeeee!” vrængede Corgan ud og lige ind i min selvforståelse. Der var store følelser på spil i den tavse vestjyde dengang. Simultant med at min status som guitarist og efterhånden også sanger blev udbygget, udkom Mellon collie and the Infininte sadness. SMs konceptalbum med en CD til morgenstund til solnedgang og en til tusmørke til stjernehimmel. Et drømmende, aggressivt, poetisk og fjollet værk. Jeg åd det råt. Jeg sad på mit værelse i nord-vestjylland og hørte pladen tynd på mit konfirmationsanlæg som gudskelov havde plads til begge CDer på en gang. Jeg trykkede shuffle for at høre pladen i en anderledes rækkefølge. Og jeg sang med – sang med så meget at man nærmest kan sige, at jeg kun har haft en egentlig sanglærer: Billy Corgan. Drømmen om et band opstod der – lige der hvor en teenager drømmer om åndsfæller til at undfange musik som Billy Corgan. Åndsfæller der gør det for musikkens skyld – ikke for at drille de voksne eller spille for festens skyld. For mig virkede The Smashing Pumpkins som et band der havde noget på hjerte – og jeg tror, at jeg også følte at jeg havde noget på hjerte, imens alle andre blev mere og mere overfladiske. Jeg blev en ekspert der kunne alle numrene. Det var mig der satte det på til fester selvom alle forlængst var rykket videre til sørgelige konstellationer som Limp Bizkit eller Creed. At kalde mig en art nørd er ikke en fejltagelse.

Da Jimmy Chamberlain tog en overdosis med turne-keyboardspilleren – hvilket førte til dennes død og Chamberlains exit, var jeg stadig med, for selvom Adore var anderledes, så var det jo hele min musikalske basis – mit følelsesregister der endnu engang lavede en plade – og skønt den ikke var så rocket, så hørte jeg også den tynd. Da The Smashing Pumpkins i 1998, kort inden udgivelsen af Adore, spillede i Tivoli for omkring 1000 mennesker, sad jeg på skolebænken i Glyngøre og ønskede, at jeg havde haft modet eller overhovedet kunne overskue det enorme projekt det var på det tidspunkt at tage den lange vej til København for at se mit største idol Billy Corgan udfolde sig. Men de kunne ligeså godt at have spillet på månen – så langt var der fra min lille nordvestjyske Glyngøre virkelighed til plænen i Tivoli.

Som tiden gik, gik The Smashing Pumpkins i opløsning. Billy lavede Zwan, hvilket ikke var optimalt – og så aflyste de Roskilde under påskud af en brækket arm. I virkeligheden lå bandet i åben krig med Corgans personlighed. Selvfølgelig kom der en soloplade, som jeg da helt sikkert har stående, men jeg har kun hørt den ca. 5 gange. Måske hører jeg den senere i aften….(?) Men han forlod mig aldrig, Billy. Han blev ved med at dukke op og fascinere mig – specielt når jeg stod med guitaren imellem hænderne. I hans fravær kom Thom Yorke nok og fyldte – og fylder stadig meget. Samtidig blev Matthew Bellamy en inspiration for en vildskabs-lysten gymnasiedreng der førte til, at jeg købte et klaver og lærte mig lidt at spille på det. Men han var der altid – i baghovedet. Så da han kom tilbage under The Smashing Pumpkins navnet med ny plade og spillede i Vega, var jeg der som en mis (Nu var jeg heller ikke så bange for turen til KBH længere. Vega var trods alt nu blot en cykeltur væk). I selskab med min storesøster sad jeg på balkonen, da fyrtårnet fra Chicago – Den 191 cm høje mand som havde figureret i min bevidsthed siden jeg var 13 entrerede scenen med et mix af gamle numre fra alle albums og nye numre fra Zeitgeist, var jeg nærmest lidt ved siden af mig selv. Det kunne ikke rigtig passe. Jeg opsøgte ham igen den kommende januar, da han vendte tilbage til den forfærdelige Valby hal – og der var det som om, at vi begge havde fjernet os fra hinanden. Han spillede en broget hitparade uden den pathos og inderlighed som jeg elskede ved ham – og han vidste det godt. Jeg tror, at jeg kunne se det på ham – og det til trods for, at han var helt i den anden ende af hallen.

Nu kalder mange ham skør – og jeg er efterhånden med på galejen. Jeg følger dog stadig med. Det sidste jeg hørte var, at han boede i den ene ende af Courney Loves mansion i Beverly Hills – hans flamme fra starten af halvfemserne. Som en teenagedreng på visit hos sin white-trash mom. Og der kommer 44 nye numre. Teargarden by Kaleidoscope hedder projektet der udspringer af Corgans egne idiosynkrasier udlevet af hired guns og en små-kvabset 19-årig på trommer. Åbenbart The Smashing Pumpkins. Men selvom han måske er ved at være en midt 40 årig skør kule som er ret heldig med, at han er i rock n roll og ikke en anden branche, så kommer jeg nok aldrig til at droppe ham helt. Siamese dream, Mellon Collie, Adore og til dels Zeitgeist er for mig evigt gyldige. De er både minder om min musikalske opvækst, men også pejlemærker for mig rent musikalsk. Jeg kan ikke bevæge mig uden om The Smashing Pumpkins i mit eget musikalske virke – og jeg har egentlig heller ikke lyst til det.

1. del af min lille ferie-føljeton om mine forbilleder. Følg med her på sitet for en ugentlig opdatering!