Med den vanlige mængde af søvnmangel, sorte bussemænd og ondt i fødderne kan jeg i retrospektiv konkludere om min egen præstation på årets Roskilde Festival: Jeg er ikke længere bare god – jeg er nærmest professionel.
Og nu kan det være at du undres, kære læser, om hvorvidt denne lettere prætentiøse udtalelse skal kædes sammen med, at jeg var at finde på en af scenerne, men der tager du fejl – det var jeg desværre ikke. Næh – påstanden henviser til min status som publikum – eller måske nærmere “festivalgæst”, som er den betegnelse pressen også bruger om den gruppering der ikke kun går til koncerter, men også dyrker festen og fordærvet. For det i sig selv er en disciplin. Den kræver overblik, overskud og test af dine egne grænser – og Roskilde Festival er mandomsprøven i dansk sammenhæng. Jeg er en del af en gruppe der efterhånden har udstået denne og diplomet har vi ikke syet fast på jakken i form af armbånd fra de sidste 8 års deltagelse (Helt ærligt – er der nogen der nogensinde har scoret på det?), men nærmere som en smuk blomsterkrans om vores hjerter. Nuvel – til oplevelsen:
Roskilde er lang tid, så hold godt fast. Måske skulle man starte med en art konklusion. Jeg havde et vidunderligt Roskilde! Og det skyldes ikke det gode vejr, selvom det som regel er det eneste aspekt mine forældre spørger til. Faktisk var solen nok min største forhindring derude. Jeg tåler den dårligt og for meget varme kan kvæle min livsglæde – but then again; det samme kan for meget regn (*GISP* 2007!). Så er sol klart at foretrække. Årets lejr blev etableret omkring kl. 14 lørdag eftermiddag uden helt store komplikationer. Ganske vist var der visse elementer i lejren der havde siddet ved hegnet allerede kl. 03 lørdag morgen af frygt for at gymnasieungdommen skulle have gået endnu mere i selvsving og opildnet yderlige “vælt hegnet!” og “kæmp for den bedste plads” hysteri!. Jeg selv havde da også stået i kø i 2. timer og tyve minutter i tivoli fredag formiddag for at få armbåndet – en lang kø ud af mange skulle det vise sig. Generelt var dette års Roskilde køernes Roskilde. Måske skulle man fra Roskildes side overveje om der overhovedet er kapacitet til alle de endagsbilletter…(?) Men bestræbelserne bar frugt og en plads i ca. C. 94 kortede gå-afstanden til orange scene ned til ca. 15 minutter. Årets tema (Camp Twilight) gik hurtigt fløjten, idet udklædningen var sparsom, Robert Pattinson-flaget ikke eksisterende og så ville vi nok egentlig hellere bare drikke vodka end sidde med hundeører og hugtænder. Lejren var såmænd den sædvanlige gruppe med et par kvindelige elementer fra Østjylland, Midtjylland og Sverige. International er man også gået hen og er blevet. Og uden at gå i detaljer kan man om lejrens liv under den sænkede pavilion blot konstatere, at vi drak, havde det sjovt, sang højt, blev solbrændt, kyssede fremmede og enkelte bekendte, gik for sent i seng af beruselse, stod for tidligt op pga. varmen, drak vand, pissede i hegnet og nød tilstanden som kun Roskilde kan vække. Udover dette blev opvarmningsdagene suppleret med besøg hos veninderne i Camp Lange Løg, Dagsrejser til Øst og de nordsjællandske voksne mænd, teenagefest på vest hos espergærde gymnasiums 4. G. årgang, Maskulin stemning og kamp-druk i Horsens lejren og så videre og så videre.
Men man bør ej glemme, at der faktisk også er koncerter under opvarmningsdagene og min kærlighed til og beundring for den danske upcoming scene lige nu, trak mig til pavilion juniors herlige lille scene – som jo i år også var et af de få steder, hvor man allernådigst måtte tage sine egne drikkevarer med, hvor Roskilde festival stod for underholdningen. Mega fail Roskilde, men det tror jeg I efterhånden har forstået (Ellers skal jeg sateme komme efter jer!!!!!). Allerede søndag blev Kandy Kolorede tangerine besøgt efter et tidligere positivt møde på Start festivalen. Deres støjende, støvede stonerrock slår mig som værende superkompetent og jeg har på mange måder svært ved at fatte at de skulle være “upcoming” (Hvad end det så egentlig betyder…). Deres (unge) sangkatalog kan dog virke en anelse ens på et heavy beruset Roskilde-crowd, men de er et super band, som jeg spår en fin fremtid. Tirsdag aften havde jeg sat dobbelt ring (eller var det et hjerte?) om Ghost Society som med deres støjede, drømmepop på mange måder nok minder om den musik, jeg selv gerne vil lave. Super coole og med måske nogen af verdens bedste melodier bevægede de sig ind på Pavilion Junior til tonerne af en lang opbygning som satte sig i kroppen. Under koncerten sikrede specielt bandets to kvindelige islæt Sara Savery og den smukke men navnløse keyboardspiller, at deres sange plantede sig i kroppen som en mellemting imellem en ulykkelig forelskelse og en smuk druknedød. Min smag for hurra-ord som støj og det at nævne en reference til My bloody Valentine trak mig op til den finske trio Joensuu 1685 (Hvilket sikkert betyder noget helt vildt vigtigt på finsk!). Scene outfittet var “Nørdens Hævn” og de tre spændte imellem at ligne en seriemorder fra en amerikansk halvfemser film til en hipster gone bad. Måske er de tre de glemte medlemmer fra the Trenchcoat mafia. Deres musik var ganske vist støjende, men oplevelsen var mere et spøjst indslag end en egentlig koncert. By the Patient er fremtidens danske metalhåb og jeg så da giraffen hamre afsted på dobbeltpedalen. Hele DKs indiehåb og “smukke-pige-med-celloen/klaveret” forelskelse Cæcilie Trier og hendes Chimes and Bells blev opserveret fra undenfor teltdugen (Hele Vesterbro stod indenfor). Musikken rummer elementer af skønhed, men jeg følte aldrig rigtig, at den blev kørt helt hjem. Tværtimod fremstod det hele som en lang lyd af svævende lyserødt. Hun skulle eftersigende være mere New York end København. For mig virkede det bare verdensfjernt, men de er da sikkert nogle søde mennesker.
Torsdagen kom og festivalpladsen åbnede. Jeg ved ikke hvad det er med mig, men jeg bliver sgu altid så rørt, når jeg står foran orange scene igen. Efter tre-fire dages druk og manglende søvn, er den simpelthen for stor til, at jeg kan rumme den – hvilket også førte til at jeg fældede en lille tåre, da shamanen Patti Smith gennemførte en på mange måder lidt tynd ceremoni for de ni dræbte i 2000. Jeg var der ikke selv dengang, men Pattis manglende samlingskraft for min og specielt efterfølgende generationer, kunne ikke fjerne min fornemmelse af de ni unge mænds nærvær. Jeg følte pladsen under mig sende mig dystre stemme fra fortiden – nærmest som at stå på en grav. De 9 kom jo også bare for at høre koncert……
Efter at have sundet mig på en fadøl (En mands vej ud af sorgen!), så jeg med bævende hjerte til imens elektrorockerne fra When saints go machine bevægede sig ind for prøve kræfter med Orange. Mine tidligere erfaringer med de sympatiske herrers lidt tvivlsomme koncerter fyldte mig med frygt på deres vegne – og desværre gik det som forventet. Lyden var dem ubarmhjertig, men samtidig mangler deres musik den umiddelbare appel og den brede samlingskraft til at åbne orange. Jeg stod under hele koncerten og tænkte “Det burde have været The kissaway trail..”. Pga af et meet-up med mine søstre, gik jeg desværre glip af LCD Soundsystem, så dagens næste koncert blev Damon Albarn og Gorillaz på Orange. Jeg så koncerten fra det bagerste af pladsen med udemærket lyd og fint udsyn – det har sin fordele at være 1.80. Uden at kende særligt meget til Gorillaz eller for den sags skyld Damon Albarn var jeg egentlig åben for det meste. Og jeg tror, at han fik mig overbevist. Ihvertfald var jeg helt med på alt halløjet og de mange musikere. Jeg plejer ellers at være dårlig til for meget fikumdik og mange gueststars, men jeg var rigtig godt underholdt på den postmoderne måde. Som en bekendt definerede det : “Det (Gorillaz. red.) er interkulturelt, intertekstuelt og på tværs af tid og rum.”.
Fredag havde lejren besluttet, at der skulle være ingen sure miner om profitjagt og berettigelse. Istedet omfavnde vi drengerøvsdagen og drak os mega lamme for at besøge Tim C og de to andre i form af Dizzy Mizz Lizzy. Og de leverede da også præcis den grøn koncert-agtige røvballe aften på fatter eskil i Århus, vi kom efter. Mere er der vist ikke at sige om det. For fuld til CV og for udenfor til Alice in Chains supplerede vi en Dixie burger med tre japanske piger der havde valgt at larme på Pavilion. Nisennenmondai (I dagligtale i lejren: “Nissemand-sej”) slog på tromme, spillede bas og plinke-ploinkede på guitarene, så de fleste blev efterladt uforstående. En af mine følgesvende faldt i søvn; tynget af druk selvfølgelig, men vi andre var egentlig også allerede efter de første 20 minutter mættet. Mænd i tyverne som vi er, skulle vi op og lukke 90’er festen med Dave Grohl og Co i form af Them Crooked Vultures på orange. Supergruppe er ordet om det band af koryfæer, der lyder og spiller af en million. De har nogle konge riffs, men måske ikke helt sangene til at blive ved med at fascinere. Da jeg havde set Japandroids fornylig, valgte jeg at gå med tre gode venner i båsen til de danske drenge Nephew på Orange Scene. Jeg stilte mig i kø med minus forventninger, da jeg i mange år ikke har fattet Nephews musik eller popularitet. Men køen vidnede om det sidstnævnte. Jeg indrømmer gerne, at jeg har tilsluttet mig koret af dem der har rynket på næsen og lavet grin med Simon Kvamms dikotomiske lyrik. “Blå er black. Du er dum og jeg er sød”. Men efter få numre inde i koncerten skete der noget med mig. Nephew er showmænd og de havde gudskelov trukket resten af den kedeligt udseende gruppe i baggrunden i en heftig scenografi til fordel for deres helt store kort: Simon Kvamm. Og et eller andet sted inde i showet fandt jeg nerven i Simons tekster – en slags hverdags betragtningter fra en bonderøv i provinsen der ofte længes efter noget ægte, men også nogen gange råber “lå-lå-lå-lå”. Populariteten gennemstrømmede også bås to i venstre side, hvor jeg og mine venner lod os rive med af festen og genkendelighedens glæde. Og det var som om at Simon var dernede blandt publikum med os, som en stirrende spreichstall meister fra storskærmen, udfyldende alle vores behov. Koncerten rummede stor glæde, men også øjeblikke af stør skønhed. Da Simon midtvejs i koncerten proklamerer at “de gerne vil invitere en mand ind, som vi alle har savnet og som har været væk fra scenen i nogle år til at synge den næste sang”, ruller jeg med øjnene og tænker hovent, at nu kommer CV sikkert, men da Søren Huss kommer ind på scenen, får jeg en klump i halsen, for har man bare fulgt en smule med, kender man den frygtelige grund til hans fravær. Og da Nephew lader ham tage scenen i “Sov for satan mand” strømmer tårene ned af mine kinder, imens Søren Huss inderligt synger sig væk fra det hele, alt imens Nephew tilbagetrukket synger at “Vi venter på dig. Vi venter på dig” – som en hilsen fra vennerne om, at det er i orden at tage en pause. Koncerten forløb med både mere fællessang og surprise-acts og da jeg forlader koncerten, er jeg euforisk. Både over at have været vidne til noget godt, men også at jeg havde valgt at dele den oplevelse med tre venner. For det er nok Nephews helt store force. En sans for fællesskabet foran Orange og en respekt for betydningen af de små ting i det store – som for eksempel at give plads til sin ven til at komme ind på Orange og skrige sin smerte ud. De tog fuldstændig røven på mig og jeg endte med at sidde og råbe og hylde præstationen i min lejr til kl. 06.00. Tak for det Nephew.
Puha – den er da alligevel ved at blive lang den her tekst, hva? Nå anyhow – Lørdag startede med galoperende tømmermænd. Jeg var drænet og den eneste tanke der fandtes i mit hoved var faktisk frikadeller. Efter fem dage med variationer over begrebet burger, måtte jeg tilbage til jysk basics. Med tre styks stegt fars i maven bevægede jeg mig med tør tunge over til Arena for at se alle pigers bedste venner: Kings of Convenience. Jeg ved egentlig ikke helt hvordan det går til, men pludselig står jeg i venstre bås en målrettet spytklat fra Erlend Øye – hvis jeg da bare havde haft noget spyt. Ikke at jeg ville spytte på ham – tværtimod. De hyggelige drenge er underholdende og deres musik er skabt til en solskinsdag med alle pigerne. Men desværre var musikken nok på det tidspunkt lidt for hyggelig til mig, da tømmermændende tog overtaget og jeg efter tre numre som en slagen kriger, bevæger mig tilbage til lejren, drikker RIGELIGT med vand og nupper halvanden times søvn. Jeg går derfor glip af Patti Smith og Vampire Weekend, men den første havde jeg jo lidt set og de sidste kan jeg sgu ikke se det helt vildt fede i. Ud fra en prioritering jeg nu ikke helt kan huske, valgte jeg at udsætte mit møde med Beach House til November, hvor de kommer tilbage til DK, til fordel for Kashmir på Orange. Det skulle jeg aldrig have gjort. For lige der på Danmarks største scene, så jeg et band, som jeg altid har respekteret og set op til pille sig selv fuldstændig fra hinanden. De gider ikke mere. De sidder på flæsket og behøver ikke at prøve mere. Mage til hjerteløs, tom hitparade skal man da lede længe efter. Det var som om, at de følte, at de skulle konkurrere med Dizzy i jukebox koncert, men Kashmir: I laver altså stadig plader og har ikke været døde siden musikfjernsyn hed PULS – hvorfor så smide den kunstneriske integritet, vi kendte jer for ud? ØV!!! Efter den noget nedsættende oplevelse gik man lidt på opdagelse hos Lindstrøm & Christabelle, men helt op at ringe kom det ikke rigtig. Et anderledes rutineret og super overbevisende show leverede mine gamle venner fra MUSE på orange, hvor gymnasiedrengen i mig vågnede og jeg konstaterede, at jo – jeg kan da vist alle sangene endnu. Og DE holder sgu på Orange. En pige som måske også skulle have stået på Orange, selvom jeg syntes, at alt var perfekt på, var den super sexede Robyn der holdt det gode popbal på Arena. She should never be dancing on her own, hvis det stod til mig for opfyldt af benovelse og glæde over at stå på Arena, dansede og sang hun hendes super habile electro hit-pop ud for et glad taknemmeligt publikum. Da jeg ikke har nogen plade med hende (Det har jeg nok snart!), så var jeg overrasket over hvor mange af hendes numre, jeg genkendte. Og får man et bedre længselsfuldt pop nummer end With every heatbeat? Ikke ifølge mig. En kort encounter med en gruppe sjove piger med solsorte i enden af en lang teltstang førte til at gruppen, som nu efterhånden var gået fra 8 til blot 3 mand, blev hængende længe nok på Arena til at se et par numre med Balkan eksplosionen SHANTEL & BUCOVINA CLUB ORKESTAR, men da mit had til balkanmusik er så uendeligt stort, var jeg lykkelig for, at jeg havde andre planer der overlappede koncerten. Nemlig Kellermensch kl. 03.00 på Pavilion. Jeg sætter efterhånden en stor dyd i at komme til denne sidste koncert lørdag nat på festivalen, da de altid emmer af en ganske særlig stemning. Sidste år var det Dragontears og i år gjorde det bestemt ikke oplevelsen mindre af, at det var nogle af mine personlige favoritter. Jeg er nok en slags fan af disse mørkemænd (i nattens anledning med en mørkekvinde), der med deres blanding af folkrock a la Arcade Fire, Rock melodier alla Springsteen og gængse metalelementer symfonisk skaber et fedt univers om deres gode sange. Frontmand Sebastian Wolf var tydeligt tændt og liveerfaringen er blevet betydeligt forbedret, hvilket især hans vokal præstation påviste. Med en ny EP på gaden var koncerten en times blanding af nye og gamle numre. Specielt bed jeg mærke i to stille numre med kun Sebastian og fåmælt backing der virkelig viste bandets evne til at skrive gode rocksange. Selvom jeg elsker de gamle, så var det de nye numre der bedste udnyttede bandets kvaliteter. De er en klasse for sig i dansk og international sammenhæng. Som koncerten skred frem var gruppen på 3 blevet reduceret til 1 og jeg ender med at vade solo ør og hæs tilbage mod West kl. 04 om morgenen.
Søndag morgen er jeg som regel allerede på vej hjem inde i mit hoved og med en ekstra dag på dette års festival, så var kroppen næsten også allerede hjemme på Nørrebro, da jeg vågnede. Min massive viljestyrke – eller måske var det min telt makkers – fik alligevel slæbt kroppen op til Mouritz/Hørslev projektet – som jeg iøvrigt engang har haft glæde af at interviewe. Lone Hørslev var vanligt fjern fra verden på den gode, dragende måde, alt imens Mads Mouritz gav den som kapelmester. Barometerhittet “Kom, Kom, Kom” var et personligt højdepunkt og jeg anede da også barometer børnenes sæbebobler blive frigivet fra flere steder blandt publikum. Hyggeligt og rart. Efter en smule nedpakning af lejren mødtes jeg med min søster for at se aben på Orange – nej ikke Gorillaz, men 64 årige Lemmy Killmeister – ifølge min svoger verdens sejeste mand – og hans Motörhead. Det var virkelig, virkelig……højt! Og så er der vist ikke mere at sige om det. Den sidste energi blev mobiliseret til det band der solgte billetten for mit vedkommende: amerikanske The National – og deres melankolske rockmusik levede også op til mine forventninger. Frontmand Matt Berninger så også ud til at nyde denne varme dag på Arena, hvor han bl.a kastede sig ud i et helvedes ridt blandt publikum. Jeg elsker, når man kan se at bandet nyder det. Suppleret med numre som Afraid of everyone og Fake Empire var det et øjeblik af afdæmpet lykke. Desværre var min krop efterhånden så mørbanket, at de drænede mig for energi. Flertallet i lejren blev også enige om at der pludselig var rigtig lang tid til Prince – og måske var vi ikke de største fans. Vi lod endagsbilletterne få ham og tog toget mod København – støvede og glade for et veloverstået Roskilde.
Og hvorfor er jeg så professionel til at være på Roskilde? Jo – det er jeg vel fordi, at jeg på forunderlig vis er blevet rigtig god til at dels at få en god teltplads, feste, være oppe hele natten, kysse, blive solbrændt, drikke vodka og hvidvin, købe bajere i boderne og opleve alt det som diffust af Roskilde bliver kaldt “The Orange feeling”. Samtidig formår jeg at nå at se de koncerter, jeg prioriterer samtidig med, at jeg når at se enkelte for mig ukendte navne. Omvendt misser jeg også nogle (LCD soundsystem f.eks), men det sker ikke længere bare pga. dovenskab eller lign. Det er prioriteringer – for jeg er efterhånden kommet til den erkendelse, at jeg også tager på Roskilde for at være sammen med venner og familie et af de bedste steder i verden. Og måske er det den erkendelse Nephew bl.a hjalp mig til at indse. Fællesskabet er en stor faktor og kan til tider måske endda være min topprioritering. Musikken er mit hjerteblod – ingen tvivl; og hvis den ikke var der, så kom jeg ikke. Men Roskilde er en uge blandt ligesindede og som musiker føler jeg også et fællesskab med dem der står på scenen. Man kan nærmest sige, at det er kunstens dobbeltblik der fylder mig. Jeg beskuer værket og det beskuer mig. Jeg ser koncerten, oplever kunsten alt imens, jeg føler hvordan de mennesker på scenen ser på mig – formidler noget til mig og skaber smukke øjeblikke, de gerne vil dele med os. Så jeg er professionel til at opleve, overleve og udleve mine egne ambitioner for festivalen. Og efter 8 år på Roskilde er den livsstil efterhånden blevet en grundtilstand i mig. Jeg søger den. Forsøger den – også til hverdag. For Roskilde er noget helt specielt. Hvorvidt det er en “Orange feeling” ved jeg ikke. Hvis Orange feeling” er at give 176 kroner for en kande fadøl med 4 øl i, så har det ikke noget med mig at gøre. Ej heller det at stå i kø bare for at komme ind på festivalpladsen. Men for at vende tilbage til blomsterkransen om mit hjerte, så er det altså derude på dyreskuepladsen, at den blomstrer allersmukkest. Hvorvidt det er koncerten eller i smilet i mine venners øjne kan være svært at vurdere, men jeg kan nok ikke undvære det.
Vi ses næste år.
How not to drown kittens. 