I jagten på voksen-julen afsøger man ting som kvalificerer til den voksne tilstand. Disse ting vurderes af flokken; familien ved et meget specielt ritual: Julefrokosten d. 25 dec.
Lad det være sagt med det samme. Min familie elsker en god fest. Enhver lejlighed for at få en ordentlig brandert i gang får smilet frem på samtlige familiemedlemmer. I nogens ører kan det lyde som et forfærdeligt svigt, at jeg har set min far sove på toilettet og min mor antænde sit eget hår en nytårsaften, men festen er en grundtilstand for mine forældre (Mest for min far!). Det ligger i deres blod og jeg har altid set det som en styrke, at de tidligt har indviet mig i denne meget livsbekræftende situation. Denne festlige brandert i godt selskab. Jeg synes efterhånden også, at jeg har godt styr på den. Og i min famile kommer og går det gode selskab i form af fødselsdage, sølvbrylluper og sankt hans aftener, og skønt nogen måske holder på at der er visse kodeks der skal afholdes ved sådanne begivenheder, så kan de for min familie tage sig ud hvordan det skal være – bare det er en god fest. Der er dog en enkelt event, hvor der er visse rettelinier som bør være til stede. Et årligt holdepunkt hvor året revideres, relationer gennemgåes og alt skal bringes up-to-date. Og her er det branderten der fasciliterer hele seancen.
Jeg taler ikke om nytårsaften, men om den traditionelle julefrokost d. 25 dec med min mors side af familien. Den nære familie. Min mors søstre, deres mænd – som også er min fars bedste venner – og mine fætre og kusiner, som mine søstre og jeg har leget med som små og som vi lever paralle liv med hvad angår uddannelse, karriere og kærlighed – først og fremmest kærligheden. For selvom alle i familien såmænd er interesserede i job og karriere er det kærlighedslivet det egentligt interessante. Ikke fordi at de er synderligt romantisk anlagt. Næh – konsekvensen af vi unges kærlighedsliv kan nemlig betyde, at der skal være plads til en ekstra ved bordet. En ny i flokken – og da flokken jo er den samme hvert år, er en nytilkommen morderligt interessant!
Julefrokosten d. 25 er den ultimative kærestetest. Er vedkommende først med til den, så er de for alvor på vej ind i varmen. Men underlagt familiens hjertevarme smil ligger der noget og ulmer… Der er visse ting man skal leve op til for at blive regnet som fuldgyldigt medlem af flokken. Det er her den selskabelige brandert kommer ind i billedet. Først og fremmest kræver det humor at sætte sig ved bordet – og gerne en selvironisk en af slagsen. Man skal gerne anlægge lige dele fanden-i-voldskhed og stik-lige-en-finger-i-jorden attitude. Du skal kunne tage lidt pis på din egen person.
Kan du fortælle en god historie vinder du min onkel Arnes hjerte – og så er du allerede godt på vej. Så skal du kunne drikke snaps – eller i hvert fald have lyst til at smage på den. En decideret snapsebrandert er forbeholdt de store hanner ved bordet, men er du kvinde, giver det et nøk i hatten at drikke snaps. En sjov hobby, skør ting eller underlig fascination kan også hæve dig i agtelse. Jeg har altid forestillet mig, at et af de bedste kort man som kvinde kunne spille for at gøre indtryk er, at undskylde sig fra selskabet fordi, at man skal ud og ryge pibe. Den historie ville min far kunne underholde med et helt år. Generelt skal man være en selskabsløve. Lytte interesseret, grine højlydt. Man skal holde sig fra politik – det skaber så ofte dårlig stemning. At holde af traditionel dansk julemad er også en fordel, men ikke et must, men alfa og omega er, at holde liv i den selskabelige brandert og have festen for øje.
Det er længe siden jeg har udsat nogen kæreste for denne prøvelse og efterhånden som mine søstre, fætre og kusiner har fået kærester og nu også børn, begynder stolen ved siden af mig at blive en anelse varm. Min kusine har allerede spurgt ind til kærlighedslivet. Hun kunne ikke vente til den 25. Det er voksen julens indhold nummer 1, som jeg igen i år ikke kan udfylde. Mit forsvar imod det plejer at være, at klæde mig upåklageligt og – nå ja – drikke mig godt vissen. Det tager brodden af de mærkeligste spørgsmål (“Jamen er der da ingen piger på det universitet?” – ” Jo – det er faktisk nærmest udelukkende piger!”. *Underlig tavshed…..*). I år har jeg fået rødvin på min gode skjorte, så ingen upåklagelig påklædning, men jeg tager det i stiv arm. Eller også vælger jeg bare at blive stiv. Jeg er på vej derop nu. Selv min lillesøster skal have sin kæreste med. I år er det hos min moster og onkel. Det bliver en fest som altid, men som de seneste år – på en lidt underlig klangbund. Spørgsmålet hænger i luften: “Hvad skal der blive af Kristian?”
K. Ras
4. del af juleføljetonen ‘Jagten på voksen-julen.”
How not to drown kittens. 