Som barn – Har du så nogensinde prøvet at blive væk fra dine forældre? Stå i en Føtex og pludselig indse, at alle mødrene havde de samme cowboybukser på som din mor? Indse, at Føtex var 10.000 gange større end dig – og dine forældre faktisk havde ret: du ville fare vild, hvis du ikke holdte dig i nærheden? Well – mærk efter og find den følelse i maven – og så ved du hvordan jeg har det med, at de 4 andre fra mit gamle band Cleo Malone skulle blive væk fra mig.
Jeg er en voksen mand. Mads, Kenneth, Rune og Frederik er voksne mænd. Mere eller mindre…. Vi har levet nogle år. Ikke så mange som andre, men af dem vi har levet, har vi faktisk delt en del. Mange år delte vi også den samme drøm. Vi levede i det samme kunstneriske rum. Vi ville spille musik. Vi ville skrive sange. Vi ville stå på scener. Vi ville stå i studiet. Vi ville på sort vinyl og vi ville i radioen. Sammen. Den drøm har vi nok stadig hver i sær, men for nogle år siden styrede alle vores drømme mod det samme punkt: Cleo Malone:
Og drømmen fløj højt med Cleo Malone. Vi var et dedikeret band som øvede meget, men måske nogen gange glemte at skrive sange. Men vi fik ting til at ske. Og vi rykkede os. Både som band, men i høj grad også som mennesker. Jeg husker vores til tider vanvittige planer. Vi tog til Vrå Højskole for at indspille “verdens bedste EP”. Med grej til 5 mennesker og vores personlige habbengut til 14 dage alt sammen presset ind i en Fiat Punto. (Der blev selvfølgelig kørt to gange). Men selvom det var hårdt – og selvom indspillingerne var svære og måske over vores evne – så husker jeg det som en af de mest carefree perioder og mest fritænkende øjeblikke i mit liv. Og vi gjorde det igen sommeren efter. En sommer uden ende, hvor jeg stadig kan høre fuglefløjtende fra haven bag Vrå Højskole og fornemme varmen i studiet og sveden under min guitarrem. Et sted hvor jeg forsvandt og musikken tog over, og hvor jeg husker Runes koncentrede blik bag trommesættet, Mads’ know how med forstærkerne, Frederiks dybfølte guitarspil og Kenneths anerkendende nik med hovedet inde bag indspilningsstudiets rude, når guitarriffet eller vokal-tracket var i kassen.
Jeg husker, hvordan Cleo var. Det var en tilstand. Frederik indførte meget tidligt i bandets levetid en regel: Hver dag skulle man gøre en ting for bandet. Om det var at skrive en sang, sende en mail eller købe noget grej var ligegyldigt. Han proklamerede det, da Rune og jeg flyttede ind sammen med ham i vores alt for dyre og uhyrligt store studielejlighed i Århus. På det tidspunkt havde Cleo Malone et bagkatalog på fem-syv numre. Men Frederik rykkede på energien og deklarerede, at hver dag var Cleo Malone-dag. Og det var det. Selvom bandet var adskilt de første år af sin eksistens, så var vi nære. Tætte – på trods af, at Cleo levede i Århus og i København. På Vesterbro og DTU var det Kenneth og Mads. I Århus på Æstetik og kultur og Rambølls phonercentral var det Frederik, Kristian og Rune. Cleo var før Facebook – og før 4G. Vi var på Myspace – og det var The shit! Det til trods var vi altid til stede i hinandens bevidsthed. Vi havde fællesopkald fra Runes seng til Kenneths seng. Vi ringede fra barene i Århus – fra Studenterhuset, Naxos og Fabrikken til København for at melde til Vesterbro, Cafe Sommerstedsgade, Apparatet, hvad status var. Vi var i konstant kontakt. Til sidste rykkede vi dog sammen i KBH – med opture og nedture til følge.
Cleo Malone var nok et band med et lidt dumt navn. Men det var en samling af folk som ydede alt for et fællesskab – og som nød at være noget for andre. Vi spillede måske for mange livekoncerter i forhold til hvor mange sange, vi egentlig skrev. Men i bund og grund så elskede vi at være det hold sammen på scenen. Musikken bandt os sammen. Men musikken skilte os også ad. For på mange måder var vi uenige fra dag 1 omkring hvordan musikken skulle være. Men vi havde så stor tro på hinanden, at når vi fandt den musikalske gyldne mellemvej, som blev til et Cleo Malone nummer – så bakkede vi alle hundrede procent op om det. Når man lytter til sangene i dag, kan vi som nutidens voksne mænd godt høre, hvor fortidens drenge tog fejl. Men vi kan også høre hvordan vi ramte plet. Ramte os, som vi var dengang.
Cleo Malone er nu 10 år gammelt. Der er gået 10 år siden, at fem utilpassede unge fyre fandt hinanden på en højskole ovre i Jylland og besluttede, at de ville holde sammen. Musikken var deres omdrejningspunkt. Nu er det måske noget andet. For i takt med at livet er gået sin gang, så er de unge fyre blevet mænd. Med ansvar, job og realkreditlån og koner, kærester og børn. Men de voksne mænd kommer et sted fra og er stadig en kerne. Et centrum hvorom alt bevæger sig. Og dog – for der findes en verden, man byggede i går: Men man lever i en verden, hvor ting manifesterer sig for èen fra dag til dag. Drengene i Cleo Malone levede i deres version af “nu”. De såkaldte mænd lever i deres nu – med et Cleo Malone i baggagen.
Nu samles vi igen , som vi var det engang. En enkelt aften på en af de scener, som vi har stået på så mange gange før. Huset i Magstræde. Vi bilder os ikke ind, at drømmen fra dengang bliver vækket til live igen. Det har vi faktisk ikke engang lyst til. Men vi vil hylde energien og det nære liv, vi havde dengang. Dengang vi alle fem var en forlængelse af hinandens tanker og dengang vi var et band for alle dem som lyttede og hoppede til Cleo Malones koncerter. Det er ikke en aften som rykker alt tilbage til start. Det er en hyldest til alt det, vi engang og for altid vil være for hinanden og for andre.
Jeg håber vi ses.
Cleo Malone 2016. Foto: Marlene Klausen.
How not to drown kittens. 