Et af de helt store skræmmebilleder fra min barndom var min legekammerats fars håndtering af det overskud af kattekillinger, der meget naturligt opstår på en gård. Processen var sær og forstyrrende. Først ville han vise os livets mirakel og viste os vej til høloftet. Når man havde besteget den skæve gamle stige skulle ens barnlige sanser skrues op, og man skulle lytte sig frem til de pivelyde små søde væsner afgiver, når de bliver skræmt. Således befandt man sig i et magisk Astrid Lindgrensk relief; et høloft med sparsom belysning hvor små killinger smelter to hårdkogte drenges hjerter. Næste led i livets rejse kom umiddelbart efter at alle i lokalsamfundet havde afvist, at få et af de små væsner. Faderen ville en dag komme vadende over gårdspladsen med en pivende sæk, hvorefter han var væk i nogle timer. Lingvistisk ryger killinger i regntønden – her var det den lokale mose der var værktøjet. Med et par sten i bunden af en sæk blev gården transformeret tilbage til den sædvanlige trummerum, hvor høloftet er et stille sted og man ikke skal kravle op af skæve stiger.
Her på sitet er how not to drown kittens et angreb på kedsomheden. Sitet skal virke som dokumentation og motivation for flere spændende dage i min eksistens. Efter at have boet i København i et halvt år befandt jeg mig pludselig i en situation, hvor ligegyldigheden havde overtaget mig – fjernsynet var blevet mit vindue til verden og på forunderlig vis havde jeg lullet mig selv ind i en døsig søvngænger-tilstand med få moments of clarity. En god ven trak mig ud af drømmen og nu skal det være anderledes.
Her på sitet vil jeg dokumentere store og små begivenheder, tanker og ræsonnementer der er med til at bekæmpe min ligegyldighed og min pludselige evne til at tage ting for givet.
K. Ras
How not to drown kittens. 
Hej Kristian,
Har af flere omgange stødt på din blog og må ærligt sige, at jeg synes den er fremragende! Du er så skarp, velformuleret og vittig at jeg sidder og bliver lidt misundelig 🙂 Jeg mener at du i gymnasiet overvejede at søge ind på Journalisthøjskolen, hvilket jeg også selv gjorde, men kan forstå at tingene er faldet lidt anderledes ud…Det gør de jo som regel(har selv studeret flere forskellige ting uden at færdiggøre noget og vil nu være socialrådgiver). Men jeg synes at du er en meget talentfuld skribent/vel nærmest forfatter. Du skriver da ihvertfald sange….og du synger da også ret godt, må jeg sige. Forresten tak for at introducere mig for The National.
Håber at du trives i den stooore by derovre. MvH Cecilie(fra gymnasiet)
Hej Cecilie
Tak for de pæne ord og for, at du følger min blog. Den er desværre blevet lidt forsømt på det sidste, men jeg har lovet mig selv at blive lidt bedre til at lave indlæg. Det er bare som om, at når jeg endelig får hul på noget, jeg har lyst til at blogge om kommer jeg til at skrive en halv roman – og ifølge alle medieguruerne er regel nummer et på en succesfuld blog at “lave flere korte indlæg og vise at den er konstant i gang”. Men dine søde kommentarer får mig til at konkludere at den fremgangsmåde må være præget af kvantitet frem for kvalitet – og det skal du have tak for. Det gør mig glad, at der er nogen der kan lide at følge med i det, jeg skriver.
Livet går jo ikke altid som man havde planlagt. Sagde jeg virkelig at jeg ville være journalist? Det har jeg nu fundet ud af at jeg ikke vil være. Kan godt lide at skrive og fortælle historier, men kan ikke så meget mentaliteten i mediebranchen (jeg har siddet i DR byen i et halvt år og observeret den.). Blogger er mere noget for mig. Social rådgiver lyder spændende og det må da siges at være noget helt andet end journalist – Var der ikke også noget med en biblioteksskole?
Jeg håber, du har det godt, hvor end du er i verden – og håber at du vil følge med her på sitet. Jeg lover at gøre mig lidt mere umage. Dine pæne ord er en god motivator.
KH
Kristian Ras