Hvorfor Cleo Malone reunion er en stor ting.

 

Som barn – Har du så nogensinde prøvet at blive væk fra dine forældre? Stå i en Føtex og pludselig indse, at alle mødrene havde de samme cowboybukser på som din mor? Indse, at Føtex var 10.000 gange større end dig – og dine forældre faktisk havde ret: du ville fare vild, hvis du ikke holdte dig i nærheden? Well – mærk efter og find den følelse i maven – og så ved du hvordan jeg har det med, at de 4 andre fra mit gamle band Cleo Malone skulle blive væk fra mig.

Jeg er en voksen mand. Mads, Kenneth, Rune og Frederik er voksne mænd. Mere eller mindre…. Vi har levet nogle år. Ikke så mange som andre, men af dem vi har levet, har vi faktisk delt en del. Mange år delte vi også den samme drøm. Vi levede i det samme kunstneriske rum. Vi ville spille musik. Vi ville skrive sange. Vi ville stå på scener. Vi ville stå i studiet. Vi ville på sort vinyl og vi ville i radioen. Sammen. Den drøm har vi nok stadig hver i sær, men for nogle år siden styrede alle vores drømme mod det samme punkt: Cleo Malone:

Og drømmen fløj højt med Cleo Malone. Vi var et dedikeret band som øvede meget, men måske nogen gange glemte at skrive sange. Men vi fik ting til at ske. Og vi rykkede os. Både som band, men i høj grad også som mennesker. Jeg husker vores til tider vanvittige planer. Vi tog til Vrå Højskole for at indspille “verdens bedste EP”. Med grej til 5 mennesker og vores personlige habbengut til 14 dage alt sammen presset ind i en Fiat Punto. (Der blev selvfølgelig kørt to gange). Men selvom det var hårdt – og selvom indspillingerne var svære og måske over vores evne – så husker jeg det som en af de mest carefree perioder og mest fritænkende øjeblikke i mit liv. Og vi gjorde det igen sommeren efter. En sommer uden ende, hvor jeg stadig kan høre fuglefløjtende fra haven bag Vrå Højskole og fornemme varmen i studiet og sveden under min guitarrem. Et sted hvor jeg forsvandt og musikken tog over, og hvor jeg husker Runes koncentrede blik bag trommesættet, Mads’ know how med forstærkerne, Frederiks dybfølte guitarspil og Kenneths anerkendende nik med hovedet inde bag indspilningsstudiets rude, når guitarriffet eller vokal-tracket var i kassen.

Jeg husker, hvordan Cleo var. Det var en tilstand. Frederik indførte meget tidligt i bandets levetid en regel: Hver dag skulle man gøre en ting for bandet. Om det var at skrive en sang, sende en mail eller købe noget grej var ligegyldigt. Han proklamerede det, da Rune og jeg flyttede ind sammen med ham i vores alt for dyre og uhyrligt store studielejlighed i Århus. På det tidspunkt havde Cleo Malone et bagkatalog på fem-syv numre. Men Frederik rykkede på energien og deklarerede, at hver dag var Cleo Malone-dag. Og det var det. Selvom bandet var adskilt de første år af sin eksistens, så var vi nære. Tætte – på trods af, at Cleo levede i Århus og i København. På Vesterbro og DTU var det Kenneth og Mads. I Århus på Æstetik og kultur og Rambølls phonercentral var det Frederik, Kristian og Rune. Cleo var før Facebook –  og før 4G. Vi var på Myspace – og det var The shit! Det til trods var vi altid til stede i hinandens bevidsthed. Vi havde fællesopkald fra Runes seng til Kenneths seng. Vi ringede fra barene i Århus –  fra Studenterhuset, Naxos og Fabrikken til København for at melde til Vesterbro, Cafe Sommerstedsgade, Apparatet, hvad status var. Vi var i konstant kontakt. Til sidste rykkede vi dog sammen i KBH – med opture og nedture til følge.

Cleo Malone var nok et band med et lidt dumt navn. Men det var en samling af folk som ydede alt for et fællesskab – og som nød at være noget for andre. Vi spillede måske for mange livekoncerter i forhold til hvor mange sange, vi egentlig skrev. Men i bund og grund så elskede vi at være det hold sammen på scenen. Musikken bandt os sammen. Men  musikken skilte os også ad. For på mange måder var vi uenige fra dag 1 omkring hvordan musikken skulle være. Men vi havde så stor tro på hinanden, at når vi fandt den musikalske gyldne mellemvej, som blev til et Cleo Malone nummer – så bakkede vi alle hundrede procent op om det. Når man lytter til sangene i dag, kan vi som nutidens voksne mænd godt høre, hvor fortidens drenge tog fejl. Men vi kan også høre hvordan vi ramte plet. Ramte os, som vi var dengang.

Cleo Malone er nu 10 år gammelt. Der er gået 10 år siden, at fem utilpassede unge fyre fandt hinanden på en højskole ovre i Jylland og besluttede, at de ville holde sammen. Musikken var deres omdrejningspunkt. Nu er det måske noget andet. For i takt med at livet er gået sin gang, så er de unge fyre blevet mænd. Med ansvar, job og realkreditlån og koner, kærester og børn. Men de voksne mænd kommer et sted fra og er stadig en kerne. Et centrum hvorom alt bevæger sig. Og dog – for der findes en verden, man byggede i går: Men man lever i en verden, hvor ting manifesterer sig for èen fra dag til dag. Drengene i Cleo Malone levede i deres version af “nu”. De såkaldte mænd lever i deres nu – med et Cleo Malone i baggagen.

Nu samles vi igen , som vi var det engang. En enkelt aften på en af de scener, som vi har stået på så mange gange før. Huset i Magstræde. Vi bilder os ikke ind, at drømmen fra dengang bliver vækket til live igen. Det har vi faktisk ikke engang lyst til. Men vi vil hylde energien og det nære liv, vi havde dengang. Dengang vi alle fem var en forlængelse af hinandens tanker og dengang vi var et band for alle dem som lyttede og hoppede til Cleo Malones koncerter. Det er ikke en aften som rykker alt tilbage til start. Det er en hyldest til alt det, vi engang og for altid vil være for hinanden og for andre.

Jeg håber vi ses.

Cleo Malone 2016. Foto: Marlene Klausen.

Cleo Malone – Reunion 2016 d. 9. april. 

Der er noget, man bliver LEVENDE AF!

Hvad er levende? Skal det have en puls? Skal det reagere, når man kalder? Skal det bare samle ting? Er det at du afleverer en pose med pant tegn på, at der sker noget i dit liv eller er det bare tegn på, at du er subsistensløs ? I den ene sammenhæng betyder det fest med mange deltagere. I den anden, at du vil gøre meget for halvanden krone.

Er du kærlighedssøgende, når du er på Tinder eller mega overfladisk og søger et hurtigt knald? Er det, at du akkumulerer ‘Likes’ et udtryk for venskab eller, at internettet er enormt? Et hav af potentielle ‘likes’? Et vortex af folk der kan reagere? Er en dansende Beyonce en sensation eller in the middle of the road? Opfatter tv-seerne referencen til Rosenstands værk i 7. afsnit af 1864? Vil de bare se Søren Malling trylle? Er stegt flæsk en nationalret eller bare manges livret? Handler det egentlig mere om persille-sovs? Er en kaffebar en hipsterkaffebar fordi, at den ligger på Vesterbro? Kan jeg få min kaffe i fred uden at blive bedømt? Er en Zombie en Zombie eller en Walker? Kan man opdage noget selv nu eller er alting allemands eje, inden man når at holde af noget? Er det lykken at få lov til arbejde, når nu det er så svært at få et job? Hvem vil jeg helst kunne genkende på lang afstand – min kollega eller min søsters kæreste?

Er jeg her stadig eller er en blog ikke levende, fordi der ikke bliver postet på den? Den ser ny ud – synes du ikke? Mit liv er også nyt. Nyt og fyldt. Derfor fraværet i den digitale virkelighed. Det analoge har fyldt for meget. Jeg har kysset på en som blev hængende, jeg har lavet en vinylplade – og så har jeg også fået Netflix.

Men man bør skrive. Man bør holde bloggen i live. Bloggen har haft ret til sit liv og bliver nu genoplivet. Den er min Frankenstein. En teknologi med menneskelige egenskaber. Teknologien bød den dog at blive opdateret. Og det gik op for mig, at jeg ikke har skrevet på den siden den 30. juli 2013. En tid hvor jeg var ensom, udfordret, usikker.

Men nu er det 2014. Jeg er ikke ensom, men savner en som faktisk er en rigtig person. Jeg er udfordret, men det er fagmæssigt på jobbet – et fast job og jeg er sikker; Sikker på at jeg fylder en god plads i verden.

Så derfor er jeg optaget af hvad der kvalificerer – hvad der er levende. En god veninde sagde engang til mig, at der noget som man lever af, og så er der noget som man BLIVER LEVENDE AF!

Jeg håber dette livstegn vækker jer – kære læsere – ligesom det har vækket mig.

Kristian Ras. d. 24.11.2014 kl 00.06.

En mand er en mand er en mand

Langt ovre mod vest står der en mand med blikket rettet ud over havet. Landet omkring ham er fladt som en pandekage og strandfuglene bor der. Ved en by ældre end tanken om Danmark, står han og venter på en ny begyndelse. Hver dag tager han en beslutning om at ændre sit liv – om at gøre noget ved det. Men hver gang han beslutter sig, drukner handlingen som et skrig under vand. For skønt vinden i ansigtet giver forløsning og føles som underskrivelse af kontrakten, så blæser den også livet generelt henover ham og stjæler tid og plads.

På en bar i Århus sidder der en dreng – som ligner manden fra vest – med gamle venner omkring sig. Men han er den dreng, som han var engang, som de alle omkring bordet var drenge engang. Hans skæg er måske længere og han kan binde et slips, men han vil stadig hellere drikke sig fuld og sove på en fremmed sofa end møde mandag igen.

På en scene i København stod engang en fyr og lavede det, han elskede. For når han stod der kunne han glemme tid og rum og bare synge og spille. Med guitaren om halsen kunne han råbe det, han følte ud i hovedet af de fremmødte – og det hele ville føles rigtigt, men også slet ikke føles af noget. Han ville bare… være. Være til og være den, han troede, han var. Gøre det, han var god til. Men den fyr har været væk længe og er dybt begravet i en mand som står langt ovre mod vest.

På en mark i Roskilde sidder en fyr i en stol lavet af en ramme øl. Han tænker på livet og venskaber og snakker om sex, musik og om at glemme sig selv. Han har solbriller på og kigger på folk der går forbi – smiler til tilfældige piger. Fulde folk synger og ghettoblastere spiller one-hit-wonder-of-the-year. Han synes nogen er for gamle til at være her og nogen ALT for unge. Imens ryger han en smøg, velvidende den er dårlig for ham, og føler sig lidt kikset og tilfreds på samme tid.

På et jobcenter i København sidder en mand som altid har været god i skolen. Han har gjort det rigtige, hørt efter i timen og følt, at han fyldte sin plads i verden. Men den plads findes ikke og på den anden side af bordet sidder en mand og siger, at der ER ting, han kan gøre. ”Din uddannelse er god og du har et imponerende CV”, så det handler om den gode ansøgning. Men imellem alle mandens ord kan han godt høre, at han skulle have gjort det hele anderledes.

I en udestue ved Limfjorden sidder en søn, som er hjemme en sjælden gang. Han gør ikke meget væsen af sig, men fylder meget for forældrene som er omkring ham. Men inde i ham selv har noget revet sig løs, for han har været der i mange dage. En sten som ruller og ramler rundt i hans krop. Den siger, at han snart må tilbage til sit eget. Det er en dobbeltfølelse, for han elsker sine forældre, men han har også brug for sit eget sted, sin egen ting.

Et sted i København ligger en dreng vågen i natten. For han har endnu engang skrammet sit hjerte på en pige. Måske endda lidt med vilje. Og via selvtortur med musikalske youtube videoer med alt for store følelser prøver han at sluge det faktum, at han måske ender alene – eller at hende han skulle have været sammen med, måske allerede har været der.

Et sted ude i fremtiden sidder der en far. Hans børn er unge, men han er gammel og det er pludseligt gået op for ham, at han måske ikke får sine børnebørn at se. For han kom for sent i gang og tiden går og går. Og nu er han begyndt ikke at kunne huske, om han låste fordøren eller ej.

I manden ude mod vest bor alle drengene og mændene, fædrene og fyrene. Han hører viberne fløjte verdens korteste sang. Den handler om den mulighed, han ikke kunne gribe, fordi han ikke kunne rumme den. Han spytter på jorden og synker engang; fyldt med lysten til noget andet men ved, at det nok ikke kan være anderledes. ”Man er den, man er. Satans også….”

 

 

Om dine drømme i knibe og et sted som Ribe.

Jylland er et sted hvor drømme dør. Sådan siger alle, der ikke har været der.

Det er ikke for at slå skår i din glæde. Tværtimod – den lykke du har, skal du holde tæt til kroppen. For den lykke du føler er faktisk det tætteste, du kan komme på dig selv. Alle andres forventninger kan måske et eller andet sted hen af vejen være blevet dine egne. Men i de små øjeblikke hvor du er helt upåvirket af alt udefrakommet, og dine mundvige krænges op af i et umiskendeligt smil – dér findes din lykke. Helt lille og fin.
I de seneste tre måneder har jeg været udstationeret i Jylland. I jagten på det gode liv og først og fremmest det gode arbejde, har jeg taget en tjans, som mange måske ikke ville have taget. Jeg har rykket teltpælene op og været i løntilskud på Ribe Kunstmuseum. HELT OVRE i RIBE. Ganske vist med adresse i KBH NV og kun 31 timer i ugen, men jeg er her. Helt og holdent. Og når man som jeg – og sikkert dig – engang i starten af 20’erne har rykket pælene op fra det jyske og rykket til hovedstaden, så fandt vi i hovedstaden alt det, som vi var 100 procent sikre på var det bedste udgangspunkt. Livet i storbyen iblandt mangfoldigheden og de mange ting som livet i storbyen tilbyder os. Byen der aldrig sover. Fremmede ansigter overalt og nye eventyr, man kan opsøge dagligt – hvis man vil. Og Ribe er det modsatte. Et lille samfund bedst at sammeligne med en blanding imellem Korsbæk og Den gamle by. Et uforanderligt sted, hvor byens beboere ydermere lever med middelalderen tæt inde på kroppen i kraft af benævnelsen “Danmarks ældste by”. Da jeg startede på Ribe Kunstmuseum, havde jeg tre måneder på ‘Copenhagen Art Festival for Contemporary Art’ og 2 1/2 år på Danmarks største kunstinstitution Statens Museum for Kunst i bagagen. Jeg havde omgås de nye up-and-coming og de gamle big-shots og følte, at jeg havde været så tæt på kunstens egentlige rolle i samfundet, som man kunne komme. Og jeg var glad. Glad for at lege med de tunge drenge. Glad for at være sej med de seje. Måske var min rolle også der. Kunsten var urban og jeg var urban. Og når museet lukkede gik jeg videre ud i den københavnske nat og vidste, at når Ibyen bragte noget på deres site næste dag, så ville jeg kunne komme i kontakt med det i løbet af et kvarter. For sådan er livet i København. Og måske var min rolle også at være der. Men på det seneste er jeg kommet i tvivl.

“Inderst inde er jeg et parcelhus i Glyngøre”. Sådan skrev min søster engang i en artikel om hjemstavn. Det passer nok ca. med, at hun var på den alder, som jeg er nu. 28. Det lyder skørt, men det er som om, at værdierne ændrer sig her. Så når jeg går på det lille museum i Ribe med den fantastiske samling og formidler kunst for folk som ALDRIG nogensinde har været på et kunstmuseum, ja – så er jeg glad. Og når jeg inddrages som en kunstfaglig relevant personlighed af den lokale sprøjte, så gør jeg mit bedste og føler mig beæret over, at folk vil lytte til mig. Og når jeg hører om mine kollegers helt almindelige liv med madpakker, islandske heste og volvoer i det lille samfund omkring Ribe, så giver det ligeså meget – og måske endda mere – mening for mig, end hipsterens jamren over det provinsielle ved København en sen aften på Musiksmag. Og når jeg står på broen over åen i Ribe og ser en by på vej i seng og ryger en smøg efter en hyggelig julefrokost med godt samvær og kollegaer i alle aldre, så er den lille lykkefølelse i min krop ikke så anderledes fra den, jeg følte til de store julefrokoster på Statens Museum for Kunst med Rosa Lux som DJ, og Bjørn Nørgård som indretningsarkitekt.

Selvfølgelig får man lykke af sine venner. Og mine venner er i København og jeg vil ikke forlade dem men omvendt, så ved jeg også nu, at jeg ikke vil miste dem bare for, at jeg rykker til f.eks. det sønderjyske. Det er vi for gode venner til. Det eneste jeg reelt savner er kærligheden. For jeg er en singlefyr på 28. Og der er Jylland i bogstaveligste forstand mørkt land. Jeg har ikke mødt en pige på min alder endnu. De er jo alle rykket til Århus og København – jævnfør ovenstående. Så det er nok også der jeg finder den – kærligheden. Men dig – ja dig kære læser. Hvis nu du kigger til din side eller lytter efter og kan høre din kæreste eller ægtefælle pusle rundt eller du ved, at der er en der venter på dig og som vil dele dit liv med dig uanset hvad. Og hvis du så oveni det, er en af dem der brokker sig over de manglende parkeringspladser og de dyre fremtidsplaner i Københavns området… Hvis nu du er bekymret for hvordan dine børn skal vokse op, hvis du er træt af larm fra gaden, Hvis du gerne vil have en græsplæne, Hvis du kan lide at grille. Hvis du gerne vil larme uden at både overboen, underboen og ham til venstre skal klage; Hvis nu du reelt kun bruger København til det, som du kan også kan bruge Jylland til: Gå i biografen og se Hobbitten, sidde sammen med din lille venneflok og drikke rødvin, Være på internettet, lave mad med din kæreste, gå på loppemarkeder, tage ud i det blå, sove længe om søndagen – ja; Så er Jylland måske ikke så fjernt fra din lykke, som du tror. Og hvis du er i tvivl, så spørg mig. Jeg er din mand i felten. Jeg lever begge steder. Med lykken tæt på kroppen.

Stadier på livets vej

Den du er, fylder lige så meget som en sæbeboble. Den stiger mod himlen og *puff* – så er den borte.

Der hvor jeg voksede op var sirener så sjældne, at når man endelig hørte en udrykning, ville min far åbne havedøren og stille sig på græsplænen for at høre hvor den kørte hen. Her hvor jeg bor nu, hører jeg en hver halve time.

Da jeg gik på efterskole var min email regnbuehat@ofir.dk. Nu rummer den mit navn.

I min tid i Århus boede jeg sammen med to af mine bedste venner. I København har jeg boet alene, sammen med thailandske aupair-piger og folk jeg ikke havde mødt, før jeg flyttede ind.

Jeg havde en overgang en madordning med varm mad hver aften. Den kunne køre på 250 kroner fra hver i ugen. Nu får jeg så sjældent varm mad, at jeg nogen gange glemmer, hvor mange gryder jeg har.

Da jeg gik på højskole var musikken min egen og mit eget mål – min livsnerve og det, jeg var god til. Den blev senere noget, jeg delte. Men jeg sang hver dag. På det seneste er min stemme blevet underligt rusten – og jeg kan ikke længere huske andet vers til Airbag.

Under min værnepligtstid var jeg udenfor. Den stille fyr – og venneløs. Nu har jeg så mange venner, at jeg ved at der er nogen, jeg forsømmer.

Da jeg blev 20 havde jeg aldrig set et menneske dø. Da jeg blev 21 var verden en anden.

Som lille ville jeg ligge på tværliggeren under mine forældres sofabord og se fjernsyn med mine søstres, min mors og min fars ben omkring mig og deres stemmer brummende et sted over bordpladen. Nu har jeg ikke engang et fjernsyn.

Da jeg var bachelor læste jeg på Århus universitet, vidste hvor alle jeg læste med boede, mødte dem hver dag, hver weekend, hver fest. På min københavnske kandidat er der enkelte velkendte ansigter – og de fleste er fra Århus.

I folkeskolen havde jeg en kæreste. På efterskolen havde jeg en kæreste. I gymnasiet havde jeg to – Dog ikke på samme tid. I Århus havde jeg en kæreste. I København er jeg den evige singlefyr.

I Århus arbejdede jeg hver mandag i en nodeforretning og solgte korhæfter og Dvorak til gamle og unge. En forretning som lukkede og jeg var den sidste der låste døren. Ved min ankomst i København blev jeg en buddreng på et dagblad og var omgivet af nyheder og gamle aviser. Senere endte jeg blandt guldaldermalerne og var kunstformidler. Nu er jeg arbejdsløs og går nogen gange ned med pant.

Blandt mine rygende teenagevenner var jeg den fornuftige og var uforstående overfor rygetrangen. Denne sommer har en smøg og en øl været uløseligt forbundet.

Inden jeg flyttede til Århus havde jeg aldrig smagt the. Så endte jeg i en læsegruppe med tre piger og stødte på noget de kaldte “Frisørens the”.

I min hjemstavn så jeg venner forgå i hashtåger, trafikuheld og knivstikkeri. I København flytter mine venner sammen med deres kærester og rejser kloden rundt.

Jeg har været på Roskilde i 10 år i træk. Måske skal jeg ikke afsted næste år.

Der var engang hvor jeg ikke behøvede at barbere mig i to måneder. Nu har jeg skæg.

I seks år har jeg været studerende. I morgen afleverer jeg mit speciale. Så har jeg heller ikke det at holde fast i længere.

“Thus with a kiss – I die…”

Over min gård om tusinde år.

Karlsvognen hænger lige over min gård. Som den sikkert gør over din. Den er et løfte, et svar og en forbandelse. For kigger du op så minder den dig om, at en stjerne lyser klarere end dig – Men også at du er tilstede. Du kan nemlig huske den. Den har fulgt dig – altid. Kan du huske, at du ikke har kunnet genkende den? Jeg kan ikke. Den har været konstant. Konstant tilstede. Lysende som en konstellation du vidste aldrig ville ændre sig. Ude i verdensrummet er der noget som aldrig ændrer sig selvom tingene på jorden gør. Den er makrokosmos og du er mikro. Åh så mikro. Du genkender den igen, selvom den der kiggede op på den sidst måske havde noget andet på hjerte – eller noget andet i tankerne. Måske var den lidt på et andet led sidst. Ja – måske var den mere drejet mod venstre. Her i min gård er den, det eneste der lyser. Jeg nyser – ramt af en dansk sommerdags udgave af tropenat. Kold som bare fanden. Jeg ved, at den er der igen i morgen. Måske ikke over min gård, for jorden drejer, men karlsvognen bliver på sin plads. Jeg drejer med – jorden altså. På 28. år suser den forbi min gård som om intet er hændt. Hastigheden er ikke til at ane, men jeg ved, at den rejser fra mig. Min tid er begrænset. Den er evig og mine børn, som endnu blot er en tanke, vil på et eller andet tidspunkt kigge op og genkende den som jeg gør nu. Jeg tænder en tændstik i mørket. Bare for at lyse lidt med i alt tomheden. Måske ser den min lille flamme. Måske suser den bare videre som den har gjort i århundrede. Et sted vælter en kat en skraldespand. Nørrebro har sin konstante summen af liv. Et liv i alt mørket. Min lille flamme lyser et hjørne op som kun er for mig. Jeg forsøger at rime et lille vers for mig selv, men det eneste det bliver til er en spag mumlen. Intet der er godt nok til at råbe ud i universet. Jeg folder mine hænder, for jeg fryser. I mellem mine fingre mærker jeg mit hjerte slå. Badabum, badabum. Ikke bas nok til at ryste jorden under mig, men nok til at få blodet til at flyde. Karlsvognen blinker en enkelt gang tilbage. Foran den hænger en rød prik. En flyvemaskine med håbefulde fremmede der lander i København for at finde en storby-fornemmelse. Well – jeg kan fortælle jer om den. Den er lige her i min gård. I en lille prik imellem tusinde andre der håber, at lyset fra universet en dag ser et lille lys i dig.

Hvad hjertet er fuldt af.

“Sschhh – Han sover nu – gør han ikke?”

“Jo det tror jeg, at han gør. Han falder som regel i søvn om eftermiddagen lige for tiden”

“Ja – Det er noget mærkeligt noget… Ej – han rørte på sig. Er du sikker på han sover?”

“Øjeblik… Kristian? Kristian? KRISTian?. Han sover helt klart.”

“Godt. Det ville være noget værre noget, hvis han opdagede os.”

“Hvordan skulle han opdage os? Vi er her jo ikke rigtig. Eller vi er her jo, men han kan ikke se os.”

“Han kan da sagtens se os.  Han kan se os i sine rande under øjnene. Han kan se os i den bunke på sit skrivebord.”

“Ja – Han kan se os i sine dårlige beslutninger – og i sine gode.”

” Og han kan se os i sin kalender!”

“Åh ja – hans kalender! Er du gal! – Der kan han virkelig se os!”

“Hvilken farve er du?”

“Jeg tror, at han skriver mig ind med en blå farve. Med mærkaten ‘STUDIE'”

“Okay – Jeg er gul.”

“Hvem er grøn så?”

” Det er ham der der kun kommer engang i ugen. Vi to er her hele tiden. Os og lilla”

“Ja – men ikke så meget, når han sover. Så kan vi blot vente på, at han kommer i tanke om os igen.”

” Ja –  eller når han er fuld. Så er hans opmærksomhed svær at fange – eller han gør i hvertfald en stor indsats for at undgå at tænke på os.”

“Alle folk spørger altid til mig, selvom han egentlig helst ikke vil snakke om mig, når han har “fri”. Men folk ved jo, at han er ved at være færdig på kandidaten – og eftersigende skulle jeg være en kæmpe hurdle at komme over.”

“Han vil altid gerne snakke om mig – men det er som om… Det er som om at der er en lille smerte forbundet med at snakke om mig. Smerte fordi at han ved, at jeg ikke kan blive ved med at være en del af hans liv. Det er lidt ironisk som vi sidder her. Når han er færdig med dig, bliver han fyret fra mig.”

“Godt at han kan fylde kalenderen med lilla.”

“Ja gudskelov for lilla – men lilla har jo altid været der. Spillede han ikke allerede musik, da du kom til?”

“Jo jo – Faktisk måske endda mere end han gør nu. Han skrev måske bare ikke det hele ind i kalenderen.”

“Det er jo nok vores skyld.”

“Ja – og det er vores skyld, at han sover. ”

“Ja – Jeg tror ikke kun, det er udmattelse.”

“Nej. Det er nok også lidt flugt. Specielt fra mig.”

“Ja.. Nu rører han på sig. Tror du det er dig eller mig der vækker ham?”

“Jeg ved det ikke.. Han har været lidt mærkelig de sidste par uger. Det er som om, at det er noget andet der vækker ham. Det er i hvertfald ikke os han tænker på, når han sidder til langt ud på natten og kigger ud af vinduet.”

“Nej –  ikke de sidste par uger, nej. Det er som om… Det er som om, at der er et eller andet vi ikke kan se. Noget som ikke står sammen med os på siderne i kalenderen.”

“Ja – hans tanker vandrer. Ikke mod os, men mod noget andet.”

“Det er et underligt paradoks – Det virker som om, at han tænker mere på de få huller i kalenderen, han ikke kan fylde ud end han tænker på os som fylder den. Eller det har måske mere noget at gøre med, at han gerne ville kunne fylde de huller ud med noget. Eller nogen.”

“Måske har du ret.”

“Har du ikke hørt ham tale med sig selv?”

“Egentlig ikke. Jeg er jo mest sammen med ham på læsesalen.”

“Den anden dag sad han og forberedte sig til en omvisning, men pludselig gik han i stå og sad og kiggede ud i værelset. Han stirrede på den røde lampe på stereoanlægget og det var som om, at han blev grebet af et eller andet. Så sagde han pludselig ‘Hvor længe skal jeg stå på standby’?”

“…..Det lyder underligt, men det giver måske meget god mening. Han virker som om, at han venter på noget.”

” Venter imens han har skide-travlt!”

“Ja. Nu er kl. 17:30. ”

“Det er her omkring, han plejer at vågne. ”

“Jeg er klar. Hvis han bruger noget tankevirksomhed i dag, bliver det sikkert på mig. ‘Den intermedielle relation’ – you know!”

“Okay – men jeg har ham hele dagen i morgen – ikke?”

“Helt sikkert – i morgen er han din.”

“Sejt.”

“…..”

“…..”

“…….”

“Tror du, han drømmer drømmen igen? Eller skulle man sige: mareridtet?”

” Det ved jeg ikke. Det håber jeg ikke. Ellers skal han til at farve sin kalender sort, hver gang han sover.”

” Jeg håber det bedste for vores ven.”

“Det gør jeg også.”

” Og jeg håber hans vågne drømme slår til.”

” Vi må gøre vores bedste for, at det sker.”

“Så! Nu vågner han!”

Tørst.

Det var en lyst til at rydde op der fødte tanken. De blå IKEA poser havde nu stået uberørte hen i tre dage; bugnende af rent vasketøj der blot skulle lægges sammen. De var allerede sorteret efter farve. Da han var nået til bunden af poserne og de overfyldte skuffer i kommoden fra selv samme møbelforretning ikke kunne lukkes, vendte han sig mod natbordet. Natbordet var blot en lille blå skammel placeret ved siden af hans seng. Den var vakkelvorn, da den havde mistet tværpinden imellem de to udskårne plader som var dens ben. Det var sikkert derfor, den var endt i den bunke storskrald, han passerede en sensommerdag i Århus. Det var ornamenteringerne på siden der havde fået ham til at stoppe op. Gule fugle omkranset af krummelurer der forneden endte i et hjerte, indrammet af bogstaver fra en fremmed kultur. Et våbenskjold fra en fremmed egn. Ved første øjekast tænkte han Skandinavien – måske var fuglene en samisk afart af en Dalarna hest og tegnene samiske symboler for viden, stolthed og familie. Andet øjekast fortalte ham en historie fra de russiske stepper. Under alle omstændigheder blev den hans lille natbord. Og tingene på natbordet var et tidsbillede på, hvad han beskæftigede sig med.

Denne dag var ingen undtagelse. Den lille skammel bugnede af værker og adspredelse. Enkelte nedslag af eskapisme og fordybelse fra et sind som altid søgte. Tillige stod der et halvt glas vand til at skylle tingene ned med. Tørst kan stilles på mange måder. Øverst i bunken lå hovedtelefonerne. Musikken var hans gamle ven og efterhånden den mest konkrete tidsindikator i hans liv. Med hovedtelefonerne på kunne han tage en defineret pause som en ryger i et busskur. Et lille fix som han vidste ville vare en lille rum tid. Siamese dream ville vare godt 45 minutter og Conor Oberst ville kunne tage ham med til Casadaga i næsten en time. Han viklede ledningen omkring de bløde puder til ørerne og mindedes den varme, som de kunne give. Under hovedtelefonerne lå et værktøj fra hans arbejde. ‘Hammershøi og Europa’ var det argument, han skulle repræsentere og på 256 sider med tekst men først og fremmest billeder, havde kloge hoveder fra hans arbejdsplads gjort det spiseligt, hvordan den tyste dansker havde svælget i billeder fra sine samtidige – og de i hans – ganske, som vor hovedperson selv nu fordybede sig i de tyste motiver af kvinderne og stederne i Hammershøis liv. Og det var her den lille tanke vågnede.

Da han slog op på billedet som havde sat sig fast i ham, tænkte han på salig Hammershøi. Blev han ramt af billeder som han? Interiøret fra den store sal i Lindegaarden var et tomt rum, som det rum han følte i sig selv. Det rum han i andres værker søgte noget at udfylde med. Han så pludselig bunken på natbordet i et andet lys. Det beskrev ham. Ved siden af Hammershøi lå Patti Smith. Hendes ankomst og indre liv fra New York i tresserne var for ham endnu en beskrivelse af et søgende menneske. Som ‘just kids’ afsøgte hun eksistensen i rock- og kunstmytologiens skueplads og han læste hende for at få gode råd. Lære af mesteren. Som en pudsig kommentar lå nederst i bunken Magisterbladet. Et link til hans faglige fællesskab og et vink fra virkeligheden. For i ordet ‘virkelighed’ indgår ‘virke’ og uden et sådant, er man et halvt menneske. I et øjebliks forundring beskuede han sin beskedne stigereol, som var fyldt fra gulv til loft med værker fra andre søgende, og tanken manifesterede sig for ham: ”Hvilke værker lærer jeg mest af?” Han kiggede på CDerne; manifester fra mænd og kvinder som enten var forudrettede, ulykkeligt forelskede, måske bare ville danse eller måske bare være i fred. Well, whatever, Nevermind. Over og under dem bugnede hylderne af bøger. Han havde læst dem alle og kunne lide at eje dem. Mest de skønlitterære men også de faglige. En manual til samtidskunst havde været ham en lise mangt en gang, men intet slog gensynet med Rosens Navn. Og han havde sjældent følt et liv så forklaret som Jonas Wergelands. Filmene var en anden vinkel – og enkelte var tidsindikatorer som musikken: Rare definerede pauser. Andre var tidstagere som en stormfuld dag på en Oslofærge. Men de var en del af denne søgen efter mening, som han selv ville være en del af. ”Jeg har ingen svar, men jeg vil altid søge dem”, sagde han højt for at forsøge at lyde dybsindig, men udsagnet virkede småt i selskabet med udsagnene fra stigereolen. Han klemte værkerne fra natbordet ind i den alt for overfyldte reol – en ”first world pain” tænkte han for sig selv. Han mærkede tørsten efter at søge vågne i sig men indså, at det desværre var blevet for mørkt udenfor til at sætte sig i hans stol ved vinduet og læse. I stedet drak han resten af vandet i glasset på natbordet. ”Vand fra i går.” tænkte han for sig selv. ”Jeg må hellere fylde det på ny.”

K. Ras

Hvor livet leves er der, hvor livet er.

Julen er en rejse tilbage til alt det der var engang og udleves på fordummens skueplads. I jagten på voksen-julen kan man påpege, at Glyngøre er barndommens land, men de voksne år startede et andet sted – ikke langt derfra….

Hvis man rent procentuelt skulle regne ud, hvor jeg tilbragte mest tid i min gymnasietid, ville et godt bud være i Rute 40 – bussen som kørte fra Glyngøre med retning mod Nykøbing Mors. Jeg har på ingen måde tal på, hvor mange gange jeg har siddet ved busstoppestedet på strandvejen og kigget udover fjorden. Som regel med discman’en lidt for højt i i ørerne. For skønt Glyngøre virkede som hele min verden i mange år, blev den på et tidspunkt for lille. Da jeg skulle vælge hvad livet efter folkeskolen skulle bringe faldt valget på sprogligt gymnasium og så måtte man søge udenbys. Og den by var Nykøbing Mors på øen hinsides fjorden. Nu lyder det som om, at det var en hel dagsrejse; i realiteten er det blot 10-15 min. i bus, men som 17 årig virkede det som en helt anden verden og det var starten på en udvikling, som har været i gang lige siden. En udvikling som bunder i en søgen efter åndsfæller, for hvor Glyngøre indeholdt barndomskammerater og ansporede mangt en interesse, så var det som om, at den mere generelle tendens omfavnede andre tendenser end dem som fangede mig. Gymnasiet var en anden historie. Her var det som om, at man mødte nogen med det samme Mind Set – men det var ikke nødvendigvis fagligheden der blev en fælles klangbund. Det var ikke interessen for latin eller passion for engelsk på A niveau der bandt os sammen. Tværtimod. Og det var bestemt heller ikke alle på gymnasiet, som der var lige meget overenstemmelse med, men der var alligevel nogen, hvor bølgelængden var den samme på tværs af interesser. Måske var det en udlængsel? Måske var det et syn vinkelt imod hele verden og ikke bare fra hånden til munden? Måske var det bare en trang til at gøre livet lidt sjovere, men der var ihvertfald et eller andet der gav genklang. En sjov detalje er, at som sproglig student endte jeg i en klasse med fortrinsvis piger – og denne tendens har faktisk holdt ved i alle mine valg efterfølgende. Både på Æstetiske fag på universitetet og nu også mit arbejde er der overvægt af kvinder. Måske er jeg bedre til at arbejde sammen med kvinder? (Noget min værnepligtstid i hvert fald understøtter – men det er en anden historie.)

Men Nykøbing og Mors generelt blev ret hurtigt mit andet hjem – suppleret med et øvelokale i Skive. Det var her mine få nære venner blev til flere og at åndsfæller begyndte at være normen frem for undtagelsen – og hvor jeg fandt nogen af de åndsfæller, hvoraf mange stadig hænger ved i mit liv i København. Voksenlivet – du ved. Og det er en del af mig som er blevet stærkere og fylder mere – også når det kommer til julens nostalgiske gensyn. Mange søger barndommens kammerater. Dem man delte folkeskoleårene med. Et fokus på Glyngøre. Men det er som om, at der er noget der hiver mig til Mors. Jeg kan mærke det d. 25. dec. Store gensyns-dag. I Glyngøre er det efterhånden et større arrangement med DJ og 500 deltagende – og skønt jeg altid deltager og såmænd hygger mig med at sige hej til folkeskolekammerater og deres små-søskende og blive opdateret på hvor, hvornår, hvem og hvor mange (børn!), kan jeg hurtigt mærke, at det er over ti år siden, at jeg begyndte at bevæge mig væk fra Glyngøre. Og så vil jeg gerne til Nykøbing. Det er lidt mere min arena. Det er såmænd ikke fordi, at der er noget i vejen med Glyngøre-gensynet. Det er blot en konstatering af, at det eneste man har til fælles med mange af de fremmødte er, at man er født det samme sted – og så kan en samtale hurtigt blive udtømt. Men kærligheden til barndommens land er der dog stadig. Den er blot ikke længere alene.

Min far undrer sig altid over hvorfor folk flytter fra udkants Danmark til de store byer. “Man kan da også blive sygeplejerske i Thisted!” er et af hans argumenter – og det har han såmænd ret i. Nogen hævder, at unge gerne vil være tættere på kulturudbud, men det bortviser min far ved at påpege, “at de jo alligevel sjældent går i biffen/teateret/til koncert og man kan da sagtens drikke sig fuld og feste i Thisted!”. Og det har han jo såmænd også – til dels – ret i. Men jeg ved godt hvorfor jeg allerede som 17-årig begyndte at søge væk. Skønt mit felt og mit hjerteblod er kulturen, var det ikke fordi jeg savnede en biograf i gå-afstand. Det var ikke at have mindre end 45 min. til et ordentligt koncertsted. Det var jagten på flere sjælefrænder – og for at slippe for dem jeg ikke gad at bruge tid på. Fornemmelsen fortsatte efter gymnasiet og fik mig på højskole, til Århus og til København – og måske skal jeg videre endnu. Hvor fornemmelsen kommer fra ved jeg ikke, men jeg kan huske den. Fra mine mange timer ved busstoppeestedet spejdende udover fjorden. En lille stemme i baghovedet: “Der må da være mere end det her?”

K. Ras.

5. del af juleføljetonen “Jagten på Voksen-julen”.

En side fra Brigdet Jones’ dagbog

I jagten på voksen-julen afsøger man ting som kvalificerer til den voksne tilstand. Disse ting vurderes af flokken; familien ved et meget specielt ritual: Julefrokosten d. 25 dec.

Lad det være sagt med det samme. Min familie elsker en god fest. Enhver lejlighed for at få en ordentlig brandert i gang får smilet frem på samtlige familiemedlemmer. I nogens ører kan det lyde som et forfærdeligt svigt, at jeg har set min far sove på toilettet og min mor antænde sit eget hår en nytårsaften, men festen er en grundtilstand for mine forældre (Mest for min far!). Det ligger i deres blod og jeg har altid set det som en styrke, at de tidligt har indviet mig i denne meget livsbekræftende situation. Denne festlige brandert i godt selskab. Jeg synes efterhånden også, at jeg har godt styr på den. Og i min famile kommer og går det gode selskab i form af fødselsdage, sølvbrylluper og sankt hans aftener, og skønt nogen måske holder på at der er visse kodeks der skal afholdes ved sådanne begivenheder, så kan de for min familie tage sig ud hvordan  det skal være – bare det er en god fest. Der er dog en enkelt event, hvor der er visse rettelinier som bør være til stede. Et årligt holdepunkt hvor året revideres, relationer gennemgåes og alt skal bringes up-to-date. Og her er det branderten der fasciliterer hele seancen.

Jeg taler ikke om nytårsaften, men om den traditionelle julefrokost d. 25 dec med min mors side af familien. Den nære familie. Min mors søstre, deres mænd – som også er min fars bedste venner – og mine fætre og kusiner, som mine søstre og jeg har leget med som små og som vi lever paralle liv med hvad angår uddannelse, karriere og kærlighed – først og fremmest kærligheden. For selvom alle i familien såmænd er interesserede i job og karriere er det kærlighedslivet det egentligt interessante. Ikke fordi at de er synderligt romantisk anlagt. Næh – konsekvensen af vi unges kærlighedsliv kan nemlig betyde, at der skal være plads til en ekstra ved bordet. En ny i flokken – og da flokken jo er den samme hvert år, er en nytilkommen morderligt interessant!

Julefrokosten d. 25 er den ultimative kærestetest. Er vedkommende først med til den, så er de for alvor på vej ind i varmen. Men underlagt familiens hjertevarme smil ligger der noget og ulmer… Der er visse ting man skal leve op til for at blive regnet som fuldgyldigt medlem af flokken. Det er her den selskabelige brandert kommer ind i billedet. Først og fremmest kræver det humor at sætte sig ved bordet – og gerne en selvironisk en af slagsen. Man skal gerne anlægge lige dele fanden-i-voldskhed og stik-lige-en-finger-i-jorden attitude. Du skal kunne tage lidt pis på din egen person.
Kan du fortælle en god historie vinder du min onkel Arnes hjerte – og så er du allerede godt på vej. Så skal du kunne drikke snaps – eller i hvert fald have lyst til at smage på den. En decideret snapsebrandert er forbeholdt de store hanner ved bordet, men er du kvinde, giver det et nøk i hatten at drikke snaps. En sjov hobby, skør ting eller underlig fascination kan også hæve dig i agtelse. Jeg har altid forestillet mig, at et af de bedste kort man som kvinde kunne spille for at gøre indtryk er, at undskylde sig fra selskabet fordi, at man skal ud og ryge pibe. Den historie ville min far kunne underholde med et helt år. Generelt skal man være en selskabsløve. Lytte interesseret, grine højlydt. Man skal holde sig fra politik – det skaber så ofte dårlig stemning. At holde af traditionel dansk julemad er også en fordel, men ikke et must, men alfa og omega er, at holde liv i den selskabelige brandert og have festen for øje.

Det er længe siden jeg har udsat nogen kæreste for denne prøvelse og efterhånden som mine søstre, fætre og kusiner har fået kærester og nu også børn, begynder stolen ved siden af mig at blive en anelse varm. Min kusine har allerede spurgt ind til kærlighedslivet. Hun kunne ikke vente til den 25. Det er voksen julens indhold nummer 1, som jeg igen i år ikke kan udfylde. Mit forsvar imod det plejer at være, at klæde mig upåklageligt og – nå ja – drikke mig godt vissen. Det tager brodden af de mærkeligste spørgsmål (“Jamen er der da ingen piger på det universitet?” – ” Jo – det er faktisk nærmest udelukkende piger!”. *Underlig tavshed…..*). I år har jeg fået rødvin på min gode skjorte, så ingen upåklagelig påklædning, men jeg tager det i stiv arm. Eller også vælger jeg bare at blive stiv. Jeg er på vej derop nu. Selv min lillesøster skal have sin kæreste med. I år er det hos min moster og onkel. Det bliver en fest som altid, men som de seneste år – på en lidt underlig klangbund. Spørgsmålet hænger i luften: “Hvad skal der blive af Kristian?”

K. Ras

4. del af juleføljetonen ‘Jagten på voksen-julen.”