En mand er en mand er en mand

______-----_____


Langt ovre mod vest står der en mand med blikket rettet ud over havet. Landet omkring ham er fladt som en pandekage og strandfuglene bor der. Ved en by ældre end tanken om Danmark, står han og venter på en ny begyndelse. Hver dag tager han en beslutning om at ændre sit liv – om at gøre noget ved det. Men hver gang han beslutter sig, drukner handlingen som et skrig under vand. For skønt vinden i ansigtet giver forløsning og føles som underskrivelse af kontrakten, så blæser den også livet generelt henover ham og stjæler tid og plads.

På en bar i Århus sidder der en dreng – som ligner manden fra vest – med gamle venner omkring sig. Men han er den dreng, som han var engang, som de alle omkring bordet var drenge engang. Hans skæg er måske længere og han kan binde et slips, men han vil stadig hellere drikke sig fuld og sove på en fremmed sofa end møde mandag igen.

På en scene i København stod engang en fyr og lavede det, han elskede. For når han stod der kunne han glemme tid og rum og bare synge og spille. Med guitaren om halsen kunne han råbe det, han følte ud i hovedet af de fremmødte – og det hele ville føles rigtigt, men også slet ikke føles af noget. Han ville bare… være. Være til og være den, han troede, han var. Gøre det, han var god til. Men den fyr har været væk længe og er dybt begravet i en mand som står langt ovre mod vest.

På en mark i Roskilde sidder en fyr i en stol lavet af en ramme øl. Han tænker på livet og venskaber og snakker om sex, musik og om at glemme sig selv. Han har solbriller på og kigger på folk der går forbi – smiler til tilfældige piger. Fulde folk synger og ghettoblastere spiller one-hit-wonder-of-the-year. Han synes nogen er for gamle til at være her og nogen ALT for unge. Imens ryger han en smøg, velvidende den er dårlig for ham, og føler sig lidt kikset og tilfreds på samme tid.

På et jobcenter i København sidder en mand som altid har været god i skolen. Han har gjort det rigtige, hørt efter i timen og følt, at han fyldte sin plads i verden. Men den plads findes ikke og på den anden side af bordet sidder en mand og siger, at der ER ting, han kan gøre. ”Din uddannelse er god og du har et imponerende CV”, så det handler om den gode ansøgning. Men imellem alle mandens ord kan han godt høre, at han skulle have gjort det hele anderledes.

I en udestue ved Limfjorden sidder en søn, som er hjemme en sjælden gang. Han gør ikke meget væsen af sig, men fylder meget for forældrene som er omkring ham. Men inde i ham selv har noget revet sig løs, for han har været der i mange dage. En sten som ruller og ramler rundt i hans krop. Den siger, at han snart må tilbage til sit eget. Det er en dobbeltfølelse, for han elsker sine forældre, men han har også brug for sit eget sted, sin egen ting.

Et sted i København ligger en dreng vågen i natten. For han har endnu engang skrammet sit hjerte på en pige. Måske endda lidt med vilje. Og via selvtortur med musikalske youtube videoer med alt for store følelser prøver han at sluge det faktum, at han måske ender alene – eller at hende han skulle have været sammen med, måske allerede har været der.

Et sted ude i fremtiden sidder der en far. Hans børn er unge, men han er gammel og det er pludseligt gået op for ham, at han måske ikke får sine børnebørn at se. For han kom for sent i gang og tiden går og går. Og nu er han begyndt ikke at kunne huske, om han låste fordøren eller ej.

I manden ude mod vest bor alle drengene og mændene, fædrene og fyrene. Han hører viberne fløjte verdens korteste sang. Den handler om den mulighed, han ikke kunne gribe, fordi han ikke kunne rumme den. Han spytter på jorden og synker engang; fyldt med lysten til noget andet men ved, at det nok ikke kan være anderledes. ”Man er den, man er. Satans også….”

 

 

Over min gård om tusinde år.

Karlsvognen hænger lige over min gård. Som den sikkert gør over din. Den er et løfte, et svar og en forbandelse. For kigger du op så minder den dig om, at en stjerne lyser klarere end dig – Men også at du er tilstede. Du kan nemlig huske den. Den har fulgt dig – altid. Kan du huske, at du ikke har kunnet genkende den? Jeg kan ikke. Den har været konstant. Konstant tilstede. Lysende som en konstellation du vidste aldrig ville ændre sig. Ude i verdensrummet er der noget som aldrig ændrer sig selvom tingene på jorden gør. Den er makrokosmos og du er mikro. Åh så mikro. Du genkender den igen, selvom den der kiggede op på den sidst måske havde noget andet på hjerte – eller noget andet i tankerne. Måske var den lidt på et andet led sidst. Ja – måske var den mere drejet mod venstre. Her i min gård er den, det eneste der lyser. Jeg nyser – ramt af en dansk sommerdags udgave af tropenat. Kold som bare fanden. Jeg ved, at den er der igen i morgen. Måske ikke over min gård, for jorden drejer, men karlsvognen bliver på sin plads. Jeg drejer med – jorden altså. På 28. år suser den forbi min gård som om intet er hændt. Hastigheden er ikke til at ane, men jeg ved, at den rejser fra mig. Min tid er begrænset. Den er evig og mine børn, som endnu blot er en tanke, vil på et eller andet tidspunkt kigge op og genkende den som jeg gør nu. Jeg tænder en tændstik i mørket. Bare for at lyse lidt med i alt tomheden. Måske ser den min lille flamme. Måske suser den bare videre som den har gjort i århundrede. Et sted vælter en kat en skraldespand. Nørrebro har sin konstante summen af liv. Et liv i alt mørket. Min lille flamme lyser et hjørne op som kun er for mig. Jeg forsøger at rime et lille vers for mig selv, men det eneste det bliver til er en spag mumlen. Intet der er godt nok til at råbe ud i universet. Jeg folder mine hænder, for jeg fryser. I mellem mine fingre mærker jeg mit hjerte slå. Badabum, badabum. Ikke bas nok til at ryste jorden under mig, men nok til at få blodet til at flyde. Karlsvognen blinker en enkelt gang tilbage. Foran den hænger en rød prik. En flyvemaskine med håbefulde fremmede der lander i København for at finde en storby-fornemmelse. Well – jeg kan fortælle jer om den. Den er lige her i min gård. I en lille prik imellem tusinde andre der håber, at lyset fra universet en dag ser et lille lys i dig.

Hvad hjertet er fuldt af.

“Sschhh – Han sover nu – gør han ikke?”

“Jo det tror jeg, at han gør. Han falder som regel i søvn om eftermiddagen lige for tiden”

“Ja – Det er noget mærkeligt noget… Ej – han rørte på sig. Er du sikker på han sover?”

“Øjeblik… Kristian? Kristian? KRISTian?. Han sover helt klart.”

“Godt. Det ville være noget værre noget, hvis han opdagede os.”

“Hvordan skulle han opdage os? Vi er her jo ikke rigtig. Eller vi er her jo, men han kan ikke se os.”

“Han kan da sagtens se os.  Han kan se os i sine rande under øjnene. Han kan se os i den bunke på sit skrivebord.”

“Ja – Han kan se os i sine dårlige beslutninger – og i sine gode.”

” Og han kan se os i sin kalender!”

“Åh ja – hans kalender! Er du gal! – Der kan han virkelig se os!”

“Hvilken farve er du?”

“Jeg tror, at han skriver mig ind med en blå farve. Med mærkaten ‘STUDIE'”

“Okay – Jeg er gul.”

“Hvem er grøn så?”

” Det er ham der der kun kommer engang i ugen. Vi to er her hele tiden. Os og lilla”

“Ja – men ikke så meget, når han sover. Så kan vi blot vente på, at han kommer i tanke om os igen.”

” Ja –  eller når han er fuld. Så er hans opmærksomhed svær at fange – eller han gør i hvertfald en stor indsats for at undgå at tænke på os.”

“Alle folk spørger altid til mig, selvom han egentlig helst ikke vil snakke om mig, når han har “fri”. Men folk ved jo, at han er ved at være færdig på kandidaten – og eftersigende skulle jeg være en kæmpe hurdle at komme over.”

“Han vil altid gerne snakke om mig – men det er som om… Det er som om at der er en lille smerte forbundet med at snakke om mig. Smerte fordi at han ved, at jeg ikke kan blive ved med at være en del af hans liv. Det er lidt ironisk som vi sidder her. Når han er færdig med dig, bliver han fyret fra mig.”

“Godt at han kan fylde kalenderen med lilla.”

“Ja gudskelov for lilla – men lilla har jo altid været der. Spillede han ikke allerede musik, da du kom til?”

“Jo jo – Faktisk måske endda mere end han gør nu. Han skrev måske bare ikke det hele ind i kalenderen.”

“Det er jo nok vores skyld.”

“Ja – og det er vores skyld, at han sover. ”

“Ja – Jeg tror ikke kun, det er udmattelse.”

“Nej. Det er nok også lidt flugt. Specielt fra mig.”

“Ja.. Nu rører han på sig. Tror du det er dig eller mig der vækker ham?”

“Jeg ved det ikke.. Han har været lidt mærkelig de sidste par uger. Det er som om, at det er noget andet der vækker ham. Det er i hvertfald ikke os han tænker på, når han sidder til langt ud på natten og kigger ud af vinduet.”

“Nej –  ikke de sidste par uger, nej. Det er som om… Det er som om, at der er et eller andet vi ikke kan se. Noget som ikke står sammen med os på siderne i kalenderen.”

“Ja – hans tanker vandrer. Ikke mod os, men mod noget andet.”

“Det er et underligt paradoks – Det virker som om, at han tænker mere på de få huller i kalenderen, han ikke kan fylde ud end han tænker på os som fylder den. Eller det har måske mere noget at gøre med, at han gerne ville kunne fylde de huller ud med noget. Eller nogen.”

“Måske har du ret.”

“Har du ikke hørt ham tale med sig selv?”

“Egentlig ikke. Jeg er jo mest sammen med ham på læsesalen.”

“Den anden dag sad han og forberedte sig til en omvisning, men pludselig gik han i stå og sad og kiggede ud i værelset. Han stirrede på den røde lampe på stereoanlægget og det var som om, at han blev grebet af et eller andet. Så sagde han pludselig ‘Hvor længe skal jeg stå på standby’?”

“…..Det lyder underligt, men det giver måske meget god mening. Han virker som om, at han venter på noget.”

” Venter imens han har skide-travlt!”

“Ja. Nu er kl. 17:30. ”

“Det er her omkring, han plejer at vågne. ”

“Jeg er klar. Hvis han bruger noget tankevirksomhed i dag, bliver det sikkert på mig. ‘Den intermedielle relation’ – you know!”

“Okay – men jeg har ham hele dagen i morgen – ikke?”

“Helt sikkert – i morgen er han din.”

“Sejt.”

“…..”

“…..”

“…….”

“Tror du, han drømmer drømmen igen? Eller skulle man sige: mareridtet?”

” Det ved jeg ikke. Det håber jeg ikke. Ellers skal han til at farve sin kalender sort, hver gang han sover.”

” Jeg håber det bedste for vores ven.”

“Det gør jeg også.”

” Og jeg håber hans vågne drømme slår til.”

” Vi må gøre vores bedste for, at det sker.”

“Så! Nu vågner han!”

Sejlivede fænomener

Ganske i genoplivelsen af juleføljetonens ånd er julen en tid for tilbagevendende episoder – og det til trods for, at man måske er på jagt efter noget som føles anderledes….

Her kunne jeg have skrevet om en masse ting. Jeg kunne have fortalt om den 23 dec. Dagen hvor alle som skal komme til Glyngøre ånder lettet op fordi, at de nu er samlede. Jeg kunne have skrevet en lang tekst om menuen, som jo med visse variationer ligner sig selv. Jeg kunne også have fortalt om den sandwich fra Sole Mio i Nykøbing Mors som efterhånden er en fast bestanddel af alle hjemrejser. I dag blev den en del af de sidste regnvåde juleindkøb. Jeg kunne have skrevet om temperaturen i stuen, som min far holder fornuftigt over de 25 grader (!!!). Alternativt kunne jeg have påpeget, hvordan jeg altid lige stiger op på mine forældres badevægt og konstaterer, at den som altid viser 63 kg. På tværs af alder. Jeg kunne også have påpeget en af de mest sejlivede traditioner i vores families regi: Den ceremonielle pyntning af juletræet d. 23 om eftermiddagen. Hvordan mine søstre og jeg pakker alle vores forældres julekugler fra 80’erne ud og griner over glædelige gensyn med hjemmelavet julepynt. Løvtræs bamsen med nissehuen som jeg har savet ud i mit ansigts sved i mellemskolen. Min lillesøsters imiterede julehjerte bestående af skaktern limet på en hjerteskabelon. Ud-filtringen af dannebrogsflagene med min fars efterfølgende bemærkning om, at ingen der har siddet i fængsel vil have flag på juletræet, fordi han har hørt, at det er fængselsfanger der laver dem. Derefter diskussionen om det skal være lamettaen eller sølv-guirlanden. Alt sammen emmende af juleferie og familie.

Men sejlivede som alle disse traditioner er, kunne de ikke hamle op med Die Hard på Tv 2. Beklager at den tog min opmærksomhed. Jeg skal gøre mit bedste for at vende tilbage i morgen.

K. Ras.

3. del af min juleføljeton 2011 “Jagten efter voksen-julen!” 

Julen kommer før end vi ved

Det er den tid på året, hvor traditioner vækkes – og juletraditioner er svære at slå ihjel. Også her på bloggen. Det er aften på Nørrebro og mit gulv er koldt som altid. Kalenderen siger, at dagen er årets korteste, så mørket har været her længe. Eftersigende er det på retur i morgen. Lyset vender tilbage og vi gør os alle klar til at fejre lyset. Med julen. Julen står for døren. Jeg har også gjort mig forberedelser. Ikke at der er så voldsomt mange, men forberedelsen til julen udmønter sig ikke blot i fysiske ting. Man forbereder sig til dens indtræffen. Man venter på, at den rammer én. Nogen kalder det julestemning, andre kalder det en kaotisk tilstand. Nogen venter på glade børn. Andre venter skrigende børn. Nogen venter på syngende korpiger på Købmagergade. Andre undgår Frelsens Hær. Der er nogen der mener, at julepynten bliver hængt op for tidligt og andre savner den omkring Mortens aften. Skønt julen er til for alle, har vi alle hver vores definition – og oftest kan man først selv huske den i det sekund man udbryder ”NU er det jul!” Min jul starter mange steder. Det første jeg mærker til den, er nok en lille angst. Den handler om togtrafik. For som født i det fjerne Jylland, indebærer min jul en tur hjem til mine forældre. En tur som DSB som oftest står for. Tanken popper op allerede i november. ”Køb en pladsbillet!” – for Jylland er et populært rejsemål i julen. Pludselig vil ALLE til Jylland. Ja – Jul er også en tid, hvor alting bliver vendt på hovedet. I år nåede jeg at bestille den, men måske var det Jesus eller Julemanden eller hvem ved der sendte et signal. En strejke kom og mindede mig om, at det måske ikke er besværet værd. Så jeg har nu et lift med min søster. Så jeg kan sætte ”tjek!” ved hjemrejsen. Så er det gavetid. Og problemet her er ikke så meget, hvad jeg skal give mine nærmeste. Jeg anser sig mig selv for at være ret god til gaver. For mig er det en slags kommunikationsopgave med afsender → produkt → modtager. Og denne disciplin har jeg snart en kandidatgrad i, så det burde også være nemt klaret. Næh – det svære ligger i, hvad JEG ønsker mig. Jeg ønsker mig mange ting. Med et budget som mit er der mange drømme, men mine juleønskeseddel er også en slags kommunikationsopgave – og her er det i høj grad modtageren der er i fokus. Ikke modtageren af gaverne (mig!), men modtageren af listen. Ser du, kære læser, jeg ønsker mig mange ting, men juleønskeseddelen bør i høj grad indeholde ting, som man kan anskaffe i Vestjylland, da det er der min kernemodtager skal gøre sine indkøb. Jeg ved ikke om du har fulgt med i medierne om butiksdød i udkants-Danmark, men det ser skidt ud – og der findes også produkter, som man aldrig har kunnet få på min hjemegn. En LP er et godt eksempel. I hvertfald ikke i min tid. Som en service sorterer jeg derfor min ønskeseddel til at vægte imod ting, man kan skaffe i Jylland. Jeg bliver glad for alle gaver, men jeg ved hvilken tryghed der findes for min familie i, at de kan give mig noget som de ved, jeg ønsker mig. Og den tryghed er måske mit største ønske. Det og så min egen lejlighed – men hey! – Sådan een er lidt svær at pakke ind. Men det var ønskerne – ”Tjek” ved dem også. Gaverne fra mig selv hiver jeg som regel ind på en dag (Man er vel en mand), men i år brugte jeg faktisk to. Med en lille niece i familien er det pludselig blevet lidt af et eventyr at besøge Fætter BR. Det er ikke et sted, man kommer så meget som single fyr. Jo – hvis man skal have noget lamt til en klæd-ud fest eller en polterabend. Men de er også på plads – så ”Tjek” ved dem. Så det jeg vil frem til, kære læser, er, at julen så småt er ved at være indtruffen her hos mig. Mit småkolde ydmyge værelse har ganske vist ingen julepynt udover en skrabejulekalender og fire lys i vindueskarmen, men FORNEMMELSEN, Stemningen, Tilstanden er ved at være der. Alle forberedelserne er i hus. På sengen står min taske til hjemrejsen i morgen. I år er den ret proppet. Det bliver nemlig en lang jul. Den varer ikke helt til påske, men jeg vælger at blive hjemme lidt længere tid i år. Måske finder I ud af hvorfor. Jeg har i hvertfald tænkt mig at genoptage en gammel tradition her på bloggen. En juleblog. Juletilstanden fik vi jo forklaret for nogen år siden, men jeg ved ikke… Måske bliver denne jul noget særligt. Jeg føler i hvertfald et behov for, at den skal dokumenteres. Og du, kære læser kan følge med lige her. En blog om dagen. Håber vi ses. K.Ras Første del af juleføljetonen 2011.  For at se juleføljetonen 2009: “Min juletilstand forklaret” klik her: Julen 2009 – 1. del: På den anden side af det store hvide ligger stilheden

I mørkets hjerte.



Udover en ualmindelig trækvind, så var cykelkælderen ikke anderledes end den plejede at være. Man bør nok kalde den P-kælderen, for det var jo det, den var. En Parkerings-kælder for biler. Cykelkælderen var blot en dør i bagvæggen i det store rum, hvortil han havde en nøgle til den automatiske port. Når han satte nøglen i den elektriske lås svingede porten op – langsomt. Meget langsomt – som for at åbenbare P-kælderen. For ham var den en cykelkælder. En bil havde han aldrig haft, ej heller havde han intentioner om at få en lige foreløbig. Så det forblev en cykelkælder. Da porten denne dag svingede op var det en stormfuld dag udenfor og den ualmindelige træk blæste ham indenfor – og med den lille 40 graders hældning ned i kælderen, så fik han rimeligt meget fart på. Et øjebliks fartrus fik ham til at løfte fødderne fra pedalerne og svæve med på vinden. Forbremsen var røget, så nu var han i dens nåde. Han tordnede igennem kælderen og i stedet for at bremse, drejede han et par gange rundt om et par betonsøjler. Stadig med stor hast styrede han mod den lukkede dør i bagvæggen, hvorpå der med underlig sirlig håndskrift stod “Cykler. Barnevogne”. Det havde altid undret ham denne sirlige – lidt for fine – detalje i den mørke kælder. For mørk var den. Ligemeget hvilken dag det var udenfor, var det aldrig dagslys der lyste den op. Lysstofrør gjorde den tisgul og alle bilerne fik den samme mørkeblå farve – ja undtagen den hvide toyota carina som blev – nå ja – tisgul.
Der lød et højt brag, da han hamrede ind i den lukkede dør til cykelrummet. Han blev stående lidt med hænderne på styret – underligt ophidset. Vinden tudede igennem porten til P-kælderen som nu var ved at lukke sig bag ham i den anden ende af kælderen. Som en usynlig butler. En hjælpende ånd. Han kunne mærke, at han pludselig var forpustet og midt i den tomme P-kælder tog han sig i, at smadre sin hånd mod døren til cykelrummet, så det rungede imellem betonvæggene. Han var vred – men ikke på nogen bestemt. Han ulmede bare. Som en rotte i et bur. Han låste sig ind i cykelrummet. Rummet var en lang, smal korridor med cykler – nogen brugt i dag, nogen efterladt i årevis. De rustne gear på den blå mountainbike vidnede om en trend fra slut-halvfemserne der havde lidt en langsom død. Som den eneste af sine naboer brugte han stativet – for sådan var han. Han vidste godt, at man udnyttede pladsen bedst ved at bruge stativet og han viste hensyn til de her mennesker, som han ikke kendte. Naboerne – som åbenbart ville skide på ham. Nøglen sad fast i cykellåsen igen og han blev nød til at lave den lille dans, som han nu havde lavet i en tre måneders tid. Vrikkedansen. I ved – den hvor man står med hovedet helt nede ved låsen og lirker nøglen ud men først efter, at man har prøvet at hive den ud med tænderne og har bøjet det plastic som sidder på selve nøglen – og så bandet. Bandet som ind i helvede. Da den endelig gav sig var blodet atter løbet ham til hovedet. Samtidig slukkede det automatiske lys og han stod pludselig i bælgravende mørke og kunne høre ekkoet af sine åndedræt blive kastet tilbage ned igennem den smalle korridor. Det var her en tanke opstod hans i hoved. Et citat som så mange andre. Selvfølgelig fra en sang. Og som fra en fremmed mund hørte han pludselig sin sangstemme runge i mørket – fjernt imellem betonvæggenes ekko:

“While you make pretty speeches,
I’m being cut to shreds…
You feed me to the lions,
a delicate balance…

And this just feels like
SPINNING PLATES!!
I’m living in cuckoo land…”

Da den sidste klang havde lagt sig, tændte lyset igen. Han havde taget sig til brystet. I lommen var hans mobiltelefon og en pludselig rystelse havde hevet ham ud af øjeblikket. Opløftet tjekkede han displayet. Det var Telenor. De udførte vedligeholdelse på nettet, så han ville kunne opleve forstyrrelser. Han sukkede for sig selv. “En enkelt forstyrrelse ville nok ikke være det værste” tænkte han og bevægede sig ud af døren til cykelrummet.

Der falder sne på et bjerg i østen


Der falder sne på et bjerg i østen.

Lyst og tyst

Med ingen anden agenda

end at være et lysglimt og til trøst.

Og på bjerge i svimlende højder

Findes forhåbentligt en plads

Til den som rummer andre

Som fylder halvtomme glas.

Der hvor sneen falder er der, hvor solen stiger

Og når sneens tid er fordampet

Så skinner klarest en regnbuebro

Til dem som lyset har savnet.

Den mørke nat er den lyse dag er den mørke nat….

Jeg tør ikke løfte blikket. Solen er bag en sky. Regnen kommer ind i min anorak. I lommen har jeg nøgler til muligheder og tomme rum. Hvide kuber. Mine tanker kredser om de tomme rum. Rum som jeg eller andre fylder. Med kunst. Med lyd. Med reminiscenser af mig. Og af andre mennesker. Udsagn fra a til b. Eller måske a til a. B til b. Bæ til bæ. Jeg føler tomrum – med plads til ommøblering. I det døde rum opstår vakuum. Jeg kvæles af det indre rum. Min tyngde forskydes. Før blev jeg trukket ned, så frem, nu lidt tilbage igen. Penge ryger i et sort hul på jagt efter stjernedrømmene. Jeg falder bagover men lander i armene på venner der kigger på mig efter svar. Jeg åbner munden og ud flyver en sommerfugl som hastigt forpuppes og atter bliver til en larve. Min mave rumler. En levende oppustethed gør mig bevidst om min mavesæk. Den vækker mig om natten med rumsteren og sender syn ind i mine drømme. Jeg er i junglen. Jeg står ved en jernbane. Nogen jagter mig, men jeg er naglet til jorden. Mænd med geværer finder mig – kalder mit navn i vrede – bevæger sig lige igennem mig. Som skibe gennem tåge. Ude af min krop ser jeg det ske. Mit blik er andet steds. På tre børn bag en jernbaneskinne der beskuer mig på afstand. Lokomotivet kommer – over de tre drenge. De sønderrives af hjulene, passerer fra et hjul til det næste. Slow motion. De ruller med hjulene rundt som var det tandhjul. For hvert hjul bliver der mindre og mindre af dem. Kroppe bliver til lemmer, ansigter til skeletter, barnegråd til stilhed. Blodet gør skinnerne røde. Togets bremser hviner fjernt – blandes med mit tavse skrig. Slow motion. Det sker omkring mig. Jeg vågner. Sveden har vædet lagenet. Nat på Nørrebro. Storbyjungle. Min hvide krop skinner i natten. Spejlet på væggen viser en skikkelse i mørket der hiver efter vejret. Søvnløshed gør mig ved siden af mig selv…

Et mareridt overtager min dagdrøm.

– og i morgen er der endnu en dag….

Opus.

Jeg giver efter for en gammel ven.

Han sidder i min hals.

Han sidder i min krop.

Han er mit ondeste øjeblik og det lyseste af min sjæl.

Når han viser sig kommer han ud af mine fingre

eller svinger sig ud i lokalet – forløst af mine stemmebånd.

Når jeg snakker med ham på dansk, kan han få mig til at græde

På engelsk er han på sikker afstand.

Nogen gange deler jeg ham med andre,

Men for det meste holder jeg ham for mig selv.

Mange spørger til ham, men jeg vil helst selv bestemme, hvornår de skal møde ham.

Når jeg græder er han aldrig langt væk

og jeg bruger ham til at få andre til at le.

Jeg hører ham på en sommerdag

og i den mørkeste vinter.

Der er sider af ham jeg endnu ikke forstår og som jeg måske aldrig kommer til.

Han bestemmer alt i mit liv

men har måske ikke haft nok at sige

men det er slut nu.

Det er i ham, jeg er allerstørst

og i ham jeg møder min egen utilstrækkelighed,

for i mit hoved hører jeg ham klart og tydeligt

men han vil ikke ned på papir

og jeg kan ikke få alt af ham ud.

Han er sort, hvid, dur og mol.

Han binder min tankestrøm sammen

og rammer mit liv ind i rim og råb.

Han er min bedste ven

og han er mig.

Ode til her og nu

I natten skræpper en natteravn

en sang om min nære fremtid

om sand forfald og nyfalden sne

om små- og storheds vanvid.

Sneen falder tyst om kap

med de beskeder fuglen synger

“Alt hvad dig nu løfter op

Skal blive det der dig tynger”.

Bag den grå himmel en månestråle

formålsløst skinner.

Den når kun det nærmeste kirketårn

og ej kulden fra mig tvinger.

For denne nat en sandhed kom frem

som man måske altid har vist

at troen på sig selv skal være stærk

men vinder måske ikke til sidst.

Men når alt er brændt og alt er tabt

og minder gemt ned i en kiste

så synger en fugl en anden sang

og glemt er det der forliste.

Men lige nu er natten sort som min sjæl

en slutning der af kan man drage

er man sneblind kan selv en sølle natteravn

blive en stormvejrs-krage.