Langt ovre mod vest står der en mand med blikket rettet ud over havet. Landet omkring ham er fladt som en pandekage og strandfuglene bor der. Ved en by ældre end tanken om Danmark, står han og venter på en ny begyndelse. Hver dag tager han en beslutning om at ændre sit liv – om at gøre noget ved det. Men hver gang han beslutter sig, drukner handlingen som et skrig under vand. For skønt vinden i ansigtet giver forløsning og føles som underskrivelse af kontrakten, så blæser den også livet generelt henover ham og stjæler tid og plads.
På en bar i Århus sidder der en dreng – som ligner manden fra vest – med gamle venner omkring sig. Men han er den dreng, som han var engang, som de alle omkring bordet var drenge engang. Hans skæg er måske længere og han kan binde et slips, men han vil stadig hellere drikke sig fuld og sove på en fremmed sofa end møde mandag igen.
På en scene i København stod engang en fyr og lavede det, han elskede. For når han stod der kunne han glemme tid og rum og bare synge og spille. Med guitaren om halsen kunne han råbe det, han følte ud i hovedet af de fremmødte – og det hele ville føles rigtigt, men også slet ikke føles af noget. Han ville bare… være. Være til og være den, han troede, han var. Gøre det, han var god til. Men den fyr har været væk længe og er dybt begravet i en mand som står langt ovre mod vest.
På en mark i Roskilde sidder en fyr i en stol lavet af en ramme øl. Han tænker på livet og venskaber og snakker om sex, musik og om at glemme sig selv. Han har solbriller på og kigger på folk der går forbi – smiler til tilfældige piger. Fulde folk synger og ghettoblastere spiller one-hit-wonder-of-the-year. Han synes nogen er for gamle til at være her og nogen ALT for unge. Imens ryger han en smøg, velvidende den er dårlig for ham, og føler sig lidt kikset og tilfreds på samme tid.
På et jobcenter i København sidder en mand som altid har været god i skolen. Han har gjort det rigtige, hørt efter i timen og følt, at han fyldte sin plads i verden. Men den plads findes ikke og på den anden side af bordet sidder en mand og siger, at der ER ting, han kan gøre. ”Din uddannelse er god og du har et imponerende CV”, så det handler om den gode ansøgning. Men imellem alle mandens ord kan han godt høre, at han skulle have gjort det hele anderledes.
I en udestue ved Limfjorden sidder en søn, som er hjemme en sjælden gang. Han gør ikke meget væsen af sig, men fylder meget for forældrene som er omkring ham. Men inde i ham selv har noget revet sig løs, for han har været der i mange dage. En sten som ruller og ramler rundt i hans krop. Den siger, at han snart må tilbage til sit eget. Det er en dobbeltfølelse, for han elsker sine forældre, men han har også brug for sit eget sted, sin egen ting.
Et sted i København ligger en dreng vågen i natten. For han har endnu engang skrammet sit hjerte på en pige. Måske endda lidt med vilje. Og via selvtortur med musikalske youtube videoer med alt for store følelser prøver han at sluge det faktum, at han måske ender alene – eller at hende han skulle have været sammen med, måske allerede har været der.
Et sted ude i fremtiden sidder der en far. Hans børn er unge, men han er gammel og det er pludseligt gået op for ham, at han måske ikke får sine børnebørn at se. For han kom for sent i gang og tiden går og går. Og nu er han begyndt ikke at kunne huske, om han låste fordøren eller ej.
I manden ude mod vest bor alle drengene og mændene, fædrene og fyrene. Han hører viberne fløjte verdens korteste sang. Den handler om den mulighed, han ikke kunne gribe, fordi han ikke kunne rumme den. Han spytter på jorden og synker engang; fyldt med lysten til noget andet men ved, at det nok ikke kan være anderledes. ”Man er den, man er. Satans også….”
How not to drown kittens. 