Hvad hjertet er fuldt af.

“Sschhh – Han sover nu – gør han ikke?”

“Jo det tror jeg, at han gør. Han falder som regel i søvn om eftermiddagen lige for tiden”

“Ja – Det er noget mærkeligt noget… Ej – han rørte på sig. Er du sikker på han sover?”

“Øjeblik… Kristian? Kristian? KRISTian?. Han sover helt klart.”

“Godt. Det ville være noget værre noget, hvis han opdagede os.”

“Hvordan skulle han opdage os? Vi er her jo ikke rigtig. Eller vi er her jo, men han kan ikke se os.”

“Han kan da sagtens se os.  Han kan se os i sine rande under øjnene. Han kan se os i den bunke på sit skrivebord.”

“Ja – Han kan se os i sine dårlige beslutninger – og i sine gode.”

” Og han kan se os i sin kalender!”

“Åh ja – hans kalender! Er du gal! – Der kan han virkelig se os!”

“Hvilken farve er du?”

“Jeg tror, at han skriver mig ind med en blå farve. Med mærkaten ‘STUDIE'”

“Okay – Jeg er gul.”

“Hvem er grøn så?”

” Det er ham der der kun kommer engang i ugen. Vi to er her hele tiden. Os og lilla”

“Ja – men ikke så meget, når han sover. Så kan vi blot vente på, at han kommer i tanke om os igen.”

” Ja –  eller når han er fuld. Så er hans opmærksomhed svær at fange – eller han gør i hvertfald en stor indsats for at undgå at tænke på os.”

“Alle folk spørger altid til mig, selvom han egentlig helst ikke vil snakke om mig, når han har “fri”. Men folk ved jo, at han er ved at være færdig på kandidaten – og eftersigende skulle jeg være en kæmpe hurdle at komme over.”

“Han vil altid gerne snakke om mig – men det er som om… Det er som om at der er en lille smerte forbundet med at snakke om mig. Smerte fordi at han ved, at jeg ikke kan blive ved med at være en del af hans liv. Det er lidt ironisk som vi sidder her. Når han er færdig med dig, bliver han fyret fra mig.”

“Godt at han kan fylde kalenderen med lilla.”

“Ja gudskelov for lilla – men lilla har jo altid været der. Spillede han ikke allerede musik, da du kom til?”

“Jo jo – Faktisk måske endda mere end han gør nu. Han skrev måske bare ikke det hele ind i kalenderen.”

“Det er jo nok vores skyld.”

“Ja – og det er vores skyld, at han sover. ”

“Ja – Jeg tror ikke kun, det er udmattelse.”

“Nej. Det er nok også lidt flugt. Specielt fra mig.”

“Ja.. Nu rører han på sig. Tror du det er dig eller mig der vækker ham?”

“Jeg ved det ikke.. Han har været lidt mærkelig de sidste par uger. Det er som om, at det er noget andet der vækker ham. Det er i hvertfald ikke os han tænker på, når han sidder til langt ud på natten og kigger ud af vinduet.”

“Nej –  ikke de sidste par uger, nej. Det er som om… Det er som om, at der er et eller andet vi ikke kan se. Noget som ikke står sammen med os på siderne i kalenderen.”

“Ja – hans tanker vandrer. Ikke mod os, men mod noget andet.”

“Det er et underligt paradoks – Det virker som om, at han tænker mere på de få huller i kalenderen, han ikke kan fylde ud end han tænker på os som fylder den. Eller det har måske mere noget at gøre med, at han gerne ville kunne fylde de huller ud med noget. Eller nogen.”

“Måske har du ret.”

“Har du ikke hørt ham tale med sig selv?”

“Egentlig ikke. Jeg er jo mest sammen med ham på læsesalen.”

“Den anden dag sad han og forberedte sig til en omvisning, men pludselig gik han i stå og sad og kiggede ud i værelset. Han stirrede på den røde lampe på stereoanlægget og det var som om, at han blev grebet af et eller andet. Så sagde han pludselig ‘Hvor længe skal jeg stå på standby’?”

“…..Det lyder underligt, men det giver måske meget god mening. Han virker som om, at han venter på noget.”

” Venter imens han har skide-travlt!”

“Ja. Nu er kl. 17:30. ”

“Det er her omkring, han plejer at vågne. ”

“Jeg er klar. Hvis han bruger noget tankevirksomhed i dag, bliver det sikkert på mig. ‘Den intermedielle relation’ – you know!”

“Okay – men jeg har ham hele dagen i morgen – ikke?”

“Helt sikkert – i morgen er han din.”

“Sejt.”

“…..”

“…..”

“…….”

“Tror du, han drømmer drømmen igen? Eller skulle man sige: mareridtet?”

” Det ved jeg ikke. Det håber jeg ikke. Ellers skal han til at farve sin kalender sort, hver gang han sover.”

” Jeg håber det bedste for vores ven.”

“Det gør jeg også.”

” Og jeg håber hans vågne drømme slår til.”

” Vi må gøre vores bedste for, at det sker.”

“Så! Nu vågner han!”

Tørst.

Det var en lyst til at rydde op der fødte tanken. De blå IKEA poser havde nu stået uberørte hen i tre dage; bugnende af rent vasketøj der blot skulle lægges sammen. De var allerede sorteret efter farve. Da han var nået til bunden af poserne og de overfyldte skuffer i kommoden fra selv samme møbelforretning ikke kunne lukkes, vendte han sig mod natbordet. Natbordet var blot en lille blå skammel placeret ved siden af hans seng. Den var vakkelvorn, da den havde mistet tværpinden imellem de to udskårne plader som var dens ben. Det var sikkert derfor, den var endt i den bunke storskrald, han passerede en sensommerdag i Århus. Det var ornamenteringerne på siden der havde fået ham til at stoppe op. Gule fugle omkranset af krummelurer der forneden endte i et hjerte, indrammet af bogstaver fra en fremmed kultur. Et våbenskjold fra en fremmed egn. Ved første øjekast tænkte han Skandinavien – måske var fuglene en samisk afart af en Dalarna hest og tegnene samiske symboler for viden, stolthed og familie. Andet øjekast fortalte ham en historie fra de russiske stepper. Under alle omstændigheder blev den hans lille natbord. Og tingene på natbordet var et tidsbillede på, hvad han beskæftigede sig med.

Denne dag var ingen undtagelse. Den lille skammel bugnede af værker og adspredelse. Enkelte nedslag af eskapisme og fordybelse fra et sind som altid søgte. Tillige stod der et halvt glas vand til at skylle tingene ned med. Tørst kan stilles på mange måder. Øverst i bunken lå hovedtelefonerne. Musikken var hans gamle ven og efterhånden den mest konkrete tidsindikator i hans liv. Med hovedtelefonerne på kunne han tage en defineret pause som en ryger i et busskur. Et lille fix som han vidste ville vare en lille rum tid. Siamese dream ville vare godt 45 minutter og Conor Oberst ville kunne tage ham med til Casadaga i næsten en time. Han viklede ledningen omkring de bløde puder til ørerne og mindedes den varme, som de kunne give. Under hovedtelefonerne lå et værktøj fra hans arbejde. ‘Hammershøi og Europa’ var det argument, han skulle repræsentere og på 256 sider med tekst men først og fremmest billeder, havde kloge hoveder fra hans arbejdsplads gjort det spiseligt, hvordan den tyste dansker havde svælget i billeder fra sine samtidige – og de i hans – ganske, som vor hovedperson selv nu fordybede sig i de tyste motiver af kvinderne og stederne i Hammershøis liv. Og det var her den lille tanke vågnede.

Da han slog op på billedet som havde sat sig fast i ham, tænkte han på salig Hammershøi. Blev han ramt af billeder som han? Interiøret fra den store sal i Lindegaarden var et tomt rum, som det rum han følte i sig selv. Det rum han i andres værker søgte noget at udfylde med. Han så pludselig bunken på natbordet i et andet lys. Det beskrev ham. Ved siden af Hammershøi lå Patti Smith. Hendes ankomst og indre liv fra New York i tresserne var for ham endnu en beskrivelse af et søgende menneske. Som ‘just kids’ afsøgte hun eksistensen i rock- og kunstmytologiens skueplads og han læste hende for at få gode råd. Lære af mesteren. Som en pudsig kommentar lå nederst i bunken Magisterbladet. Et link til hans faglige fællesskab og et vink fra virkeligheden. For i ordet ‘virkelighed’ indgår ‘virke’ og uden et sådant, er man et halvt menneske. I et øjebliks forundring beskuede han sin beskedne stigereol, som var fyldt fra gulv til loft med værker fra andre søgende, og tanken manifesterede sig for ham: ”Hvilke værker lærer jeg mest af?” Han kiggede på CDerne; manifester fra mænd og kvinder som enten var forudrettede, ulykkeligt forelskede, måske bare ville danse eller måske bare være i fred. Well, whatever, Nevermind. Over og under dem bugnede hylderne af bøger. Han havde læst dem alle og kunne lide at eje dem. Mest de skønlitterære men også de faglige. En manual til samtidskunst havde været ham en lise mangt en gang, men intet slog gensynet med Rosens Navn. Og han havde sjældent følt et liv så forklaret som Jonas Wergelands. Filmene var en anden vinkel – og enkelte var tidsindikatorer som musikken: Rare definerede pauser. Andre var tidstagere som en stormfuld dag på en Oslofærge. Men de var en del af denne søgen efter mening, som han selv ville være en del af. ”Jeg har ingen svar, men jeg vil altid søge dem”, sagde han højt for at forsøge at lyde dybsindig, men udsagnet virkede småt i selskabet med udsagnene fra stigereolen. Han klemte værkerne fra natbordet ind i den alt for overfyldte reol – en ”first world pain” tænkte han for sig selv. Han mærkede tørsten efter at søge vågne i sig men indså, at det desværre var blevet for mørkt udenfor til at sætte sig i hans stol ved vinduet og læse. I stedet drak han resten af vandet i glasset på natbordet. ”Vand fra i går.” tænkte han for sig selv. ”Jeg må hellere fylde det på ny.”

K. Ras

I mørkets hjerte.

Udover en ualmindelig trækvind, så var cykelkælderen ikke anderledes end den plejede at være. Man bør nok kalde den P-kælderen, for det var jo det, den var. En Parkerings-kælder for biler. Cykelkælderen var blot en dør i bagvæggen i det store rum, hvortil han havde en nøgle til den automatiske port. Når han satte nøglen i den elektriske lås svingede porten op – langsomt. Meget langsomt – som for at åbenbare P-kælderen. For ham var den en cykelkælder. En bil havde han aldrig haft, ej heller havde han intentioner om at få en lige foreløbig. Så det forblev en cykelkælder. Da porten denne dag svingede op var det en stormfuld dag udenfor og den ualmindelige træk blæste ham indenfor – og med den lille 40 graders hældning ned i kælderen, så fik han rimeligt meget fart på. Et øjebliks fartrus fik ham til at løfte fødderne fra pedalerne og svæve med på vinden. Forbremsen var røget, så nu var han i dens nåde. Han tordnede igennem kælderen og i stedet for at bremse, drejede han et par gange rundt om et par betonsøjler. Stadig med stor hast styrede han mod den lukkede dør i bagvæggen, hvorpå der med underlig sirlig håndskrift stod “Cykler. Barnevogne”. Det havde altid undret ham denne sirlige – lidt for fine – detalje i den mørke kælder. For mørk var den. Ligemeget hvilken dag det var udenfor, var det aldrig dagslys der lyste den op. Lysstofrør gjorde den tisgul og alle bilerne fik den samme mørkeblå farve – ja undtagen den hvide toyota carina som blev – nå ja – tisgul.
Der lød et højt brag, da han hamrede ind i den lukkede dør til cykelrummet. Han blev stående lidt med hænderne på styret – underligt ophidset. Vinden tudede igennem porten til P-kælderen som nu var ved at lukke sig bag ham i den anden ende af kælderen. Som en usynlig butler. En hjælpende ånd. Han kunne mærke, at han pludselig var forpustet og midt i den tomme P-kælder tog han sig i, at smadre sin hånd mod døren til cykelrummet, så det rungede imellem betonvæggene. Han var vred – men ikke på nogen bestemt. Han ulmede bare. Som en rotte i et bur. Han låste sig ind i cykelrummet. Rummet var en lang, smal korridor med cykler – nogen brugt i dag, nogen efterladt i årevis. De rustne gear på den blå mountainbike vidnede om en trend fra slut-halvfemserne der havde lidt en langsom død. Som den eneste af sine naboer brugte han stativet – for sådan var han. Han vidste godt, at man udnyttede pladsen bedst ved at bruge stativet og han viste hensyn til de her mennesker, som han ikke kendte. Naboerne – som åbenbart ville skide på ham. Nøglen sad fast i cykellåsen igen og han blev nød til at lave den lille dans, som han nu havde lavet i en tre måneders tid. Vrikkedansen. I ved – den hvor man står med hovedet helt nede ved låsen og lirker nøglen ud men først efter, at man har prøvet at hive den ud med tænderne og har bøjet det plastic som sidder på selve nøglen – og så bandet. Bandet som ind i helvede. Da den endelig gav sig var blodet atter løbet ham til hovedet. Samtidig slukkede det automatiske lys og han stod pludselig i bælgravende mørke og kunne høre ekkoet af sine åndedræt blive kastet tilbage ned igennem den smalle korridor. Det var her en tanke opstod hans i hoved. Et citat som så mange andre. Selvfølgelig fra en sang. Og som fra en fremmed mund hørte han pludselig sin sangstemme runge i mørket – fjernt imellem betonvæggenes ekko:

“While you make pretty speeches,
I’m being cut to shreds…
You feed me to the lions,
a delicate balance…

And this just feels like
SPINNING PLATES!!
I’m living in cuckoo land…”

Da den sidste klang havde lagt sig, tændte lyset igen. Han havde taget sig til brystet. I lommen var hans mobiltelefon og en pludselig rystelse havde hevet ham ud af øjeblikket. Opløftet tjekkede han displayet. Det var Telenor. De udførte vedligeholdelse på nettet, så han ville kunne opleve forstyrrelser. Han sukkede for sig selv. “En enkelt forstyrrelse ville nok ikke være det værste” tænkte han og bevægede sig ud af døren til cykelrummet.

“Past the point of no return!”

Jeg er 26-årig mandlig vestjyde med uddannelse indenfor de høje kunstarter samt udøvende indie-musiker – kære læser: Hvad er det så for noget med mig og musicals?

Når jeg er alene og gerne har tømmermænd, har jeg en lille beskæftigelse, som jeg skjuler godt for andre. Jeg tager hovedtelefoner på og låser døren, så ingen kan forstyrre mig. Derefter logger jeg ind på nettet og begynder min surfen. Surfen efter videoer af en bestemt slags. Ofte er det en mand og en kvinde der er hovedpersonerne, men der kan også være flere med. Deres hjerter banker i takt med mit. Det vækker noget i mig og føles meget forbudt. Som min egen lille lystige form for tidsfordriv, opsøger jeg videoklip på nettet – oftest kun af et par minutters varighed. Med hovedtelefonerne helt skruet op afsøger jeg febrilsk nettets mangfoldighed for at stille min lyst efter…Musicals. Ja du læste rigtigt. Musicals! Og nu mener jeg ikke hvilke som helst musicals. Det skal være de helt tunge drenge! Dem hvor pathosen driver ned af væggene. Hvor kærligheden ikke er ægte uden en duet. Hvor dødsøjeblikke skal skriges ud – og hvor morderen udpeges af et skæbnekor. Men det skal samtidig være på den lette måde. Det skal være i familie med operaen, men også med Beatles – på The Long and Winding Road måden. Ikke Come Together. Jeg kan ikke udstå, når de bliver FOR rytmiske. Symfonien skal være basis. Violiner formidler bedst et knust hjerte. Hair er ikke noget for mig. Ej heller Grease. Det er mere noget i retning af det her:

Det er også på en bestemt måde. Jeg er mest til filmversionerne. Selvom det lyder mærkeligt, når man taler om noget så karikeret som musicals, så kan jeg ikke klare det over-teatralske ved sceneproduktionerne. Den visuelle side af det hele bliver for sløv. Der skal være hurtige klips og farver der overstiger virkeligheden. Samtidige så er der et eller andet der irriterer mig ved at blive konfronteret for meget med de mennesker der udfører musicalen. Der er nemlig noget modbydeligt folkeligt over det, som det krymper sig i mig, når jeg tænker på. Og nu afslører jeg måske lidt mig selv. Jeg har faktisk en foruroligende stor indsigt i musicalens verden – eller det at være med i en musical. I min gymnasietid havde jeg større roller i tre relativt store produktioner. Ja okay – jeg havde faktisk hovedroller i to af dem. Okay, okay, jeg var da faktisk også første-elsker i en af dem – men således er jeg jo faktisk også en af de kvalificerede til at udtale mig om dem! Og det der irriterer mig er faktisk i høj grad noget af det der foregår bag kulisserne. Der bliver en slags musicalkultur. Alle er på kram med hinanden. Alle skal være ven med alle og det bliver sgu en helt omklamrende fornemmelse – og jeg synes nogen gange, jeg kan se den på scenen. Og så kan alle sgu bare lide det. Alle kan lide musicals. Undtagen dem der vælger at hade dem. Men musikken og følelserne de bider sgu på mig. Syng smerten! Den store romantik! (Måske har jeg været single for længe?). Her på det sidste har jeg været besat af en af de helt store. Måske den største indenfor dens genre. I morges nynnede jeg den i badet og jeg griber mig selv i at synge den for mig selv i Netto. Den er som dens titel. Et spøgelse der hjemsøger mig:

Kanske det er hele Phantoms plot der rammer mig. Musikkens evne til at fordreje hovedet på os. (“SWEET INTOXICATION!!!”) I hvert fald reagerer jeg på det, selvom jeg egentlig gennemskuer det på samme tid. Det er underligt, men jeg kan ikke lade være med at drages af det…. Men måske ligger der en pointe i, at jeg ikke kan lide sceneudgaverne. Måske er der en grund til at jeg bedst kan lide det på film. Måske stammer min glæde for kombinationen af billederne, store følelser, let plot, firkantede karakterer, heftig orkestrering men med et let sprog et lidt andet sted fra end musicalen per se…:

Måske er Disney svaret. De havde jo trods alt en anden guldalder, da jeg var barn. Nu jeg tænker over det, tror jeg faktisk, at soundtracket fra Løvernes Konge var min første CD. Så måske stammer min facination derfra. Iblandt alle musicalsene er der i hvert fald et enkelt klip, som jeg vender tilbage til igen og igen. Et klip som måske ikke er så musical-agtigt. Jo der er ganske vist sang, men det er ikke den der er i billedet der fremfører det. Det er nærmest en montage med underlæggende sang, men det er de store følelser der er på spil – dog paradoksalt nok på en mere ægte måde, når man tager filmen hvorfra det kommers natur i betragtning. Hver gang jeg ser det, overrumples jeg i hvert fald af minder og sorg over barndommen som er tabt og den tilstand, som man aldrig kan få igen. Jeg kommer til at tænke på det nære familieforhold vi havde, da mig og mine søstre boede hjemme hos mine forældre under samme tag. Og jeg kommer til at tænke på mine forældres dødelighed, og at jeg stadig er her, når de er væk – så det er stærkt, selvom det er kort:

Måske er det ikke så slemt at være lidt forfalden til det musical-agtige. Måske skal man bare acceptere, at man er lidt sentimental. At det for mit vedkommende måske kan siges at tangere noget sygligt, er op til dig, kære læser, at vurdere alvoren af. Jeg stopper ihvertfald nok ikke med at opsøge pathosen online. Men måske stopper jeg, hvis jeg bliver taget i det. Måske…

K.Ras

“TURN IT UP FULL BLAST!!”

Fra den mere rutineprægede del af hverdagen: Vaskedag med god samvittighed – eller?!?

Jeg er ikke grønt anlagt. Så er det sagt. Eller jo på sin vis er jeg vel. Jeg cykler på livet løs, elsker salat (spiser det dog sjældent, da jeg aldrig når til bunds i råvarerne inden de fordærves = Madbudget for een sucks!), tager toget og interesserer mig egentlig ikke synderligt for biler. For mig må det gerne være en hybrid (Jeg elsker dog at føre bil – man er vel søn af en lastbilchauffør!). Jeg er vel også en slags bevidst forbruger, men der er et aspekt af den her verden, hvor jeg må melde pas i forhold til naturens- og muligvis mit eget ve og vel. Vaskepulver. PT er det sådan her hos os i den delte husholdning, at kemikalier er et NO GO. Alle rengøringsmidler skal være neutrale, parfumefri og jeg skal komme efter dig – og det gælder i særdeleshed vaskepulveret! Naturen er sårbar, og det er selvfølgelig også af allergi hensyn etc. og jeg er egentlig med på det hele. Jeg mener…. man kan jo ikke rigtig argumentere imod det..? Desuden sætter jeg husfreden højt. Derfor indkøber jeg troligt den ene blege pakke vaskemiddel efter den anden, der lover guld men allermest grønne skove og ofte kun ved 30 grader (Hvabehar!?!). Så alt imens jeg gladeligt sorterer mit tøj i henholdsvis ‘sort’, ‘mere sort’, ‘farvet’, ‘knap så farvet mere’, ‘hvid’ og ‘bleg’, kan jeg roligt fylde vaskemaskinen alt imens vaskerummet oplyses kun af min glorie og mine rene tanker.

Men engang imellem farer der en djævel i mig; for er det ikke som om, at selvom man sorterer i ‘sort’, ‘mere sort’, ‘farvet’, ‘knap så farvet mere’, ‘hvid’ og ‘bleg’, så er det naturskønne vaskepulvers magi ikke altid så stærk? Jeg mener… Selvfølgelig kommer tøjet ud renERE end da det kom ind. Jeg kan MÆRKE, at det har været vådt og lugten af eksamenssved, bodegarøg, pizzaos og alt-det-unævnelige forsvinder for at blive erstattet af – nå ja: Ingenting. Men den der plet – du ved…. Den fra sidste fest. Rødvinen. Græsset fra græsplænen eller den sorte plamage udenpå lommerne på dine yndlingsjeans – kan man ikke stadig ane dem selv efter vask? For ikke at sige, at de nærmest er upåvirkede?

Det kan godt være, at det er mig der ser spøgelser, men løsningsorienteret som jeg er, begynder jeg at afprøve forskellige muligheder. Først skruer man lidt op for temperaturen. Bare en smule så kraftværkerne kun skal smide et lille ekstra ton kul i ovnen. Så vasker man det pletramte stykke tøj alene for at gøre frådset totalt. Når det ikke virker sætter man det i blød i skoldvarmt vand – med økogrønt vaskepulver der er nænsomt mod hænderne, men lige meget hjælper det. Der skal stærkere magi til.

Og det er her den lille djævel i een dukker op i form af en krydsning imellem en lille kemiker og Harry Potter (i selskab med The Half blood princes notater). De blege indpakninger har slået fallit og nu kan alt være nok så svanemærket og änglamarsk’t – det vi søger er et produkt der minder om en syre, har farve som en laser og stærkere magi end de hvide, rene produkter. Du er nu helt ovre på den mørke side og kan nærmest høre polerne smelte, alt imens du fylder både sæbebakke og vaskebold med lyserød, lilla og en smule grøn. Dine øjne klør og din allergi springer ud i fuld flor, selvom du aldrig har været det mindste overfølsom, men du er ligeglad!!!Og alt imens vaskemaskinen pumper vand ind, lukker du døren til vaskerummet, så du ikke kan høre maskinen tumble den rene ondskab udover din rødvinsskjorte fra en brandert, du ikke engang kan huske – og du smiler, for du ved at selvom det var et onde, så var det et nødvendigt et af slagsen. Og det føltes egentlig også lidt rart. Forbudt!!! Og efter 2 timers heftig behandling taler resultatet for sig selv. Pletten forsvinder, skjorten lugter af parfume og du føler dig ren som en nyfødt engel!! HALLELUJA!!!

Man kan være nok så grøn og elske øko-havregryn, frugtslik og antiallergi, men Jeg giver køb for en ren skjorte og jeg kan lide det!!

SUPERSCHLECHT!!!

“Welche art nahme ist McLovin? Was versuchts du? Einen Irisches R’n’B singer zu sein?”

————————————————————————————————

–> Hej Blog. Er du vågen?

–> Ja. Det er jeg nu – hvorfor?

–> Ikke for noget. Det var bare fordi, at jeg var det.

–> Okay…(?) Hvad er klokken?

–> Kvart over 02.00

–> Wow… Hvorfor er du vågen?

–> Det ved jeg ikke helt. Mine ben snurrer. Jeg tror, jeg har en form for RLS.

–> RLS?

–> Ja. RESTLESS LEG SYNDROM. Mine ben kribler og jeg har et behov for at bevæge dem. Jeg kan specielt mærke det, når jeg har drukket lidt for stærk kaffe lige før sengetid.

–> Okay? RESTLESS LEG SYNDROM – Lyder som et dårligt band. REM wannabes.

–> Helt sikkert. Måske skyldes min søvnløshed bare kaffen.

–> Could be…

–>……

–>…….

–>……….

–>…Du plejer ikke sådan at vække mig midt om natten…?

–> Nej.. Jeg ved ikke rigtig. Jeg havde det bare lidt som om, at jeg burde fortælle dig et eller andet – dele noget med dig, du ved. Ligesom jeg plejer at gøre….

–> Ja det er egentlig lidt lang tid siden. Men jeg forstår det godt.

–> Gør du?

–> Ja jeg kan jo godt se, at du har gang i meget andet. Jeg gik lidt ud fra at din kreative nerve var travlt optaget et andet sted.

–> Det kan du vel egentlig have ret i. Så du tilgiver mig?

–> Ja da – Selvom det er godt at høre fra dig. Du ved; jeg skal jo bare lige have det at vide, så er jeg jo glad. Klar kommunikation er jo min livsfilosofi.

–> Ha Ha. Ja dine budskaber plejer at gå rimeligt klart igennem. Iøvrigt må du undskylde hvis jeg har talt for meget om mig selv her på det sidste og ikke rigtig har lyttet til dig. Jeg ved ikke rigtig – den her vinter har jeg måske været lidt selvoptaget. Navlepillende.

–> Jeg vil ønske, jeg kunne sige dig imod, men jeg er lidt tilbøjelig til at give dig ret.

–>…

–> Men jeg siger det som din ven.

–> Ja jeg ved det godt. Jeg har også forsøgt at ændre mig.. Eller jeg har faktisk ændret mig, for det er faktisk gået op for mig, at mit liv er fyldt med spændende interessante mennesker som jeg har forsømt. Jeg har været dårlig til at lytte og istedet selv bare forventet, at de lagde ører til mit liv.

–> Tell me about it 😉

–> Ja… Ja det er sgu lidt småligt og forkert. Men jeg har som sagt ændret mig….Håber jeg.

–> Det tror jeg du har. Du plejer at være rimelig god til at se på dig selv udefra og ændre det, du ikke kan lide ved dig selv – bare tag mig som projekt. Eller sådan som jeg startede ud ihvertfald. Det synes jeg er lykkes.

–> Virkelig!? Fedt – det er jeg sgu glad for at du siger.

–> Derfor tror jeg også, at du nok skal formå at ændre den her adfærd. Bare det at du har indset, at det er sådan det er, viser for mig, at du allerede er godt på vej. Men en lille smule navlepilleri er også okay – du skulle jo nødig afvikle mig helt.

–> Ha Ha. Bare rolig ven. Jeg ville aldrig afvikle dig.

–> Fedt – det er jeg selvfølgelig glad for at høre. Nu støvsuger din overbo igen midt om natten !?!

–> Hun er gammel og har en meget stor kat. Jeg tror den dominerer hele hendes eksistens. Med hårboller og hele moletjavsen.

–> Helt sikkert! Nå men er det okay hvis jeg forsøger at sove igen ? Nu har jeg jo lyttet til dig lidt – så er din tur til at lytte til mig 😉

–>Ej fuck – undskyld mand. Typisk.. “Jeg tror faktisk allerede jeg er blevet mindre navlepillende” – Yearh right.

–> Don’t be so hard on yourself. Godnat gamle dreng.

–> Godnat Blog. Sov godt.

–> I lige måde.

————————————————————————————————

ELIZA EFFEKTEN

Tal med ELIZA

________________________________________________________________________________________________________________

Keeping oneself occupied..

 

 

In the Twilight Zone!

Så er man tilbage i Københavns urbane omstændigheder efter en weekend i Vestjylland, der bød på megen kontakt med naturen i form af en tur på jagt nær Aalborg og et sejlerstævne ved Glyngøre Havn. Så regner man sådan set med, at alt naturligt, organisk og animalsk står på standby. Men det skulle vise sig, at jeg tog fejl.

Jeg har haft en lang dag. Stod tidligt op som sædvanligt for at klare de opgaver, jeg har på radioen, inden jeg tog turen fra Amager ind til Kultorvet for at slæbe for Dagbladet. Omkring kl. 18:00 bevæger jeg mig hjemover i mine egne tanker. Jeg har en tendens til at dagdrømme, når jeg er lidt udmattet – også selvom jeg bevæger mig i myldretrafik omkring Nørreport. Da min cykel har givet op efter lang og tro tjeneste ( Baghjulet ryger simpelthen af hvis jeg sætter mig op på den!), var jeg på gå-ben. Mit dagdrømmeri og min forkærlighed for at gå forbi KBHs historiske bygninger gjorde, at min rute gik fra Nørreport op forbi Statens museum for kunst. Da jeg konstaterede at skyerne trak sammen til regn, valgte jeg at gå bagom Museet og ind i Østre anlæg. Østre anlæg plejer at være et hyggeligt sted med gamle diplomatfruer i store frakker der lufter små hunde. I dag var de dog intet sted at se. Faktisk var parken overraskende tom. Vinden ruskede i træerne og bragte lyden af stemmer med sig – skønt der var ingen at se…. Jeg begav mig i mit dagdrømme-stadie igennem parken, som jeg har gjort så mange gange før. Mine ben førte mig uden at mine øjne fulgte med. Pludselig får jeg en fornemmelse af, at jeg bliver overvåget. Da jeg drejer om en væg af cypresser, hives jeg ud af min dagdrøm og får et chok, da jeg ser min beskuer! Fem meter fra mig – midt på stien står en person og stirrer på mig. En person er måske så meget sagt – væsen er mere passende. Der hvor der skulle have været fødder, var der lodne poter og der hvor der skulle have været fingre, var der kløer på størrelse med dolke! Gule øjne nedstirrede mig fra det ansigt som var umiskendeligt hunde-agtigt. Der var ingen tvivl – det var en varulv!

Efter det første chok hører jeg, at varulven prøver at kommunikere med mig. Han galper ihvertfald en underlig besked udover hele parken: “JEG HAR LIGE EN BESKED TIL ALLE OMKRING, HVOR I SKAL LÆGGE JERES TASKER!” Den uhyrlige besked skærer mig i ørene men mest fordi, at det var da en underlig ting at få at vide af et mareridtsvæsen !?!

Straks efter pibler riddere, troldmænd, nisser, orker og trolde frem fra buskene omkring mig. De er heldigvis alle sammen under 1.60 og er skolebørn i forklædning. Intetanende er jeg vadet ind i et Live-rollespil og varulven fra før, er en lærer på min alder uden synderlig blodtørst. Østre Anlæg er Midgård og jeg ligner pludselig en marsmand i min lynlåsjakke og converse sko.

Lidt rystet forlader jeg flovt scenariet med lærerens skæve smil i nakken. Selv i Østre Anlæg kan noget naturligt – eller Unaturligt – overrumble en.

Dokumentations dilemma

Film, billeder og musik har faktisk en downside – som også er en upside – men her anskuet som en downside. De er dokumentation der som fænomener kan nydes på tværs af tid og rum.

Vi kan stadig se Rumrejsen år 2001 selvom den blev optaget i slutningen af tresserne. To sessions i Abbey road i 1972 og 73 blev til The dark side of the moon, som vi nu kan høre for evigt og når jeg sætter Nevermind på, så stiger Kurt Cobain op af graven og ind i min stue. Det udmønter sig i et interessant fænomen. I ægte Dorian Gray stil kan man blive facineret af en berømthed eller et menneskes kontrafej som de så ud på et givent tidspunkt – jeg ved jeg i hvertfald har gjort det.

Til eftertanke kommer her en liste over personer, jeg gerne ville have mødt da de var i deres 20’ere: