Julen kommer før end vi ved

Det er den tid på året, hvor traditioner vækkes – og juletraditioner er svære at slå ihjel. Også her på bloggen. Det er aften på Nørrebro og mit gulv er koldt som altid. Kalenderen siger, at dagen er årets korteste, så mørket har været her længe. Eftersigende er det på retur i morgen. Lyset vender tilbage og vi gør os alle klar til at fejre lyset. Med julen. Julen står for døren. Jeg har også gjort mig forberedelser. Ikke at der er så voldsomt mange, men forberedelsen til julen udmønter sig ikke blot i fysiske ting. Man forbereder sig til dens indtræffen. Man venter på, at den rammer én. Nogen kalder det julestemning, andre kalder det en kaotisk tilstand. Nogen venter på glade børn. Andre venter skrigende børn. Nogen venter på syngende korpiger på Købmagergade. Andre undgår Frelsens Hær. Der er nogen der mener, at julepynten bliver hængt op for tidligt og andre savner den omkring Mortens aften. Skønt julen er til for alle, har vi alle hver vores definition – og oftest kan man først selv huske den i det sekund man udbryder ”NU er det jul!” Min jul starter mange steder. Det første jeg mærker til den, er nok en lille angst. Den handler om togtrafik. For som født i det fjerne Jylland, indebærer min jul en tur hjem til mine forældre. En tur som DSB som oftest står for. Tanken popper op allerede i november. ”Køb en pladsbillet!” – for Jylland er et populært rejsemål i julen. Pludselig vil ALLE til Jylland. Ja – Jul er også en tid, hvor alting bliver vendt på hovedet. I år nåede jeg at bestille den, men måske var det Jesus eller Julemanden eller hvem ved der sendte et signal. En strejke kom og mindede mig om, at det måske ikke er besværet værd. Så jeg har nu et lift med min søster. Så jeg kan sætte ”tjek!” ved hjemrejsen. Så er det gavetid. Og problemet her er ikke så meget, hvad jeg skal give mine nærmeste. Jeg anser sig mig selv for at være ret god til gaver. For mig er det en slags kommunikationsopgave med afsender → produkt → modtager. Og denne disciplin har jeg snart en kandidatgrad i, så det burde også være nemt klaret. Næh – det svære ligger i, hvad JEG ønsker mig. Jeg ønsker mig mange ting. Med et budget som mit er der mange drømme, men mine juleønskeseddel er også en slags kommunikationsopgave – og her er det i høj grad modtageren der er i fokus. Ikke modtageren af gaverne (mig!), men modtageren af listen. Ser du, kære læser, jeg ønsker mig mange ting, men juleønskeseddelen bør i høj grad indeholde ting, som man kan anskaffe i Vestjylland, da det er der min kernemodtager skal gøre sine indkøb. Jeg ved ikke om du har fulgt med i medierne om butiksdød i udkants-Danmark, men det ser skidt ud – og der findes også produkter, som man aldrig har kunnet få på min hjemegn. En LP er et godt eksempel. I hvertfald ikke i min tid. Som en service sorterer jeg derfor min ønskeseddel til at vægte imod ting, man kan skaffe i Jylland. Jeg bliver glad for alle gaver, men jeg ved hvilken tryghed der findes for min familie i, at de kan give mig noget som de ved, jeg ønsker mig. Og den tryghed er måske mit største ønske. Det og så min egen lejlighed – men hey! – Sådan een er lidt svær at pakke ind. Men det var ønskerne – ”Tjek” ved dem også. Gaverne fra mig selv hiver jeg som regel ind på en dag (Man er vel en mand), men i år brugte jeg faktisk to. Med en lille niece i familien er det pludselig blevet lidt af et eventyr at besøge Fætter BR. Det er ikke et sted, man kommer så meget som single fyr. Jo – hvis man skal have noget lamt til en klæd-ud fest eller en polterabend. Men de er også på plads – så ”Tjek” ved dem. Så det jeg vil frem til, kære læser, er, at julen så småt er ved at være indtruffen her hos mig. Mit småkolde ydmyge værelse har ganske vist ingen julepynt udover en skrabejulekalender og fire lys i vindueskarmen, men FORNEMMELSEN, Stemningen, Tilstanden er ved at være der. Alle forberedelserne er i hus. På sengen står min taske til hjemrejsen i morgen. I år er den ret proppet. Det bliver nemlig en lang jul. Den varer ikke helt til påske, men jeg vælger at blive hjemme lidt længere tid i år. Måske finder I ud af hvorfor. Jeg har i hvertfald tænkt mig at genoptage en gammel tradition her på bloggen. En juleblog. Juletilstanden fik vi jo forklaret for nogen år siden, men jeg ved ikke… Måske bliver denne jul noget særligt. Jeg føler i hvertfald et behov for, at den skal dokumenteres. Og du, kære læser kan følge med lige her. En blog om dagen. Håber vi ses. K.Ras Første del af juleføljetonen 2011.  For at se juleføljetonen 2009: “Min juletilstand forklaret” klik her: Julen 2009 – 1. del: På den anden side af det store hvide ligger stilheden

Nedbør

*Dryp*….*Dryp*..*Dryp**Dryp**Dryp*…*DRYP**Dryp**DRYP*…*Dryp*…

Regnen ramte ruden som en påmindelse om den verden der var derude. En tyst banken men ikke desto mindre en banken. Han vågnede i sin lænestol. Søvnen havde overmandet ham, som den overmander en gammel mand. I skødet lå tanker om æstetik og samfundet som sociokulturel størrelse. Hans øjne var trænede læsere, så selvom han ikke gad at læse mere kunne selve synet af bogstaver ikke lade være med at danne betydninger for ham. Det irriterede ham – forekom ham pludselig som en satans deterministisk tilstand. Det at kunne læse. Rummet var blevet mørklagt af den grå grumsede sommertilstand der ifølge medierne i dag skulle være indtruffet. Det eneste der nu vækkede reminiscenser om nogen sol, var de to stearinlys, han havde tændt i et spagt forsøg på at gøre sin læsning hyggelig. Det var faktisk lykkedes – måske lidt for godt, for søvnen kom og tog ham; den havde altid været en god ven af ham, og hygge er noget, man deler med venner. Han lod mørket og stilheden være som det var, og tavst sad han og kiggede ud af vinduet. Overfor var der lys på førstesalen på bodegaen. Grønne imiterede olielamper i vinduerne var dog ikke nok til at gennemtrænge det brune bodega mørke, men han anede skikkelser bevæge sig inde bag de nikotingule gardiner; og skønt der altid er en grund til at ‘Jeppe’ drikker, så misundte han bodegasjælene. Selvom de tit skændtes om småting, så hyggede de sig også ofte. Sammen. Deres rynkede smil trængte altid skarpt igennem alt det brune og mørke der fandtes der bag bodegaens ruder. Han rejste sig og strakte sig. Han kunne mærke et lille *snap* i sin skulder. Et ord sprang frem i hans hjerne. ‘Musearm’. Imiterende en and løste han op for hvad end det var der sad i klemme. Det var der stadig, men han valgte at ignorere det. Det blev simpelthen nød til at vente. Årsagen dertil stod ovre på skrivebordet. Hvid som uskylden, og state of the art. Mac’en. “Vi er sgu nok ikke skabt til at sidde bag dem” sagde han højt til sig selv, og skønt han var alene, grinte han lidt af sin egen bemærkning – en ting som nogle misundte; det at kunne grine alene; andre kaldte det trist. Det fik ham til at dyrke det endnu mere. Regnen holdt op med at banke på ruden og blev til lyden af busser der susede igennem vandpytterne; den lyd der mindede ham om at stå at vente på bussen i hans hjemby. Med musikken hamrende i ørerne i alt den stilhed kunne han glemme verden en smule og lade sig indhylle i musikkens drømmeverden. Og idet bussens frekvens begrænsede sig til én bus i timen, var der rigeligt med omgivende stilhed, indtil de store dæk ville ramme vandpytten foran busskuret og bryde hans trance. Ligesom nu i midten af den some-what larmende metropol. Og om nogle få dage ville den blive mere larmende. Den ville gå fra storbystøj til Distortion. Med et smil erkendte han, at alt det akademiske skulle vente til i morgen og således gled verden lidt væk fra ham igen.

True love waits

Det var først da solbrillerne blæste af ham, at han indså, hvor meget solen havde taget til i styrke. Lyset fik ham til at misse med øjnene men egentlig ubehageligt var det jo egentlig ikke – og rundt omkring ham så han solens energi forplante sig i omgivelserne. Der på bænken ved søerne var der som sædvanligt nok at følge med i. Disse åndehuller i hovedstaden var altid omgivet af pladshungrende Københavnere uanset vejret, men i solskin glimtede det hele i et skær værdigt for et lystspil fra tresserne. Han havde vist blundet en stund, for han opdagede antydningen af en lille smule savl i hans mundvig – det kunne måske havde udfoldet sig som en frygtelig pinlig situation, men ikke denne dag. I dag var han ligeglad og det var ikke fordi, han aldrig lader sig rokke af sådanne pinligheder, men i dag skulle der mere til at bevæge ham – ser de; han havde nemlig tømmermænd. Eller man skulle måske nærmere sige, at han stadig var en kende påvirket. ‘Bagstiv’ ville hans generation nok kalde det. Og stiv havde han i sandhed været. I to dage i streg for at det ikke skal være løgn – og nu sad han der på en bænk i solen og lod den sidste rus passere sig. Det var ikke to dage der havde efterladt sig store minder. Faktisk var der huller i aftenerne, han ikke kunne udfylde. Gudskelov ikke øjeblikke af store konsekvens. Han havde før oplevet samtaler og sågar navne forsvinde i alkoholtåger, men han vidste, at de huller han i dag skulle have udfyldt ikke havde konsekvens for andre end ham selv – det kunne ellers have været netop en pinlighed der ville have rokket ham til trods for bagstivhed. Næh, de primære huller han havde bevæget sig ud i byen for at spekulere over, var sket på et eller andet tidspunkt i løbet af aftenen forinden, hvor han havde været alene. Og hvordan vidste han så det? Jo – han havde nemlig et bevis; en efterladenskab fra situationen. Hans notesbog. På et eller andet tidspunkt i løbet af aftenen havde han trukket sig tilbage i et hjørne og nedfældet en besked til eftertiden – og det var netop beskedens natur, der fik ham til at spekulere lidt ekstra. Det var på vers og det var vers, han kendte udmærket. Desværre ikke hans egne, men taget fra en sang, han engang sang meget for sig selv, men som havde stået på standby i mange år – og det var derfor, at han nu havde et behov for at spekulere, for for ham var sange redskaber; ventiler der åbner op for tankestrømmen i hovedet og giver den stemme. Når han sang, var det hans følelser der blev forløst og formidlet. En mulighed for at sige noget og sende det videre uden nødvendigvis at have en modtager, men han var fan af at sige ting højt. Så blev de en smule virkelige. Men hvad disse vers var udtryk for, var han ikke helt klar over. Selvfølgelig havde han nogle teorier, men helt at udpege disse vers’, og dermed følelsers, specifikke men implicitte modtager kunne han ikke. Han læste dem igen, imens hans trætte hjerte endnu engang blev omsluttet af den underlige fornemmelse:

“Engang blot, hør denne ene bøn, som mig på læben altid brænder!

Ord, som jeg som jeg så ofte skrev i løn, en drøm så dristig og så skøn:

Det er det skønneste, jeg ved

på dig, på dig at tænke!

Og alt min dybe kærlighed

Jeg evigt vil dig skænke.

Af dig at elskes måtte være

en dejlig drøm at bære!

Giv mig dit hjerte, så lover jeg dig,

Får du mit igen…”

Hans håndskrift havde i hans fuldskab været sikker, som om en sikker determination havde gjort ham ædru for en stund. Men hvem pigen disse ord tilfaldt vidste hans ædru jeg ikke. Og gåden blev det større af, at han ikke havde mødt nogen kvinder den foregående nat som i så fald ville kunne have vundet retten til at få sådanne vers tilskrevet sig. Hans øjne flimrede – trætheden forvandlede notesbogens let gulnede papir til en stjernehimmel. Han rejste sig med et suk og tog solbrillerne på igen. Søerne var oprørte af forårsbrisen. Tankerne snurrede om versene, men ligeså meget det de stod for. For det var ikke kun det, at han ikke kunne udpege, hvem de kunne være henvendt til. Næh de var ligeså meget et udtryk for hans egen ensomhed, for han ville hellere end gerne, at han kunne udpege, hvem de var rettet imod, men sandheden var, at der ikke var en sådan i hans liv. Han var som titlen på en af hans yndlingsplader: ‘Loveless’. Det forekom ham pludseligt, at søerne i dag ikke var befolket af det sædvanlige udsnit af den demografiske størrelse, de kalder København – næh det eneste han så var par der gik glade og smilende hånd i hånd og delte deres tosomhed. Faktisk virkede det på ham som om, at alle i verden havde een at dele denne søndag med undtagen ham. Ikke udelukkende nedslået men en anelse tom indeni over sin erkendelse bevægede han sig mod Nørrebrogade. Han så sin nære fremtid: Pizza og cola. Alene.

Working Class Hero

“Fyraften!” sagde han højt og strakte armene op over hovedet både for at signalere jubel og for at strække de led der var blevet overbelastet af arbejdets åg. Udråbet klingede højt ud i produktionshallen og de omkringsiddende blev vist en anelse forskrækkede og kiggede vantro på ham for derefter blot, uden at sige et ord, vende tilbage til arbejdet. “Lad os stemple ud – jeg giver en øl!” opfordrede han sin sidemand – en pige i 20’erne. Faktisk var de fleste på fabrikken piger i 20’erne. “Vi har fri!” smilede han og så ned på sit beskidte tøj. Olie og støv havde samlet sig som udtryk for arbejdsmængden. Beskidthed kunne omsættes til arbejdsindsats! Nu var der flere der reagerede ved stumt at kigge på ham. En enkelt smilede og førte en strakt pegefinger op til tindingen og bevægede den i cirkler. Han foldede sin tommestok sammen og fløjtede højt. Solnedgangen kom ind igennem fabrikkens mastodontiske glasfacade og badede samlebåndet i et orange skær og han syntes allerede, at han kunne dufte aftensmaden derhjemme. Tanken gjorde ham glad. De andre blev blot siddende på de lange rækker fordybet i deres arbejde. Han undrede sig kort men tog sin jakke på og sagde højt til sig selv “Nu skal det blive godt at komme hjem på sofaen!” Det var på dette tidspunkt en lille asiatisk udseende pige kom listende hen til ham. Hun havde store hornbriller på og bar på en stor mappe med korslagte arme “Undskyld” hviskede hun, “Men ved du egentlig godt hvor du er?” Han kiggede uforstående på hende. Hun virkede så lille og ung, selvom hun utvivlsomt var på hans alder. Solnedgangen bag hende gav hende en orange aura. Som en sandhedens engel. “Du er på Den sorte diamant og det her er en læsesal!”

Det var der det gik op for ham, at fabrikken her ikke var hvad den tog sig ud for at være. De var ikke jordens salt – ikke en hårdtslidende arbejdsstyrke. De var ej breadwinners. Alle i lokalet var ligesom han selv: studerende. Tøjet var ikke kansas, men fra H & M og tommestokken var ganske vist foldbar, men det var kun fordi at det i virkeligheden var hans hvide macbook. Hans tøj var slet ikke snavset og nej – han var ikke træt i kroppen efter timers slid. Han var bare ugidelig efter timevis af røv-kedelig nærstudering af bøger, han egentlig ikke helt var klar over hvorfor han læste. Arbejdet burde bære glæden i sig selv, men som han stod der gik det op for ham, at det han og de andre havde gang i ikke havde noget som helst at gøre med arbejde. Tværtimod. Hans glæde over fyraftenen faldt til jorden, for der var ingen der gik op i, om han stemplede ud. En arbejdsdag i den studerendes liv var jo trods alt bare endnu en dag, hvor man kunne sove længe hvis man havde lyst. Det arbejde man udførte udmøntede sig ikke i noget produkt og heller ingen konkret indtjening. Han sendte pludselig en tanke til sin familie – en arbejderfamilie der sled hver dag for at få fri og derfor nød at have fyraften. For ham som studerende var det altid fyraften – og derfor ikke noget særligt. Han overvejede om den her høje uddannelse virkelig betød noget eller om det i virkeligheden var dem med 9 til 17 jobs der havde regnet den ud. De havde trods alt nogle penge at bruge efter fyraften – en frihed han aldrig havde prøvet i sin studietid. Alligevel var det ham der var den højt uddannede. Højere på lønstigen.

Læsesalen var tavs. Det han før havde troet var maskinstøj fra produktionsapparaterne var bare en svag summen fra læselampen over hans lille del af det lange skrivebord som før var samlebåndet. Han slukkede lampen og smilede undskyldende til sandhedens engel. Han tog sin taske på ryggen og bevægede sig ned af rullebåndet til stueetagen. På vejen ud så han hvordan hans medstuderende samledes om kaffe og samtaler om alt andet end det studierelevante – for det ville da være for røvsygt! Duften af aftensmaden var nu blevet til mindet om leverpostej – og da han endnu engang satte sig overskrævs på sin rustne cykel overvejede han sin akademiske karriere med et udtryk fra hjemegnen: “Hvad nytte er det egentlig til?”

To whom it may concern.

Og det var en af de dage, hvor det nærmest ikke nåede at blive lyst. Da han åbnede døren til sit værelse blev han først overvældet af varmen. Radiatoren havde åbenbart alligevel været skruet op, da han tog hjemmefra i morges. Han smed nøglerne på køleskabet og skoene bag døren ved siden af den flyttekasse, som han nu havde besluttet aldrig blev pakket ud – for hvor skulle han egentlig gøre af indholdet? Ugideligt tjekkede han posten igennem. Telia, Sonofon og Lærerstandens brandforsikring havde sendt julehilsener uden særligt budskab; “Ja – du betaler også for vores ydelser i December og nedenstående beløb bliver hævet fra dit og dat på den og den dato”. En lav summen gjorde ham opmærksom på, at han havde glemt at slukke for stereoanlægget. “Så meget for green footsteps” tænkte han ved sig selv og startede den CD der sad i. Engelsk sproget folk fra Sverige klimpede ud af højtalerne som i ægte bohéme stil var placeret på gulvet – mere af nød end et egentlig livsstilsvalg; for hvor skulle de ellers stå? Han tog et clas cola for at feje den sidste tømmermænds træthed væk inden han satte sig ned ved sin MAC. Han loggede ind på sin blog og sendte en tanke til gode gamle Böddi fra Hallgrimur Hellgarsons Stormland – “Er vi så forskellige du og jeg?” Med tanken rungende i baghovedet gav han sig til at skrive til hvem end der måtte have lyst til at læse det:

“Kære dig. Har du nogensinde prøvet at samle en våd vandmelonskerne op fra gulvet? Det er praktisk talt umuligt. Det er sådan noget jeg tænker på, når du opdager, at jeg kigger væk, når vi taler med hinanden. Eller også siger du noget som får mig til at forstå dig på en anderledes måde. Du hentyder til noget som måske har med mig at gøre – vores relation; og så opstår der en tvivl i mig. “Hvordan ser du mig egentlig?” tænker jeg. Eller: “Er det virkelig sådan her du gerne vil have, det her skal være?”…Eller måske “Hvordan kan jeg bevise overfor dig, at jeg er mere end bare det, du tror lige nu?” Du kan nok forstå at sådanne tanker kan være distraherende – det beklager jeg. Jeg er stadig lige der sammen med dig. Det håber jeg ikke, at du tvivler på.”

Han afbrød skriveprocessen da der pludselig umotiveret sprang en streng på hans guitar. Efterklangen fra instrumentet afbrød hans tankestrøm og momentum var tabt. Det var efterhånden blevet mørkt i lokalet – vintermørket kommer hurtigt i December. Som en påmindelse lyste en lampe hans opvask fra i går op. Han sukkede for sig selv: “Er det virkelig på den måde, det skal være i dag?” Han rejste sig. Mobiltelefonen blobbede – den var ved at løbe tør for strøm. Han satte den i stikket og begav sig på vej mod køkkenet for at vaske op. Stående i døråbningen slukkede han lyset. I hans stille sind forestillede han sig hvordan det ville være, hvis det hele var væk når han kom tilbage. Hvis nu det hele var et sted, der var hans eget – et ægte hjem fremfor et hummer. “Et juleønske” sagde han højt til sig selv og forlod værelset.

K.Ras