Det bedste til mig og mine venner – dem der er tilbage.

Når man er hjemme til jul besøger de fleste gamle venner, hilser på jævnaldrende, legekammerater og bekendte. Det samme gør jeg men det kræver, at jeg runder kirkegården.

Selvom det snart er fem år siden, at jeg har flyttet mit liv og mine egendele fra egnen, er der stadig en enkelt besiddelse jeg har en andel i som jeg kan besigtige når jeg er hjemme til Jul: En gravsten. “Fra vennerne” står der på den – har jeg hørt (!) for jeg har faktisk ikke selv set den endnu. Min gamle drikkekammerat og ven døde i oktober. Han blev knivdræbt. Ja du læste rigtigt – knivdræbt på en stille villavej i Glyngøre. En by med 1600 indbyggere hvor alle kender alle. Stukket ned med døden til følge. Han var “ude i noget skidt” som man siger, men ingen havde troet at det ville komme til det – og sidst af alle mig. Vi havde mistet kontakten. Vores livsforløb havde drejet væk fra hinanden, men vores udgangspunkt var det samme; Glyngøre. Hans død er for mig selvfølgelig en sorg, men den står også som et symbol på min gamle hjemstavns nedtur. Han var et offer for den rådne banan; for Glyngøre og omegn kan være et barskt sted for unge mænd at blive voksne hvis man ikke lige helt ved hvad man vil. Der er ikke så mange muligheder, hvis du ikke lige er teknisk skole eller gymnasie/handelsskole materiale. Forskellen imellem normal og utilpasset er hårfin. Sådan er det selvfølgelig mange steder hvor mulighederne er få, men samtidig har jeg det som om, at vi er specielt udsatte.

Jeg tror på en måde, at jeg er en del af forbandet generation. En udsat gruppe. Hvis man er mand omkring de 25 og født her omkring min hjemstavn, har man livet imod sig. Det skulle man ihvertfald tro, hvis man ser på statistikerne. Dødstallet taler det stærkeste sprog. Inden for de sidste år er der mange unge mænd i min gamle omgangskreds der er døde af forskellige årsager. Første blev min gamle lege og klassekammerat dræbt i et trafikuheld, så druknede een fra min årgang i Århus Å. Senere druknede en fra min vej i havnen i Nykøbing Mors, derefter væltede en skolekammerat og fellow-flaskedreng uheldigt på scooter. Sidste jul fik jeg den værste besked man kunne få. En gymnasiekammerat havde taget sit eget liv – vi vidste ikke engang at han var ulykkelig. Og senest i Oktober figuerede min hjemstavn i landsdækkende medier: Min gamle ven var død – knivdræbt på en stille villavej i Glyngøre.

Jeg ved ikke hvor mange på min alder der har stiftet bekendskab med døden, men jeg kender til den – den bor i Glyngøre. Så når jeg er hjemme til Jul, finder jeg altid en dag til at runde kirkegården. Jeg plejer at vælge den dag med dårligst vejr for så kan jeg gå alene rundt dernede – den er jo ikke så stor, så det er så udstillende hvis man besøger en grav. Jeg går rundt til de fleste mænd/drenge fra min generation som er borte – også dem jeg ikke kendte helt så godt. I min varmeste jakke og min fars vinterstøvler står jeg foran deres gravstene. Kulde plejer at omgive mig og det er altså ikke altid pga. hvid jul. Glyngøre kan åbne et ar i min sjæl for at være her minder mig om dem som er borte. Jeg spejler min egen eksistens i de unge mænd på kirkegården. Vi kommer fra det samme sted, havde de samme forudsætninger, gik på den samme skole, havde de samme lærere, gik til de samme fester, arbejdede i den samme skod-superbrugs, lagde an på de samme piger, troede alle at verden lå for vores fødder og dog ligger de der og jeg står her stadig – på mange måder mere i live end nogensinde. Det er et underligt sort hul, hvis man kigger ned i det.

I år skal jeg ned og besøge ham den knivdræbte. Det bliver første gang, men jeg kender jo turen. Der står den sten jeg selv og mine venner har været med til at finansiere. Under den ligger min ven. Bagefter skal jeg mødes med mine andre venner – os der stadig er her. En stolt juletradition. Druk den 25. med hele byen. Alle de gode gamle. Men der bliver flere og flere tomme stole.

K.Ras

Fjerde del af min lille juleføljeton “Min juletilstand forklaret”.

For femte og sidste del klik her:

5. del – Min juletilstand forklaret – en art konklusion

Se også:

1. del – På den anden side af det store hvide ligger stilheden

2. del – Home is where the heat/meat/heart is

3. del – Scener fra en jul og det der er omkring den

To whom it may concern.

Og det var en af de dage, hvor det nærmest ikke nåede at blive lyst. Da han åbnede døren til sit værelse blev han først overvældet af varmen. Radiatoren havde åbenbart alligevel været skruet op, da han tog hjemmefra i morges. Han smed nøglerne på køleskabet og skoene bag døren ved siden af den flyttekasse, som han nu havde besluttet aldrig blev pakket ud – for hvor skulle han egentlig gøre af indholdet? Ugideligt tjekkede han posten igennem. Telia, Sonofon og Lærerstandens brandforsikring havde sendt julehilsener uden særligt budskab; “Ja – du betaler også for vores ydelser i December og nedenstående beløb bliver hævet fra dit og dat på den og den dato”. En lav summen gjorde ham opmærksom på, at han havde glemt at slukke for stereoanlægget. “Så meget for green footsteps” tænkte han ved sig selv og startede den CD der sad i. Engelsk sproget folk fra Sverige klimpede ud af højtalerne som i ægte bohéme stil var placeret på gulvet – mere af nød end et egentlig livsstilsvalg; for hvor skulle de ellers stå? Han tog et clas cola for at feje den sidste tømmermænds træthed væk inden han satte sig ned ved sin MAC. Han loggede ind på sin blog og sendte en tanke til gode gamle Böddi fra Hallgrimur Hellgarsons Stormland – “Er vi så forskellige du og jeg?” Med tanken rungende i baghovedet gav han sig til at skrive til hvem end der måtte have lyst til at læse det:

“Kære dig. Har du nogensinde prøvet at samle en våd vandmelonskerne op fra gulvet? Det er praktisk talt umuligt. Det er sådan noget jeg tænker på, når du opdager, at jeg kigger væk, når vi taler med hinanden. Eller også siger du noget som får mig til at forstå dig på en anderledes måde. Du hentyder til noget som måske har med mig at gøre – vores relation; og så opstår der en tvivl i mig. “Hvordan ser du mig egentlig?” tænker jeg. Eller: “Er det virkelig sådan her du gerne vil have, det her skal være?”…Eller måske “Hvordan kan jeg bevise overfor dig, at jeg er mere end bare det, du tror lige nu?” Du kan nok forstå at sådanne tanker kan være distraherende – det beklager jeg. Jeg er stadig lige der sammen med dig. Det håber jeg ikke, at du tvivler på.”

Han afbrød skriveprocessen da der pludselig umotiveret sprang en streng på hans guitar. Efterklangen fra instrumentet afbrød hans tankestrøm og momentum var tabt. Det var efterhånden blevet mørkt i lokalet – vintermørket kommer hurtigt i December. Som en påmindelse lyste en lampe hans opvask fra i går op. Han sukkede for sig selv: “Er det virkelig på den måde, det skal være i dag?” Han rejste sig. Mobiltelefonen blobbede – den var ved at løbe tør for strøm. Han satte den i stikket og begav sig på vej mod køkkenet for at vaske op. Stående i døråbningen slukkede han lyset. I hans stille sind forestillede han sig hvordan det ville være, hvis det hele var væk når han kom tilbage. Hvis nu det hele var et sted, der var hans eget – et ægte hjem fremfor et hummer. “Et juleønske” sagde han højt til sig selv og forlod værelset.

K.Ras

Voksenbarn

Når man som jeg har en uddannelse indenfor de æstetiske fag, er proklameret ‘kunstner’ – forstået på den måde at min skabertrang udleves og udover det er 25 årig mand, så er der mange æstetiske fænomener som jeg kan finde uforståelige, barnlige eller ligegyldige – men en ting er sikkert: Jeg elsker Harry Potter!

Da jeg blev introduceret for fænomenet gik jeg i gymnasiet. Jeg var en ung pubertær sproglig student ude på landet som var venstreorienteret, musiker og mere interesseret i piger end i naturfag (Det er jeg egentlig stadig!). Jeg husker at min storesøster, som altid har været lidt af en læsehest, var fordybet i en underlig række af bøger. De lå rundt omkring i vores parcelhus med deres grimme covers. På trods af dette strålede de på en underlig måde. De havde tiltrækningskraft. På det tidspunkt var der tre og den fjerde var på vej. Film var blot en strøtanke. Det var en sommer eller start-efterår at jeg valgte at samle den første op. 2 G tror jeg. 1’eren var ret hurtigt overstået og efterlod ikke det helt store indtryk, men den gjorde dog at jeg samlede 2’eren op. Ikke ret langt inde i den ændrede min tilværelse sig. Det var som om at min tumultariske gymnasie tilværelse blev sat på standby. Jeg læste i bussen på vej i skole og når jeg sad i klassen søgte mine tanker mod bogen. Det blev en slags parallel virkelighed for mig. Harry, Ron og Hermione kom derfra til at følge mig i min overgang fra forvirret teenage dreng til voksen og modstandsdygtig. Som student, som værnepligtig, på Højskole, i Århus og København. Da jeg havde læst den sidste bog var jeg ikke grædefærdig fordi at det nu var slut – det var slet ikke på den måde. For i mit hoved lever bogens univers videre. Vi får bare ikke flere breve derfra.

Jeg ved ikke hvad det er med mig, men jeg er nok lidt hooket på fiktion og min kærlighed til Harry Potter er nok det stærkeste eksempel på dette. Jeg nyder at lade mig indrulle i en anden verden og den behøver ikke at være mere kompliceret end som så. Jeg har mødt folk der rynker på næsen af Harry Potter med gloser som “Det er jo en børnebog” eller “Jeg læste den på et par timer og intet af det udfordrede mig.” Når man færdes i de sfærer som min indledning antyder, er der mange der virker til at være besatte af at virke som intelligente tilhængere af ‘den høje kunst’ og derfor ikke nedlader sig til at give sig i kast med så ulødigt et værk som Harry Potter. Fuck dem – Jeg æder det råt! Hver gang jeg læser Harry Potter eller for den sags skyld ser nogle af de mere vellykkede film (indrømmet: der er nogen der ikke er helt oppe at ringe), så glemmer jeg alt andet og personerne i universet er ligeså virkelige for mig som – ja – virkelighedens personer. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at jeg faktisk føler at jeg er mere inde på livet af Harry Potter end mange af mine facebook venner – og faktisk også mere interesseret i hvordan det går ham end dem. Jeg tager det bare så alvorligt; fiktionen altså. Jeg er sådan en der forelsker sig i piger på film. Jeg drømmer med – glemmer mig selv. Forglemmelsen er fantastisk og det er derfor at fiktion er så vigtigt. For mig er det dødsens alvorligt. Hvis vi ikke tager fiktionen alvorligt så lærer vi ikke noget af den. Hvis vi ikke føler med Harry, hvorfor fanden skal han så trækkes igennem alt det lort?

For mig er Harry Potter stor kunst – uanset hvad min uddannelse, mit kunstneriske virke eller min alder dikterer. Ethvert kunstværk der kan røre mig og fjerne mig fra min virkelighed som de bøger kan, er i min verden magiske.

If you don’t know where you’re going, how will you know when you arrive?

Nyligt hjemvendt fra årets Roskilde – nu hårdt arbejdende med bacheloropgave trænger der sig et spørgsmål på: Er det alt sammen ned af bakke herfra?

I gamle dage var godt vejr på Roskilde Festival lig med en ubetinget succes. Alt besværet ville forsvinde og man ville kunne vælte sig rundt i alle de fantastiske tilbud/koncerter/mennesker der ligesom dig selv levede for den ene uge. Men i år var det anderledes. Sådan underligt….begivenhedsløst. Forudsætningerne var ellers de samme. God lejr med folk man holder af og sænket pavillion (dog med en lidt speget beliggenhed bag skateboardramperne), Gratis billet og medarbejder fordele og et musikprogram med stor diversitet og enkelte store favoritter (NICK CAVE!) – ja og så var vejret også helt fænomenalt. Alligevel udeblev den helt store sensation – Du ved den fornemmelse der sidder i een hele året, så man kan glæde sig til næste festival. Roskilde i år var sådan lidt – du ved – okay.. fint nok !?! I lejren jokede vi med at vi var “De gamle mænd”. Vitsen udsprang af at mange af os var gået unormalt tidligt i seng mange aftener uden at være helt vildt stive. Mange gange havde vi lyst til en middagslur og vores nabolejr, som var en efterskole-lignede størrelse fra Norge, irriterede os lidt med deres pubertære musikvalg, spillen bold og kasten med mad. Vi fik heller ikke drukket alle lejrens øl og vi havde tre flasker sprut med hjem – hvad sker der der? Jeg sidder her og undrer mig. Jeg tør næsten ikke bruge den her kliché, men er jeg ved at blive for gammel til det pjat? (Gisp!) Det var mit syvende Roskilde i træk. Jeg ved ikke om det har noget med det at gøre. Jeg har ligesom set det før. Boderne, lejrene, de store scener, klimafokus, Alien der knepper ko, varmen, Mor Toves, Orange press, Øst, Vest, pantsamlerne, de fulde svenskere. Det er blevet en underlig rutine og sådan plejer det da ikke at være – gør det? Det plejer da at være det modsatte. En frigjort uge væk fra morgen toillette og faste måltider. Hvor penge ikke var nogen faktor og loven var som vi læste den. Hvor kærligheden var fri, musikken det største i verden og festen til den lyse morgen.

Næste gang jeg tager på Roskilde er jeg 26. Så er jeg en af de der fyre. De måske lidt for rutinerede. Dem der ikke gider at vade ind til Roskilde for at hente bajere, men har planlagt det hele hjemmefra; “Torben kommer med bilen kl. 14 så skal vi være klar med sækkevognen!” (Fuck mand – Sådan var det jo allerede i år!!!) Dem der køber fadøl på pladsen istedet for at smugle en lunge ind med hvidvin. Den som ikke bliver benovet over at stå foran Orange scene. Wow – Det er lige før at jeg savner regnen fra 2007 – den hev da ihvertfald en ud af rutinen og tvang en til at tænke anderledes. Uhyggelig tanke. Gad vide om man kan undsige sig det? Kan man undgå at blive en af de rutinerede – både på Roskilde såvel som i det virkelige liv? Vil man kunne begejstres når man har set det meste? Man kommer vel ikke til at se mindre af at blive ældre? Det har jeg ihvertfald ikke tænkt mig. Det er som om at Roskildes mikrokosmos påviser en del af virkeligheden – den sætter det i skræmmende relief. Jeg gider ikke at det skal være sådan. Så jeg må gøre mit bedste for at ændre det. Det kan vel ses som en del af denne blogs projekt. Tag ikke noget for givet.

Måske er det bare en ny måde at tage på Roskilde på. Jeg bliver sgu nok nød til at prøve igen næste år.

K.Ras