Dagen derpå er mit hoved fyldt med ene af gode ting, men hvis jeg læser dagspressen burde jeg åbenbart have tømmermænd. Anmeldere havler gårsdagens Midlake koncert ned – jeg elskede den!
Livekoncerter er mit hjerteblod. Selvom jeg er tværæstetisk uddannet, så er det livekoncerten der kan røre mig mest. Det er her jeg både kan føle mig udenfor og inde i varmen på samme tid. I går var jeg i Amager Bio. En ny ven havde skaffet gratis adgang til de midt-vest amerikanske indie folk-rockere Midlakes koncert. Midlake opdagede jeg en stille eftermiddag på mit arbejde på radioen. Jeg husker at jeg fandt linket på Stereogum – en virkelig fed amerikansk blogside der nærmest manifesterer ting som jeg ville ønske der eksisterede. Den dag jeg fandt Midlake, var jeg stresset, udkørt og lidt kørt sur i Danmarks største medievirksomhed. Men som jeg sad med mine hovedtelefoner på midt i det åbne kontormiljø, alt imens tre andre redaktioner for forbi mig uden at tage notits, flød Midlakes ‘Acts og man’ og ‘Rulers of all things’ ind i min begrebsverden. Jeg underdriver ikke når jeg siger, at jeg var solgt! Selvom alle omkring mig arbejdede og havde gang i deres og derfor burde distrahere mig, var jeg sgu lige ved at begynde at græde.
“I only want to be left to my own ways” sang Tim Smith ind i mine ører og dybt ind i min sjæl. Jeg tror at jeg føler et stort slægtskab med den mid-west amerikanske mentalitet. Den minder måske på mange måder om at være vestjyde. Bare fordi at man er stille kan man godt have store følelser, men jeg skal nok selv bestemme hvornår og hvordan, jeg deler dem med dig.
De startede koncerten med at udradere mig. De spillede det nummer der for mig er deres bedste. ‘Winter dies’ blev opbygget som en art messende intro med flere og flere lag – og når man spiller i et land der er dækket af sne og ret vintertræt må det siges at være genialt at minde publikum om at “when the earth comes alive the winter dies”. Anmeldere (Læs Soundvenue aka. musikpoliti aka dem der står med krydsede arme og hører koncerter) kalder oplevelsen kedelig og for fyldt med kedelige ballader. Deres argument er at fredag er en fadøls fest i Amager bio – ergo skal Midlake gå på kompromis og skrue lidt op. Jeg er egentlig tilhænger af bands der underholder, er loose og kan underholde, men det er overhovedet ikke mit indtryk, at Midlake var sløve eller lignende af den grund. Tværtimod tog de fat i det, de er virkelig gode til. Den sløve melankoli med et super band – 6-7-8 mand der føler igennem instrumenter – sådan noget gør indtryk at være vidne til.
Nu skal man selvfølgelig også tænke ind i den ligning, at Midlake skriver sange direkte til min selvopfattelse og hjertekule. Jeg føler at Tim Smith og jeg aldrig vil have “the courage of others” til alt her i livet. Men det er egentlig underligt hvorfor en koncertanmeldelse som soundvenues skal være så hæmmet af objektivitet. Kan man som koncertgængere frigøre sig af lysten til at høre sit yndlingsnummer? Og hvem er egentlig interesseret i den nøgterne vurdering? Vil vi ikke hellere høre en der er mega begejstret eller som hadede koncerten? De må da have følt noget. Hvis jeg havde “The courage of others” havde jeg måske skrevet en anmeldelse til genmæle….oh – well…
Nå men anyhow – Midlake: I er fantastiske og I har mit hjerte!
Kristian Ras
How not to drown kittens. 