Den globale opvarmning er en realitet – April brænder mig op med sine rekord-mange solskins dage, og når man som jeg er nyligt flyttet ind under en tagryg, kan man virkelig mærke heden til langt ud på natten. Til trods for dette går meget af min tid faktisk med at sidde i en kælder.
På det seneste har jeg brugt rigtig mange dage i kælderen under et af DKs tunge dagblade. Det virker måske som en underlig beskæftigelse, men mit motiv er ikke slumstormeri eller terrorisme – tværtimod. Det er penge. Jeg slæber gamle aviser og fylder op med øl og vand for at supplere min SU. Og således ender jeg tit med at sortere enten gammelt nyt eller gamle flasker, alt imens jeg dagdrømmer om den verden, der findes over mig. Der er ingen vinduer, så jeg bliver nød til at drømme. Tilgengæld yder kælderen rigeligt med brændstof. Et af privilegierne er adgang til de bøger der bliver sendt ind til anmeldelse. Selvfølgelig beholder journalisterne og de andre ansatte i overetagen de virkelig gode ting – der er stor filtrering inden en bog havner i kælderen, hvor der kun er mig til at læse dem. Enkelte romaner ryger igennem, men så er det som regel en genudgivelse i paperback eller en uheldig debutant. Fagbøger om haver, drinks, lystbåde og begravelser vil de overjordiske heller ikke beholde, så den slags store bøger underholder mig med billeder ude fra den verden som er gemt for mig. Men den genre der fylder mest i bogkasserne er selvhjælpsbøger. “Bliv sund på ti uger”, “Eva-princippet”, “Lær at sige NEJ!”, “Lær at sige JA!”; “Lær at sige hvad du gerne vil”. Der er ikke den hjælp, du ikke kan hente i de bøger. Det paradoksale er så hvordan disse mennesker/forfattere/Guruer lover dig alle mulige garanter for succes, men deres egen bog bliver praktisk talt ikke åbnet oppe på avisen – den ryger direkte ned til undermenneskene. Hvis der er nogen derude der føler sig truffet, så vil det glæde jer at høre, at jeg kigger i dem. Jeg tager dem ikke alvorligt, men jeg zapper lystigt i dem og lader dem befrie mig fra det faktum, at jeg ikke har nogle vinduer i min kælder. Hvorvidt det er selve selvhjælpen der hjælper mig, skal jeg lade stå uvist hen – men et eller andet godt gør de.
Oh and by the way – sorry den sene post, men tro det eller ej: Jeg har faktisk haft for travlt til at skrive. Et udforudset paradoks for en blog der skal dokumentere at man ikke keder sig: “Hvis man har travlt har man ikke tid til at nedfælde det –> ergo intet nyt er faktisk godt nyt.”
Der kan man bare se.
K.Ras
How not to drown kittens. 