Zitilites

Fra det inderste af eksil-jyden i København kommer her en besked til de indfødte: I forstår ikke hvor glade I skal være for at have det, I har.

NB: Denne lille tekst opstod alt imens jeg hørte The Nationals ‘Boxer’ – skæring 1 og fremefter. Læser opfordres til at anvende denne som soundtrack alt imens teksten gennemgås. Musikken fanger den fornemmelse jeg havde i mig, da jeg skrev denne tankestreg..

Nogen gange kan jeg godt lide bare at kigge ud af vinduet. Det er ikke fordi at jeg nødvendigvis holder øje med mine naboer eller sådan noget, men vinduet er for mig som et maleri af evigt ændrende motiver. Og her tænker jeg ikke på årstidernes skiften eller vejrets foranderlighed, men på at vinduer kigger man ud af med en bestemt fornemmelse. De er indikatorer på det nu, du kigger fra. Det er god kunst på den måde, at det ikke nødvendigvis er det der er på den anden side af glasset der er værket – det er derfra hvor man står der skaber værket og hele oplevelsen. Jeg referer selvfølgelig til ens egen selvopfattelse. “Hvem er jeg, imens jeg igen kigger ud af det her vindue”?. Det gode ved at kigge ud af vinduet er, at det ikke nødvendigvis har den store relevans. Der er en særlig fornemmelse der indtræffer, når man kigger ud af vinduet. Der er en stemme inde i en der siger: ” Nå – ja ja.” eller måske mere rammende på engelsk “Ah well…Well there you have it!” Når jeg kigger ud af vinduet, er det et punkt hvor man stopper op og føler sig selv.

Her hvor jeg sidder nu i mit nye værelse på Nørrebrogade i København, er det en helt speciel stemning der indtræffer. Det er en storby fornemmelse. Ihvertfald sådan som en storby fornemmelse føles for en sindig vestjyde. Det er ikke en hektisk øv-der-er-busser-og-mennesker-overalt følelse; det er faktisk det modsatte. En ro. Det kan bedst beskrives med stykke prosa:

“Han løftede sin kaffekop og bevægede sig over til vinduet. Nede på gaden lå sneen som en evig forhindring for gangbesværede og den almene travle Nørrebro’er. Folk kæmpede sig frem på deres cykler alt imens 3 A og 5 A passerede dem i tæt efterfølgelse af hinanden – trods det var der ingen sure miner at spotte. Sådan var det jo bare. Han følte hvordan hans skuldre sank en smule ned, så han løftede kaffekoppen op til næsen. Den varme duft fra kaffen fyldte ham op, imens han følte hvordan verden passerede ham udenfor de frostramte ruder. “Livet går videre” sagde han til sig selv “Og gudskelov for det”.

Det er en speciel fornemmelse. Det er vel det man kalder byens puls. I en by som København kan man mærke livets gang og føle byens hjerte pumpe liv ud i enhver krog af dens legeme. Byens hjerteblod er de folk der lever her og fornemmelsen er en kombination af dels en storby, hvor folk har levet og boet i umindelige tider og derfor sat deres aftryk og dels af de folk der lever her nu og er ligeglade med alle dem der gik før dem, men i stedet definerer det som deres hjem og livsverden. Fornemmelsen er ikke København unik – kanske den er stærkere jo større byen er. Jeg var i New York i efteråret og her var følelsen noget af den samme. Jeg kan huske, at jeg en søvnig lørdag formiddag stod et ensomt øjeblik på hjørnet af Tompkins square park på Lower East side. Gule taxier fyldte vejene alt imens New Yorkerne gik forbi med deres små hunde og kaffekopper to-go. Efterårstemningen og byens træer gjorde den rød-gul brunlig som i en Woody Allen film. Jeg løftede blikket og så ind bag en af deres meget karakteristiske brandtrapper. På tredje sal stod et vindue åbent hvor der stod en lille potteplante. Jeg tænkte for mig selv “Nå – selv i New York er der folk der passer deres potteplanter?” Selvom millionbyen var lige udenfor vinduet, stod der der er et lille liv som en eller anden passede. Et menneske som vi måske aldrig hører om eller som måske ændrer verden – who knows!?

Det er den samme fornemmelse jeg har, når jeg kigger ud af mit vindue. Herinde bag ruden er mit liv som ganske vist fylder meget for mig, men udenfor er der så meget der er i gang. Mere end nok til et liv. Det herinde er mit som så er en del af noget større – byens puls. Et liv med og uden andre på samme tid.

K. Ras.