“Past the point of no return!”

Jeg er 26-årig mandlig vestjyde med uddannelse indenfor de høje kunstarter samt udøvende indie-musiker – kære læser: Hvad er det så for noget med mig og musicals?

Når jeg er alene og gerne har tømmermænd, har jeg en lille beskæftigelse, som jeg skjuler godt for andre. Jeg tager hovedtelefoner på og låser døren, så ingen kan forstyrre mig. Derefter logger jeg ind på nettet og begynder min surfen. Surfen efter videoer af en bestemt slags. Ofte er det en mand og en kvinde der er hovedpersonerne, men der kan også være flere med. Deres hjerter banker i takt med mit. Det vækker noget i mig og føles meget forbudt. Som min egen lille lystige form for tidsfordriv, opsøger jeg videoklip på nettet – oftest kun af et par minutters varighed. Med hovedtelefonerne helt skruet op afsøger jeg febrilsk nettets mangfoldighed for at stille min lyst efter…Musicals. Ja du læste rigtigt. Musicals! Og nu mener jeg ikke hvilke som helst musicals. Det skal være de helt tunge drenge! Dem hvor pathosen driver ned af væggene. Hvor kærligheden ikke er ægte uden en duet. Hvor dødsøjeblikke skal skriges ud – og hvor morderen udpeges af et skæbnekor. Men det skal samtidig være på den lette måde. Det skal være i familie med operaen, men også med Beatles – på The Long and Winding Road måden. Ikke Come Together. Jeg kan ikke udstå, når de bliver FOR rytmiske. Symfonien skal være basis. Violiner formidler bedst et knust hjerte. Hair er ikke noget for mig. Ej heller Grease. Det er mere noget i retning af det her:

Det er også på en bestemt måde. Jeg er mest til filmversionerne. Selvom det lyder mærkeligt, når man taler om noget så karikeret som musicals, så kan jeg ikke klare det over-teatralske ved sceneproduktionerne. Den visuelle side af det hele bliver for sløv. Der skal være hurtige klips og farver der overstiger virkeligheden. Samtidige så er der et eller andet der irriterer mig ved at blive konfronteret for meget med de mennesker der udfører musicalen. Der er nemlig noget modbydeligt folkeligt over det, som det krymper sig i mig, når jeg tænker på. Og nu afslører jeg måske lidt mig selv. Jeg har faktisk en foruroligende stor indsigt i musicalens verden – eller det at være med i en musical. I min gymnasietid havde jeg større roller i tre relativt store produktioner. Ja okay – jeg havde faktisk hovedroller i to af dem. Okay, okay, jeg var da faktisk også første-elsker i en af dem – men således er jeg jo faktisk også en af de kvalificerede til at udtale mig om dem! Og det der irriterer mig er faktisk i høj grad noget af det der foregår bag kulisserne. Der bliver en slags musicalkultur. Alle er på kram med hinanden. Alle skal være ven med alle og det bliver sgu en helt omklamrende fornemmelse – og jeg synes nogen gange, jeg kan se den på scenen. Og så kan alle sgu bare lide det. Alle kan lide musicals. Undtagen dem der vælger at hade dem. Men musikken og følelserne de bider sgu på mig. Syng smerten! Den store romantik! (Måske har jeg været single for længe?). Her på det sidste har jeg været besat af en af de helt store. Måske den største indenfor dens genre. I morges nynnede jeg den i badet og jeg griber mig selv i at synge den for mig selv i Netto. Den er som dens titel. Et spøgelse der hjemsøger mig:

Kanske det er hele Phantoms plot der rammer mig. Musikkens evne til at fordreje hovedet på os. (“SWEET INTOXICATION!!!”) I hvert fald reagerer jeg på det, selvom jeg egentlig gennemskuer det på samme tid. Det er underligt, men jeg kan ikke lade være med at drages af det…. Men måske ligger der en pointe i, at jeg ikke kan lide sceneudgaverne. Måske er der en grund til at jeg bedst kan lide det på film. Måske stammer min glæde for kombinationen af billederne, store følelser, let plot, firkantede karakterer, heftig orkestrering men med et let sprog et lidt andet sted fra end musicalen per se…:

Måske er Disney svaret. De havde jo trods alt en anden guldalder, da jeg var barn. Nu jeg tænker over det, tror jeg faktisk, at soundtracket fra Løvernes Konge var min første CD. Så måske stammer min facination derfra. Iblandt alle musicalsene er der i hvert fald et enkelt klip, som jeg vender tilbage til igen og igen. Et klip som måske ikke er så musical-agtigt. Jo der er ganske vist sang, men det er ikke den der er i billedet der fremfører det. Det er nærmest en montage med underlæggende sang, men det er de store følelser der er på spil – dog paradoksalt nok på en mere ægte måde, når man tager filmen hvorfra det kommers natur i betragtning. Hver gang jeg ser det, overrumples jeg i hvert fald af minder og sorg over barndommen som er tabt og den tilstand, som man aldrig kan få igen. Jeg kommer til at tænke på det nære familieforhold vi havde, da mig og mine søstre boede hjemme hos mine forældre under samme tag. Og jeg kommer til at tænke på mine forældres dødelighed, og at jeg stadig er her, når de er væk – så det er stærkt, selvom det er kort:

Måske er det ikke så slemt at være lidt forfalden til det musical-agtige. Måske skal man bare acceptere, at man er lidt sentimental. At det for mit vedkommende måske kan siges at tangere noget sygligt, er op til dig, kære læser, at vurdere alvoren af. Jeg stopper ihvertfald nok ikke med at opsøge pathosen online. Men måske stopper jeg, hvis jeg bliver taget i det. Måske…

K.Ras

Home is where the heat/meat/heart is

Omgivet af den nære familie og tæt på både sukker og frikadelle overload mærker man kærlighed i den reneste usagte form: omsorg og opmærksomhed.

Min forældre har brændeovn. Eller egentlig kan man på en måde godt sige, at min far har en brændeovn. Den er i høj grad hans projekt. Min mor støtter det – bevares – men det er min far der fyrer op og ham der saver brænde. Nu er det jul og vi er alle samlet og af en eller anden grund er det som om, at der så skal kommes lidt ekstra i brændeovnen. Der er i hvertfald tæt på de 30 grader i mine forældres stue. Jeg er selv en frosen pind, men her bliver jeg nød til at tage mine julesokker af – ellers koger jeg over. Det til trods kan min far alligevel finde på pludseligt at spørge til om man synes, at det er for koldt, hvis man bevæger sig lidt umotiveret eller rykker lidt på skulderen på en måde der kunne minde om, at man “skutter” på dem. Han er evigt opmærksomhed. Min mors projekt er det der kommer på bordet – altså rent kvantitativt. Der skal virkelig være nok at spise. Som studerende har jeg oparbejdet en madrutine der kan skrabes ned til et til to måltider om dagen. I Glyngøre står den på morgenmad, formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe, aftensmad og aftenskaffe – og i julen er det specielt voldsomt. Oftest suppleres måltiderne af en øl (dog ikke morgenmad!), så en juledag kan godt komme til at minde om en Roskilde festival – rent alkoholsmæssigt. Men alt det til trods kan min mor stadig ane ud af øjenkrogen hvis man slikker sig om munden, ens mave knurrer eller man kommer til at sige, at man har lyst til “et eller andet”. Hun er evigt opmærksom og sørger for at man ikke skal mangle noget.

Det er ikke et udtryk for at mine forældre er rige eller har et ønske om at frådse – tværtimod; deres budgetter er egentlig ret små. De er bare det mest vestjyske, man kan forestille sig. Det er deres kærlighed udtrykt i varme og mad. Det er deres måde at udtrykke hvor glade de er for, at vi er hjemme og hvor højt de elsker os. Sådan noget taler man ikke så meget om i vores familie. Man viser det. Min fars ekstra pind i brændeovnen er den omsorg, han udviser for os. Hans kærlighed er proportionel med temperaturen i stuen; den omslutter os fuldstændigt. Vi er 7 med min søsters mand og min niece, men min mor har mad til 20.

Mine forældres julehjem bugner af udtrykt kærlighed, skønt det hele er usagt. Man føler sig forkælet og føler at man ikke kan være andet bekendt end at tage en gang ekstra af julesulen – for selvfølgelig gengælder man deres kærlighed lige indtil man er ved at brække sig eller får et hedeslag.

K.Ras

Anden del af min juleføljeton: “Min juletilstand forklaret”.

Klik her for tredje del

3. del – Scener fra en jul og det der er omkring den.

Se også:

1. del – På den anden side af det store hvide ligger stilheden