Og det var en af de dage, hvor det nærmest ikke nåede at blive lyst. Da han åbnede døren til sit værelse blev han først overvældet af varmen. Radiatoren havde åbenbart alligevel været skruet op, da han tog hjemmefra i morges. Han smed nøglerne på køleskabet og skoene bag døren ved siden af den flyttekasse, som han nu havde besluttet aldrig blev pakket ud – for hvor skulle han egentlig gøre af indholdet? Ugideligt tjekkede han posten igennem. Telia, Sonofon og Lærerstandens brandforsikring havde sendt julehilsener uden særligt budskab; “Ja – du betaler også for vores ydelser i December og nedenstående beløb bliver hævet fra dit og dat på den og den dato”. En lav summen gjorde ham opmærksom på, at han havde glemt at slukke for stereoanlægget. “Så meget for green footsteps” tænkte han ved sig selv og startede den CD der sad i. Engelsk sproget folk fra Sverige klimpede ud af højtalerne som i ægte bohéme stil var placeret på gulvet – mere af nød end et egentlig livsstilsvalg; for hvor skulle de ellers stå? Han tog et clas cola for at feje den sidste tømmermænds træthed væk inden han satte sig ned ved sin MAC. Han loggede ind på sin blog og sendte en tanke til gode gamle Böddi fra Hallgrimur Hellgarsons Stormland – “Er vi så forskellige du og jeg?” Med tanken rungende i baghovedet gav han sig til at skrive til hvem end der måtte have lyst til at læse det:
“Kære dig. Har du nogensinde prøvet at samle en våd vandmelonskerne op fra gulvet? Det er praktisk talt umuligt. Det er sådan noget jeg tænker på, når du opdager, at jeg kigger væk, når vi taler med hinanden. Eller også siger du noget som får mig til at forstå dig på en anderledes måde. Du hentyder til noget som måske har med mig at gøre – vores relation; og så opstår der en tvivl i mig. “Hvordan ser du mig egentlig?” tænker jeg. Eller: “Er det virkelig sådan her du gerne vil have, det her skal være?”…Eller måske “Hvordan kan jeg bevise overfor dig, at jeg er mere end bare det, du tror lige nu?” Du kan nok forstå at sådanne tanker kan være distraherende – det beklager jeg. Jeg er stadig lige der sammen med dig. Det håber jeg ikke, at du tvivler på.”
Han afbrød skriveprocessen da der pludselig umotiveret sprang en streng på hans guitar. Efterklangen fra instrumentet afbrød hans tankestrøm og momentum var tabt. Det var efterhånden blevet mørkt i lokalet – vintermørket kommer hurtigt i December. Som en påmindelse lyste en lampe hans opvask fra i går op. Han sukkede for sig selv: “Er det virkelig på den måde, det skal være i dag?” Han rejste sig. Mobiltelefonen blobbede – den var ved at løbe tør for strøm. Han satte den i stikket og begav sig på vej mod køkkenet for at vaske op. Stående i døråbningen slukkede han lyset. I hans stille sind forestillede han sig hvordan det ville være, hvis det hele var væk når han kom tilbage. Hvis nu det hele var et sted, der var hans eget – et ægte hjem fremfor et hummer. “Et juleønske” sagde han højt til sig selv og forlod værelset.
K.Ras
How not to drown kittens. 