Voksenbarn

Når man som jeg har en uddannelse indenfor de æstetiske fag, er proklameret ‘kunstner’ – forstået på den måde at min skabertrang udleves og udover det er 25 årig mand, så er der mange æstetiske fænomener som jeg kan finde uforståelige, barnlige eller ligegyldige – men en ting er sikkert: Jeg elsker Harry Potter!

Da jeg blev introduceret for fænomenet gik jeg i gymnasiet. Jeg var en ung pubertær sproglig student ude på landet som var venstreorienteret, musiker og mere interesseret i piger end i naturfag (Det er jeg egentlig stadig!). Jeg husker at min storesøster, som altid har været lidt af en læsehest, var fordybet i en underlig række af bøger. De lå rundt omkring i vores parcelhus med deres grimme covers. På trods af dette strålede de på en underlig måde. De havde tiltrækningskraft. På det tidspunkt var der tre og den fjerde var på vej. Film var blot en strøtanke. Det var en sommer eller start-efterår at jeg valgte at samle den første op. 2 G tror jeg. 1’eren var ret hurtigt overstået og efterlod ikke det helt store indtryk, men den gjorde dog at jeg samlede 2’eren op. Ikke ret langt inde i den ændrede min tilværelse sig. Det var som om at min tumultariske gymnasie tilværelse blev sat på standby. Jeg læste i bussen på vej i skole og når jeg sad i klassen søgte mine tanker mod bogen. Det blev en slags parallel virkelighed for mig. Harry, Ron og Hermione kom derfra til at følge mig i min overgang fra forvirret teenage dreng til voksen og modstandsdygtig. Som student, som værnepligtig, på Højskole, i Århus og København. Da jeg havde læst den sidste bog var jeg ikke grædefærdig fordi at det nu var slut – det var slet ikke på den måde. For i mit hoved lever bogens univers videre. Vi får bare ikke flere breve derfra.

Jeg ved ikke hvad det er med mig, men jeg er nok lidt hooket på fiktion og min kærlighed til Harry Potter er nok det stærkeste eksempel på dette. Jeg nyder at lade mig indrulle i en anden verden og den behøver ikke at være mere kompliceret end som så. Jeg har mødt folk der rynker på næsen af Harry Potter med gloser som “Det er jo en børnebog” eller “Jeg læste den på et par timer og intet af det udfordrede mig.” Når man færdes i de sfærer som min indledning antyder, er der mange der virker til at være besatte af at virke som intelligente tilhængere af ‘den høje kunst’ og derfor ikke nedlader sig til at give sig i kast med så ulødigt et værk som Harry Potter. Fuck dem – Jeg æder det råt! Hver gang jeg læser Harry Potter eller for den sags skyld ser nogle af de mere vellykkede film (indrømmet: der er nogen der ikke er helt oppe at ringe), så glemmer jeg alt andet og personerne i universet er ligeså virkelige for mig som – ja – virkelighedens personer. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at jeg faktisk føler at jeg er mere inde på livet af Harry Potter end mange af mine facebook venner – og faktisk også mere interesseret i hvordan det går ham end dem. Jeg tager det bare så alvorligt; fiktionen altså. Jeg er sådan en der forelsker sig i piger på film. Jeg drømmer med – glemmer mig selv. Forglemmelsen er fantastisk og det er derfor at fiktion er så vigtigt. For mig er det dødsens alvorligt. Hvis vi ikke tager fiktionen alvorligt så lærer vi ikke noget af den. Hvis vi ikke føler med Harry, hvorfor fanden skal han så trækkes igennem alt det lort?

For mig er Harry Potter stor kunst – uanset hvad min uddannelse, mit kunstneriske virke eller min alder dikterer. Ethvert kunstværk der kan røre mig og fjerne mig fra min virkelighed som de bøger kan, er i min verden magiske.