Tag Archives: Jul

Hvor livet leves er der, hvor livet er.

Julen er en rejse tilbage til alt det der var engang og udleves på fordummens skueplads. I jagten på voksen-julen kan man påpege, at Glyngøre er barndommens land, men de voksne år startede et andet sted – ikke langt derfra….

Hvis man rent procentuelt skulle regne ud, hvor jeg tilbragte mest tid i min gymnasietid, ville et godt bud være i Rute 40 – bussen som kørte fra Glyngøre med retning mod Nykøbing Mors. Jeg har på ingen måde tal på, hvor mange gange jeg har siddet ved busstoppestedet på strandvejen og kigget udover fjorden. Som regel med discman’en lidt for højt i i ørerne. For skønt Glyngøre virkede som hele min verden i mange år, blev den på et tidspunkt for lille. Da jeg skulle vælge hvad livet efter folkeskolen skulle bringe faldt valget på sprogligt gymnasium og så måtte man søge udenbys. Og den by var Nykøbing Mors på øen hinsides fjorden. Nu lyder det som om, at det var en hel dagsrejse; i realiteten er det blot 10-15 min. i bus, men som 17 årig virkede det som en helt anden verden og det var starten på en udvikling, som har været i gang lige siden. En udvikling som bunder i en søgen efter åndsfæller, for hvor Glyngøre indeholdt barndomskammerater og ansporede mangt en interesse, så var det som om, at den mere generelle tendens omfavnede andre tendenser end dem som fangede mig. Gymnasiet var en anden historie. Her var det som om, at man mødte nogen med det samme Mind Set – men det var ikke nødvendigvis fagligheden der blev en fælles klangbund. Det var ikke interessen for latin eller passion for engelsk på A niveau der bandt os sammen. Tværtimod. Og det var bestemt heller ikke alle på gymnasiet, som der var lige meget overenstemmelse med, men der var alligevel nogen, hvor bølgelængden var den samme på tværs af interesser. Måske var det en udlængsel? Måske var det et syn vinkelt imod hele verden og ikke bare fra hånden til munden? Måske var det bare en trang til at gøre livet lidt sjovere, men der var ihvertfald et eller andet der gav genklang. En sjov detalje er, at som sproglig student endte jeg i en klasse med fortrinsvis piger – og denne tendens har faktisk holdt ved i alle mine valg efterfølgende. Både på Æstetiske fag på universitetet og nu også mit arbejde er der overvægt af kvinder. Måske er jeg bedre til at arbejde sammen med kvinder? (Noget min værnepligtstid i hvert fald understøtter – men det er en anden historie.)

Men Nykøbing og Mors generelt blev ret hurtigt mit andet hjem – suppleret med et øvelokale i Skive. Det var her mine få nære venner blev til flere og at åndsfæller begyndte at være normen frem for undtagelsen – og hvor jeg fandt nogen af de åndsfæller, hvoraf mange stadig hænger ved i mit liv i København. Voksenlivet – du ved. Og det er en del af mig som er blevet stærkere og fylder mere – også når det kommer til julens nostalgiske gensyn. Mange søger barndommens kammerater. Dem man delte folkeskoleårene med. Et fokus på Glyngøre. Men det er som om, at der er noget der hiver mig til Mors. Jeg kan mærke det d. 25. dec. Store gensyns-dag. I Glyngøre er det efterhånden et større arrangement med DJ og 500 deltagende – og skønt jeg altid deltager og såmænd hygger mig med at sige hej til folkeskolekammerater og deres små-søskende og blive opdateret på hvor, hvornår, hvem og hvor mange (børn!), kan jeg hurtigt mærke, at det er over ti år siden, at jeg begyndte at bevæge mig væk fra Glyngøre. Og så vil jeg gerne til Nykøbing. Det er lidt mere min arena. Det er såmænd ikke fordi, at der er noget i vejen med Glyngøre-gensynet. Det er blot en konstatering af, at det eneste man har til fælles med mange af de fremmødte er, at man er født det samme sted – og så kan en samtale hurtigt blive udtømt. Men kærligheden til barndommens land er der dog stadig. Den er blot ikke længere alene.

Min far undrer sig altid over hvorfor folk flytter fra udkants Danmark til de store byer. “Man kan da også blive sygeplejerske i Thisted!” er et af hans argumenter – og det har han såmænd ret i. Nogen hævder, at unge gerne vil være tættere på kulturudbud, men det bortviser min far ved at påpege, “at de jo alligevel sjældent går i biffen/teateret/til koncert og man kan da sagtens drikke sig fuld og feste i Thisted!”. Og det har han jo såmænd også – til dels – ret i. Men jeg ved godt hvorfor jeg allerede som 17-årig begyndte at søge væk. Skønt mit felt og mit hjerteblod er kulturen, var det ikke fordi jeg savnede en biograf i gå-afstand. Det var ikke at have mindre end 45 min. til et ordentligt koncertsted. Det var jagten på flere sjælefrænder – og for at slippe for dem jeg ikke gad at bruge tid på. Fornemmelsen fortsatte efter gymnasiet og fik mig på højskole, til Århus og til København – og måske skal jeg videre endnu. Hvor fornemmelsen kommer fra ved jeg ikke, men jeg kan huske den. Fra mine mange timer ved busstoppeestedet spejdende udover fjorden. En lille stemme i baghovedet: “Der må da være mere end det her?”

K. Ras.

5. del af juleføljetonen “Jagten på Voksen-julen”.

En side fra Brigdet Jones’ dagbog

I jagten på voksen-julen afsøger man ting som kvalificerer til den voksne tilstand. Disse ting vurderes af flokken; familien ved et meget specielt ritual: Julefrokosten d. 25 dec.

Lad det være sagt med det samme. Min familie elsker en god fest. Enhver lejlighed for at få en ordentlig brandert i gang får smilet frem på samtlige familiemedlemmer. I nogens ører kan det lyde som et forfærdeligt svigt, at jeg har set min far sove på toilettet og min mor antænde sit eget hår en nytårsaften, men festen er en grundtilstand for mine forældre (Mest for min far!). Det ligger i deres blod og jeg har altid set det som en styrke, at de tidligt har indviet mig i denne meget livsbekræftende situation. Denne festlige brandert i godt selskab. Jeg synes efterhånden også, at jeg har godt styr på den. Og i min famile kommer og går det gode selskab i form af fødselsdage, sølvbrylluper og sankt hans aftener, og skønt nogen måske holder på at der er visse kodeks der skal afholdes ved sådanne begivenheder, så kan de for min familie tage sig ud hvordan  det skal være – bare det er en god fest. Der er dog en enkelt event, hvor der er visse rettelinier som bør være til stede. Et årligt holdepunkt hvor året revideres, relationer gennemgåes og alt skal bringes up-to-date. Og her er det branderten der fasciliterer hele seancen.

Jeg taler ikke om nytårsaften, men om den traditionelle julefrokost d. 25 dec med min mors side af familien. Den nære familie. Min mors søstre, deres mænd – som også er min fars bedste venner – og mine fætre og kusiner, som mine søstre og jeg har leget med som små og som vi lever paralle liv med hvad angår uddannelse, karriere og kærlighed – først og fremmest kærligheden. For selvom alle i familien såmænd er interesserede i job og karriere er det kærlighedslivet det egentligt interessante. Ikke fordi at de er synderligt romantisk anlagt. Næh – konsekvensen af vi unges kærlighedsliv kan nemlig betyde, at der skal være plads til en ekstra ved bordet. En ny i flokken – og da flokken jo er den samme hvert år, er en nytilkommen morderligt interessant!

Julefrokosten d. 25 er den ultimative kærestetest. Er vedkommende først med til den, så er de for alvor på vej ind i varmen. Men underlagt familiens hjertevarme smil ligger der noget og ulmer… Der er visse ting man skal leve op til for at blive regnet som fuldgyldigt medlem af flokken. Det er her den selskabelige brandert kommer ind i billedet. Først og fremmest kræver det humor at sætte sig ved bordet – og gerne en selvironisk en af slagsen. Man skal gerne anlægge lige dele fanden-i-voldskhed og stik-lige-en-finger-i-jorden attitude. Du skal kunne tage lidt pis på din egen person.
Kan du fortælle en god historie vinder du min onkel Arnes hjerte – og så er du allerede godt på vej. Så skal du kunne drikke snaps – eller i hvert fald have lyst til at smage på den. En decideret snapsebrandert er forbeholdt de store hanner ved bordet, men er du kvinde, giver det et nøk i hatten at drikke snaps. En sjov hobby, skør ting eller underlig fascination kan også hæve dig i agtelse. Jeg har altid forestillet mig, at et af de bedste kort man som kvinde kunne spille for at gøre indtryk er, at undskylde sig fra selskabet fordi, at man skal ud og ryge pibe. Den historie ville min far kunne underholde med et helt år. Generelt skal man være en selskabsløve. Lytte interesseret, grine højlydt. Man skal holde sig fra politik – det skaber så ofte dårlig stemning. At holde af traditionel dansk julemad er også en fordel, men ikke et must, men alfa og omega er, at holde liv i den selskabelige brandert og have festen for øje.

Det er længe siden jeg har udsat nogen kæreste for denne prøvelse og efterhånden som mine søstre, fætre og kusiner har fået kærester og nu også børn, begynder stolen ved siden af mig at blive en anelse varm. Min kusine har allerede spurgt ind til kærlighedslivet. Hun kunne ikke vente til den 25. Det er voksen julens indhold nummer 1, som jeg igen i år ikke kan udfylde. Mit forsvar imod det plejer at være, at klæde mig upåklageligt og – nå ja – drikke mig godt vissen. Det tager brodden af de mærkeligste spørgsmål (“Jamen er der da ingen piger på det universitet?” – ” Jo – det er faktisk nærmest udelukkende piger!”. *Underlig tavshed…..*). I år har jeg fået rødvin på min gode skjorte, så ingen upåklagelig påklædning, men jeg tager det i stiv arm. Eller også vælger jeg bare at blive stiv. Jeg er på vej derop nu. Selv min lillesøster skal have sin kæreste med. I år er det hos min moster og onkel. Det bliver en fest som altid, men som de seneste år – på en lidt underlig klangbund. Spørgsmålet hænger i luften: “Hvad skal der blive af Kristian?”

K. Ras

4. del af juleføljetonen ‘Jagten på voksen-julen.”

Sejlivede fænomener

Ganske i genoplivelsen af juleføljetonens ånd er julen en tid for tilbagevendende episoder – og det til trods for, at man måske er på jagt efter noget som føles anderledes….

Her kunne jeg have skrevet om en masse ting. Jeg kunne have fortalt om den 23 dec. Dagen hvor alle som skal komme til Glyngøre ånder lettet op fordi, at de nu er samlede. Jeg kunne have skrevet en lang tekst om menuen, som jo med visse variationer ligner sig selv. Jeg kunne også have fortalt om den sandwich fra Sole Mio i Nykøbing Mors som efterhånden er en fast bestanddel af alle hjemrejser. I dag blev den en del af de sidste regnvåde juleindkøb. Jeg kunne have skrevet om temperaturen i stuen, som min far holder fornuftigt over de 25 grader (!!!). Alternativt kunne jeg have påpeget, hvordan jeg altid lige stiger op på mine forældres badevægt og konstaterer, at den som altid viser 63 kg. På tværs af alder. Jeg kunne også have påpeget en af de mest sejlivede traditioner i vores families regi: Den ceremonielle pyntning af juletræet d. 23 om eftermiddagen. Hvordan mine søstre og jeg pakker alle vores forældres julekugler fra 80’erne ud og griner over glædelige gensyn med hjemmelavet julepynt. Løvtræs bamsen med nissehuen som jeg har savet ud i mit ansigts sved i mellemskolen. Min lillesøsters imiterede julehjerte bestående af skaktern limet på en hjerteskabelon. Ud-filtringen af dannebrogsflagene med min fars efterfølgende bemærkning om, at ingen der har siddet i fængsel vil have flag på juletræet, fordi han har hørt, at det er fængselsfanger der laver dem. Derefter diskussionen om det skal være lamettaen eller sølv-guirlanden. Alt sammen emmende af juleferie og familie.

Men sejlivede som alle disse traditioner er, kunne de ikke hamle op med Die Hard på Tv 2. Beklager at den tog min opmærksomhed. Jeg skal gøre mit bedste for at vende tilbage i morgen.

K. Ras.

3. del af min juleføljeton 2011 “Jagten efter voksen-julen!” 

Fra forældrenes folde-ud seng

Fra storbyens larm til lille-byens slumre tilstand på 7 timer, ligger man nu og hører sin tinitus synge en sang om et påstået voksenliv.

Klokken nærmer sig tolv og roen er ved at sænke sig over mit legeme. Efter dagsrejsen på tværs af landet er man atter landet i hjemstavnens julehygge. Og alt virker umiddelbart til at være som, det plejer. Far har allerede hældt de første øl på een og den velkendte Glyngøre-stilhed omfavner natten. Når jeg kigger ud af vinduet er der sort. Sort som i HELT sort – og det til trods for, at jeg er i hjertet af villavejs jylland – omringet af huse i en 15 meters radius. Vinduerne ved naboerne viser intet tegn på liv… eller vent!?.. Der er der faktisk lidt lys. En lyskæde lyser spagt en cypres op. Udover det: DARKNESS! Jeg er blevet indlogeret på det velkendte skabsværelse. Et rum som til daglig er til opbevaring. Gamle habitter, symaskiner, computer manualer, rodekasser gemmes her væk og opbevares til eventuelt senere brug. Til højtider opbevares også jeg her. I år er der dog noget som er en kende anderledes.

Jeg har fået en seng. Seng er måske så meget sagt. “Briks” er nok det rigtige ord, men i forhold til den sædvanlige skummadras smidt på gulvet, kvalificerer denne ny-erhvervelse i høj grad til at være en seng. “Den er fra JYSK” har min far allerede proklameret mindst tre gange, så kvaliteten skulle være implicit og da jeg prøvede den just nu, virkede den da også til at være stærk og sej. Omend, den hælder lidt, så man ligger med hovedet en anelse nedad – men hvad gør det? Jeg kan jo bare lægge et af min mors aflagte ude og hjemme blade under den ende, som jeg vælger skal være hovedgærdet. Og det var lige der – just nu – hvor jeg lå med hovedet en anelse nedad, at jeg følte det. Det som måske er anderledes ved denne jul. Måske var det fordi, at blodet løb mig til hovedet. Måske var det de tre øl, men fornemmelsen var klar! Måske skal denne jul være den første VOKSEN jul! Julen hvor man ikke blot er den store dreng. Nu har jeg jo fået en seng, så det går den rigtige vej! For det er som om, at denne jul markerer et skifte. En mere voksen fornemmelse. En tid til at blive taget mere alvorligt. En tid til at være ham der har en universitetsuddannelse, fast job på en af Danmarks største kunstinstutioner. Ham med den lille men regelmæssige indkomst. Og nu har min søster også tildelt mig en voksen rolle at spille: Julemand juleaften! For min nieces skyld. Onklens hverv – du ved. Voksenlivets juleansvar er indenfor rækkevidde. Jeg kan lugte det!

Man skal dog ikke komme for godt i gang. Et enkelt toiletbesøg har påvist min hybris. Min hud har valgt at minde mig om mit unge jeg. En lille bitte, bitte bums på næsen. Som et fyrtårn fra ungdomsårene. Men måske er det den sidste!?! Måske skal denne jul indvarsle skiftet fra stor dreng til voksen mand? Lad dette være føljetonens fokus. “Jagten på voksen-julen”. Og lad den cirkulere om dette. Hvad indebærer det? Hvordan er den tilstand?  Mere om det i morgen, kære venner.

K. Ras

2. del af min juleføljeton “Jagten på Voksen julen!”

Julen kommer før end vi ved

Det er den tid på året, hvor traditioner vækkes – og juletraditioner er svære at slå ihjel. Også her på bloggen. Det er aften på Nørrebro og mit gulv er koldt som altid. Kalenderen siger, at dagen er årets korteste, så mørket har været her længe. Eftersigende er det på retur i morgen. Lyset vender tilbage og vi gør os alle klar til at fejre lyset. Med julen. Julen står for døren. Jeg har også gjort mig forberedelser. Ikke at der er så voldsomt mange, men forberedelsen til julen udmønter sig ikke blot i fysiske ting. Man forbereder sig til dens indtræffen. Man venter på, at den rammer én. Nogen kalder det julestemning, andre kalder det en kaotisk tilstand. Nogen venter på glade børn. Andre venter skrigende børn. Nogen venter på syngende korpiger på Købmagergade. Andre undgår Frelsens Hær. Der er nogen der mener, at julepynten bliver hængt op for tidligt og andre savner den omkring Mortens aften. Skønt julen er til for alle, har vi alle hver vores definition – og oftest kan man først selv huske den i det sekund man udbryder ”NU er det jul!” Min jul starter mange steder. Det første jeg mærker til den, er nok en lille angst. Den handler om togtrafik. For som født i det fjerne Jylland, indebærer min jul en tur hjem til mine forældre. En tur som DSB som oftest står for. Tanken popper op allerede i november. ”Køb en pladsbillet!” – for Jylland er et populært rejsemål i julen. Pludselig vil ALLE til Jylland. Ja – Jul er også en tid, hvor alting bliver vendt på hovedet. I år nåede jeg at bestille den, men måske var det Jesus eller Julemanden eller hvem ved der sendte et signal. En strejke kom og mindede mig om, at det måske ikke er besværet værd. Så jeg har nu et lift med min søster. Så jeg kan sætte ”tjek!” ved hjemrejsen. Så er det gavetid. Og problemet her er ikke så meget, hvad jeg skal give mine nærmeste. Jeg anser sig mig selv for at være ret god til gaver. For mig er det en slags kommunikationsopgave med afsender → produkt → modtager. Og denne disciplin har jeg snart en kandidatgrad i, så det burde også være nemt klaret. Næh – det svære ligger i, hvad JEG ønsker mig. Jeg ønsker mig mange ting. Med et budget som mit er der mange drømme, men mine juleønskeseddel er også en slags kommunikationsopgave – og her er det i høj grad modtageren der er i fokus. Ikke modtageren af gaverne (mig!), men modtageren af listen. Ser du, kære læser, jeg ønsker mig mange ting, men juleønskeseddelen bør i høj grad indeholde ting, som man kan anskaffe i Vestjylland, da det er der min kernemodtager skal gøre sine indkøb. Jeg ved ikke om du har fulgt med i medierne om butiksdød i udkants-Danmark, men det ser skidt ud – og der findes også produkter, som man aldrig har kunnet få på min hjemegn. En LP er et godt eksempel. I hvertfald ikke i min tid. Som en service sorterer jeg derfor min ønskeseddel til at vægte imod ting, man kan skaffe i Jylland. Jeg bliver glad for alle gaver, men jeg ved hvilken tryghed der findes for min familie i, at de kan give mig noget som de ved, jeg ønsker mig. Og den tryghed er måske mit største ønske. Det og så min egen lejlighed – men hey! – Sådan een er lidt svær at pakke ind. Men det var ønskerne – ”Tjek” ved dem også. Gaverne fra mig selv hiver jeg som regel ind på en dag (Man er vel en mand), men i år brugte jeg faktisk to. Med en lille niece i familien er det pludselig blevet lidt af et eventyr at besøge Fætter BR. Det er ikke et sted, man kommer så meget som single fyr. Jo – hvis man skal have noget lamt til en klæd-ud fest eller en polterabend. Men de er også på plads – så ”Tjek” ved dem. Så det jeg vil frem til, kære læser, er, at julen så småt er ved at være indtruffen her hos mig. Mit småkolde ydmyge værelse har ganske vist ingen julepynt udover en skrabejulekalender og fire lys i vindueskarmen, men FORNEMMELSEN, Stemningen, Tilstanden er ved at være der. Alle forberedelserne er i hus. På sengen står min taske til hjemrejsen i morgen. I år er den ret proppet. Det bliver nemlig en lang jul. Den varer ikke helt til påske, men jeg vælger at blive hjemme lidt længere tid i år. Måske finder I ud af hvorfor. Jeg har i hvertfald tænkt mig at genoptage en gammel tradition her på bloggen. En juleblog. Juletilstanden fik vi jo forklaret for nogen år siden, men jeg ved ikke… Måske bliver denne jul noget særligt. Jeg føler i hvertfald et behov for, at den skal dokumenteres. Og du, kære læser kan følge med lige her. En blog om dagen. Håber vi ses. K.Ras Første del af juleføljetonen 2011.  For at se juleføljetonen 2009: “Min juletilstand forklaret” klik her: Julen 2009 – 1. del: På den anden side af det store hvide ligger stilheden

Det bedste til mig og mine venner – dem der er tilbage.

Når man er hjemme til jul besøger de fleste gamle venner, hilser på jævnaldrende, legekammerater og bekendte. Det samme gør jeg men det kræver, at jeg runder kirkegården.

Selvom det snart er fem år siden, at jeg har flyttet mit liv og mine egendele fra egnen, er der stadig en enkelt besiddelse jeg har en andel i som jeg kan besigtige når jeg er hjemme til Jul: En gravsten. “Fra vennerne” står der på den – har jeg hørt (!) for jeg har faktisk ikke selv set den endnu. Min gamle drikkekammerat og ven døde i oktober. Han blev knivdræbt. Ja du læste rigtigt – knivdræbt på en stille villavej i Glyngøre. En by med 1600 indbyggere hvor alle kender alle. Stukket ned med døden til følge. Han var “ude i noget skidt” som man siger, men ingen havde troet at det ville komme til det – og sidst af alle mig. Vi havde mistet kontakten. Vores livsforløb havde drejet væk fra hinanden, men vores udgangspunkt var det samme; Glyngøre. Hans død er for mig selvfølgelig en sorg, men den står også som et symbol på min gamle hjemstavns nedtur. Han var et offer for den rådne banan; for Glyngøre og omegn kan være et barskt sted for unge mænd at blive voksne hvis man ikke lige helt ved hvad man vil. Der er ikke så mange muligheder, hvis du ikke lige er teknisk skole eller gymnasie/handelsskole materiale. Forskellen imellem normal og utilpasset er hårfin. Sådan er det selvfølgelig mange steder hvor mulighederne er få, men samtidig har jeg det som om, at vi er specielt udsatte.

Jeg tror på en måde, at jeg er en del af forbandet generation. En udsat gruppe. Hvis man er mand omkring de 25 og født her omkring min hjemstavn, har man livet imod sig. Det skulle man ihvertfald tro, hvis man ser på statistikerne. Dødstallet taler det stærkeste sprog. Inden for de sidste år er der mange unge mænd i min gamle omgangskreds der er døde af forskellige årsager. Første blev min gamle lege og klassekammerat dræbt i et trafikuheld, så druknede een fra min årgang i Århus Å. Senere druknede en fra min vej i havnen i Nykøbing Mors, derefter væltede en skolekammerat og fellow-flaskedreng uheldigt på scooter. Sidste jul fik jeg den værste besked man kunne få. En gymnasiekammerat havde taget sit eget liv – vi vidste ikke engang at han var ulykkelig. Og senest i Oktober figuerede min hjemstavn i landsdækkende medier: Min gamle ven var død – knivdræbt på en stille villavej i Glyngøre.

Jeg ved ikke hvor mange på min alder der har stiftet bekendskab med døden, men jeg kender til den – den bor i Glyngøre. Så når jeg er hjemme til Jul, finder jeg altid en dag til at runde kirkegården. Jeg plejer at vælge den dag med dårligst vejr for så kan jeg gå alene rundt dernede – den er jo ikke så stor, så det er så udstillende hvis man besøger en grav. Jeg går rundt til de fleste mænd/drenge fra min generation som er borte – også dem jeg ikke kendte helt så godt. I min varmeste jakke og min fars vinterstøvler står jeg foran deres gravstene. Kulde plejer at omgive mig og det er altså ikke altid pga. hvid jul. Glyngøre kan åbne et ar i min sjæl for at være her minder mig om dem som er borte. Jeg spejler min egen eksistens i de unge mænd på kirkegården. Vi kommer fra det samme sted, havde de samme forudsætninger, gik på den samme skole, havde de samme lærere, gik til de samme fester, arbejdede i den samme skod-superbrugs, lagde an på de samme piger, troede alle at verden lå for vores fødder og dog ligger de der og jeg står her stadig – på mange måder mere i live end nogensinde. Det er et underligt sort hul, hvis man kigger ned i det.

I år skal jeg ned og besøge ham den knivdræbte. Det bliver første gang, men jeg kender jo turen. Der står den sten jeg selv og mine venner har været med til at finansiere. Under den ligger min ven. Bagefter skal jeg mødes med mine andre venner – os der stadig er her. En stolt juletradition. Druk den 25. med hele byen. Alle de gode gamle. Men der bliver flere og flere tomme stole.

K.Ras

Fjerde del af min lille juleføljeton “Min juletilstand forklaret”.

For femte og sidste del klik her:

5. del – Min juletilstand forklaret – en art konklusion

Se også:

1. del – På den anden side af det store hvide ligger stilheden

2. del – Home is where the heat/meat/heart is

3. del – Scener fra en jul og det der er omkring den


Home is where the heat/meat/heart is

Omgivet af den nære familie og tæt på både sukker og frikadelle overload mærker man kærlighed i den reneste usagte form: omsorg og opmærksomhed.

Min forældre har brændeovn. Eller egentlig kan man på en måde godt sige, at min far har en brændeovn. Den er i høj grad hans projekt. Min mor støtter det – bevares – men det er min far der fyrer op og ham der saver brænde. Nu er det jul og vi er alle samlet og af en eller anden grund er det som om, at der så skal kommes lidt ekstra i brændeovnen. Der er i hvertfald tæt på de 30 grader i mine forældres stue. Jeg er selv en frosen pind, men her bliver jeg nød til at tage mine julesokker af – ellers koger jeg over. Det til trods kan min far alligevel finde på pludseligt at spørge til om man synes, at det er for koldt, hvis man bevæger sig lidt umotiveret eller rykker lidt på skulderen på en måde der kunne minde om, at man “skutter” på dem. Han er evigt opmærksomhed. Min mors projekt er det der kommer på bordet – altså rent kvantitativt. Der skal virkelig være nok at spise. Som studerende har jeg oparbejdet en madrutine der kan skrabes ned til et til to måltider om dagen. I Glyngøre står den på morgenmad, formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe, aftensmad og aftenskaffe – og i julen er det specielt voldsomt. Oftest suppleres måltiderne af en øl (dog ikke morgenmad!), så en juledag kan godt komme til at minde om en Roskilde festival – rent alkoholsmæssigt. Men alt det til trods kan min mor stadig ane ud af øjenkrogen hvis man slikker sig om munden, ens mave knurrer eller man kommer til at sige, at man har lyst til “et eller andet”. Hun er evigt opmærksom og sørger for at man ikke skal mangle noget.

Det er ikke et udtryk for at mine forældre er rige eller har et ønske om at frådse – tværtimod; deres budgetter er egentlig ret små. De er bare det mest vestjyske, man kan forestille sig. Det er deres kærlighed udtrykt i varme og mad. Det er deres måde at udtrykke hvor glade de er for, at vi er hjemme og hvor højt de elsker os. Sådan noget taler man ikke så meget om i vores familie. Man viser det. Min fars ekstra pind i brændeovnen er den omsorg, han udviser for os. Hans kærlighed er proportionel med temperaturen i stuen; den omslutter os fuldstændigt. Vi er 7 med min søsters mand og min niece, men min mor har mad til 20.

Mine forældres julehjem bugner af udtrykt kærlighed, skønt det hele er usagt. Man føler sig forkælet og føler at man ikke kan være andet bekendt end at tage en gang ekstra af julesulen – for selvfølgelig gengælder man deres kærlighed lige indtil man er ved at brække sig eller får et hedeslag.

K.Ras

Anden del af min juleføljeton: “Min juletilstand forklaret”.

Klik her for tredje del

3. del – Scener fra en jul og det der er omkring den.

Se også:

1. del – På den anden side af det store hvide ligger stilheden

På den anden side af det store hvide ligger stilheden.

Efter otte en halv time i spidsbelastet og snehæmmet offentlig trafik er transitionen komplet. Julefreden har sænket sig.

Jeg vil egentlig ikke kalde min hverdag hektisk. Nogen vil nok kigge i min kalender og tænke: “Pyha! – sikke mange jern han har i ilden”! – og det er da også rigtig nok at der ikke er mange ledige timer i skemaet når man har taget sig af et fuldtidsjob, et studiejob, et rockband og en generel eksistens – og ja det kan da føles hektisk at cykle i en konstant trekant imellem Østerbro, Amager, Vesterbro og tilbage til Østerbro igen – nogle gange flere gange om dagen, men det tidspunkt hvor jeg egentlig reelt mærker at mit liv kan være hektisk er, når det hele er væk. Som nu. Lige nu.

Lige nu sidder jeg i mine forældres stue i Glyngøre. Alle er gået i seng og her er helt stille. Ikke stille som i “uha-der-er-godt-nok-ikke-særligt-mange-folk-på-gaden-i-idag” eller “lyt-engang-så-tyst-her-er-i-kongens-have-nu-hvor-der-er-faldet-sne”. Nej her er helt stille som i lyden af ingenting. Udenfor er der helt mørkt – villavejen sover. I stuen kan du – hvis du anstrenger dig – ane en summen. Det er fyret der arbejder imod decemberfrosten. Maskinen forplanter sig igennem rørene. Fjernt kan du høre en bil starte og køre væk. Den er det eneste der rører sig i natten.

Jeg er hjemme til jul som så mange andre, men overgangen fra hektisk rockmusiker- radioperson-, urbaneksistens etc. virker nærmest som om at vende hjem fra en krig. Ikke at hverdagen i KBH er en kamp – overhovedet ikke! Jeg nyder hvert sekund, men forskellen imellem de to liv udmønter sig i larmende tavshed. Stilheden rammer en. Jeg bliver faktisk nærmest lidt døsig af at der er så stille.

Det er her jeg er vokset op. I sikre lilleputland med parcelhuse og folk der er gode borgere – der står op og tager på job og så tager hjem igen og sover. Det er i det her scenarie min jul vil udspille sig – og på mange måder har jeg egentlig svært ved at forestille mig julen uden den ramme. Samtidig er hele rejsen hjem et åndehul til refleksion. Man kan tænke mange ting igennem, når man sidder og kigger ud af vinduet i 8 timer. Et åndehul som der måske ikke er helt så meget plads til imellem Østerbro, Amager, Vesterbro og Østerbro igen. Jeg kan ihvertfald mærke, at når jeg er herhjemme, tænker jeg anderledes. Mit hoved slapper både af men tænker også anderledes. Glyngøres tavshed var det tomrum hvori jeg følte, at jeg havde brug for at synge. Det er stadig en stilhed, hvori jeg taler mere med mig selv end normalt. Det er her jeg ser mig selv i mine forældre og i mine søstre. Og det her jeg spejler mig i mine legekammerater, klassekammerater, gymnasiekammerater, plageånder og åndsfæller.

Jeg vil prøve her på bloggen at forklare min juletilstand. Den er som Ebenezer Scrooges; fyldt med megen glæde, varme, tryghed, hjemmelighed men også en skygge af vrede, lidt smerte, sorg, utryghed og det misforståede. Det kan være at det lyder mærkeligt, men jeg skal forsøge at forklare det – i morgen, venner.

K.Ras

1. del af min juleføjleton: “Min juletilstand forklaret”.

Klik her for anden del:

2. Del – Home is where the heat/meat/heart is