True love waits

Det var først da solbrillerne blæste af ham, at han indså, hvor meget solen havde taget til i styrke. Lyset fik ham til at misse med øjnene men egentlig ubehageligt var det jo egentlig ikke – og rundt omkring ham så han solens energi forplante sig i omgivelserne. Der på bænken ved søerne var der som sædvanligt nok at følge med i. Disse åndehuller i hovedstaden var altid omgivet af pladshungrende Københavnere uanset vejret, men i solskin glimtede det hele i et skær værdigt for et lystspil fra tresserne. Han havde vist blundet en stund, for han opdagede antydningen af en lille smule savl i hans mundvig – det kunne måske havde udfoldet sig som en frygtelig pinlig situation, men ikke denne dag. I dag var han ligeglad og det var ikke fordi, han aldrig lader sig rokke af sådanne pinligheder, men i dag skulle der mere til at bevæge ham – ser de; han havde nemlig tømmermænd. Eller man skulle måske nærmere sige, at han stadig var en kende påvirket. ‘Bagstiv’ ville hans generation nok kalde det. Og stiv havde han i sandhed været. I to dage i streg for at det ikke skal være løgn – og nu sad han der på en bænk i solen og lod den sidste rus passere sig. Det var ikke to dage der havde efterladt sig store minder. Faktisk var der huller i aftenerne, han ikke kunne udfylde. Gudskelov ikke øjeblikke af store konsekvens. Han havde før oplevet samtaler og sågar navne forsvinde i alkoholtåger, men han vidste, at de huller han i dag skulle have udfyldt ikke havde konsekvens for andre end ham selv – det kunne ellers have været netop en pinlighed der ville have rokket ham til trods for bagstivhed. Næh, de primære huller han havde bevæget sig ud i byen for at spekulere over, var sket på et eller andet tidspunkt i løbet af aftenen forinden, hvor han havde været alene. Og hvordan vidste han så det? Jo – han havde nemlig et bevis; en efterladenskab fra situationen. Hans notesbog. På et eller andet tidspunkt i løbet af aftenen havde han trukket sig tilbage i et hjørne og nedfældet en besked til eftertiden – og det var netop beskedens natur, der fik ham til at spekulere lidt ekstra. Det var på vers og det var vers, han kendte udmærket. Desværre ikke hans egne, men taget fra en sang, han engang sang meget for sig selv, men som havde stået på standby i mange år – og det var derfor, at han nu havde et behov for at spekulere, for for ham var sange redskaber; ventiler der åbner op for tankestrømmen i hovedet og giver den stemme. Når han sang, var det hans følelser der blev forløst og formidlet. En mulighed for at sige noget og sende det videre uden nødvendigvis at have en modtager, men han var fan af at sige ting højt. Så blev de en smule virkelige. Men hvad disse vers var udtryk for, var han ikke helt klar over. Selvfølgelig havde han nogle teorier, men helt at udpege disse vers’, og dermed følelsers, specifikke men implicitte modtager kunne han ikke. Han læste dem igen, imens hans trætte hjerte endnu engang blev omsluttet af den underlige fornemmelse:

“Engang blot, hør denne ene bøn, som mig på læben altid brænder!

Ord, som jeg som jeg så ofte skrev i løn, en drøm så dristig og så skøn:

Det er det skønneste, jeg ved

på dig, på dig at tænke!

Og alt min dybe kærlighed

Jeg evigt vil dig skænke.

Af dig at elskes måtte være

en dejlig drøm at bære!

Giv mig dit hjerte, så lover jeg dig,

Får du mit igen…”

Hans håndskrift havde i hans fuldskab været sikker, som om en sikker determination havde gjort ham ædru for en stund. Men hvem pigen disse ord tilfaldt vidste hans ædru jeg ikke. Og gåden blev det større af, at han ikke havde mødt nogen kvinder den foregående nat som i så fald ville kunne have vundet retten til at få sådanne vers tilskrevet sig. Hans øjne flimrede – trætheden forvandlede notesbogens let gulnede papir til en stjernehimmel. Han rejste sig med et suk og tog solbrillerne på igen. Søerne var oprørte af forårsbrisen. Tankerne snurrede om versene, men ligeså meget det de stod for. For det var ikke kun det, at han ikke kunne udpege, hvem de kunne være henvendt til. Næh de var ligeså meget et udtryk for hans egen ensomhed, for han ville hellere end gerne, at han kunne udpege, hvem de var rettet imod, men sandheden var, at der ikke var en sådan i hans liv. Han var som titlen på en af hans yndlingsplader: ‘Loveless’. Det forekom ham pludseligt, at søerne i dag ikke var befolket af det sædvanlige udsnit af den demografiske størrelse, de kalder København – næh det eneste han så var par der gik glade og smilende hånd i hånd og delte deres tosomhed. Faktisk virkede det på ham som om, at alle i verden havde een at dele denne søndag med undtagen ham. Ikke udelukkende nedslået men en anelse tom indeni over sin erkendelse bevægede han sig mod Nørrebrogade. Han så sin nære fremtid: Pizza og cola. Alene.

Zitilites

Fra det inderste af eksil-jyden i København kommer her en besked til de indfødte: I forstår ikke hvor glade I skal være for at have det, I har.

NB: Denne lille tekst opstod alt imens jeg hørte The Nationals ‘Boxer’ – skæring 1 og fremefter. Læser opfordres til at anvende denne som soundtrack alt imens teksten gennemgås. Musikken fanger den fornemmelse jeg havde i mig, da jeg skrev denne tankestreg..

Nogen gange kan jeg godt lide bare at kigge ud af vinduet. Det er ikke fordi at jeg nødvendigvis holder øje med mine naboer eller sådan noget, men vinduet er for mig som et maleri af evigt ændrende motiver. Og her tænker jeg ikke på årstidernes skiften eller vejrets foranderlighed, men på at vinduer kigger man ud af med en bestemt fornemmelse. De er indikatorer på det nu, du kigger fra. Det er god kunst på den måde, at det ikke nødvendigvis er det der er på den anden side af glasset der er værket – det er derfra hvor man står der skaber værket og hele oplevelsen. Jeg referer selvfølgelig til ens egen selvopfattelse. “Hvem er jeg, imens jeg igen kigger ud af det her vindue”?. Det gode ved at kigge ud af vinduet er, at det ikke nødvendigvis har den store relevans. Der er en særlig fornemmelse der indtræffer, når man kigger ud af vinduet. Der er en stemme inde i en der siger: ” Nå – ja ja.” eller måske mere rammende på engelsk “Ah well…Well there you have it!” Når jeg kigger ud af vinduet, er det et punkt hvor man stopper op og føler sig selv.

Her hvor jeg sidder nu i mit nye værelse på Nørrebrogade i København, er det en helt speciel stemning der indtræffer. Det er en storby fornemmelse. Ihvertfald sådan som en storby fornemmelse føles for en sindig vestjyde. Det er ikke en hektisk øv-der-er-busser-og-mennesker-overalt følelse; det er faktisk det modsatte. En ro. Det kan bedst beskrives med stykke prosa:

“Han løftede sin kaffekop og bevægede sig over til vinduet. Nede på gaden lå sneen som en evig forhindring for gangbesværede og den almene travle Nørrebro’er. Folk kæmpede sig frem på deres cykler alt imens 3 A og 5 A passerede dem i tæt efterfølgelse af hinanden – trods det var der ingen sure miner at spotte. Sådan var det jo bare. Han følte hvordan hans skuldre sank en smule ned, så han løftede kaffekoppen op til næsen. Den varme duft fra kaffen fyldte ham op, imens han følte hvordan verden passerede ham udenfor de frostramte ruder. “Livet går videre” sagde han til sig selv “Og gudskelov for det”.

Det er en speciel fornemmelse. Det er vel det man kalder byens puls. I en by som København kan man mærke livets gang og føle byens hjerte pumpe liv ud i enhver krog af dens legeme. Byens hjerteblod er de folk der lever her og fornemmelsen er en kombination af dels en storby, hvor folk har levet og boet i umindelige tider og derfor sat deres aftryk og dels af de folk der lever her nu og er ligeglade med alle dem der gik før dem, men i stedet definerer det som deres hjem og livsverden. Fornemmelsen er ikke København unik – kanske den er stærkere jo større byen er. Jeg var i New York i efteråret og her var følelsen noget af den samme. Jeg kan huske, at jeg en søvnig lørdag formiddag stod et ensomt øjeblik på hjørnet af Tompkins square park på Lower East side. Gule taxier fyldte vejene alt imens New Yorkerne gik forbi med deres små hunde og kaffekopper to-go. Efterårstemningen og byens træer gjorde den rød-gul brunlig som i en Woody Allen film. Jeg løftede blikket og så ind bag en af deres meget karakteristiske brandtrapper. På tredje sal stod et vindue åbent hvor der stod en lille potteplante. Jeg tænkte for mig selv “Nå – selv i New York er der folk der passer deres potteplanter?” Selvom millionbyen var lige udenfor vinduet, stod der der er et lille liv som en eller anden passede. Et menneske som vi måske aldrig hører om eller som måske ændrer verden – who knows!?

Det er den samme fornemmelse jeg har, når jeg kigger ud af mit vindue. Herinde bag ruden er mit liv som ganske vist fylder meget for mig, men udenfor er der så meget der er i gang. Mere end nok til et liv. Det herinde er mit som så er en del af noget større – byens puls. Et liv med og uden andre på samme tid.

K. Ras.