Zitilites

Fra det inderste af eksil-jyden i København kommer her en besked til de indfødte: I forstår ikke hvor glade I skal være for at have det, I har.

NB: Denne lille tekst opstod alt imens jeg hørte The Nationals ‘Boxer’ – skæring 1 og fremefter. Læser opfordres til at anvende denne som soundtrack alt imens teksten gennemgås. Musikken fanger den fornemmelse jeg havde i mig, da jeg skrev denne tankestreg..

Nogen gange kan jeg godt lide bare at kigge ud af vinduet. Det er ikke fordi at jeg nødvendigvis holder øje med mine naboer eller sådan noget, men vinduet er for mig som et maleri af evigt ændrende motiver. Og her tænker jeg ikke på årstidernes skiften eller vejrets foranderlighed, men på at vinduer kigger man ud af med en bestemt fornemmelse. De er indikatorer på det nu, du kigger fra. Det er god kunst på den måde, at det ikke nødvendigvis er det der er på den anden side af glasset der er værket – det er derfra hvor man står der skaber værket og hele oplevelsen. Jeg referer selvfølgelig til ens egen selvopfattelse. “Hvem er jeg, imens jeg igen kigger ud af det her vindue”?. Det gode ved at kigge ud af vinduet er, at det ikke nødvendigvis har den store relevans. Der er en særlig fornemmelse der indtræffer, når man kigger ud af vinduet. Der er en stemme inde i en der siger: ” Nå – ja ja.” eller måske mere rammende på engelsk “Ah well…Well there you have it!” Når jeg kigger ud af vinduet, er det et punkt hvor man stopper op og føler sig selv.

Her hvor jeg sidder nu i mit nye værelse på Nørrebrogade i København, er det en helt speciel stemning der indtræffer. Det er en storby fornemmelse. Ihvertfald sådan som en storby fornemmelse føles for en sindig vestjyde. Det er ikke en hektisk øv-der-er-busser-og-mennesker-overalt følelse; det er faktisk det modsatte. En ro. Det kan bedst beskrives med stykke prosa:

“Han løftede sin kaffekop og bevægede sig over til vinduet. Nede på gaden lå sneen som en evig forhindring for gangbesværede og den almene travle Nørrebro’er. Folk kæmpede sig frem på deres cykler alt imens 3 A og 5 A passerede dem i tæt efterfølgelse af hinanden – trods det var der ingen sure miner at spotte. Sådan var det jo bare. Han følte hvordan hans skuldre sank en smule ned, så han løftede kaffekoppen op til næsen. Den varme duft fra kaffen fyldte ham op, imens han følte hvordan verden passerede ham udenfor de frostramte ruder. “Livet går videre” sagde han til sig selv “Og gudskelov for det”.

Det er en speciel fornemmelse. Det er vel det man kalder byens puls. I en by som København kan man mærke livets gang og føle byens hjerte pumpe liv ud i enhver krog af dens legeme. Byens hjerteblod er de folk der lever her og fornemmelsen er en kombination af dels en storby, hvor folk har levet og boet i umindelige tider og derfor sat deres aftryk og dels af de folk der lever her nu og er ligeglade med alle dem der gik før dem, men i stedet definerer det som deres hjem og livsverden. Fornemmelsen er ikke København unik – kanske den er stærkere jo større byen er. Jeg var i New York i efteråret og her var følelsen noget af den samme. Jeg kan huske, at jeg en søvnig lørdag formiddag stod et ensomt øjeblik på hjørnet af Tompkins square park på Lower East side. Gule taxier fyldte vejene alt imens New Yorkerne gik forbi med deres små hunde og kaffekopper to-go. Efterårstemningen og byens træer gjorde den rød-gul brunlig som i en Woody Allen film. Jeg løftede blikket og så ind bag en af deres meget karakteristiske brandtrapper. På tredje sal stod et vindue åbent hvor der stod en lille potteplante. Jeg tænkte for mig selv “Nå – selv i New York er der folk der passer deres potteplanter?” Selvom millionbyen var lige udenfor vinduet, stod der der er et lille liv som en eller anden passede. Et menneske som vi måske aldrig hører om eller som måske ændrer verden – who knows!?

Det er den samme fornemmelse jeg har, når jeg kigger ud af mit vindue. Herinde bag ruden er mit liv som ganske vist fylder meget for mig, men udenfor er der så meget der er i gang. Mere end nok til et liv. Det herinde er mit som så er en del af noget større – byens puls. Et liv med og uden andre på samme tid.

K. Ras.

Voksenbarn

Når man som jeg har en uddannelse indenfor de æstetiske fag, er proklameret ‘kunstner’ – forstået på den måde at min skabertrang udleves og udover det er 25 årig mand, så er der mange æstetiske fænomener som jeg kan finde uforståelige, barnlige eller ligegyldige – men en ting er sikkert: Jeg elsker Harry Potter!

Da jeg blev introduceret for fænomenet gik jeg i gymnasiet. Jeg var en ung pubertær sproglig student ude på landet som var venstreorienteret, musiker og mere interesseret i piger end i naturfag (Det er jeg egentlig stadig!). Jeg husker at min storesøster, som altid har været lidt af en læsehest, var fordybet i en underlig række af bøger. De lå rundt omkring i vores parcelhus med deres grimme covers. På trods af dette strålede de på en underlig måde. De havde tiltrækningskraft. På det tidspunkt var der tre og den fjerde var på vej. Film var blot en strøtanke. Det var en sommer eller start-efterår at jeg valgte at samle den første op. 2 G tror jeg. 1’eren var ret hurtigt overstået og efterlod ikke det helt store indtryk, men den gjorde dog at jeg samlede 2’eren op. Ikke ret langt inde i den ændrede min tilværelse sig. Det var som om at min tumultariske gymnasie tilværelse blev sat på standby. Jeg læste i bussen på vej i skole og når jeg sad i klassen søgte mine tanker mod bogen. Det blev en slags parallel virkelighed for mig. Harry, Ron og Hermione kom derfra til at følge mig i min overgang fra forvirret teenage dreng til voksen og modstandsdygtig. Som student, som værnepligtig, på Højskole, i Århus og København. Da jeg havde læst den sidste bog var jeg ikke grædefærdig fordi at det nu var slut – det var slet ikke på den måde. For i mit hoved lever bogens univers videre. Vi får bare ikke flere breve derfra.

Jeg ved ikke hvad det er med mig, men jeg er nok lidt hooket på fiktion og min kærlighed til Harry Potter er nok det stærkeste eksempel på dette. Jeg nyder at lade mig indrulle i en anden verden og den behøver ikke at være mere kompliceret end som så. Jeg har mødt folk der rynker på næsen af Harry Potter med gloser som “Det er jo en børnebog” eller “Jeg læste den på et par timer og intet af det udfordrede mig.” Når man færdes i de sfærer som min indledning antyder, er der mange der virker til at være besatte af at virke som intelligente tilhængere af ‘den høje kunst’ og derfor ikke nedlader sig til at give sig i kast med så ulødigt et værk som Harry Potter. Fuck dem – Jeg æder det råt! Hver gang jeg læser Harry Potter eller for den sags skyld ser nogle af de mere vellykkede film (indrømmet: der er nogen der ikke er helt oppe at ringe), så glemmer jeg alt andet og personerne i universet er ligeså virkelige for mig som – ja – virkelighedens personer. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at jeg faktisk føler at jeg er mere inde på livet af Harry Potter end mange af mine facebook venner – og faktisk også mere interesseret i hvordan det går ham end dem. Jeg tager det bare så alvorligt; fiktionen altså. Jeg er sådan en der forelsker sig i piger på film. Jeg drømmer med – glemmer mig selv. Forglemmelsen er fantastisk og det er derfor at fiktion er så vigtigt. For mig er det dødsens alvorligt. Hvis vi ikke tager fiktionen alvorligt så lærer vi ikke noget af den. Hvis vi ikke føler med Harry, hvorfor fanden skal han så trækkes igennem alt det lort?

For mig er Harry Potter stor kunst – uanset hvad min uddannelse, mit kunstneriske virke eller min alder dikterer. Ethvert kunstværk der kan røre mig og fjerne mig fra min virkelighed som de bøger kan, er i min verden magiske.