Det var først da solbrillerne blæste af ham, at han indså, hvor meget solen havde taget til i styrke. Lyset fik ham til at misse med øjnene men egentlig ubehageligt var det jo egentlig ikke – og rundt omkring ham så han solens energi forplante sig i omgivelserne. Der på bænken ved søerne var der som sædvanligt nok at følge med i. Disse åndehuller i hovedstaden var altid omgivet af pladshungrende Københavnere uanset vejret, men i solskin glimtede det hele i et skær værdigt for et lystspil fra tresserne. Han havde vist blundet en stund, for han opdagede antydningen af en lille smule savl i hans mundvig – det kunne måske havde udfoldet sig som en frygtelig pinlig situation, men ikke denne dag. I dag var han ligeglad og det var ikke fordi, han aldrig lader sig rokke af sådanne pinligheder, men i dag skulle der mere til at bevæge ham – ser de; han havde nemlig tømmermænd. Eller man skulle måske nærmere sige, at han stadig var en kende påvirket. ‘Bagstiv’ ville hans generation nok kalde det. Og stiv havde han i sandhed været. I to dage i streg for at det ikke skal være løgn – og nu sad han der på en bænk i solen og lod den sidste rus passere sig. Det var ikke to dage der havde efterladt sig store minder. Faktisk var der huller i aftenerne, han ikke kunne udfylde. Gudskelov ikke øjeblikke af store konsekvens. Han havde før oplevet samtaler og sågar navne forsvinde i alkoholtåger, men han vidste, at de huller han i dag skulle have udfyldt ikke havde konsekvens for andre end ham selv – det kunne ellers have været netop en pinlighed der ville have rokket ham til trods for bagstivhed. Næh, de primære huller han havde bevæget sig ud i byen for at spekulere over, var sket på et eller andet tidspunkt i løbet af aftenen forinden, hvor han havde været alene. Og hvordan vidste han så det? Jo – han havde nemlig et bevis; en efterladenskab fra situationen. Hans notesbog. På et eller andet tidspunkt i løbet af aftenen havde han trukket sig tilbage i et hjørne og nedfældet en besked til eftertiden – og det var netop beskedens natur, der fik ham til at spekulere lidt ekstra. Det var på vers og det var vers, han kendte udmærket. Desværre ikke hans egne, men taget fra en sang, han engang sang meget for sig selv, men som havde stået på standby i mange år – og det var derfor, at han nu havde et behov for at spekulere, for for ham var sange redskaber; ventiler der åbner op for tankestrømmen i hovedet og giver den stemme. Når han sang, var det hans følelser der blev forløst og formidlet. En mulighed for at sige noget og sende det videre uden nødvendigvis at have en modtager, men han var fan af at sige ting højt. Så blev de en smule virkelige. Men hvad disse vers var udtryk for, var han ikke helt klar over. Selvfølgelig havde han nogle teorier, men helt at udpege disse vers’, og dermed følelsers, specifikke men implicitte modtager kunne han ikke. Han læste dem igen, imens hans trætte hjerte endnu engang blev omsluttet af den underlige fornemmelse:
“Engang blot, hør denne ene bøn, som mig på læben altid brænder!
Ord, som jeg som jeg så ofte skrev i løn, en drøm så dristig og så skøn:
Det er det skønneste, jeg ved
på dig, på dig at tænke!
Og alt min dybe kærlighed
Jeg evigt vil dig skænke.
Af dig at elskes måtte være
en dejlig drøm at bære!
Giv mig dit hjerte, så lover jeg dig,
Får du mit igen…”
Hans håndskrift havde i hans fuldskab været sikker, som om en sikker determination havde gjort ham ædru for en stund. Men hvem pigen disse ord tilfaldt vidste hans ædru jeg ikke. Og gåden blev det større af, at han ikke havde mødt nogen kvinder den foregående nat som i så fald ville kunne have vundet retten til at få sådanne vers tilskrevet sig. Hans øjne flimrede – trætheden forvandlede notesbogens let gulnede papir til en stjernehimmel. Han rejste sig med et suk og tog solbrillerne på igen. Søerne var oprørte af forårsbrisen. Tankerne snurrede om versene, men ligeså meget det de stod for. For det var ikke kun det, at han ikke kunne udpege, hvem de kunne være henvendt til. Næh de var ligeså meget et udtryk for hans egen ensomhed, for han ville hellere end gerne, at han kunne udpege, hvem de var rettet imod, men sandheden var, at der ikke var en sådan i hans liv. Han var som titlen på en af hans yndlingsplader: ‘Loveless’. Det forekom ham pludseligt, at søerne i dag ikke var befolket af det sædvanlige udsnit af den demografiske størrelse, de kalder København – næh det eneste han så var par der gik glade og smilende hånd i hånd og delte deres tosomhed. Faktisk virkede det på ham som om, at alle i verden havde een at dele denne søndag med undtagen ham. Ikke udelukkende nedslået men en anelse tom indeni over sin erkendelse bevægede han sig mod Nørrebrogade. Han så sin nære fremtid: Pizza og cola. Alene.
How not to drown kittens. 