Selvom om jeg har skiftet den daglige arbejdsplads på den alternative hitliste ud med et job på kunstmuseet, så er det ingen bienale der hiver mig til Århus i denne weekend. Der er SPOT i luften!
På opfordring og lidt på falderebet tænkte jeg derfor – i 2010’s ånd – at stykke et lille udvalg af mine must-see’s sammen. Men mærkeligt nok var det en svær proces. Det var som om, at anbefalingerne ikke kom så let til mig i år. Det er klart, at man kan mærke, at man ikke har den samme følelse med musikbranchen, når man ikke længere sidder med næsen i blogs og laver radio om den på daglig basis – men samtidig er det som, at udvalget er et andet i år. Der er selvfølgelig mange gode gengangere, men anbefalinger skal da helst have noget nyt over sig før de rigtig trækker – i hvertfald når det gælder SPOT. Måske er det også en smags ting. Sidste år var der mange bands der virkelig ramte min smag. I år der måske lidt langt imellem snapsene? Dog gik jeg med iver i gang med at udforske programmet og som altid dukkede der nogle perler frem:
Trentemøller-sidekicket Marie Fisker har jeg kun stødt på på hendes tidligere mere americana-agtige sager, hvor jeg synes det til tider tangerede det lidt for stenede. Men så dukkede denne ovenstående lille dystre sag op med et ægte refræn. Meget ærlig lille symbol-ladet video med Fiskers egen mor på den anden side af bordet (“Mirror, Mirror” “Jeg fælder et træ MED RØDDER” – Get it?). Holder hun den rytmiske catchy tone, får hun besøg af mig!
Jeg har haft en del encounters med denne Snævar Njáll Albertsson – hvis navn er lidt af en spritprøve – men mest i form af frontmand i Mimas som spillede nærmest hver anden weekend, dengang jeg boede i Århus, men også til fester og lign, da vi har en fælles bekendt. Med Dad rocks! bevæger han sig væk fra det postrockede Mimas leverer men bevarer dog lidt af tonen og glimtet i øjet med linier som “I’ll turn into a tree wearing my new grass pants” og “Kids eating dead dogs in the playground”, men her er det den akustiske guitar der er centrum og hans “Nothing keeps up” er en ægte ørehænger.
Når man taler om at have noget på hjerte, er Jonas Petersen med sit Hymns from Nineveh fuldstændig umulig at komme udenom – og gudsbenådet med en stemme af en anden verden, kan han gøre den mest talende til tavs lytter. Funderet i sin tro kaster han sig meget modigt ud i at synge om det at prise gud – En farlig disciplin i et religionsforskrækket DK, hvor rock musik i høj grad rimer på fadøl frem for sakramente. Men Jonas overbeviser og overrasker og hans tekster er fyldt med en hengivenhed og ærefrygt, som jeg misunder. Nå ja – og så har vi den samme trommeslager.
Noget på hjerte har en af mine gamle favoritter Johannes Gammelby også omend med en kende omvendt fortegn. Med The Malpractice tonser han fort frem med herligt lyrisk overskud i et mix af grunge og industrial alt-rock a la Faith No More. Hans quirky stemme er den samme, og jeg så for nylig en koncert ham på Templet i Lyngby som havde denne specielle Århusianske vibe. Meget professionelt men samtidig meget nede på jorden. Jeg garanterer en hårdtslående dansefest.
Jenny Hval
Til slut en lidt underlig fisk som jeg ikke havde hørt om, før jeg gav mig i kast med denne liste. Fra Norge kommer Jenny Hval som en slags nordisk Laurie Anderson. Hendes musik er stemningsfyldt og teatralskt og jeg kan levende forestille mig hendes koncert som værende en af de her små overraskelser, som festivaler er så gode til. I ved dem hvor tømmermænd og træthed går op i en højere enhed med musik og et specielt menneske som kan fascinere og forundre.
Dermed et lille udpluk af de nye der er kommet til fadet, men snyd endelig ikke jer selv for nogle af gengangerne som VIRKELIG stadig holder (Alcoholic Faith Mission, Choir of Young Believers, Jenny Wilson) eller nogen af de andre fine navne som kigger forbi (Treefight for Sunlight, Giana Factory, FCAN etc). Og husk at nyde Århus – den kan et eller andet.
Vi ses derovre
Kristian Ras
How not to drown kittens. 