Efter otte en halv time i spidsbelastet og snehæmmet offentlig trafik er transitionen komplet. Julefreden har sænket sig.
Jeg vil egentlig ikke kalde min hverdag hektisk. Nogen vil nok kigge i min kalender og tænke: “Pyha! – sikke mange jern han har i ilden”! – og det er da også rigtig nok at der ikke er mange ledige timer i skemaet når man har taget sig af et fuldtidsjob, et studiejob, et rockband og en generel eksistens – og ja det kan da føles hektisk at cykle i en konstant trekant imellem Østerbro, Amager, Vesterbro og tilbage til Østerbro igen – nogle gange flere gange om dagen, men det tidspunkt hvor jeg egentlig reelt mærker at mit liv kan være hektisk er, når det hele er væk. Som nu. Lige nu.
Lige nu sidder jeg i mine forældres stue i Glyngøre. Alle er gået i seng og her er helt stille. Ikke stille som i “uha-der-er-godt-nok-ikke-særligt-mange-folk-på-gaden-i-idag” eller “lyt-engang-så-tyst-her-er-i-kongens-have-nu-hvor-der-er-faldet-sne”. Nej her er helt stille som i lyden af ingenting. Udenfor er der helt mørkt – villavejen sover. I stuen kan du – hvis du anstrenger dig – ane en summen. Det er fyret der arbejder imod decemberfrosten. Maskinen forplanter sig igennem rørene. Fjernt kan du høre en bil starte og køre væk. Den er det eneste der rører sig i natten.
Jeg er hjemme til jul som så mange andre, men overgangen fra hektisk rockmusiker- radioperson-, urbaneksistens etc. virker nærmest som om at vende hjem fra en krig. Ikke at hverdagen i KBH er en kamp – overhovedet ikke! Jeg nyder hvert sekund, men forskellen imellem de to liv udmønter sig i larmende tavshed. Stilheden rammer en. Jeg bliver faktisk nærmest lidt døsig af at der er så stille.
Det er her jeg er vokset op. I sikre lilleputland med parcelhuse og folk der er gode borgere – der står op og tager på job og så tager hjem igen og sover. Det er i det her scenarie min jul vil udspille sig – og på mange måder har jeg egentlig svært ved at forestille mig julen uden den ramme. Samtidig er hele rejsen hjem et åndehul til refleksion. Man kan tænke mange ting igennem, når man sidder og kigger ud af vinduet i 8 timer. Et åndehul som der måske ikke er helt så meget plads til imellem Østerbro, Amager, Vesterbro og Østerbro igen. Jeg kan ihvertfald mærke, at når jeg er herhjemme, tænker jeg anderledes. Mit hoved slapper både af men tænker også anderledes. Glyngøres tavshed var det tomrum hvori jeg følte, at jeg havde brug for at synge. Det er stadig en stilhed, hvori jeg taler mere med mig selv end normalt. Det er her jeg ser mig selv i mine forældre og i mine søstre. Og det her jeg spejler mig i mine legekammerater, klassekammerater, gymnasiekammerater, plageånder og åndsfæller.
Jeg vil prøve her på bloggen at forklare min juletilstand. Den er som Ebenezer Scrooges; fyldt med megen glæde, varme, tryghed, hjemmelighed men også en skygge af vrede, lidt smerte, sorg, utryghed og det misforståede. Det kan være at det lyder mærkeligt, men jeg skal forsøge at forklare det – i morgen, venner.
K.Ras
1. del af min juleføjleton: “Min juletilstand forklaret”.
Klik her for anden del:
How not to drown kittens. 