Nyligt hjemvendt fra årets Roskilde – nu hårdt arbejdende med bacheloropgave trænger der sig et spørgsmål på: Er det alt sammen ned af bakke herfra?
I gamle dage var godt vejr på Roskilde Festival lig med en ubetinget succes. Alt besværet ville forsvinde og man ville kunne vælte sig rundt i alle de fantastiske tilbud/koncerter/mennesker der ligesom dig selv levede for den ene uge. Men i år var det anderledes. Sådan underligt….begivenhedsløst. Forudsætningerne var ellers de samme. God lejr med folk man holder af og sænket pavillion (dog med en lidt speget beliggenhed bag skateboardramperne), Gratis billet og medarbejder fordele og et musikprogram med stor diversitet og enkelte store favoritter (NICK CAVE!) – ja og så var vejret også helt fænomenalt. Alligevel udeblev den helt store sensation – Du ved den fornemmelse der sidder i een hele året, så man kan glæde sig til næste festival. Roskilde i år var sådan lidt – du ved – okay.. fint nok !?! I lejren jokede vi med at vi var “De gamle mænd”. Vitsen udsprang af at mange af os var gået unormalt tidligt i seng mange aftener uden at være helt vildt stive. Mange gange havde vi lyst til en middagslur og vores nabolejr, som var en efterskole-lignede størrelse fra Norge, irriterede os lidt med deres pubertære musikvalg, spillen bold og kasten med mad. Vi fik heller ikke drukket alle lejrens øl og vi havde tre flasker sprut med hjem – hvad sker der der? Jeg sidder her og undrer mig. Jeg tør næsten ikke bruge den her kliché, men er jeg ved at blive for gammel til det pjat? (Gisp!) Det var mit syvende Roskilde i træk. Jeg ved ikke om det har noget med det at gøre. Jeg har ligesom set det før. Boderne, lejrene, de store scener, klimafokus, Alien der knepper ko, varmen, Mor Toves, Orange press, Øst, Vest, pantsamlerne, de fulde svenskere. Det er blevet en underlig rutine og sådan plejer det da ikke at være – gør det? Det plejer da at være det modsatte. En frigjort uge væk fra morgen toillette og faste måltider. Hvor penge ikke var nogen faktor og loven var som vi læste den. Hvor kærligheden var fri, musikken det største i verden og festen til den lyse morgen.
Næste gang jeg tager på Roskilde er jeg 26. Så er jeg en af de der fyre. De måske lidt for rutinerede. Dem der ikke gider at vade ind til Roskilde for at hente bajere, men har planlagt det hele hjemmefra; “Torben kommer med bilen kl. 14 så skal vi være klar med sækkevognen!” (Fuck mand – Sådan var det jo allerede i år!!!) Dem der køber fadøl på pladsen istedet for at smugle en lunge ind med hvidvin. Den som ikke bliver benovet over at stå foran Orange scene. Wow – Det er lige før at jeg savner regnen fra 2007 – den hev da ihvertfald en ud af rutinen og tvang en til at tænke anderledes. Uhyggelig tanke. Gad vide om man kan undsige sig det? Kan man undgå at blive en af de rutinerede – både på Roskilde såvel som i det virkelige liv? Vil man kunne begejstres når man har set det meste? Man kommer vel ikke til at se mindre af at blive ældre? Det har jeg ihvertfald ikke tænkt mig. Det er som om at Roskildes mikrokosmos påviser en del af virkeligheden – den sætter det i skræmmende relief. Jeg gider ikke at det skal være sådan. Så jeg må gøre mit bedste for at ændre det. Det kan vel ses som en del af denne blogs projekt. Tag ikke noget for givet.
Måske er det bare en ny måde at tage på Roskilde på. Jeg bliver sgu nok nød til at prøve igen næste år.
K.Ras
How not to drown kittens. 