Inspireret af dagbladspressen og in part mit job har jeg besluttet, at lave en lille hurtig liste over de bedste plader fra de 00’er som vi snart forlader. Listen er ikke i præfereret rækkefølge; det er bestemt ikke en kanon og listen er ikke udvalgt ud fra andre kvalitetskriterier end, at pladerne har betydet noget for mig på hver sin måde.
In Rainbows – Radiohead 2007
Skelsættende på så mange niveauer. Min samvittighed bød mig kun, at give de 420 kroner for at få the special edition på udgivelsesdagen; LP med Cd udgave + B sider. Når jeg hører pladen er jeg tilbage til dengang, jeg boede på et lille værelse med megen motorstøj fra Ndr. Ringgade på Trøjborg i Århus. Egentlig burde jeg også nævne Kid A og Hail to the Thief, men man skal jo vælge.
The Singer – Teitur 2008
Soundtracket til mit livs bedste Roskilde. Alt gik op i en højere enhed. Vejret, Lejren, menneskene, festerne, musikken men størst af alt var det det år, hvor jeg foran indgangen ved Pavillion Junior fik at vide, at jeg skulle være onkel. Rørstrømsk som jeg er, stod jeg en times tid senere alene og græd foran Orange imens Teitur sang titelnummeret “The Singer”. Ubetinget lykke!
Zitilites – Kashmir 2003
Deres bedste plade hvis du spørger mig. Stemningsfuld af helvede til og sangskrivning af uhørt høj kvalitet. Udgivet imens jeg gik i gymnasiet blev den både en fest og lejrbålsklassiker. Samtidig den plade der påviste at min ven og gamle guitarelev havde overhalet mig rent teknisk.
Action Painting – Speaker Bite me 2007
Igen en plade der blev købt efter en stor koncert oplevelse – muligvis min bedste nogensinde. SPOT festival 2007 i Musikhus Århus. Jeg kan huske koncerten utroligt detaljeret. Måske var det fordi, at man sad ned og var lidt smadret. Jeg mindes hvordan der var så stille i salen, at man kunne høre Jomi Massages høje hæle, da hun spadserede fra den ene ende af scenen til den anden. Efter koncerten sad jeg som paralyseret i et par minutter, hvorefter jeg udbrød: “Det var jo sindsygt!” – en sætning der iøvrigt endte i Dagbladet Information.
White Pony – Deftones 2000
Pladen der både fik mig til at lytte til NU-metal og til at fjerne mig fra den. Jeg synes stadig, at den er genial i sit lydbillede og sin brug af få og sære virkemidler. Numre som “Passenger” og “Digital bath” er små mesterværker der på mange måder definerer min måde at tænke trommegroves og guitarfigurer. Teksten til ” Change (in the house of flies)” sendte jeg iøvrigt til en Eks-kæreste som et billede på den udvikling vores forhold havde taget. Hun misforstod totalt gestussen og teksten med. Hun takkede mig og synes at det var en sød tanke…..
Absolution – MUSE 2004
Se nedenstående :
Vapen och Amunition – Kent 2002
Købt ved et tilfælde fordi jeg stod i Expert i Nykøbing Mors og så det flotte cover. Som jeg stod der kom jeg i tanke om, at jeg vist havde set noget med dem-her Kent på det-der MTV (som vi ikke havde derhjemme), hvor de vist nok spillede en god sang. Sangen var “Musik non stop” fra Hagnesta Hill – en plade jeg først købte år senere. Guitarrollerne på denne plade kan ses som grundstenen til min egen måde at spille guitar i band sammenhænge på.
Lifted – Bright Eyes 2002
Denne plade fik jeg anbefalet af en ven som gled ud af mit liv fordi vi begge forandrede os. Hans anbefaling var simpel: “Det er ordene der er guldet!”. Jeg fandt dog også stor inspiration i Conor Oberst’s måde at skrive sange på – og måske endnu mere hans DIY-agtige måde at indspille dem. Intimt og rocket, folket og indiepoppet.
Mesmerze/Hypnotize – System of a Down 2004-2006
I know ! – ikke det mest übercoole, men en overgang kunne jeg ikke gå til en fest og slet ikke køre i bus/tog uden at have denne dobbelt plade indkodet på det relativt nye fænomen: Mp3-afspilleren. Jeg var facineret af vokalharmonier og hardrock og så er de her plader ret spot on. Sjovt nok havde jeg sideløbende et Queen-flip – som stadig hænger lidt ved. Queen har også lavet en plade i 00’erne men den er der BESTEMT ingen grund til at nævne.
Once more with Feeling (Compilation) – Placebo 2004
Min værelseskammerat på efterskolen købte i 2000 Placebos Black market music. Dengang fattede jeg ikke rigtig Brian Molkos androgyne røst, men den gang var min musik smag VIRKELIG også håbløs (bortset fra White pony forstås), men det er en anden historie. Det er først da jeg flytter til Århus og dermed tættere på en TP, at jeg opdager Placebos kolosale værdi. Jeg købte Once more with feeling for en 50’er og nu tror jeg, at jeg har hørt et nummer fra den en gang i ugen siden.
Enjoy!
How not to drown kittens. 