Så er man tilbage i Københavns urbane omstændigheder efter en weekend i Vestjylland, der bød på megen kontakt med naturen i form af en tur på jagt nær Aalborg og et sejlerstævne ved Glyngøre Havn. Så regner man sådan set med, at alt naturligt, organisk og animalsk står på standby. Men det skulle vise sig, at jeg tog fejl.
Jeg har haft en lang dag. Stod tidligt op som sædvanligt for at klare de opgaver, jeg har på radioen, inden jeg tog turen fra Amager ind til Kultorvet for at slæbe for Dagbladet. Omkring kl. 18:00 bevæger jeg mig hjemover i mine egne tanker. Jeg har en tendens til at dagdrømme, når jeg er lidt udmattet – også selvom jeg bevæger mig i myldretrafik omkring Nørreport. Da min cykel har givet op efter lang og tro tjeneste ( Baghjulet ryger simpelthen af hvis jeg sætter mig op på den!), var jeg på gå-ben. Mit dagdrømmeri og min forkærlighed for at gå forbi KBHs historiske bygninger gjorde, at min rute gik fra Nørreport op forbi Statens museum for kunst. Da jeg konstaterede at skyerne trak sammen til regn, valgte jeg at gå bagom Museet og ind i Østre anlæg. Østre anlæg plejer at være et hyggeligt sted med gamle diplomatfruer i store frakker der lufter små hunde. I dag var de dog intet sted at se. Faktisk var parken overraskende tom. Vinden ruskede i træerne og bragte lyden af stemmer med sig – skønt der var ingen at se…. Jeg begav mig i mit dagdrømme-stadie igennem parken, som jeg har gjort så mange gange før. Mine ben førte mig uden at mine øjne fulgte med. Pludselig får jeg en fornemmelse af, at jeg bliver overvåget. Da jeg drejer om en væg af cypresser, hives jeg ud af min dagdrøm og får et chok, da jeg ser min beskuer! Fem meter fra mig – midt på stien står en person og stirrer på mig. En person er måske så meget sagt – væsen er mere passende. Der hvor der skulle have været fødder, var der lodne poter og der hvor der skulle have været fingre, var der kløer på størrelse med dolke! Gule øjne nedstirrede mig fra det ansigt som var umiskendeligt hunde-agtigt. Der var ingen tvivl – det var en varulv!
Efter det første chok hører jeg, at varulven prøver at kommunikere med mig. Han galper ihvertfald en underlig besked udover hele parken: “JEG HAR LIGE EN BESKED TIL ALLE OMKRING, HVOR I SKAL LÆGGE JERES TASKER!” Den uhyrlige besked skærer mig i ørene men mest fordi, at det var da en underlig ting at få at vide af et mareridtsvæsen !?!
Straks efter pibler riddere, troldmænd, nisser, orker og trolde frem fra buskene omkring mig. De er heldigvis alle sammen under 1.60 og er skolebørn i forklædning. Intetanende er jeg vadet ind i et Live-rollespil og varulven fra før, er en lærer på min alder uden synderlig blodtørst. Østre Anlæg er Midgård og jeg ligner pludselig en marsmand i min lynlåsjakke og converse sko.
Lidt rystet forlader jeg flovt scenariet med lærerens skæve smil i nakken. Selv i Østre Anlæg kan noget naturligt – eller Unaturligt – overrumble en.
How not to drown kittens. 