Hvor livet leves er der, hvor livet er.

Julen er en rejse tilbage til alt det der var engang og udleves på fordummens skueplads. I jagten på voksen-julen kan man påpege, at Glyngøre er barndommens land, men de voksne år startede et andet sted – ikke langt derfra….

Hvis man rent procentuelt skulle regne ud, hvor jeg tilbragte mest tid i min gymnasietid, ville et godt bud være i Rute 40 – bussen som kørte fra Glyngøre med retning mod Nykøbing Mors. Jeg har på ingen måde tal på, hvor mange gange jeg har siddet ved busstoppestedet på strandvejen og kigget udover fjorden. Som regel med discman’en lidt for højt i i ørerne. For skønt Glyngøre virkede som hele min verden i mange år, blev den på et tidspunkt for lille. Da jeg skulle vælge hvad livet efter folkeskolen skulle bringe faldt valget på sprogligt gymnasium og så måtte man søge udenbys. Og den by var Nykøbing Mors på øen hinsides fjorden. Nu lyder det som om, at det var en hel dagsrejse; i realiteten er det blot 10-15 min. i bus, men som 17 årig virkede det som en helt anden verden og det var starten på en udvikling, som har været i gang lige siden. En udvikling som bunder i en søgen efter åndsfæller, for hvor Glyngøre indeholdt barndomskammerater og ansporede mangt en interesse, så var det som om, at den mere generelle tendens omfavnede andre tendenser end dem som fangede mig. Gymnasiet var en anden historie. Her var det som om, at man mødte nogen med det samme Mind Set – men det var ikke nødvendigvis fagligheden der blev en fælles klangbund. Det var ikke interessen for latin eller passion for engelsk på A niveau der bandt os sammen. Tværtimod. Og det var bestemt heller ikke alle på gymnasiet, som der var lige meget overenstemmelse med, men der var alligevel nogen, hvor bølgelængden var den samme på tværs af interesser. Måske var det en udlængsel? Måske var det et syn vinkelt imod hele verden og ikke bare fra hånden til munden? Måske var det bare en trang til at gøre livet lidt sjovere, men der var ihvertfald et eller andet der gav genklang. En sjov detalje er, at som sproglig student endte jeg i en klasse med fortrinsvis piger – og denne tendens har faktisk holdt ved i alle mine valg efterfølgende. Både på Æstetiske fag på universitetet og nu også mit arbejde er der overvægt af kvinder. Måske er jeg bedre til at arbejde sammen med kvinder? (Noget min værnepligtstid i hvert fald understøtter – men det er en anden historie.)

Men Nykøbing og Mors generelt blev ret hurtigt mit andet hjem – suppleret med et øvelokale i Skive. Det var her mine få nære venner blev til flere og at åndsfæller begyndte at være normen frem for undtagelsen – og hvor jeg fandt nogen af de åndsfæller, hvoraf mange stadig hænger ved i mit liv i København. Voksenlivet – du ved. Og det er en del af mig som er blevet stærkere og fylder mere – også når det kommer til julens nostalgiske gensyn. Mange søger barndommens kammerater. Dem man delte folkeskoleårene med. Et fokus på Glyngøre. Men det er som om, at der er noget der hiver mig til Mors. Jeg kan mærke det d. 25. dec. Store gensyns-dag. I Glyngøre er det efterhånden et større arrangement med DJ og 500 deltagende – og skønt jeg altid deltager og såmænd hygger mig med at sige hej til folkeskolekammerater og deres små-søskende og blive opdateret på hvor, hvornår, hvem og hvor mange (børn!), kan jeg hurtigt mærke, at det er over ti år siden, at jeg begyndte at bevæge mig væk fra Glyngøre. Og så vil jeg gerne til Nykøbing. Det er lidt mere min arena. Det er såmænd ikke fordi, at der er noget i vejen med Glyngøre-gensynet. Det er blot en konstatering af, at det eneste man har til fælles med mange af de fremmødte er, at man er født det samme sted – og så kan en samtale hurtigt blive udtømt. Men kærligheden til barndommens land er der dog stadig. Den er blot ikke længere alene.

Min far undrer sig altid over hvorfor folk flytter fra udkants Danmark til de store byer. “Man kan da også blive sygeplejerske i Thisted!” er et af hans argumenter – og det har han såmænd ret i. Nogen hævder, at unge gerne vil være tættere på kulturudbud, men det bortviser min far ved at påpege, “at de jo alligevel sjældent går i biffen/teateret/til koncert og man kan da sagtens drikke sig fuld og feste i Thisted!”. Og det har han jo såmænd også – til dels – ret i. Men jeg ved godt hvorfor jeg allerede som 17-årig begyndte at søge væk. Skønt mit felt og mit hjerteblod er kulturen, var det ikke fordi jeg savnede en biograf i gå-afstand. Det var ikke at have mindre end 45 min. til et ordentligt koncertsted. Det var jagten på flere sjælefrænder – og for at slippe for dem jeg ikke gad at bruge tid på. Fornemmelsen fortsatte efter gymnasiet og fik mig på højskole, til Århus og til København – og måske skal jeg videre endnu. Hvor fornemmelsen kommer fra ved jeg ikke, men jeg kan huske den. Fra mine mange timer ved busstoppeestedet spejdende udover fjorden. En lille stemme i baghovedet: “Der må da være mere end det her?”

K. Ras.

5. del af juleføljetonen “Jagten på Voksen-julen”.

En side fra Brigdet Jones’ dagbog

I jagten på voksen-julen afsøger man ting som kvalificerer til den voksne tilstand. Disse ting vurderes af flokken; familien ved et meget specielt ritual: Julefrokosten d. 25 dec.

Lad det være sagt med det samme. Min familie elsker en god fest. Enhver lejlighed for at få en ordentlig brandert i gang får smilet frem på samtlige familiemedlemmer. I nogens ører kan det lyde som et forfærdeligt svigt, at jeg har set min far sove på toilettet og min mor antænde sit eget hår en nytårsaften, men festen er en grundtilstand for mine forældre (Mest for min far!). Det ligger i deres blod og jeg har altid set det som en styrke, at de tidligt har indviet mig i denne meget livsbekræftende situation. Denne festlige brandert i godt selskab. Jeg synes efterhånden også, at jeg har godt styr på den. Og i min famile kommer og går det gode selskab i form af fødselsdage, sølvbrylluper og sankt hans aftener, og skønt nogen måske holder på at der er visse kodeks der skal afholdes ved sådanne begivenheder, så kan de for min familie tage sig ud hvordan  det skal være – bare det er en god fest. Der er dog en enkelt event, hvor der er visse rettelinier som bør være til stede. Et årligt holdepunkt hvor året revideres, relationer gennemgåes og alt skal bringes up-to-date. Og her er det branderten der fasciliterer hele seancen.

Jeg taler ikke om nytårsaften, men om den traditionelle julefrokost d. 25 dec med min mors side af familien. Den nære familie. Min mors søstre, deres mænd – som også er min fars bedste venner – og mine fætre og kusiner, som mine søstre og jeg har leget med som små og som vi lever paralle liv med hvad angår uddannelse, karriere og kærlighed – først og fremmest kærligheden. For selvom alle i familien såmænd er interesserede i job og karriere er det kærlighedslivet det egentligt interessante. Ikke fordi at de er synderligt romantisk anlagt. Næh – konsekvensen af vi unges kærlighedsliv kan nemlig betyde, at der skal være plads til en ekstra ved bordet. En ny i flokken – og da flokken jo er den samme hvert år, er en nytilkommen morderligt interessant!

Julefrokosten d. 25 er den ultimative kærestetest. Er vedkommende først med til den, så er de for alvor på vej ind i varmen. Men underlagt familiens hjertevarme smil ligger der noget og ulmer… Der er visse ting man skal leve op til for at blive regnet som fuldgyldigt medlem af flokken. Det er her den selskabelige brandert kommer ind i billedet. Først og fremmest kræver det humor at sætte sig ved bordet – og gerne en selvironisk en af slagsen. Man skal gerne anlægge lige dele fanden-i-voldskhed og stik-lige-en-finger-i-jorden attitude. Du skal kunne tage lidt pis på din egen person.
Kan du fortælle en god historie vinder du min onkel Arnes hjerte – og så er du allerede godt på vej. Så skal du kunne drikke snaps – eller i hvert fald have lyst til at smage på den. En decideret snapsebrandert er forbeholdt de store hanner ved bordet, men er du kvinde, giver det et nøk i hatten at drikke snaps. En sjov hobby, skør ting eller underlig fascination kan også hæve dig i agtelse. Jeg har altid forestillet mig, at et af de bedste kort man som kvinde kunne spille for at gøre indtryk er, at undskylde sig fra selskabet fordi, at man skal ud og ryge pibe. Den historie ville min far kunne underholde med et helt år. Generelt skal man være en selskabsløve. Lytte interesseret, grine højlydt. Man skal holde sig fra politik – det skaber så ofte dårlig stemning. At holde af traditionel dansk julemad er også en fordel, men ikke et must, men alfa og omega er, at holde liv i den selskabelige brandert og have festen for øje.

Det er længe siden jeg har udsat nogen kæreste for denne prøvelse og efterhånden som mine søstre, fætre og kusiner har fået kærester og nu også børn, begynder stolen ved siden af mig at blive en anelse varm. Min kusine har allerede spurgt ind til kærlighedslivet. Hun kunne ikke vente til den 25. Det er voksen julens indhold nummer 1, som jeg igen i år ikke kan udfylde. Mit forsvar imod det plejer at være, at klæde mig upåklageligt og – nå ja – drikke mig godt vissen. Det tager brodden af de mærkeligste spørgsmål (“Jamen er der da ingen piger på det universitet?” – ” Jo – det er faktisk nærmest udelukkende piger!”. *Underlig tavshed…..*). I år har jeg fået rødvin på min gode skjorte, så ingen upåklagelig påklædning, men jeg tager det i stiv arm. Eller også vælger jeg bare at blive stiv. Jeg er på vej derop nu. Selv min lillesøster skal have sin kæreste med. I år er det hos min moster og onkel. Det bliver en fest som altid, men som de seneste år – på en lidt underlig klangbund. Spørgsmålet hænger i luften: “Hvad skal der blive af Kristian?”

K. Ras

4. del af juleføljetonen ‘Jagten på voksen-julen.”