Opus.

Jeg giver efter for en gammel ven.

Han sidder i min hals.

Han sidder i min krop.

Han er mit ondeste øjeblik og det lyseste af min sjæl.

Når han viser sig kommer han ud af mine fingre

eller svinger sig ud i lokalet – forløst af mine stemmebånd.

Når jeg snakker med ham på dansk, kan han få mig til at græde

På engelsk er han på sikker afstand.

Nogen gange deler jeg ham med andre,

Men for det meste holder jeg ham for mig selv.

Mange spørger til ham, men jeg vil helst selv bestemme, hvornår de skal møde ham.

Når jeg græder er han aldrig langt væk

og jeg bruger ham til at få andre til at le.

Jeg hører ham på en sommerdag

og i den mørkeste vinter.

Der er sider af ham jeg endnu ikke forstår og som jeg måske aldrig kommer til.

Han bestemmer alt i mit liv

men har måske ikke haft nok at sige

men det er slut nu.

Det er i ham, jeg er allerstørst

og i ham jeg møder min egen utilstrækkelighed,

for i mit hoved hører jeg ham klart og tydeligt

men han vil ikke ned på papir

og jeg kan ikke få alt af ham ud.

Han er sort, hvid, dur og mol.

Han binder min tankestrøm sammen

og rammer mit liv ind i rim og råb.

Han er min bedste ven

og han er mig.