“What is it you want us to do?” “Do? DIE……”

Tidens vampyrhype blandt teenagere minder mig om mine tween/teenageårs hype – som også var min allerstørste frygt: RUMVÆSNER!!

I midten og slutningen af 90’erne kunne man på Glyngøre Folkeskoles bibliotek ane en underlig tendens. Alle bøger omkring det mystiske eller paranormale blev udlånt igen og igen til en ranglet, anelse rødhåret og fregnet dreng. Værker med billeder var de foretrukne men også de mere tekst tunge afhandlinger om spøgelser, tidsforskydninger, mystiske steder, sjælerejser osv. blev udlånt til samme ivrige læser – nemlig mig (hvis du ikke havde gættet det). Alle har som barn vel et behov for at undersøge verden og få sat den i system. Det starter som regel med en interesse for dyreriget og hvilke dyr der er hurtigst, størst, farligst osv. Så kan en spæd historisk interesse måske udforskes i billedbøger der på underholdende vis viser borge og skonnerter fra de foregående århundrede – alt sammen ting der kan forklares med kildemateriale. Men som verden blev sat i system, fandt jeg en interesse for det der ikke umiddelbart kunne forklares, be- eller afkræftes. Det førnævnte paranormale. Bøger og dårlige billeder ansporede min fantasi til at overveje om der var mere imellem himmel og jord. Efter at have læst en del værker hvor de samme til tider dårlige forklaringer figurerede fik jeg dog hurtigt etableret en sund skepsis over for spøgelser, ud af kroppen oplevelser, dobbeltgängere og mystiske steder. Det var måske ikke så farligt endda. Men der var et paranormalt fænomen som min efterhånden mere og mere logisk tænkende hjerne ikke rigtig kunne få greb om. Rumvæsenerne.

Og rumvæsenerne var overalt da jeg voksede op. Jeg husker hvordan min storesøster fulgte med i en uhyggelig tirsdags underholdning omkring kl. 23 på Tv 2. Mine forældre, lillesøster og jeg ville sidde inde i stuen imens min storesøster gik ind i et tilstødende lokale og efter godt 30 minutter kom ud en anelse blegere og med et gys i kroppen. Underholdningen var selvfølgelig X-files – serien der fik en hel generation til at se konspirationerne overalt og nærmest gå ud fra at den amerikanske regering skjuler alt fra levende døde til udenjordiske og myrder løs for at dække over det. Mine forældre frarådede mig at se det, da jeg var for ung, men som alle andre nysgerrige snød jeg mig til at se det alligevel – og det var faktisk en stor fejl. For seriens kerne historie om bortførelser og rumvæseners jævne besøg her på jorden satte sig i mig som en ret reel frygt. Den var så reel, at det var det jeg frygtede når jeg gik hjem fra ungdomsklub af smalle stier og mørket bag mig begyndte at tordne sig over mig. Jeg husker hvordan jeg nogen gange synes, at jeg kunne se noget der var på vej ind under den næste gadelampes skær – ikke en hundeejer men et væsen! Indrømmet – i retrospektiv virker det ret fjollet. Jeg ved ikke hvorfor det lige var rumvæsener der blev min største skræk. Jeg tror at det var fordi, at jeg egentlig fandt det ret plausibelt. Hvorfor egentlig ikke ? Hvorfor skulle en overlegen intelligent race ikke flyve herned og bortføre os? Deres motiv for at handle virkede også ret legitimt. Jeg opfattede dem som interstellare forskere på en mission – og det gik udover os. Samtidig var det ikke alle rumvæsner. Alien eller Predator var ikke skræmmende – næh det var de små tavse grå mænd med store sorte øjne, der var min skræk; og selv i dag når jeg ser en film hvor de ser sådan ud, kan jeg mærke den lille skræk i mig. Det var egentlig ret uheldigt for i min sene barndom og teenageår var det sådan rumvæsener så ud og de var overalt! Det var de små grå der tog Fox Mulders søster. Inde i krybene fra Independence Day sad der endnu en grå satan. I Dark Skies var de måske lidt mere brune i det, men de store øjne var der. Jeg kunne sgu ikke lide dem! De små grå aliens var så voldsomt et fænomen at potrygende udgaver prydede alle i min omgangskreds’ og måske verdens sweatshirts og t-shirts (De skræmte mig nu ikke – heldigvis!!). I en alder af 12-13 år fik jeg faktisk mareridt og vågnede om natten og turde ikke åbne mine øjne af frygt for at se et væsen stå stille i hjørnet af mit værelse, betragtende mig på umenneskelig vis – og jeg mener ikke på ET-under-lagenet-i-skabet måden.

Min frygt nedtonede sig da jeg startede på efterskole. Kanske at det var fordi, at jeg rent faktisk fik oplevelser med ånder og det hinsides og det, at de var i verden og blev helt afmystificerede gjorde rumvæsenerne mindre skræmmende. Måske var det fordi at mediehypen døde ud og rumvæsenerne havde forladt jordoverfladen for senere at blive erstattet af vampyrer og varulve. Kanske at min frygt blev overskygget af almindelig teenage angst eller måske netop det modsatte; Man finder nærmere ind til kernen af hvem man er og får mere greb om sig selv og verden og således får sat selv de udenjordiske i (sol)system. Men sene natteture af smalle stier får mig nu altid lige til at sende en tanke til de små grå. Nu er det blot en kiggen op mod stjernerne – for måske har de været her, men det eneste de bortførte med sig ud i universet var min frygt for dem.

K.Ras