“Fyraften!” sagde han højt og strakte armene op over hovedet både for at signalere jubel og for at strække de led der var blevet overbelastet af arbejdets åg. Udråbet klingede højt ud i produktionshallen og de omkringsiddende blev vist en anelse forskrækkede og kiggede vantro på ham for derefter blot, uden at sige et ord, vende tilbage til arbejdet. “Lad os stemple ud – jeg giver en øl!” opfordrede han sin sidemand – en pige i 20’erne. Faktisk var de fleste på fabrikken piger i 20’erne. “Vi har fri!” smilede han og så ned på sit beskidte tøj. Olie og støv havde samlet sig som udtryk for arbejdsmængden. Beskidthed kunne omsættes til arbejdsindsats! Nu var der flere der reagerede ved stumt at kigge på ham. En enkelt smilede og førte en strakt pegefinger op til tindingen og bevægede den i cirkler. Han foldede sin tommestok sammen og fløjtede højt. Solnedgangen kom ind igennem fabrikkens mastodontiske glasfacade og badede samlebåndet i et orange skær og han syntes allerede, at han kunne dufte aftensmaden derhjemme. Tanken gjorde ham glad. De andre blev blot siddende på de lange rækker fordybet i deres arbejde. Han undrede sig kort men tog sin jakke på og sagde højt til sig selv “Nu skal det blive godt at komme hjem på sofaen!” Det var på dette tidspunkt en lille asiatisk udseende pige kom listende hen til ham. Hun havde store hornbriller på og bar på en stor mappe med korslagte arme “Undskyld” hviskede hun, “Men ved du egentlig godt hvor du er?” Han kiggede uforstående på hende. Hun virkede så lille og ung, selvom hun utvivlsomt var på hans alder. Solnedgangen bag hende gav hende en orange aura. Som en sandhedens engel. “Du er på Den sorte diamant og det her er en læsesal!”
Det var der det gik op for ham, at fabrikken her ikke var hvad den tog sig ud for at være. De var ikke jordens salt – ikke en hårdtslidende arbejdsstyrke. De var ej breadwinners. Alle i lokalet var ligesom han selv: studerende. Tøjet var ikke kansas, men fra H & M og tommestokken var ganske vist foldbar, men det var kun fordi at det i virkeligheden var hans hvide macbook. Hans tøj var slet ikke snavset og nej – han var ikke træt i kroppen efter timers slid. Han var bare ugidelig efter timevis af røv-kedelig nærstudering af bøger, han egentlig ikke helt var klar over hvorfor han læste. Arbejdet burde bære glæden i sig selv, men som han stod der gik det op for ham, at det han og de andre havde gang i ikke havde noget som helst at gøre med arbejde. Tværtimod. Hans glæde over fyraftenen faldt til jorden, for der var ingen der gik op i, om han stemplede ud. En arbejdsdag i den studerendes liv var jo trods alt bare endnu en dag, hvor man kunne sove længe hvis man havde lyst. Det arbejde man udførte udmøntede sig ikke i noget produkt og heller ingen konkret indtjening. Han sendte pludselig en tanke til sin familie – en arbejderfamilie der sled hver dag for at få fri og derfor nød at have fyraften. For ham som studerende var det altid fyraften – og derfor ikke noget særligt. Han overvejede om den her høje uddannelse virkelig betød noget eller om det i virkeligheden var dem med 9 til 17 jobs der havde regnet den ud. De havde trods alt nogle penge at bruge efter fyraften – en frihed han aldrig havde prøvet i sin studietid. Alligevel var det ham der var den højt uddannede. Højere på lønstigen.
Læsesalen var tavs. Det han før havde troet var maskinstøj fra produktionsapparaterne var bare en svag summen fra læselampen over hans lille del af det lange skrivebord som før var samlebåndet. Han slukkede lampen og smilede undskyldende til sandhedens engel. Han tog sin taske på ryggen og bevægede sig ned af rullebåndet til stueetagen. På vejen ud så han hvordan hans medstuderende samledes om kaffe og samtaler om alt andet end det studierelevante – for det ville da være for røvsygt! Duften af aftensmaden var nu blevet til mindet om leverpostej – og da han endnu engang satte sig overskrævs på sin rustne cykel overvejede han sin akademiske karriere med et udtryk fra hjemegnen: “Hvad nytte er det egentlig til?”
How not to drown kittens. 