Ej SPOT til lyst

Selvom om jeg har skiftet den daglige arbejdsplads på den alternative hitliste ud med et job på kunstmuseet, så er det ingen bienale der hiver mig til Århus i denne weekend. Der er SPOT i luften!

På opfordring og lidt på falderebet tænkte jeg derfor – i 2010’s ånd – at stykke et lille udvalg af mine must-see’s sammen. Men mærkeligt nok var det en svær proces. Det var som om, at anbefalingerne ikke kom så let til mig i år. Det er klart, at man kan mærke, at man ikke har den samme følelse med musikbranchen, når man ikke længere sidder med næsen i blogs og laver radio om den på daglig basis – men samtidig er det som, at udvalget er et andet i år. Der er selvfølgelig mange gode gengangere, men anbefalinger skal da helst have noget nyt over sig før de rigtig trækker – i hvertfald når det gælder SPOT. Måske er det også en smags ting. Sidste år var der mange bands der virkelig ramte min smag. I år der måske lidt langt imellem snapsene? Dog gik jeg med iver i gang med at udforske programmet og som altid dukkede der nogle perler frem:

Marie Fisker

Trentemøller-sidekicket Marie Fisker har jeg kun stødt på på hendes tidligere mere americana-agtige sager, hvor jeg synes det til tider tangerede det lidt for stenede. Men så dukkede denne ovenstående lille dystre sag op med et ægte refræn. Meget ærlig lille symbol-ladet video med Fiskers egen mor på den anden side af bordet (“Mirror, Mirror” “Jeg fælder et træ MED RØDDER” – Get it?). Holder hun den rytmiske catchy tone, får hun besøg af mig!

DAD Rocks!

Jeg har haft en del encounters med denne Snævar Njáll Albertsson – hvis navn er lidt af en spritprøve – men mest i form af frontmand i Mimas som spillede nærmest hver anden weekend, dengang jeg boede i Århus, men også til fester og lign, da vi har en fælles bekendt. Med Dad rocks! bevæger han sig væk fra det postrockede Mimas leverer men bevarer dog lidt af tonen og glimtet i øjet med linier som “I’ll turn into a tree wearing my new grass pants” og “Kids eating dead dogs in the playground”, men her er det den akustiske guitar der er centrum og hans “Nothing keeps up” er en ægte ørehænger.

Hymns from Nineveh

Når man taler om at have noget på hjerte, er Jonas Petersen med sit Hymns from Nineveh fuldstændig umulig at komme udenom – og gudsbenådet med en stemme af en anden verden, kan han gøre den mest talende til tavs lytter. Funderet i sin tro kaster han sig meget modigt ud i at synge om det at prise gud – En farlig disciplin i et religionsforskrækket DK, hvor rock musik i høj grad rimer på fadøl frem for sakramente. Men Jonas overbeviser og overrasker og hans tekster er fyldt med en hengivenhed og ærefrygt, som jeg misunder. Nå ja – og så har vi den samme trommeslager.

The Malpractice

Noget på hjerte har en af mine gamle favoritter Johannes Gammelby også omend med en kende omvendt fortegn. Med The Malpractice tonser han fort frem med herligt lyrisk overskud i et mix af grunge og industrial alt-rock a la Faith No More. Hans quirky stemme er den samme, og jeg så for nylig en koncert ham på Templet i Lyngby som havde denne specielle Århusianske vibe. Meget professionelt men samtidig meget nede på jorden. Jeg garanterer en hårdtslående dansefest.


Jenny Hval

Til slut en lidt underlig fisk som jeg ikke havde hørt om, før jeg gav mig i kast med denne liste. Fra Norge kommer Jenny Hval som en slags nordisk Laurie Anderson. Hendes musik er stemningsfyldt og teatralskt og jeg kan levende forestille mig hendes koncert som værende en af de her små overraskelser, som festivaler er så gode til. I ved dem hvor tømmermænd og træthed går op i en højere enhed med musik og et specielt menneske som kan fascinere og forundre.

Dermed et lille udpluk af de nye der er kommet til fadet, men snyd endelig ikke jer selv for nogle af gengangerne som VIRKELIG stadig holder (Alcoholic Faith Mission, Choir of Young Believers, Jenny Wilson) eller nogen af de andre fine navne som kigger forbi (Treefight for Sunlight, Giana Factory, FCAN etc). Og husk at nyde Århus – den kan et eller andet.

Vi ses derovre

Kristian Ras

“Past the point of no return!”

Jeg er 26-årig mandlig vestjyde med uddannelse indenfor de høje kunstarter samt udøvende indie-musiker – kære læser: Hvad er det så for noget med mig og musicals?

Når jeg er alene og gerne har tømmermænd, har jeg en lille beskæftigelse, som jeg skjuler godt for andre. Jeg tager hovedtelefoner på og låser døren, så ingen kan forstyrre mig. Derefter logger jeg ind på nettet og begynder min surfen. Surfen efter videoer af en bestemt slags. Ofte er det en mand og en kvinde der er hovedpersonerne, men der kan også være flere med. Deres hjerter banker i takt med mit. Det vækker noget i mig og føles meget forbudt. Som min egen lille lystige form for tidsfordriv, opsøger jeg videoklip på nettet – oftest kun af et par minutters varighed. Med hovedtelefonerne helt skruet op afsøger jeg febrilsk nettets mangfoldighed for at stille min lyst efter…Musicals. Ja du læste rigtigt. Musicals! Og nu mener jeg ikke hvilke som helst musicals. Det skal være de helt tunge drenge! Dem hvor pathosen driver ned af væggene. Hvor kærligheden ikke er ægte uden en duet. Hvor dødsøjeblikke skal skriges ud – og hvor morderen udpeges af et skæbnekor. Men det skal samtidig være på den lette måde. Det skal være i familie med operaen, men også med Beatles – på The Long and Winding Road måden. Ikke Come Together. Jeg kan ikke udstå, når de bliver FOR rytmiske. Symfonien skal være basis. Violiner formidler bedst et knust hjerte. Hair er ikke noget for mig. Ej heller Grease. Det er mere noget i retning af det her:

Det er også på en bestemt måde. Jeg er mest til filmversionerne. Selvom det lyder mærkeligt, når man taler om noget så karikeret som musicals, så kan jeg ikke klare det over-teatralske ved sceneproduktionerne. Den visuelle side af det hele bliver for sløv. Der skal være hurtige klips og farver der overstiger virkeligheden. Samtidige så er der et eller andet der irriterer mig ved at blive konfronteret for meget med de mennesker der udfører musicalen. Der er nemlig noget modbydeligt folkeligt over det, som det krymper sig i mig, når jeg tænker på. Og nu afslører jeg måske lidt mig selv. Jeg har faktisk en foruroligende stor indsigt i musicalens verden – eller det at være med i en musical. I min gymnasietid havde jeg større roller i tre relativt store produktioner. Ja okay – jeg havde faktisk hovedroller i to af dem. Okay, okay, jeg var da faktisk også første-elsker i en af dem – men således er jeg jo faktisk også en af de kvalificerede til at udtale mig om dem! Og det der irriterer mig er faktisk i høj grad noget af det der foregår bag kulisserne. Der bliver en slags musicalkultur. Alle er på kram med hinanden. Alle skal være ven med alle og det bliver sgu en helt omklamrende fornemmelse – og jeg synes nogen gange, jeg kan se den på scenen. Og så kan alle sgu bare lide det. Alle kan lide musicals. Undtagen dem der vælger at hade dem. Men musikken og følelserne de bider sgu på mig. Syng smerten! Den store romantik! (Måske har jeg været single for længe?). Her på det sidste har jeg været besat af en af de helt store. Måske den største indenfor dens genre. I morges nynnede jeg den i badet og jeg griber mig selv i at synge den for mig selv i Netto. Den er som dens titel. Et spøgelse der hjemsøger mig:

Kanske det er hele Phantoms plot der rammer mig. Musikkens evne til at fordreje hovedet på os. (“SWEET INTOXICATION!!!”) I hvert fald reagerer jeg på det, selvom jeg egentlig gennemskuer det på samme tid. Det er underligt, men jeg kan ikke lade være med at drages af det…. Men måske ligger der en pointe i, at jeg ikke kan lide sceneudgaverne. Måske er der en grund til at jeg bedst kan lide det på film. Måske stammer min glæde for kombinationen af billederne, store følelser, let plot, firkantede karakterer, heftig orkestrering men med et let sprog et lidt andet sted fra end musicalen per se…:

Måske er Disney svaret. De havde jo trods alt en anden guldalder, da jeg var barn. Nu jeg tænker over det, tror jeg faktisk, at soundtracket fra Løvernes Konge var min første CD. Så måske stammer min facination derfra. Iblandt alle musicalsene er der i hvert fald et enkelt klip, som jeg vender tilbage til igen og igen. Et klip som måske ikke er så musical-agtigt. Jo der er ganske vist sang, men det er ikke den der er i billedet der fremfører det. Det er nærmest en montage med underlæggende sang, men det er de store følelser der er på spil – dog paradoksalt nok på en mere ægte måde, når man tager filmen hvorfra det kommers natur i betragtning. Hver gang jeg ser det, overrumples jeg i hvert fald af minder og sorg over barndommen som er tabt og den tilstand, som man aldrig kan få igen. Jeg kommer til at tænke på det nære familieforhold vi havde, da mig og mine søstre boede hjemme hos mine forældre under samme tag. Og jeg kommer til at tænke på mine forældres dødelighed, og at jeg stadig er her, når de er væk – så det er stærkt, selvom det er kort:

Måske er det ikke så slemt at være lidt forfalden til det musical-agtige. Måske skal man bare acceptere, at man er lidt sentimental. At det for mit vedkommende måske kan siges at tangere noget sygligt, er op til dig, kære læser, at vurdere alvoren af. Jeg stopper ihvertfald nok ikke med at opsøge pathosen online. Men måske stopper jeg, hvis jeg bliver taget i det. Måske…

K.Ras

Da radioen og jeg var unge.

I en gennemgang af minder fra min folkeskoletid fandt jeg i et pludseligt overrumplende flashblack muligvis kimen til noget af min voksentilstand. Før alt det andet var der radioen!

I den sidste del af min folkeskoletid ville det ikke være forkert, at kalde mig initiativrig. Jeg havde allerede da en del projekter kørende af mere eller mindre vellykket karakter. Jeg købte blandt andet et videokamera, hvorefter en klassekammerat og jeg begyndte at filme på livet løs og lave små kortfilm. Vi endte sågar med at hænge en seddel op i Brugsen (En slags analog facebook…), hvor vi inviterede andre til at bruge en uge af sommerferien på at lave en film. Vi søgte så at sige sjælefrænder eller måske bare statister. Ingen svarede og filmprojektet kulminerede nok med dels mine reportager fra teenagedødsdruk i Vigsø feriecenter og min egen stopmotion film med star wars micro machines figurer i alle hovedrollerne (Den har jeg stadig, hvis det har interesse..!?). Men dette var blot et hjørne af min initiativrighed. Det sted hvor den kom allermest til udtryk, var i det højeste organ for elevindflydelse – ELEVRÅDET! Og i ELEVRÅDET havde vi store planer for det lille vacuum som var vores verden – nemlig Glyngøre skole. Specielt i de store klasser – Syvende, ottende og niende – tog det fart. Og det er her manchettens flashback tilskriver sig.

Jeg ved ikke hvor ideen kom fra, men der opstod pludseligt et ønske på skolen om, at eleverne skulle have deres egen radio der spillede musik i frikvarterne. Hvorfra denne ide er kommet, er svært at dechifrere, da ingen af medlemmerne af elevrådet havde noget specielt forhold til radio. Det var selvfølgelig i årene efter tæskeholdet, hvor man sneg sig til at lytte til Tale til nationen, selvom man egentlig var i skole. Det kan også skyldes, at eftermiddagene på tv2 dengang viste en ung frisk David Silver der sad bag mikrofonen i frikvarterne og var superfly og til tider ærlig omkring tunge emner. Uanset hvorfra det opstod fik vi det trumfet igennem. Skoleradioen var en realitet i form af et anlæg med en god forstærker og et virvar af ledninger til højtalere strategisk placeret rundt omkring på skolen. Skolens AV mand Poul havde helt sikkert været inde over der på en eller anden måde.

Jeg husker ikke rigtig, hvordan det blev besluttet, men på en eller anden måde endte radioen med at have ét redaktionelt overhoved: nemlig mig. Hele denne ansættelse kan tilskrives en art rundsave-på-albuerne mentalitet + en art nepotisme. Ser de, jeg var nemlig ham den trælse til festerne der altid gerne ville dominere musik valget. Jeg var evigt frustreret og udnyttede festernes eksponering af musik til at udøve min egen idiosynkrasi på mine venner. Jeg følte, at de burde høre noget bedre musik – og det var dengang indforstået noget af det der var i MIN pladesamling. Lyder rimeligt meget som en partykiller – ikke sandt?. Med hensyn til nepotismen, så var min daværende kæreste også i elverådet og dominerede i høj grad dagsordenen. Hvorvidt dette var medvirkenede til min ansættelse er svær at vurdere………

I praksis betød dette, at jeg hver morgen, når folk mødte ind på skolen og hver gang det blev “det store frivarter”, låste mig ind i et lille lokale ved siden af frugtboden og satte musik på. Rummet var et værktøjsdepot for pedellerne, men jeg havde fået min egen lille hylde med en forstærker og en plads til min papkasse, hvori jeg havde det meste af min ret beskedne CD-samling. Der var ingen mikrofon, så radioen var i realiteten mig som levende jukeboks. Det var ydermere en ensom tjans da selve det, at jeg havde en nøgle var et privilegie og jeg blev derfor strengt formanet ikke at have gæster, imens jeg lavede radio. Disse formaninger skyldes nok i højere grad, at det kan være uforsvarligt at lade teenagere i den alder ude af syne – og det havde de faktisk ret i for min kæreste kom ret tit på besøg og vi brugte mangt en radiosession til at snave som teenagere nu gør, når de går i niende klasse. Det er mit indtryk, at radioen egentlig var ret populær – ikke for anmasende men havde et godt flow af musik appellerende til et ret bredt segment – men med så heftig en eksponering så mærker man også en bagside af medalien. Ret hurtigt fik folk en holdning til mine playlister – og jeg endte med helt at lade være med at opfylde ønsker. Der var simpelthen for mange der bankede på min dør i det store frikvarter. Jeg følte, at de forstyrrede det flow som jeg havde planlagt at spille aftenen før (istedet for at lave lektier!). Så døren blev låst.

Jeg og radioen blev på en måde synonym og den blev nærmest som et hemmeligt liv for mig. Om morgenen og efter det store frikvarter sad jeg i mit lille rum og studerede værktøj og skiftede CD’er. Efter noget tid introducerede jeg temadage om fredagen – og det var nok det der blev radioens downfall. Radioens “studie” var som nævnt meget strategisk placeret lige ved siden af Frugtboden – En bod fra før sundhedsbølgen væltede indover den danske folkeskole. Frugtboden blev forvaltet af elever fra 8. klasse der skulle tjene penge til deres 9. klasses studietur til Italien. Boden bød på lækker, lækker, aldrig færdigbagt frysepizza fra Brugsen, Kakaomælk, Knoppers (Min madpakke i 3 år!), flutes og skolemælk til sundhedsfanatikerne. Frugt var der ingenting af, men studiets placering betød en optimal reklameplads for mine temadage. Jeg klistrede derfor som en anden Martin Luther hver torsdag eller fredag en seddel op ved studiets dør der dekrererede denne uges tema. Og temaerne var mange og ofte genre bestemt. Specielt populær var mit Reggae-tema, hvor man på seddelen kunne læse en lille baghistorie om reggaen som fænomen. Metalfredagen blev lagt strategisk i forhold til min ven Dannis store fødselsdagsfest og hip-hop fredagen indtjente mig megen street respect ved de få men dedikerede hængerøvsdrenge på Glyngøre Skole der græd, da Tupac blev skudt. Men ikke alt kan blive påduttet og nu kommer vi til down-falled. Klassisk fredag!

Ja tænk engang – Klassisk fredag. Folk troede ikke deres egne øjne, da jeg allerede torsdag klistrede min forsvarstale for den klassiske musik op ved siden af frugtboden. Og endnu mindre troede de deres egne ører da Griegs Morgenstimmnung bød dem velkommen om morgenen og Bizets overture til Carmen anslog det store frikvarter. Teenage Glyngøre var ikke imponeret. Jeg husker, hvordan en af mine gode veninder hamrede døren til studiet ind og tiggede og bad om at få skiftet musik. “Kristian! Det er fredag!!” bønfaldt hun mig og jeg endte da også med at imødekomme deres krav og gå fra Pachebels Kanon i D over i Blur Song 2. Weak but true. Ugen efter var det terminsprøve tid og radioen blev ligesom glemt. Højtalerne stod i hjørnet og samlede støv, da jeg havde for travlt med andre ting – og måske også lidt mistet entutiasmen.

Det underlige er, hvordan jeg i mit voksne liv har stiftet bekendtskab med det at lave radio uden at skænke denne periode af mit teenageliv en tanke. Strengt taget kan man vel ikke rigtig kalde det, jeg lavede dengang for radio, men nærmere en form for DJ’ing. Men det peger i hvertfald på, at min lyst til at udforske, dele og formidle musik har været til stedet i mig tidligt – uanset genre.

How scandinavian of me! – Björk

I føljetonen om mine forbilleder kommer nu det lettere forsinkede kapitel om et måske noget usædvanligt forbillede i en ung mands udviklingshistorie: en kvinde.

I mine teenageår var der langt til pladeforretninger. Glyngøre havde bestemt ingen, Nykøbing Mors havde en lunken expert, men heldigvis lå der 30 minutter væk i Skive en ret habil Fona. Men 30 minutter er langt væk, når man er 16-17 år gammel. Det til trods havde jeg en ret udbygget cd-samling (Ja det var jo det, vi havde dengang). Faktisk var min samling nok en af de største i sammenligning med mine venners – hvilket nu egentlig ikke siger så meget. Men den var da i hvertfald en af de mest alsidige. En anelse brødebetynget opdagede jeg dog i slutningen af 3. G, at jeg kun havde éen kvindelig kunstner iblandt min lille hær af guitarbaserede mandsdominerede rockbands. Jeg trøstede mig dog med, at hende der var, var der ingen andre der havde. Kunstneren var Björk Guðmundsdóttir som kom ind i min pladesamling ad en spøjs vej som nok egentlig siger meget om min opvækst. Ser du – jeg har arvet hende. Fra min storesøster. Så hvor andre lærte at spille fodbold, rollespil, læse bilmagasinet og andre smålamme drengeting fra deres storebrødre havde jeg min storesøster som var udstyret med en sund interesse for det skæve – i hvertfald skævt i forhold til den gængse interesse i Glyngøre og omegn. Det skal siges, at jeg også arvede både Kashmir og Metallica fra hende. Ingen lyserøde tilstande her!

Jeg besøgte min søsters værelse i ny og næ og inde hos hende lå en underlig cd med en nærmest asiatisk udseende rumvæsen-agtig kvinde på coveret – og hvis man har fulgt lidt med her på bloggen ved man hvordan et sådant motiv ville drage mig. Pladen var Homogenic – Bjørks 3. plade under hendes nuværende alias (Hun har været rundt omkring!). Og da alle mine andre forbilleder – og mig selv iøvrigt – udøvede deres musikalske virke med en guitar om halsen, så virkede hendes musik på mig som fuldstændig ubegribelig. Homogenics stærke fundament i strygersektionen i sammenspil med electronicaen og hendes specielle vokal var mig meget fjern. Man skal huske på, at mit hjem ikke var særligt musikalsk og mit første reelle møde med et instrument var, da jeg startede til guitar i 7. klasse. Og det var ikke ligefrem fornyende DJs man stiftede bekendtskab med i ungdomsklubben under Glyngøre Skole, ej heller var Det Jyske Ensemble en så hyppig gæst i byen som nogen måske tror. Musik var røvballerock og harmonikassen til byfesten. Så Björks musik virkede for mig som nærmest at værende magisk, for hvordan skabte hun alt det? Jeg kan huske, hvordan hun vækkede en længsel i mig – en længsel efter at kunne overstige sit eget instrument. Guitaren virkede pludselig kedelig og indskrænket og min måde at tænke musik på blev pludselig udvidet. Men kun i mit hoved. Inde i mit hoved kunne jeg godt høre strygersektionen, trommeboksen, korstemmerne og alle de andre elementer som ikke kan leveres af guitar, bas og trommer, men jeg kunne ikke spille dem. For det første havde jeg ikke adgang til nogen af delene. Dernæst var mine evner begrænsede. Det eneste jeg kunne var at synge med. Så det gjorde jeg. Og jeg kunne følge Björk i alt hvad hun gjorde – og til alt held viste hun sig at være allerhelvedes interessant.

På et tidspunkt – måske i mit 1. g år – skulle Anders Lund Madsen interviewe hende. Et interview som sidenhen er gået over i historien som en af de største katastrofer indenfor den genre. Jeg fandt også koblingen imellem de to underlig, selvom jeg godt kunne lide Anders Lund Madsen (Min far hadede ham “Han ligner en SLUMSTORMER!”). Jeg tænkte at han var halvt-færing og måske kom det deraf. Jeg havde måske ikke fattet, at han også var journalist. Nå men anyhow – i hvertfald så jeg interviewet inde på mit værelse – Det kom vist ret sent – på mit lille 14. tommer tv som var sluttet til mit konfirmationsanlæg for – hvis ikke bedre – så ihvertfald højere lyd og da jeg ikke havde nogen video til at optage det med billede på, så optog jeg interviewet på kassettebånd, hvilket faktisk vil sige at det kun kom ned i MONO. Altså kun i en højtaler. Og selvom interviewet mest var Björk der sad stille og surmulede efter at Anders Lund Madsen spørger om de helt forkerte ting, så hørte jeg det igen og igen. For der var en lille bid af Björk, jeg kunne tænde for inde på mit værelse.

Homogenic blev også en fast gæst i discmanden, når jeg gik nede ved fjorden. Hendes tanker om at prøve at hive Island mere ind på pladen, genrungede i limfjordsdrengen der elskede fjordens blå humør i kulding fra Hals og til Harboøre. “Hunter” blev tracket jeg skruede op for i bussen på vej til gymnasiet, når jeg ikke gad at høre på de andre, men bare ville kigge udover sallingsundbroen. “Unravel” var instant skønhed som jeg aldrig havde oplevet den før og “Jöga” vækkede en romantisk følelse i mig. Romantisk som i “Romantisk musik” – ikke som i kysse, kysse. Skønt Björk da også ret hurtigt bliv min skabelon for en drømmepige. En pige meget udover det sædvanlige…

Vespertine kom og landede på en underlig måde lige midt i min Harry Potter periode. Derfor hænger de to fænomener på en sjov måde sammen. Ihvertfald kan jeg ikke lade være med, at se de billeder for mig som opstod i mit hoved, da jeg læste ‘Fangen fra Azkaban’, når jeg hører de finurlige klokkespil og hendes viskende “I love him, I love him, I love him, I love him”. Vespertine indvarslede også nedtællingen til mit første møde med damen. Hun skulle nemlig lukke Orange mit første år på Roskilde. 2003. Og hendes koncert var da også den første, hvor jeg vovede mig helt op i første bås. Hvordan kunne jeg andet? Skønt jeg allerede havde oplevet tre dage med store internationale navne på Orange (Bl.a. Metallica) så var hendes koncert det første tidspunkt, hvor jeg følte, at jeg så en rigtig stor kanon. Suppleret af en islandsk strygersektion, en kvindelig multiinstrumentalist og en gruppe fyre på elektronik leverede hun en inderlig koncert som afveg fra hendes koncert i 2007 ved at være – nå ja for det første i tørvejr – men mere skandinavisk og strygerensemble båren. Det er sådan, jeg foretrækker hende. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af baslinien i Unravel der buldrer igennem min krop da Oranges massive højtalere for første gang rusker en lille dreng igennem, som kun Orange kan – fylder ham op med Björk.

Needles to say græd jeg som pisket under Dancer in the Dark og Medúlla pladen er for mig nærmere en naturoplevelse end bare et musikværk. Måske den nærmeste forståelse en mand kommer på den boble en kvinde lukker sig inde i, når hun er gravid (hvilket var Björks mål med pladen. red.) Sluk lyset, læg dig på din seng og hør den plade lidt for højt – gerne med et glas rødvin eller to i systemet – Det er en stor oplevelse! Debut og Post er uudtømmelige dansefester fra da Björk selv var ung og Volta er også en dansefest for mig – for jeg vil altid danse med Björk. Man holder jo ikke bare op med at danse med een, man har danset med så længe.

I dag har jeg flere kvindelige kunstnere i samlingen; for ikke at sige at det næsten er halv om halv. Men Björk er min første pige, så alle nykommerne vækker på en underlig måde reminiscenser. Selvfølgelig gør de oplagte i form af skandinaver som Fever Ray, men også dem som er præ-Björk som Pj-Harvey. Måske er hun som den første store kærlighed. En tilstand man kun husker for det gode, selvom det også var vildt og kaotisk til tider. Urkraft er nok ikke et forkert ord at bruge om hende – GOD KNOWS journalister gør det hele tiden (Ja, ja, “vulkanø”, “Island”, “barsk natur” we get it!) Men for mig er hun nok en slags musikalsk urkraft. Mit første møde med en sær men ægte kunstner. Ydermere en kvinde som lavede musik, jeg aldrig havde hørt før og som jeg næsten ikke kunne begribe – og forhåbentlig aldrig rigtig kommer til.

Disconnect the me in me – Billy Corgan

I ly af sommerheden har jeg besluttet i bedste feriestil at tage fat på et personligt emne. Mit forhold til mine helte, mine idoler, mine forbilleder – ja generelt dem der har gjort mig til den jeg er i en håbløs stræben efter dem som ideal. Første stop på ruten: Den første og muligvis den største: Billy Corgan.

Selvom det ikke direkte afsløres her på sitet, så jeg tror jeg, at det skinner igennem, men her kommer det til dem som endnu ikke har fanget den. Jeg er 26. Det vil sige, at jeg var teenager i slutningen af halvfemserne. Min 13. års fødselsdag var i 1997 og selvom et af mit livs største albums Okay Computer udkom det år, gik det min næse forbi. Ser du: Der hvor jeg voksede op, var det man på mange måder, kunne kalde “Storebror-land”. Det var storebror, som jo i sagens natur var et par år ældre, der dikterede hvad der var sejt – og selvom jeg ikke havde nogen storebror, så var min teenage verden fyldt med ældre storebror-agtige typer. For når man som jeg ikke interesserede sig for fodbold, knallerter og måske generelt følte sig lidt utilpasset, så var man nød til at søge udenfor sin egen årgang. Vi var jo ikke så mange. Og det var heriblandt storebrødre at jeg mødte min første musikalske åbenbaring. Jeg var begyndt at spille guitar som langhåret 13. årig. Jeg vidste egentlig ikke hvorfor – det virkede bare som en naturlig vej at gå. Mine forældre er ikke specielt musikalske og min eneste kontakt med instrumenter var xylofonerne og blokfløjterne i den tvivlsomme musikundervisning i de små klasser. Men drengene der gik til guitar kunne jeg identificere mig med – selvom lokalsamfundet ikke rigtig kunne. Nå men anyhow – da jeg opdagede min lyst til at spille guitar og synge, var New metal det der rykkede og i et rodet, ildelugtende men hyggeligt øvelokale under Glyngøre Skole ødelagde jeg og en lille gruppe vores hørelse i det der engang var et knallertværksted men som ved hjælp af en nådegave fra den lokale højtalerfabrik i form af lyddæmpning til væggene, en musiklærers aflagte hjemmelavede basforstærker, et trommesæt med dobbeltpedal og tre mildest talt udtjente guitarforstærkere blev det til vores lille ønskeverden af et øvelokale. Her spillede vi tidlig Korn, Deftones, en smule Pantera, Afstikkere til Black Sabbath og Nirvana – altid Nirvana. Men engang imellem ville en af de mere dominerende kræfter i det musikalske miljø – ham der kunne spille dobbeltpedal – opfordre til at søge nye veje. Han forslog, at vi spillede The Smashing Pumpkins. BANG! Billy Corgans melankolske univers blev en øjenåbner for mig. Som små lysglimt i en rodet omgang store skatersko, teenagerap og had mod de voksne. For mig var det noget markant anderledes at dyrke Corgans pathos. Skønt det var trommeslageren der forslog det, så fjernede vores opfattelse af musikken sig vist hurtigt fra hinanden. Jeg kan huske hvordan min kærlighed til musik voksede modsat de andre i miljøet. Hvor de hellere ville feste og give de voksne fingeren ved at ryge hash og skabe et fristed i øveren, havde jeg mere og mere lyst til at spille. Hvilket også resulterede i, at jeg ofte gik i øvelokalet alene og lærte mig selv at forstå guitarforstærkere og at spille trommer. Og faktisk sad jeg alene og håbede på at ingen hørte mig ude på vejen. Jeg havde ikke lyst til at jamme for det var som om, at de andre ikke forstod hvad musikken betød for mig. Jeg ville hellere fordybe mig og spille og ikke nødvendigvis forholde mig til at muligt, men i stedet udleve det igennem musikken. Og det var Billy Corgan der talte mit sprog dengang.

Det blev Siamese Dream der blev min indgangsvinkel. Jeg kan huske hvordan jeg og trommeslageren brugte en hel eftermiddag på den kommunale ungdomsskoles kontor for at kopirere tablaturhæftet side for side fra den udgave, vi havde lånt på biblioteket i Nykøbing Mors. Kopierne står stadig i en mappe bag mig, imens jeg sidder og skriver det her – 12 år senere. Det var før, at man bare fandt tingene på internettet ( Yes – I’m that old!). Man udvekslede og delte. Jeg gik hjem og satte mig med min investering fra min konfirmation: En håbløs rusten Fender Stratocaster kopi – Fenix hed den – og en Samick forstærker med en knap man kunne trykke ind, så der fremkom distortion. Den var selvsagt inde meget af tiden. Først lærte man selvfølgelig “Today” – MTV-hittet som mange stadig husker dem for. Men snart blev de mere skæve numre mine favoritter. “Silverfuck” blev min signatursang i øvelokalet suppleret med mesterværket Cherub rock. Men personligt blev det Mayonaise som kom til at omfavne hele min teenagesjæl. “I just want to be meeeeee!” vrængede Corgan ud og lige ind i min selvforståelse. Der var store følelser på spil i den tavse vestjyde dengang. Simultant med at min status som guitarist og efterhånden også sanger blev udbygget, udkom Mellon collie and the Infininte sadness. SMs konceptalbum med en CD til morgenstund til solnedgang og en til tusmørke til stjernehimmel. Et drømmende, aggressivt, poetisk og fjollet værk. Jeg åd det råt. Jeg sad på mit værelse i nord-vestjylland og hørte pladen tynd på mit konfirmationsanlæg som gudskelov havde plads til begge CDer på en gang. Jeg trykkede shuffle for at høre pladen i en anderledes rækkefølge. Og jeg sang med – sang med så meget at man nærmest kan sige, at jeg kun har haft en egentlig sanglærer: Billy Corgan. Drømmen om et band opstod der – lige der hvor en teenager drømmer om åndsfæller til at undfange musik som Billy Corgan. Åndsfæller der gør det for musikkens skyld – ikke for at drille de voksne eller spille for festens skyld. For mig virkede The Smashing Pumpkins som et band der havde noget på hjerte – og jeg tror, at jeg også følte at jeg havde noget på hjerte, imens alle andre blev mere og mere overfladiske. Jeg blev en ekspert der kunne alle numrene. Det var mig der satte det på til fester selvom alle forlængst var rykket videre til sørgelige konstellationer som Limp Bizkit eller Creed. At kalde mig en art nørd er ikke en fejltagelse.

Da Jimmy Chamberlain tog en overdosis med turne-keyboardspilleren – hvilket førte til dennes død og Chamberlains exit, var jeg stadig med, for selvom Adore var anderledes, så var det jo hele min musikalske basis – mit følelsesregister der endnu engang lavede en plade – og skønt den ikke var så rocket, så hørte jeg også den tynd. Da The Smashing Pumpkins i 1998, kort inden udgivelsen af Adore, spillede i Tivoli for omkring 1000 mennesker, sad jeg på skolebænken i Glyngøre og ønskede, at jeg havde haft modet eller overhovedet kunne overskue det enorme projekt det var på det tidspunkt at tage den lange vej til København for at se mit største idol Billy Corgan udfolde sig. Men de kunne ligeså godt at have spillet på månen – så langt var der fra min lille nordvestjyske Glyngøre virkelighed til plænen i Tivoli.

Som tiden gik, gik The Smashing Pumpkins i opløsning. Billy lavede Zwan, hvilket ikke var optimalt – og så aflyste de Roskilde under påskud af en brækket arm. I virkeligheden lå bandet i åben krig med Corgans personlighed. Selvfølgelig kom der en soloplade, som jeg da helt sikkert har stående, men jeg har kun hørt den ca. 5 gange. Måske hører jeg den senere i aften….(?) Men han forlod mig aldrig, Billy. Han blev ved med at dukke op og fascinere mig – specielt når jeg stod med guitaren imellem hænderne. I hans fravær kom Thom Yorke nok og fyldte – og fylder stadig meget. Samtidig blev Matthew Bellamy en inspiration for en vildskabs-lysten gymnasiedreng der førte til, at jeg købte et klaver og lærte mig lidt at spille på det. Men han var der altid – i baghovedet. Så da han kom tilbage under The Smashing Pumpkins navnet med ny plade og spillede i Vega, var jeg der som en mis (Nu var jeg heller ikke så bange for turen til KBH længere. Vega var trods alt nu blot en cykeltur væk). I selskab med min storesøster sad jeg på balkonen, da fyrtårnet fra Chicago – Den 191 cm høje mand som havde figureret i min bevidsthed siden jeg var 13 entrerede scenen med et mix af gamle numre fra alle albums og nye numre fra Zeitgeist, var jeg nærmest lidt ved siden af mig selv. Det kunne ikke rigtig passe. Jeg opsøgte ham igen den kommende januar, da han vendte tilbage til den forfærdelige Valby hal – og der var det som om, at vi begge havde fjernet os fra hinanden. Han spillede en broget hitparade uden den pathos og inderlighed som jeg elskede ved ham – og han vidste det godt. Jeg tror, at jeg kunne se det på ham – og det til trods for, at han var helt i den anden ende af hallen.

Nu kalder mange ham skør – og jeg er efterhånden med på galejen. Jeg følger dog stadig med. Det sidste jeg hørte var, at han boede i den ene ende af Courney Loves mansion i Beverly Hills – hans flamme fra starten af halvfemserne. Som en teenagedreng på visit hos sin white-trash mom. Og der kommer 44 nye numre. Teargarden by Kaleidoscope hedder projektet der udspringer af Corgans egne idiosynkrasier udlevet af hired guns og en små-kvabset 19-årig på trommer. Åbenbart The Smashing Pumpkins. Men selvom han måske er ved at være en midt 40 årig skør kule som er ret heldig med, at han er i rock n roll og ikke en anden branche, så kommer jeg nok aldrig til at droppe ham helt. Siamese dream, Mellon Collie, Adore, Machina og til dels Zeitgeist er for mig evigt gyldige. De er både minder om min musikalske opvækst, men også pejlemærker for mig rent musikalsk. Jeg kan ikke bevæge mig uden om The Smashing Pumpkins i mit eget musikalske virke – og jeg har egentlig heller ikke lyst til det.

1. del af min lille ferie-føljeton om mine forbilleder. Følg med her på sitet for en ugentlig opdatering!

8 år senere – En Roskildegæsts erkendelser.

Med den vanlige mængde af søvnmangel, sorte bussemænd og ondt i fødderne kan jeg i retrospektiv konkludere om min egen præstation på årets Roskilde Festival: Jeg er ikke længere bare god – jeg er nærmest professionel.

Og nu kan det være at du undres, kære læser, om hvorvidt denne lettere prætentiøse udtalelse skal kædes sammen med, at jeg var at finde på en af scenerne, men der tager du fejl – det var jeg desværre ikke. Næh – påstanden henviser til min status som publikum – eller måske nærmere “festivalgæst”, som er den betegnelse pressen også bruger om den gruppering der ikke kun går til koncerter, men også dyrker festen og fordærvet. For det i sig selv er en disciplin. Den kræver overblik, overskud og test af dine egne grænser – og Roskilde Festival er mandomsprøven i dansk sammenhæng. Jeg er en del af en gruppe der efterhånden har udstået denne og diplomet har vi ikke syet fast på jakken i form af armbånd fra de sidste 8 års deltagelse (Helt ærligt – er der nogen der nogensinde har scoret på det?), men nærmere som en smuk blomsterkrans om vores hjerter. Nuvel – til oplevelsen:

Roskilde er lang tid, så hold godt fast. Måske skulle man starte med en art konklusion. Jeg havde et vidunderligt Roskilde! Og det skyldes ikke det gode vejr, selvom det som regel er det eneste aspekt mine forældre spørger til. Faktisk var solen nok min største forhindring derude. Jeg tåler den dårligt og for meget varme kan kvæle min livsglæde – but then again; det samme kan for meget regn (*GISP* 2007!). Så er sol klart at foretrække. Årets lejr blev etableret omkring kl. 14 lørdag eftermiddag uden helt store komplikationer. Ganske vist var der visse elementer i lejren der havde siddet ved hegnet allerede kl. 03 lørdag morgen af frygt for at gymnasieungdommen skulle have gået endnu mere i selvsving og opildnet yderlige “vælt hegnet!” og “kæmp for den bedste plads” hysteri!. Jeg selv havde da også stået i kø i 2. timer og tyve minutter i tivoli fredag formiddag for at få armbåndet – en lang kø ud af mange skulle det vise sig. Generelt var dette års Roskilde køernes Roskilde. Måske skulle man fra Roskildes side overveje om der overhovedet er kapacitet til alle de endagsbilletter…(?) Men bestræbelserne bar frugt og en plads i ca. C. 94 kortede gå-afstanden til orange scene ned til ca. 15 minutter. Årets tema (Camp Twilight) gik hurtigt fløjten, idet udklædningen var sparsom, Robert Pattinson-flaget ikke eksisterende og så ville vi nok egentlig hellere bare drikke vodka end sidde med hundeører og hugtænder. Lejren var såmænd den sædvanlige gruppe med et par kvindelige elementer fra Østjylland, Midtjylland og Sverige. International er man også gået hen og er blevet. Og uden at gå i detaljer kan man om lejrens liv under den sænkede pavilion blot konstatere, at vi drak, havde det sjovt, sang højt, blev solbrændt, kyssede fremmede og enkelte bekendte, gik for sent i seng af beruselse, stod for tidligt op pga. varmen, drak vand, pissede i hegnet og nød tilstanden som kun Roskilde kan vække. Udover dette blev opvarmningsdagene suppleret med besøg hos veninderne i Camp Lange Løg, Dagsrejser til Øst og de nordsjællandske voksne mænd, teenagefest på vest hos espergærde gymnasiums 4. G. årgang, Maskulin stemning og kamp-druk i Horsens lejren og så videre og så videre.

Men man bør ej glemme, at der faktisk også er koncerter under opvarmningsdagene og min kærlighed til og beundring for den danske upcoming scene lige nu, trak mig til pavilion juniors herlige lille scene – som jo i år også var et af de få steder, hvor man allernådigst måtte tage sine egne drikkevarer med, hvor Roskilde festival stod for underholdningen. Mega fail Roskilde, men det tror jeg I efterhånden har forstået (Ellers skal jeg sateme komme efter jer!!!!!). Allerede søndag blev Kandy Kolorede tangerine besøgt efter et tidligere positivt møde på Start festivalen. Deres støjende, støvede stonerrock slår mig som værende superkompetent og jeg har på mange måder svært ved at fatte at de skulle være “upcoming” (Hvad end det så egentlig betyder…). Deres (unge) sangkatalog kan dog virke en anelse ens på et heavy beruset Roskilde-crowd, men de er et super band, som jeg spår en fin fremtid. Tirsdag aften havde jeg sat dobbelt ring (eller var det et hjerte?) om Ghost Society som med deres støjede, drømmepop på mange måder nok minder om den musik, jeg selv gerne vil lave. Super coole og med måske nogen af verdens bedste melodier bevægede de sig ind på Pavilion Junior til tonerne af en lang opbygning som satte sig i kroppen. Under koncerten sikrede specielt bandets to kvindelige islæt Sara Savery og den smukke men navnløse keyboardspiller, at deres sange plantede sig i kroppen som en mellemting imellem en ulykkelig forelskelse og en smuk druknedød. Min smag for hurra-ord som støj og det at nævne en reference til My bloody Valentine trak mig op til den finske trio Joensuu 1685 (Hvilket sikkert betyder noget helt vildt vigtigt på finsk!). Scene outfittet var “Nørdens Hævn” og de tre spændte imellem at ligne en seriemorder fra en amerikansk halvfemser film til en hipster gone bad. Måske er de tre de glemte medlemmer fra the Trenchcoat mafia. Deres musik var ganske vist støjende, men oplevelsen var mere et spøjst indslag end en egentlig koncert. By the Patient er fremtidens danske metalhåb og jeg så da giraffen hamre afsted på dobbeltpedalen. Hele DKs indiehåb og “smukke-pige-med-celloen/klaveret” forelskelse Cæcilie Trier og hendes Chimes and Bells blev opserveret fra undenfor teltdugen (Hele Vesterbro stod indenfor). Musikken rummer elementer af skønhed, men jeg følte aldrig rigtig, at den blev kørt helt hjem. Tværtimod fremstod det hele som en lang lyd af svævende lyserødt. Hun skulle eftersigende være mere New York end København. For mig virkede det bare verdensfjernt, men de er da sikkert nogle søde mennesker.

Torsdagen kom og festivalpladsen åbnede. Jeg ved ikke hvad det er med mig, men jeg bliver sgu altid så rørt, når jeg står foran orange scene igen. Efter tre-fire dages druk og manglende søvn, er den simpelthen for stor til, at jeg kan rumme den – hvilket også førte til at jeg fældede en lille tåre, da shamanen Patti Smith gennemførte en på mange måder lidt tynd ceremoni for de ni dræbte i 2000. Jeg var der ikke selv dengang, men Pattis manglende samlingskraft for min og specielt efterfølgende generationer, kunne ikke fjerne min fornemmelse af de ni unge mænds nærvær. Jeg følte pladsen under mig sende mig dystre stemme fra fortiden – nærmest som at stå på en grav. De 9 kom jo også bare for at høre koncert……

Efter at have sundet mig på en fadøl (En mands vej ud af sorgen!), så jeg med bævende hjerte til imens elektrorockerne fra When saints go machine bevægede sig ind for prøve kræfter med Orange. Mine tidligere erfaringer med de sympatiske herrers lidt tvivlsomme koncerter fyldte mig med frygt på deres vegne – og desværre gik det som forventet. Lyden var dem ubarmhjertig, men samtidig mangler deres musik den umiddelbare appel og den brede samlingskraft til at åbne orange. Jeg stod under hele koncerten og tænkte “Det burde have været The kissaway trail..”. Pga af et meet-up med mine søstre, gik jeg desværre glip af LCD Soundsystem, så dagens næste koncert blev Damon Albarn og Gorillaz på Orange. Jeg så koncerten fra det bagerste af pladsen med udemærket lyd og fint udsyn – det har sin fordele at være 1.80. Uden at kende særligt meget til Gorillaz eller for den sags skyld Damon Albarn var jeg egentlig åben for det meste. Og jeg tror, at han fik mig overbevist. Ihvertfald var jeg helt med på alt halløjet og de mange musikere. Jeg plejer ellers at være dårlig til for meget fikumdik og mange gueststars, men jeg var rigtig godt underholdt på den postmoderne måde. Som en bekendt definerede det : “Det (Gorillaz. red.) er interkulturelt, intertekstuelt og på tværs af tid og rum.”.

Fredag havde lejren besluttet, at der skulle være ingen sure miner om profitjagt og berettigelse. Istedet omfavnde vi drengerøvsdagen og drak os mega lamme for at besøge Tim C og de to andre i form af Dizzy Mizz Lizzy. Og de leverede da også præcis den grøn koncert-agtige røvballe aften på fatter eskil i Århus, vi kom efter. Mere er der vist ikke at sige om det. For fuld til CV og for udenfor til Alice in Chains supplerede vi en Dixie burger med tre japanske piger der havde valgt at larme på Pavilion. Nisennenmondai (I dagligtale i lejren: “Nissemand-sej”) slog på tromme, spillede bas og plinke-ploinkede på guitarene, så de fleste blev efterladt uforstående. En af mine følgesvende faldt i søvn; tynget af druk selvfølgelig, men vi andre var egentlig også allerede efter de første 20 minutter mættet. Mænd i tyverne som vi er, skulle vi op og lukke 90’er festen med Dave Grohl og Co i form af Them Crooked Vultures på orange. Supergruppe er ordet om det band af koryfæer, der lyder og spiller af en million. De har nogle konge riffs, men måske ikke helt sangene til at blive ved med at fascinere. Da jeg havde set Japandroids fornylig, valgte jeg at gå med tre gode venner i båsen til de danske drenge Nephew på Orange Scene. Jeg stilte mig i kø med minus forventninger, da jeg i mange år ikke har fattet Nephews musik eller popularitet. Men køen vidnede om det sidstnævnte. Jeg indrømmer gerne, at jeg har tilsluttet mig koret af dem der har rynket på næsen og lavet grin med Simon Kvamms dikotomiske lyrik. “Blå er black. Du er dum og jeg er sød”. Men efter få numre inde i koncerten skete der noget med mig. Nephew er showmænd og de havde gudskelov trukket resten af den kedeligt udseende gruppe i baggrunden i en heftig scenografi til fordel for deres helt store kort: Simon Kvamm. Og et eller andet sted inde i showet fandt jeg nerven i Simons tekster – en slags hverdags betragtningter fra en bonderøv i provinsen der ofte længes efter noget ægte, men også nogen gange råber “lå-lå-lå-lå”. Populariteten gennemstrømmede også bås to i venstre side, hvor jeg og mine venner lod os rive med af festen og genkendelighedens glæde. Og det var som om at Simon var dernede blandt publikum med os, som en stirrende spreichstall meister fra storskærmen, udfyldende alle vores behov. Koncerten rummede stor glæde, men også øjeblikke af stør skønhed. Da Simon midtvejs i koncerten proklamerer at “de gerne vil invitere en mand ind, som vi alle har savnet og som har været væk fra scenen i nogle år til at synge den næste sang”, ruller jeg med øjnene og tænker hovent, at nu kommer CV sikkert, men da Søren Huss kommer ind på scenen, får jeg en klump i halsen, for har man bare fulgt en smule med, kender man den frygtelige grund til hans fravær. Og da Nephew lader ham tage scenen i “Sov for satan mand” strømmer tårene ned af mine kinder, imens Søren Huss inderligt synger sig væk fra det hele, alt imens Nephew tilbagetrukket synger at “Vi venter på dig. Vi venter på dig” – som en hilsen fra vennerne om, at det er i orden at tage en pause. Koncerten forløb med både mere fællessang og surprise-acts og da jeg forlader koncerten, er jeg euforisk. Både over at have været vidne til noget godt, men også at jeg havde valgt at dele den oplevelse med tre venner. For det er nok Nephews helt store force. En sans for fællesskabet foran Orange og en respekt for betydningen af de små ting i det store – som for eksempel at give plads til sin ven til at komme ind på Orange og skrige sin smerte ud. De tog fuldstændig røven på mig og jeg endte med at sidde og råbe og hylde præstationen i min lejr til kl. 06.00. Tak for det Nephew.

Puha – den er da alligevel ved at blive lang den her tekst, hva? Nå anyhow – Lørdag startede med galoperende tømmermænd. Jeg var drænet og den eneste tanke der fandtes i mit hoved var faktisk frikadeller. Efter fem dage med variationer over begrebet burger, måtte jeg tilbage til jysk basics. Med tre styks stegt fars i maven bevægede jeg mig med tør tunge over til Arena for at se alle pigers bedste venner: Kings of Convenience. Jeg ved egentlig ikke helt hvordan det går til, men pludselig står jeg i venstre bås en målrettet spytklat fra Erlend Øye – hvis jeg da bare havde haft noget spyt. Ikke at jeg ville spytte på ham – tværtimod. De hyggelige drenge er underholdende og deres musik er skabt til en solskinsdag med alle pigerne. Men desværre var musikken nok på det tidspunkt lidt for hyggelig til mig, da tømmermændende tog overtaget og jeg efter tre numre som en slagen kriger, bevæger mig tilbage til lejren, drikker RIGELIGT med vand og nupper halvanden times søvn. Jeg går derfor glip af Patti Smith og Vampire Weekend, men den første havde jeg jo lidt set og de sidste kan jeg sgu ikke se det helt vildt fede i. Ud fra en prioritering jeg nu ikke helt kan huske, valgte jeg at udsætte mit møde med Beach House til November, hvor de kommer tilbage til DK, til fordel for Kashmir på Orange. Det skulle jeg aldrig have gjort. For lige der på Danmarks største scene, så jeg et band, som jeg altid har respekteret og set op til pille sig selv fuldstændig fra hinanden. De gider ikke mere. De sidder på flæsket og behøver ikke at prøve mere. Mage til hjerteløs, tom hitparade skal man da lede længe efter. Det var som om, at de følte, at de skulle konkurrere med Dizzy i jukebox koncert, men Kashmir: I laver altså stadig plader og har ikke været døde siden musikfjernsyn hed PULS – hvorfor så smide den kunstneriske integritet, vi kendte jer for ud? ØV!!! Efter den noget nedsættende oplevelse gik man lidt på opdagelse hos Lindstrøm & Christabelle, men helt op at ringe kom det ikke rigtig. Et anderledes rutineret og super overbevisende show leverede mine gamle venner fra MUSE på orange, hvor gymnasiedrengen i mig vågnede og jeg konstaterede, at jo – jeg kan da vist alle sangene endnu. Og DE holder sgu på Orange. En pige som måske også skulle have stået på Orange, selvom jeg syntes, at alt var perfekt på, var den super sexede Robyn der holdt det gode popbal på Arena. She should never be dancing on her own, hvis det stod til mig for opfyldt af benovelse og glæde over at stå på Arena, dansede og sang hun hendes super habile electro hit-pop ud for et glad taknemmeligt publikum. Da jeg ikke har nogen plade med hende (Det har jeg nok snart!), så var jeg overrasket over hvor mange af hendes numre, jeg genkendte. Og får man et bedre længselsfuldt pop nummer end With every heatbeat? Ikke ifølge mig. En kort encounter med en gruppe sjove piger med solsorte i enden af en lang teltstang førte til at gruppen, som nu efterhånden var gået fra 8 til blot 3 mand, blev hængende længe nok på Arena til at se et par numre med Balkan eksplosionen SHANTEL & BUCOVINA CLUB ORKESTAR, men da mit had til balkanmusik er så uendeligt stort, var jeg lykkelig for, at jeg havde andre planer der overlappede koncerten. Nemlig Kellermensch kl. 03.00 på Pavilion. Jeg sætter efterhånden en stor dyd i at komme til denne sidste koncert lørdag nat på festivalen, da de altid emmer af en ganske særlig stemning. Sidste år var det Dragontears og i år gjorde det bestemt ikke oplevelsen mindre af, at det var nogle af mine personlige favoritter. Jeg er nok en slags fan af disse mørkemænd (i nattens anledning med en mørkekvinde), der med deres blanding af folkrock a la Arcade Fire, Rock melodier alla Springsteen og gængse metalelementer symfonisk skaber et fedt univers om deres gode sange. Frontmand Sebastian Wolf var tydeligt tændt og liveerfaringen er blevet betydeligt forbedret, hvilket især hans vokal præstation påviste. Med en ny EP på gaden var koncerten en times blanding af nye og gamle numre. Specielt bed jeg mærke i to stille numre med kun Sebastian og fåmælt backing der virkelig viste bandets evne til at skrive gode rocksange. Selvom jeg elsker de gamle, så var det de nye numre der bedste udnyttede bandets kvaliteter. De er en klasse for sig i dansk og international sammenhæng. Som koncerten skred frem var gruppen på 3 blevet reduceret til 1 og jeg ender med at vade solo ør og hæs tilbage mod West kl. 04 om morgenen.

Søndag morgen er jeg som regel allerede på vej hjem inde i mit hoved og med en ekstra dag på dette års festival, så var kroppen næsten også allerede hjemme på Nørrebro, da jeg vågnede. Min massive viljestyrke – eller måske var det min telt makkers – fik alligevel slæbt kroppen op til Mouritz/Hørslev projektet – som jeg iøvrigt engang har haft glæde af at interviewe. Lone Hørslev var vanligt fjern fra verden på den gode, dragende måde, alt imens Mads Mouritz gav den som kapelmester. Barometerhittet “Kom, Kom, Kom” var et personligt højdepunkt og jeg anede da også barometer børnenes sæbebobler blive frigivet fra flere steder blandt publikum. Hyggeligt og rart. Efter en smule nedpakning af lejren mødtes jeg med min søster for at se aben på Orange – nej ikke Gorillaz, men 64 årige Lemmy Killmeister – ifølge min svoger verdens sejeste mand – og hans Motörhead. Det var virkelig, virkelig……højt! Og så er der vist ikke mere at sige om det. Den sidste energi blev mobiliseret til det band der solgte billetten for mit vedkommende: amerikanske The National – og deres melankolske rockmusik levede også op til mine forventninger. Frontmand Matt Berninger så også ud til at nyde denne varme dag på Arena, hvor han bl.a kastede sig ud i et helvedes ridt blandt publikum. Jeg elsker, når man kan se at bandet nyder det. Suppleret med numre som Afraid of everyone og Fake Empire var det et øjeblik af afdæmpet lykke. Desværre var min krop efterhånden så mørbanket, at de drænede mig for energi. Flertallet i lejren blev også enige om at der pludselig var rigtig lang tid til Prince – og måske var vi ikke de største fans. Vi lod endagsbilletterne få ham og tog toget mod København – støvede og glade for et veloverstået Roskilde.

Og hvorfor er jeg så professionel til at være på Roskilde? Jo – det er jeg vel fordi, at jeg på forunderlig vis er blevet rigtig god til at dels at få en god teltplads, feste, være oppe hele natten, kysse, blive solbrændt, drikke vodka og hvidvin, købe bajere i boderne og opleve alt det som diffust af Roskilde bliver kaldt “The Orange feeling”. Samtidig formår jeg at nå at se de koncerter, jeg prioriterer samtidig med, at jeg når at se enkelte for mig ukendte navne. Omvendt misser jeg også nogle (LCD soundsystem f.eks), men det sker ikke længere bare pga. dovenskab eller lign. Det er prioriteringer – for jeg er efterhånden kommet til den erkendelse, at jeg også tager på Roskilde for at være sammen med venner og familie et af de bedste steder i verden. Og måske er det den erkendelse Nephew bl.a hjalp mig til at indse. Fællesskabet er en stor faktor og kan til tider måske endda være min topprioritering. Musikken er mit hjerteblod – ingen tvivl; og hvis den ikke var der, så kom jeg ikke. Men Roskilde er en uge blandt ligesindede og som musiker føler jeg også et fællesskab med dem der står på scenen. Man kan nærmest sige, at det er kunstens dobbeltblik der fylder mig. Jeg beskuer værket og det beskuer mig. Jeg ser koncerten, oplever kunsten alt imens, jeg føler hvordan de mennesker på scenen ser på mig – formidler noget til mig og skaber smukke øjeblikke, de gerne vil dele med os. Så jeg er professionel til at opleve, overleve og udleve mine egne ambitioner for festivalen. Og efter 8 år på Roskilde er den livsstil efterhånden blevet en grundtilstand i mig. Jeg søger den. Forsøger den – også til hverdag. For Roskilde er noget helt specielt. Hvorvidt det er en “Orange feeling” ved jeg ikke. Hvis Orange feeling” er at give 176 kroner for en kande fadøl med 4 øl i, så har det ikke noget med mig at gøre. Ej heller det at stå i kø bare for at komme ind på festivalpladsen. Men for at vende tilbage til blomsterkransen om mit hjerte, så er det altså derude på dyreskuepladsen, at den blomstrer allersmukkest. Hvorvidt det er koncerten eller i smilet i mine venners øjne kan være svært at vurdere, men jeg kan nok ikke undvære det.

Vi ses næste år.

What to pass on and what to keep – SPOT 2010 Revisited

Tilbage i lummer/kold københavnsk læsesal trænger der sig et behov på for at skrive weekendens SPOT safari ud af kroppen.

Men hvordan gør man det? For som nævnt i forrige blogindlæg er SPOT også en tur tilbage til dengang, og som jeg sidder her nu og prøver at omfavne indtryk går det op for mig, at den del også fylder meget i min SPOT oplevelse. Der trænger sig således et formidlings dillema på. Blogspottet kan potentielt få to spor – et om musikken, koncerterne, branchen, Festivalen generelt og et om gensynet, venskaberne, fuldskab og festerne. Den ordrette og trænede journalist ville sikkert splitte de to ad og forholde sig objektivt til musikken som fokus – og Spot minder selv om, at det er den rette vinkel at vælge – og som professionel nøgtern storforbruger af musikmedier siger min faglige intuition mig også, at det er the way to go. Men min beretning om SPOT er uløseligt forbundet med det andet aspekt – og det tror jeg egentlig alle mine koncertoplevelser er – nu jeg tænker over det. Bjørk er fantastisk, utrolig og en naturkraft, men hun kunne desværre ikke vinde over regnvejret på Roskilde 2007. Det var tæt på, men det er nu altså skomagerdrengene, jeg husker bedst – eller hele fornemmelsen du ved… Teitur foran Orange 2008 var også en stor oplevelse for mig, selvom koncerten måske egentlig var lunken og lidt malplaceret, men der var høj sol, jeg var omgivet af mine bedste venner, tilpas fuld og havde ydermere lige fået at vide, at jeg skulle være onkel. Det præger hele min koncertoplevelse. Og for mig kan det også være en fed koncert på trods af lyden, hvis jeg små-forelsker mig i pigen der spiller keyboard, guitaristen ser utilpasset ud men overrasker ved at skrige for sin sjæls skyld, trommeslageren der spiller som Dumpe fra de syv små dværge eller bare en generel attitude som tiltaler mig. Men det er også musikken der er basis. Jeg skal kunne lide musikken, ellers står jeg af eller lader det passere som en fin oplevelse. Hmm – det er sgu egentlig ret svært. Gudskelov er jeg ikke bundet af andre redaktionelle tiltag end min egen samvittighed. Så SPOT – her kommer det: en total subjektiv vurdering af SPOT, som jeg følte det:

FREDAG:

Jeg ankom fredag efter at have deltaget i morgenmads-fødselsdag på vesterbro med højskolesang og gammel dansk ( og tro det eller ej: Fødselaren blev 25!). Opfyldt af spænding og en anelse tipsy fra den gamle dansk landede jeg alene i Århus, som jeg jo kender så godt. Jeg får mig hurtigt installeret hos gammel jas og en af de travle SPOT-bagmænd og får udleveret armbånd. Min plan er egentlig klar og følger min anbefalingsliste, dog ender min første koncertoplevelse på SPOT med at være en outsider – drengene fra WRONG SIDE OF VEGAS underholdte på Ridehusets ene scene, som nu står modsat den anden i den lange bygning. Ros til denne nye konstruktion. Ridehuset som koncertsted blev faktisk intimt og clubscene-agtigt med tribune i midten og skrå scener. WRONG SIDE OF VEGAS efterlod dog ikke det store indtryk. Klædt ud som Kings of Leon kastede de sig ud retro rock alla the kinks with a twist, The datsuns og førnævnte Kings of leon inden disse lugtede penge og Coldplay ambitioner. WRONG SIDE OF VEGAS kæmpede ellers for sagen. Specielt deres leadguitarist kastede sig rundt på scenen med sine lange tynde ben, men til sidst blev det simpelthen for meget. Drengene var kompetente musikere og havde et par gode riffs i tasken, så behovet for at hamre rundt som en flue i en flaske var faktisk ikke nødvendigt for at sikre rockfesten. Dog fremstod deres numre som lidt karakterløse og beklager, men det de gør, gør the Blue Van bare så meget bedre og med mere personlighed.

Andet stop var en afstikker til den sympatiske Maria Apetri under hendes alias FALLULAH på officerspladsen. For nyligt spillede jeg en koncert som opvarming for FALLULAH og var spændt på, hvordan hendes show blev modtaget hos (det glade) musikpoliti på SPOT. Iklædt sin obligatoriske flaske whiskey (vist nok lidt forbudt på SPOT!) kastede hun sig ud i åbneren “Black cat neighbourhood.” Hendes clubbede musik bliver på scenen udlevet af stort band med rockede tendenser og hun fremstår som farlig furie med sin karakterisktiske stemme, tambourin og gode melodier. Jeg blev desværre nød til at forlade koncerten, men det jeg så var en fest og hun er en kompetent performer der også formåede at fylde officerspladsen godt op.

FALLULAH blev droppet til fordel for dansk indie’s familiefest: GHOST SOCIETY og til trods for, at jeg havde set dem dagen inden på VEGA i København, blev jeg simpelthen nød til at opsøge dem igen. I rytmisk sal i bunden af musikhuset mødte de mange fremmødte shoegaze poppen udfoldet. Et godt udvalg af deres mest catchy numre, sluttende med deres hit “Better days”, repræsenterede deres fantastiske musik godt – dog skal de siges, at SPOTs tendens til simpelthen at spille for lavt på deres scener gik ud over udtrykket, for støjpop skal vel i bund og grund støje – eller hva? GHOST SOCIETYs musik er stemningsfuldt og atmosfærisk, og derfor er det en skam, at lyden ikke kan omslutte én og overdøve feks. de to konservatorie-guitardrenge der foran mig skulle diskutere grejet og disse hvorfor piger ikke kan spille bas frem for, at lytte til det der blev spillet (Ja idioter – jeg hader sådan nogen som jer!!) GHOST SOCIETY står dog stadig som en af de bedste koncerter på SPOT, men jeg er jo også devotee.

En lækker vegetarisk pastaret og hygge med rom og frosne bær i Grønnegade, gik desværre udover min ambition om at se THE KISSAWAY TRAIL, men jeg nåede dog heldigvis tidsnok tilbage til pladsen til kollektivet ALCOHOLIC FAITH MISSION der i dagens anledning var overordentligt godt klædt på – både musikalsk og outfit-wise. Med karismatiske Kristine Permild og den følsomme Frank zappa-udseende viking Thorben Seierø Jensen i front leverede de deres fængende melodiske sange med sødme og indædt nerve. “I’m over here!” synger de i fællesskab, men uden grund for de havde allerede opmærksomheden fra den pakkede ende af ridehuset. Deres musik er indiepop med fantastiske melodiske riffs, personlige stemmer, sjove tekster og stor spilleglæde – jeg anbefaler dem på det varmeste!

Aftenen bliver derefter sat på standby ud fra et ønske om at opnå en brandert med det lille entourage af gamle og nye venner og bekendte, man efterhånden var stødt ind i på SPOTS lille hyggelige festivalplads. Et godt råd fra nystartet københavnsk indielabel/management kollektiv førte til gratis dåseøl i Kansas citys lyttestand. DMF bød på en lille vodkasjuss, men branderten skulle være højere, vildere – og da SPOT afholdes i Århus har de desværre adopteret byens totalt, latterligt, åndssvage høje barpriser (Er det ikke en by, hvor alle under 25 er studerende?!!?). Vi opsøger kiosken ved Voxhall, hvor der indkøbes guldbajere som opvarmning til aftenens lukker WHEN SAINTS GO MACHINE på det nyistandsatte og udvidede Voxhall (Cadeux til det – det er sgu blevet fedt!) Entouraget er på dette tidspunkt en god blanding af det københavnske indielabel/management, ÆK bachelorer og coole hangarounds og under specielle WHEN SAINTS GO MACHINE er festen en realitet.

Dog bliver jeg simpelthen nød til at fortrække til Voxhalls udendørs rygerbalkon (I sommervarme Århus = 1 million kroner værd!); ikke pga. af rygetrang men pga. WHEN SAINTS’ sløve trommeslager som overhovedet ikke lever op til bandets stramme melodiske electro-club musik. Forsangeren ydede ellers sin bedste præstation, jeg har set ham udføre, men trommeslageren slæbte efter beatet og det dræbte desværre éns umiddelbare danselyst – éns fødder blev slet og ret forvirret. Det var sgu ærgerligt for de har gode numre, fed karisma og potentiale.

Aftenen afrundes hos Soundvenue på Vestergade 58, hvor man var uha-så smart med de supersmarte – gudskelov kunne man foretrække til bodega-agtig rygekælder og have en normal samtale med folk der ikke havde ondt i skulderene af at bære deres eget hoved. På det her tidpunkt er jeg ved at være godt ristet og overser da også både, BON HOMME, SPLEEN UNITED, TROELS ABRAHAMSEN og opfatter kun, at KASPER BJØRKE underholder da mine fødder vågner op efter at være blevet helt rundt på gulvet på Voxhall. Jeg er flere gange på vej hjem, men bliver konstant konfronteret af flere Århusianere med beskeden “NEJ – du skal blive til REPTILE AND RETARD!” Helt sikkert tænker jeg! Jeg bliver lovet, at de kommer kl. 3 og lokkes ud i et jägermeister orgie med smukke kvinder og intelligente musikconnaisseurs – en disciplin jeg altid er med på. Klokken tyve minutter over 4 kommer øglen og idioten iklædt kinesiske masker og spiller synthesizer-baseret råbe-club med smadder-attitude. V58 går amok, men jeg må ærligt indrømme, at jeg kiggede mig lidt omkring og tænkte: What’s the fuzz about? Drengene er tydeligvis facineret af JUSTICE-agtigt sawtooth, og forsangeren med krøllet hår – som mange andre kun drømmer om – har en god stemme, men om der midt i alt det var gemt nogen gode numre, havde jeg sgu svært ved at vurdere – selvfølgelig med min alkoholtåge iberegnet. Soundvenue og Århus forstår dog at feste og natten bliver til sent – sent bliver til solopgang, og jeg bevæger mig ved 6 sekstiden hjem med kønt, coolt, kvindeligt selskab og mere jägermeister abundance i hovedet.

LØRDAG:

Lørdag lægges der i bedste teenage-stil ud med at brække sig kun iført underbukser på SPOT-bagmandens toilet (fik jeg nævnt, at jeg blev 26 i torsdags?). Sløv opstart med youtube i min værts seng gør, at man godt kan trodse sin krops signaler. To cheeseburgers og en milkshake er det eneste der dur som morgenmad og på vej til at få ild i den igen, står jeg på officerspladsen til DARLING DON’T DANCE. Deres grungede 90’er inspirerede rock musik havde fået en opstramning og jeg forelskede mig straks i guitarlyden – for det er nok argumentet i DARLING DON’T DANCES musik. “En guitar med distortion, lyder bare godt – højt!” Trommeslageren tilføjede bandet et super sikkert element og deres grunge tog sig godt ud. Jeg var glad for at se udviklingen, for bandet er blevet bedre i tiden, siden jeg så dem sidst. Det tunge afslutningsnummer var specielt dejligt at være vidne til. Man kunne påpege, at forsanger Julie måske ikke er den mest overbevisende vokalist – et faktum der skinner mere igennem live end på plade, men på en underlig måde tilgav jeg dem det (og nej emsige typer – det er ikke bare fordi, at de er piger!), for det de gør, gør de ret helhjertet. Og jeg havde endda massive tømmermænd!

En middagslur i solen afbrydes af branche-agtigt mingling med Århusiansk indieundergrund, radiofolk fra København, pladeselskabsfolk og koncertarrangører fra det ganske land. Pludseligt følte man sig meget vigtig og interessant. For at komme lidt ned på jorden igen, opsøgte jeg derfor THE RIVER PHOENIX – nogle gamle favoritter der super kompetent leverer et massivt rockshow. De har mindste 4 smashing pumpkins plader stående derhjemme og med tre guitarer og muligvis verdens bedste baslyd tordner deres numre afsted, iblandet Kristian Kristensens signatur nasale men klangfulde vokal og dertilhørende gode melodier. Gamle klassikere som “I’m USA and your Canada” og “5 wheel drive” stod som velkendte højdepunkter i et sæt der desværre led under, at numrene mindede meget om hinanden. Ironisk nok var numrenes kompleksitet og mange temposkift et aspekt af koncerten der gjorde, at man simpelthen ikke hørte efter. Ligeledes savnede de få nye numre de gamles kvaliteter. Et band som måske var mere spændende ved første bekendtskab.

Kompleksitet var der også rigeligt af, da jeg besøgte BAND ANE i musikhusets lille sal. Her var det blot udført med sikker hånd og spilleglæde – hvis der da findes noget sådant indenfor electronica. Salen var mørklagt og min søvnmangel gjorde sig gældende, da jeg satte mig i de bløde sæder. Men så kom hun. Udstyret med en laptop og en række klokker og skrammel ophængt på en heftig troldgren trak BAND ANE os ind i hendes på en underligt måde meget skandinavisk natur-agtige univers. Hun åbnede med optagelsen af bodega-bralder røven fra Nordjylland der også uddeler af sin lommefilosofi på hendes fantastiske nye plade (KØB DEN! KØB DEN!). BAND ANE er legesyg organisk elektronisk lydkunst på musikkens præmisser, og dansende og legende præsenterede hun os for en helt anden stor musikalske oplevelse. Selv guitarister som mig kan få guitar-overload på en festival. Tak for det ANE – du fik mig op på hesten igen.

Jeg tog en afstikker til Rådhusparken udenfor festivalen for at mødes med en gammel jas fra folkeskoletiden. En rigtig stik-lige-finger-i-jorden type der med sin beretning om livet som uddannet smed og nu ingeniørstuderende var et herligt afbræk fra indie-attitude og mænd og kvinder med gyldne ører. Da jeg vendte tilbage på pladsen, opsøgte jeg sjovt nok en mellemting imellem en nord-vestjysk smed og indie-attitude – eller man skulle måske mere sige musiker med personlighed og noget på hjerte. ANNIKA AAKJÆR havde med bævende hjerte bevæget sig ind på musikhusets store sal 30-40 minutter forsinket af upro band før hende. Men salen var fuld og jeg blev lidt overvældet over at se og høre, hvad min gamle veninde havde opnået. Hun var vanligt overdressed i klovnekostume og valgte her til aften at spille elektrisk rockguitar til folket. Hendes sanges kvalitet var dog uforfalsket og bl.a: “2000 år” og “Den maskerede hævner” blev udlevet med smagfuld patos og sejt orkester. Hun imponerede mange – mig selv inklusive – med sin kraftfulde fortolkning af Peter Sommers “Til rotterne, til kragerne og til hundene”. Det er fantastisk at se en kunstner overraske alle dem der forventede den rødhårede søde hippie med pædagogspaden. Annika kan begge dele og var bestemt berettiget til den store sal.

Efter koncerten møder jeg tømmermænds-hærget og endnu mere vanligt overdressed studieveninde og ansporet af hendes kamp mod tømmermændende bliver flere koncerter droppet til fordel for socialisering og vodkabrandert. Min koncertmæthed havde også nået critical mass og det blev derfor til THE BLUE VAN på afstand, et fravalg af CODY grundet en frygt for at falde i søvn i store sal (big mistake…) og godt selskab og vodkabrandert lokker mig ud af køen til FM BELFAST (VERY big mistake). Dog vil jeg forsvare mine prioriteringer, for jeg var så glad – og er det stadig! GINGER NINJA besøges mest for at se, om forsangeren virkelig mener den frisure. Deres P3 pop gør sig godt til en sommeraften i Århus og selvom det måske ikke er de næste danske guldhorn, så kan de underholde. En fest må godt være naiv – det er faktisk ofte de bedste der er det.

I musikhusets foyer encounter jeg med kram og lykønskninger Annika AA med band og kaster mig i et øjebliks kådhed over at købe shot med hende i musikhusets bar. Natten udvikler sig til berliner fest hos DMF i et smadret gammelt hus på Godsbane arealet bag musikhuset. Stedets dankort automat brænder dog sammen, og AA og jeg begiver os ud i den Århusianske nat for at hæve kontanter. Efter 2 nedsmeltede hæveautomater, en afvisning på byens burger + et hasaderet tomandsridt på århusiansk bycykel får vi efter en times tid hævet 200 kroner hver i 7/11 på vesterbrotorv. En taxa hyres til godsbane-arealet, hvor vi vender tilbage som amerikanske turister, flashende vores fantastiske 200 kr. sedler blot for at konstatere, at dankortautomaten var oppe at køre igen…SATANS!! Nå men pyt med det for stedet var hygge, og vi ville være/var fulde. Natten havde på det tidspunkt allerede passeret både sent og solopgang og vi endte som en del af en hård kerne, der efter at stedet lukkede ned indenfor, holdt bål og efterdruk på stedets terrasse. Et værdigt punktum for en lang dag.

Alt i alt: SPOT for mig i år var en fantastisk blanding af skandinaviske men mest danske bands der virkelig berettiger, at vi hiver hele verden til Århus og den rigtig gode fest med gode mennesker og glade gensyn. SPOT er jo en branchefestival og de korte koncerter kan irritere den gængse koncertgænger, men det er ikke derfor vi er der. Vi får et kort indblik i bandets kvaliteter – og de danske bands har dem! Vi har store guldkorn og små ting der lader vente på sig, men det er for mig at se utroligt at tænke på, at så lille et land, byder på så stor diversitet både ud fra et kommercielt- og et smalt kunstnerisk fokus. Og også stor ros til SPOT for at være som du er. Du er festen, hvor alle smiler. Du sætter byen på den anden ende. Du er alle mine venner og professionelle bekendte. Du er branchen og branchen er dig. Du er alle musikelskerne og dem som bare er med for sjov. Du er helt din egen – og gudskelov for det. Vi ses næste år.

KH

Kristian Ras

SPOT er godt – og det her er godt på SPOT

Musik-entusiast inkognito?

Tror egentlig ikke at det skinner så meget igennem her på sitet, men jeg har en stor passion for bands og deres måde at udtrykke sig på (læs: Musik!). I weekenden er det i Århus (med dobbelt A?), at det sker. Jeg selv er muligvis forhindret af penge mangel og eksamensperiode – men derfor skal du, der er fri og frejdig, endelig ikke holde dig tilbage, for der venter dig store oplevelser, hvis du tager afsted. Jeg har jo faktisk boet i Århus i to et halvt år engang, så Spot for mig er både et glædeligt gensyn med gamle dage og masser af fede bands. Og den danske scene bugner virkelig af fede, specielle bands der laver musik som er af så høj kvalitet, at man kan blive helt forpustet. Specielt i år er programmet spækket med ting, jeg synes er fantastiske. Her er et lille udvalg:

Alcoholic faith mission

Alcoholic faith mission laver catchy musik af den type som heavy metal fyre vrænger på næsen og siger “Indie” af. De er klart mere Det elektriske barometer end P3-agtige (hvilket i min verden er et kvalitetsstempel), men egentlig er det bare pop på den gode måde frem for den søgte smadrethed der regerer på indiescenen i dag. Og deres nye plade er skabt til såvel cykeltur i solskin, hygge med stearinlys og højlydt dansefest i en eller andens lidt for lille lejlighed. Klaver, trommer og akustisk guitar danner basis i deres univers der er lystigt krydret med både spøjse baslyde og en anelse horn – uden at det bliver for meget. “My eyes to see” sætter sig hurtigt fast med det genkendelige refræn og “Got love? Got shelfish!” har verdens fineste rend-mig-i-røven-attitude. Eller er det bol-mig-(med-glæde)-i-røven-attitude?

Ghost society

En art supergruppe i dansk indie sammenhæng med folk fra Blue foundation, People Press Play, Choir of Young believers og Lake Placid, men at gribe fat i det aspekt af bandet, vil jeg overlade til musikjournalisterne. Det virker de til altid at være så travlt optaget af. I stedet vil jeg fremhæve deres musik som bevæger sig i et støjpoppet univers, som leder tankerne hen på 80’er inspireret the Cure-agtige ting med afstikkere i shoegaze og amerikansk rock anno 1991. Jeg bed ret hurtigt på 1. singlen “Better Days” med The Cure keyboardet og jeg glæder mig til at se dem udfolde deres sfæriske univers med deres poppede melodier.

Kellermensch

Hvis du tror det her er metal af den ondeste skuffe, så tager du fejl. Det er rigtigt, at Kellermensch indeholder en langhåret fyr der growler, men den ondskab der her er på spil kommer et andet sted fra. Man ender ikke i kulkælderen til deres koncerter men er vidne til forløsningen af god gammeldags vrede. Musikken er en slags Tom Waits, Nick Cave og Arcade fire tilsat metal elementer og kontrabass. “It’s a fine place to pray for a miracle” skriger forsanger og mastermind Sebastian Wolf i “Moribund Town” imens bandet udpensler den ene gode melodilinie efter den anden. BANG – I like it!

Darling don’t dance

Jeg så første gang pigerne fra Darling don’t dance i Trøjborg beboerhus i Århus (med dobbelt A?) for snart 3 år siden. Der var dåseøl til en femmer som blev serveret hen over en høvlbænk ved siden af en rundsav – og de passede perfekt ind, for de var skramlede, larmende og ligeglade. Min egen tilstand mindede om noget af det samme (Billig bar er min stil!!), men efter koncerten endte vi til en privatfest med bandet, hvor jeg fik interviewet ud af bassisten, at hun selvfølgelig var Smashing pumpkins fan – hvorefter jeg gik kold i en fremmed sofa (Story of my life!). Næste morgen havde de dog alligevel sat sig fast og jeg opsøgte dem på nettet – og det viste sig at inde under alt den dårlige lyd på Trøjborg beboerhus fandtes nogle gode numre. Deres “Golden View” er pixies-agtig grunge og efter min mening et af deres bedste numre.

The Kissaway Trail

Ambitiøst og meget udansk kaster kæmpe orkesteret The Kissaway trail sig ud i at arrangere sange bombastisk og storladent, men på en eller anden måde formår de at bibeholde jordforbindelsen. Fynboerne imponerer mig gang på gang. “Beat your Heartbeat” er en fantastisk udført sing-along-indie-hygge-stadion rocker og “New Lipstick” får min puls op at ringe hver gang. Samtidig er pladen fyldt med meget smukke øjeblikke. Jeg håber lidt, at det bliver dem der åbner Orange i år.

Annika Aakjær

Det skal siges at Annika Aakjær er min veninde og hun er samtidig et af verdens sjoveste mennesker, men hvor det før i tiden var de to primære grunde til, at jeg kom til hendes koncerter, så er der sket noget siden hendes første plade. På en eller anden måde kan jeg høre hendes nye plade igen og igen uden at tænke på, at det er “min veninde Annika”‘s plade (hvilket iøvrigt er ret svært, når man selv er musiker + ven med den pågældende). Hendes sangskrivning har udviklet sig til ikke udelukkende at være singer-songwriter, men mere bandorienteret og det fyldige orkester klæder hende. Samtidig lukker hun op for de mere følsomme emner og her kan hun være sønderknusende stærk. “De fik dig aldrig” er hendes hilsen til hjemstavnen og den forsagte drømmer, og her får man lov til at se ind bag den super sjove Annika. “Ingen slipper levende herfra” lukker meget passende pladen med skramlet studie indspillning og dejlig nærmest fuldemands backing med en ganske fin morale. Gud blandes også ind i det hele – det samme gør missionærstillingen, så jeg garanterer for en god koncertoplevelse.

Band Ane

Da jeg var på radioen lavede jeg et indslag med Band Ane, hvor hun optog sit liv på sin gård i Nordjylland. Hun optog godt halvanden times lyd, hvoraf vi endte med kun at bruge 5-6 minutter – og det gjorde ondt i mig at klippe så meget fra – for Band Ane: Hun kan noget med lyd! Hun formåede at indkapsle hele sit liv på en gård i Nordjylland ved hjælp af kommentarer fra de lokale, døre der binder, uroer der klinger, skak med hendes sambo Heidi, gamle klaverer, regn og rusk. Faktisk blev jeg lidt overvældet af hjemve og sad midt i DR byen og fældede en lille tåre – for det mindede mig om min egen regn-ruskende hjemstavn og samtidig var Ane (Østergård som hun hedder) en god fortæller. Hendes nye plade kan det samme. Electronica er ikke kun underlægning; det er stemninger, og Band ane krydrer det med små melodier og stemmer fra de lokale og mennesker omkring hende. Jeg har aldrig mødt hende eller set hende – blot snakket kort i telefon med hende, men jeg føler et slægtskab med hende – På grund af radioindslaget men i høj grad også pga. hendes legesyge knitrende stemningsfulde musik.

Det var et kort udvalg og man kunne nævne mange flere (Sleep Party People, I got you on tape, Fallulah, osv.), men det bliver ikke her. Tag til SPOT og nyd Århus ( med dobbelt A?) men fremfor alt musikken.

“I will never have the courage of others”

Dagen derpå er mit hoved fyldt med ene af gode ting, men hvis jeg læser dagspressen burde jeg åbenbart have tømmermænd. Anmeldere havler gårsdagens Midlake koncert ned – jeg elskede den!

Livekoncerter er mit hjerteblod. Selvom jeg er tværæstetisk uddannet, så er det livekoncerten der kan røre mig mest. Det er her jeg både kan føle mig udenfor og inde i varmen på samme tid. I går var jeg i Amager Bio. En ny ven havde skaffet gratis adgang til de midt-vest amerikanske indie folk-rockere Midlakes koncert. Midlake opdagede jeg en stille eftermiddag på mit arbejde på radioen. Jeg husker at jeg fandt linket på Stereogum – en virkelig fed amerikansk blogside der nærmest manifesterer ting som jeg ville ønske der eksisterede. Den dag jeg fandt Midlake, var jeg stresset, udkørt og lidt kørt sur i Danmarks største medievirksomhed. Men som jeg sad med mine hovedtelefoner på midt i det åbne kontormiljø, alt imens tre andre redaktioner for forbi mig uden at tage notits, flød Midlakes ‘Acts og man’ og ‘Rulers of all things’ ind i min begrebsverden. Jeg underdriver ikke når jeg siger, at jeg var solgt! Selvom alle omkring mig arbejdede og havde gang i deres og derfor burde distrahere mig, var jeg sgu lige ved at begynde at græde.

“I only want to be left to my own ways” sang Tim Smith ind i mine ører og dybt ind i min sjæl. Jeg tror at jeg føler et stort slægtskab med den mid-west amerikanske mentalitet. Den minder måske på mange måder om at være vestjyde. Bare fordi at man er stille kan man godt have store følelser, men jeg skal nok selv bestemme hvornår og hvordan, jeg deler dem med dig.

De startede koncerten med at udradere mig. De spillede det nummer der for mig er deres bedste. ‘Winter dies’ blev opbygget som en art messende intro med flere og flere lag – og når man spiller i et land der er dækket af sne og ret vintertræt må det siges at være genialt at minde publikum om at “when the earth comes alive the winter dies”. Anmeldere (Læs Soundvenue aka. musikpoliti aka dem der står med krydsede arme og hører koncerter) kalder oplevelsen kedelig og for fyldt med kedelige ballader. Deres argument er at fredag er en fadøls fest i Amager bio – ergo skal Midlake gå på kompromis og skrue lidt op. Jeg er egentlig tilhænger af bands der underholder, er loose og kan underholde, men det er overhovedet ikke mit indtryk, at Midlake var sløve eller lignende af den grund. Tværtimod tog de fat i det, de er virkelig gode til. Den sløve melankoli med et super band – 6-7-8 mand der føler igennem instrumenter – sådan noget gør indtryk at være vidne til.

Nu skal man selvfølgelig også tænke ind i den ligning, at Midlake skriver sange direkte til min selvopfattelse og hjertekule. Jeg føler at Tim Smith og jeg aldrig vil have “the courage of others” til alt her i livet. Men det er egentlig underligt hvorfor en koncertanmeldelse som soundvenues skal være så hæmmet af objektivitet. Kan man som koncertgængere frigøre sig af lysten til at høre sit yndlingsnummer? Og hvem er egentlig interesseret i den nøgterne vurdering? Vil vi ikke hellere høre en der er mega begejstret eller som hadede koncerten? De må da have følt noget. Hvis jeg havde “The courage of others” havde jeg måske skrevet en anmeldelse til genmæle….oh – well…

Nå men anyhow – Midlake: I er fantastiske og I har mit hjerte!

Kristian Ras