Tag Archives: Glyngøre

Hvor livet leves er der, hvor livet er.

Julen er en rejse tilbage til alt det der var engang og udleves på fordummens skueplads. I jagten på voksen-julen kan man påpege, at Glyngøre er barndommens land, men de voksne år startede et andet sted – ikke langt derfra….

Hvis man rent procentuelt skulle regne ud, hvor jeg tilbragte mest tid i min gymnasietid, ville et godt bud være i Rute 40 – bussen som kørte fra Glyngøre med retning mod Nykøbing Mors. Jeg har på ingen måde tal på, hvor mange gange jeg har siddet ved busstoppestedet på strandvejen og kigget udover fjorden. Som regel med discman’en lidt for højt i i ørerne. For skønt Glyngøre virkede som hele min verden i mange år, blev den på et tidspunkt for lille. Da jeg skulle vælge hvad livet efter folkeskolen skulle bringe faldt valget på sprogligt gymnasium og så måtte man søge udenbys. Og den by var Nykøbing Mors på øen hinsides fjorden. Nu lyder det som om, at det var en hel dagsrejse; i realiteten er det blot 10-15 min. i bus, men som 17 årig virkede det som en helt anden verden og det var starten på en udvikling, som har været i gang lige siden. En udvikling som bunder i en søgen efter åndsfæller, for hvor Glyngøre indeholdt barndomskammerater og ansporede mangt en interesse, så var det som om, at den mere generelle tendens omfavnede andre tendenser end dem som fangede mig. Gymnasiet var en anden historie. Her var det som om, at man mødte nogen med det samme Mind Set – men det var ikke nødvendigvis fagligheden der blev en fælles klangbund. Det var ikke interessen for latin eller passion for engelsk på A niveau der bandt os sammen. Tværtimod. Og det var bestemt heller ikke alle på gymnasiet, som der var lige meget overenstemmelse med, men der var alligevel nogen, hvor bølgelængden var den samme på tværs af interesser. Måske var det en udlængsel? Måske var det et syn vinkelt imod hele verden og ikke bare fra hånden til munden? Måske var det bare en trang til at gøre livet lidt sjovere, men der var ihvertfald et eller andet der gav genklang. En sjov detalje er, at som sproglig student endte jeg i en klasse med fortrinsvis piger – og denne tendens har faktisk holdt ved i alle mine valg efterfølgende. Både på Æstetiske fag på universitetet og nu også mit arbejde er der overvægt af kvinder. Måske er jeg bedre til at arbejde sammen med kvinder? (Noget min værnepligtstid i hvert fald understøtter – men det er en anden historie.)

Men Nykøbing og Mors generelt blev ret hurtigt mit andet hjem – suppleret med et øvelokale i Skive. Det var her mine få nære venner blev til flere og at åndsfæller begyndte at være normen frem for undtagelsen – og hvor jeg fandt nogen af de åndsfæller, hvoraf mange stadig hænger ved i mit liv i København. Voksenlivet – du ved. Og det er en del af mig som er blevet stærkere og fylder mere – også når det kommer til julens nostalgiske gensyn. Mange søger barndommens kammerater. Dem man delte folkeskoleårene med. Et fokus på Glyngøre. Men det er som om, at der er noget der hiver mig til Mors. Jeg kan mærke det d. 25. dec. Store gensyns-dag. I Glyngøre er det efterhånden et større arrangement med DJ og 500 deltagende – og skønt jeg altid deltager og såmænd hygger mig med at sige hej til folkeskolekammerater og deres små-søskende og blive opdateret på hvor, hvornår, hvem og hvor mange (børn!), kan jeg hurtigt mærke, at det er over ti år siden, at jeg begyndte at bevæge mig væk fra Glyngøre. Og så vil jeg gerne til Nykøbing. Det er lidt mere min arena. Det er såmænd ikke fordi, at der er noget i vejen med Glyngøre-gensynet. Det er blot en konstatering af, at det eneste man har til fælles med mange af de fremmødte er, at man er født det samme sted – og så kan en samtale hurtigt blive udtømt. Men kærligheden til barndommens land er der dog stadig. Den er blot ikke længere alene.

Min far undrer sig altid over hvorfor folk flytter fra udkants Danmark til de store byer. “Man kan da også blive sygeplejerske i Thisted!” er et af hans argumenter – og det har han såmænd ret i. Nogen hævder, at unge gerne vil være tættere på kulturudbud, men det bortviser min far ved at påpege, “at de jo alligevel sjældent går i biffen/teateret/til koncert og man kan da sagtens drikke sig fuld og feste i Thisted!”. Og det har han jo såmænd også – til dels – ret i. Men jeg ved godt hvorfor jeg allerede som 17-årig begyndte at søge væk. Skønt mit felt og mit hjerteblod er kulturen, var det ikke fordi jeg savnede en biograf i gå-afstand. Det var ikke at have mindre end 45 min. til et ordentligt koncertsted. Det var jagten på flere sjælefrænder – og for at slippe for dem jeg ikke gad at bruge tid på. Fornemmelsen fortsatte efter gymnasiet og fik mig på højskole, til Århus og til København – og måske skal jeg videre endnu. Hvor fornemmelsen kommer fra ved jeg ikke, men jeg kan huske den. Fra mine mange timer ved busstoppeestedet spejdende udover fjorden. En lille stemme i baghovedet: “Der må da være mere end det her?”

K. Ras.

5. del af juleføljetonen “Jagten på Voksen-julen”.

How scandinavian of me! – Björk

I føljetonen om mine forbilleder kommer nu det lettere forsinkede kapitel om et måske noget usædvanligt forbillede i en ung mands udviklingshistorie: en kvinde.

I mine teenageår var der langt til pladeforretninger. Glyngøre havde bestemt ingen, Nykøbing Mors havde en lunken expert, men heldigvis lå der 30 minutter væk i Skive en ret habil Fona. Men 30 minutter er langt væk, når man er 16-17 år gammel. Det til trods havde jeg en ret udbygget cd-samling (Ja det var jo det, vi havde dengang). Faktisk var min samling nok en af de største i sammenligning med mine venners – hvilket nu egentlig ikke siger så meget. Men den var da i hvertfald en af de mest alsidige. En anelse brødebetynget opdagede jeg dog i slutningen af 3. G, at jeg kun havde éen kvindelig kunstner iblandt min lille hær af guitarbaserede mandsdominerede rockbands. Jeg trøstede mig dog med, at hende der var, var der ingen andre der havde. Kunstneren var Björk Guðmundsdóttir som kom ind i min pladesamling ad en spøjs vej som nok egentlig siger meget om min opvækst. Ser du – jeg har arvet hende. Fra min storesøster. Så hvor andre lærte at spille fodbold, rollespil, læse bilmagasinet og andre smålamme drengeting fra deres storebrødre havde jeg min storesøster som var udstyret med en sund interesse for det skæve – i hvertfald skævt i forhold til den gængse interesse i Glyngøre og omegn. Det skal siges, at jeg også arvede både Kashmir og Metallica fra hende. Ingen lyserøde tilstande her!

Jeg besøgte min søsters værelse i ny og næ og inde hos hende lå en underlig cd med en nærmest asiatisk udseende rumvæsen-agtig kvinde på coveret – og hvis man har fulgt lidt med her på bloggen ved man hvordan et sådant motiv ville drage mig. Pladen var Homogenic – Bjørks 3. plade under hendes nuværende alias (Hun har været rundt omkring!). Og da alle mine andre forbilleder – og mig selv iøvrigt – udøvede deres musikalske virke med en guitar om halsen, så virkede hendes musik på mig som fuldstændig ubegribelig. Homogenics stærke fundament i strygersektionen i sammenspil med electronicaen og hendes specielle vokal var mig meget fjern. Man skal huske på, at mit hjem ikke var særligt musikalsk og mit første reelle møde med et instrument var, da jeg startede til guitar i 7. klasse. Og det var ikke ligefrem fornyende DJs man stiftede bekendtskab med i ungdomsklubben under Glyngøre Skole, ej heller var Det Jyske Ensemble en så hyppig gæst i byen som nogen måske tror. Musik var røvballerock og harmonikassen til byfesten. Så Björks musik virkede for mig som nærmest at værende magisk, for hvordan skabte hun alt det? Jeg kan huske, hvordan hun vækkede en længsel i mig – en længsel efter at kunne overstige sit eget instrument. Guitaren virkede pludselig kedelig og indskrænket og min måde at tænke musik på blev pludselig udvidet. Men kun i mit hoved. Inde i mit hoved kunne jeg godt høre strygersektionen, trommeboksen, korstemmerne og alle de andre elementer som ikke kan leveres af guitar, bas og trommer, men jeg kunne ikke spille dem. For det første havde jeg ikke adgang til nogen af delene. Dernæst var mine evner begrænsede. Det eneste jeg kunne var at synge med. Så det gjorde jeg. Og jeg kunne følge Björk i alt hvad hun gjorde – og til alt held viste hun sig at være allerhelvedes interessant.

På et tidspunkt – måske i mit 1. g år – skulle Anders Lund Madsen interviewe hende. Et interview som sidenhen er gået over i historien som en af de største katastrofer indenfor den genre. Jeg fandt også koblingen imellem de to underlig, selvom jeg godt kunne lide Anders Lund Madsen (Min far hadede ham “Han ligner en SLUMSTORMER!”). Jeg tænkte at han var halvt-færing og måske kom det deraf. Jeg havde måske ikke fattet, at han også var journalist. Nå men anyhow – i hvertfald så jeg interviewet inde på mit værelse – Det kom vist ret sent – på mit lille 14. tommer tv som var sluttet til mit konfirmationsanlæg for – hvis ikke bedre – så ihvertfald højere lyd og da jeg ikke havde nogen video til at optage det med billede på, så optog jeg interviewet på kassettebånd, hvilket faktisk vil sige at det kun kom ned i MONO. Altså kun i en højtaler. Og selvom interviewet mest var Björk der sad stille og surmulede efter at Anders Lund Madsen spørger om de helt forkerte ting, så hørte jeg det igen og igen. For der var en lille bid af Björk, jeg kunne tænde for inde på mit værelse.

Homogenic blev også en fast gæst i discmanden, når jeg gik nede ved fjorden. Hendes tanker om at prøve at hive Island mere ind på pladen, genrungede i limfjordsdrengen der elskede fjordens blå humør i kulding fra Hals og til Harboøre. “Hunter” blev tracket jeg skruede op for i bussen på vej til gymnasiet, når jeg ikke gad at høre på de andre, men bare ville kigge udover sallingsundbroen. “Unravel” var instant skønhed som jeg aldrig havde oplevet den før og “Jöga” vækkede en romantisk følelse i mig. Romantisk som i “Romantisk musik” – ikke som i kysse, kysse. Skønt Björk da også ret hurtigt bliv min skabelon for en drømmepige. En pige meget udover det sædvanlige…

Vespertine kom og landede på en underlig måde lige midt i min Harry Potter periode. Derfor hænger de to fænomener på en sjov måde sammen. Ihvertfald kan jeg ikke lade være med, at se de billeder for mig som opstod i mit hoved, da jeg læste ‘Fangen fra Azkaban’, når jeg hører de finurlige klokkespil og hendes viskende “I love him, I love him, I love him, I love him”. Vespertine indvarslede også nedtællingen til mit første møde med damen. Hun skulle nemlig lukke Orange mit første år på Roskilde. 2003. Og hendes koncert var da også den første, hvor jeg vovede mig helt op i første bås. Hvordan kunne jeg andet? Skønt jeg allerede havde oplevet tre dage med store internationale navne på Orange (Bl.a. Metallica) så var hendes koncert det første tidspunkt, hvor jeg følte, at jeg så en rigtig stor kanon. Suppleret af en islandsk strygersektion, en kvindelig multiinstrumentalist og en gruppe fyre på elektronik leverede hun en inderlig koncert som afveg fra hendes koncert i 2007 ved at være – nå ja for det første i tørvejr – men mere skandinavisk og strygerensemble båren. Det er sådan, jeg foretrækker hende. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af baslinien i Unravel der buldrer igennem min krop da Oranges massive højtalere for første gang rusker en lille dreng igennem, som kun Orange kan – fylder ham op med Björk.

Needles to say græd jeg som pisket under Dancer in the Dark og Medúlla pladen er for mig nærmere en naturoplevelse end bare et musikværk. Måske den nærmeste forståelse en mand kommer på den boble en kvinde lukker sig inde i, når hun er gravid (hvilket var Björks mål med pladen. red.) Sluk lyset, læg dig på din seng og hør den plade lidt for højt – gerne med et glas rødvin eller to i systemet – Det er en stor oplevelse! Debut og Post er uudtømmelige dansefester fra da Björk selv var ung og Volta er også en dansefest for mig – for jeg vil altid danse med Björk. Man holder jo ikke bare op med at danse med een, man har danset med så længe.

I dag har jeg flere kvindelige kunstnere i samlingen; for ikke at sige at det næsten er halv om halv. Men Björk er min første pige, så alle nykommerne vækker på en underlig måde reminiscenser. Selvfølgelig gør de oplagte i form af skandinaver som Fever Ray, men også dem som er præ-Björk som Pj-Harvey. Måske er hun som den første store kærlighed. En tilstand man kun husker for det gode, selvom det også var vildt og kaotisk til tider. Urkraft er nok ikke et forkert ord at bruge om hende – GOD KNOWS journalister gør det hele tiden (Ja, ja, “vulkanø”, “Island”, “barsk natur” we get it!) Men for mig er hun nok en slags musikalsk urkraft. Mit første møde med en sær men ægte kunstner. Ydermere en kvinde som lavede musik, jeg aldrig havde hørt før og som jeg næsten ikke kunne begribe – og forhåbentlig aldrig rigtig kommer til.

“What is it you want us to do?” “Do? DIE……”

Tidens vampyrhype blandt teenagere minder mig om mine tween/teenageårs hype – som også var min allerstørste frygt: RUMVÆSNER!!

I midten og slutningen af 90’erne kunne man på Glyngøre Folkeskoles bibliotek ane en underlig tendens. Alle bøger omkring det mystiske eller paranormale blev udlånt igen og igen til en ranglet, anelse rødhåret og fregnet dreng. Værker med billeder var de foretrukne men også de mere tekst tunge afhandlinger om spøgelser, tidsforskydninger, mystiske steder, sjælerejser osv. blev udlånt til samme ivrige læser – nemlig mig (hvis du ikke havde gættet det). Alle har som barn vel et behov for at undersøge verden og få sat den i system. Det starter som regel med en interesse for dyreriget og hvilke dyr der er hurtigst, størst, farligst osv. Så kan en spæd historisk interesse måske udforskes i billedbøger der på underholdende vis viser borge og skonnerter fra de foregående århundrede – alt sammen ting der kan forklares med kildemateriale. Men som verden blev sat i system, fandt jeg en interesse for det der ikke umiddelbart kunne forklares, be- eller afkræftes. Det førnævnte paranormale. Bøger og dårlige billeder ansporede min fantasi til at overveje om der var mere imellem himmel og jord. Efter at have læst en del værker hvor de samme til tider dårlige forklaringer figurerede fik jeg dog hurtigt etableret en sund skepsis over for spøgelser, ud af kroppen oplevelser, dobbeltgängere og mystiske steder. Det var måske ikke så farligt endda. Men der var et paranormalt fænomen som min efterhånden mere og mere logisk tænkende hjerne ikke rigtig kunne få greb om. Rumvæsenerne.

Og rumvæsenerne var overalt da jeg voksede op. Jeg husker hvordan min storesøster fulgte med i en uhyggelig tirsdags underholdning omkring kl. 23 på Tv 2. Mine forældre, lillesøster og jeg ville sidde inde i stuen imens min storesøster gik ind i et tilstødende lokale og efter godt 30 minutter kom ud en anelse blegere og med et gys i kroppen. Underholdningen var selvfølgelig X-files – serien der fik en hel generation til at se konspirationerne overalt og nærmest gå ud fra at den amerikanske regering skjuler alt fra levende døde til udenjordiske og myrder løs for at dække over det. Mine forældre frarådede mig at se det, da jeg var for ung, men som alle andre nysgerrige snød jeg mig til at se det alligevel – og det var faktisk en stor fejl. For seriens kerne historie om bortførelser og rumvæseners jævne besøg her på jorden satte sig i mig som en ret reel frygt. Den var så reel, at det var det jeg frygtede når jeg gik hjem fra ungdomsklub af smalle stier og mørket bag mig begyndte at tordne sig over mig. Jeg husker hvordan jeg nogen gange synes, at jeg kunne se noget der var på vej ind under den næste gadelampes skær – ikke en hundeejer men et væsen! Indrømmet – i retrospektiv virker det ret fjollet. Jeg ved ikke hvorfor det lige var rumvæsener der blev min største skræk. Jeg tror at det var fordi, at jeg egentlig fandt det ret plausibelt. Hvorfor egentlig ikke ? Hvorfor skulle en overlegen intelligent race ikke flyve herned og bortføre os? Deres motiv for at handle virkede også ret legitimt. Jeg opfattede dem som interstellare forskere på en mission – og det gik udover os. Samtidig var det ikke alle rumvæsner. Alien eller Predator var ikke skræmmende – næh det var de små tavse grå mænd med store sorte øjne, der var min skræk; og selv i dag når jeg ser en film hvor de ser sådan ud, kan jeg mærke den lille skræk i mig. Det var egentlig ret uheldigt for i min sene barndom og teenageår var det sådan rumvæsener så ud og de var overalt! Det var de små grå der tog Fox Mulders søster. Inde i krybene fra Independence Day sad der endnu en grå satan. I Dark Skies var de måske lidt mere brune i det, men de store øjne var der. Jeg kunne sgu ikke lide dem! De små grå aliens var så voldsomt et fænomen at potrygende udgaver prydede alle i min omgangskreds’ og måske verdens sweatshirts og t-shirts (De skræmte mig nu ikke – heldigvis!!). I en alder af 12-13 år fik jeg faktisk mareridt og vågnede om natten og turde ikke åbne mine øjne af frygt for at se et væsen stå stille i hjørnet af mit værelse, betragtende mig på umenneskelig vis – og jeg mener ikke på ET-under-lagenet-i-skabet måden.

Min frygt nedtonede sig da jeg startede på efterskole. Kanske at det var fordi, at jeg rent faktisk fik oplevelser med ånder og det hinsides og det, at de var i verden og blev helt afmystificerede gjorde rumvæsenerne mindre skræmmende. Måske var det fordi at mediehypen døde ud og rumvæsenerne havde forladt jordoverfladen for senere at blive erstattet af vampyrer og varulve. Kanske at min frygt blev overskygget af almindelig teenage angst eller måske netop det modsatte; Man finder nærmere ind til kernen af hvem man er og får mere greb om sig selv og verden og således får sat selv de udenjordiske i (sol)system. Men sene natteture af smalle stier får mig nu altid lige til at sende en tanke til de små grå. Nu er det blot en kiggen op mod stjernerne – for måske har de været her, men det eneste de bortførte med sig ud i universet var min frygt for dem.

K.Ras

Det bedste til mig og mine venner – dem der er tilbage.

Når man er hjemme til jul besøger de fleste gamle venner, hilser på jævnaldrende, legekammerater og bekendte. Det samme gør jeg men det kræver, at jeg runder kirkegården.

Selvom det snart er fem år siden, at jeg har flyttet mit liv og mine egendele fra egnen, er der stadig en enkelt besiddelse jeg har en andel i som jeg kan besigtige når jeg er hjemme til Jul: En gravsten. “Fra vennerne” står der på den – har jeg hørt (!) for jeg har faktisk ikke selv set den endnu. Min gamle drikkekammerat og ven døde i oktober. Han blev knivdræbt. Ja du læste rigtigt – knivdræbt på en stille villavej i Glyngøre. En by med 1600 indbyggere hvor alle kender alle. Stukket ned med døden til følge. Han var “ude i noget skidt” som man siger, men ingen havde troet at det ville komme til det – og sidst af alle mig. Vi havde mistet kontakten. Vores livsforløb havde drejet væk fra hinanden, men vores udgangspunkt var det samme; Glyngøre. Hans død er for mig selvfølgelig en sorg, men den står også som et symbol på min gamle hjemstavns nedtur. Han var et offer for den rådne banan; for Glyngøre og omegn kan være et barskt sted for unge mænd at blive voksne hvis man ikke lige helt ved hvad man vil. Der er ikke så mange muligheder, hvis du ikke lige er teknisk skole eller gymnasie/handelsskole materiale. Forskellen imellem normal og utilpasset er hårfin. Sådan er det selvfølgelig mange steder hvor mulighederne er få, men samtidig har jeg det som om, at vi er specielt udsatte.

Jeg tror på en måde, at jeg er en del af forbandet generation. En udsat gruppe. Hvis man er mand omkring de 25 og født her omkring min hjemstavn, har man livet imod sig. Det skulle man ihvertfald tro, hvis man ser på statistikerne. Dødstallet taler det stærkeste sprog. Inden for de sidste år er der mange unge mænd i min gamle omgangskreds der er døde af forskellige årsager. Første blev min gamle lege og klassekammerat dræbt i et trafikuheld, så druknede een fra min årgang i Århus Å. Senere druknede en fra min vej i havnen i Nykøbing Mors, derefter væltede en skolekammerat og fellow-flaskedreng uheldigt på scooter. Sidste jul fik jeg den værste besked man kunne få. En gymnasiekammerat havde taget sit eget liv – vi vidste ikke engang at han var ulykkelig. Og senest i Oktober figuerede min hjemstavn i landsdækkende medier: Min gamle ven var død – knivdræbt på en stille villavej i Glyngøre.

Jeg ved ikke hvor mange på min alder der har stiftet bekendskab med døden, men jeg kender til den – den bor i Glyngøre. Så når jeg er hjemme til Jul, finder jeg altid en dag til at runde kirkegården. Jeg plejer at vælge den dag med dårligst vejr for så kan jeg gå alene rundt dernede – den er jo ikke så stor, så det er så udstillende hvis man besøger en grav. Jeg går rundt til de fleste mænd/drenge fra min generation som er borte – også dem jeg ikke kendte helt så godt. I min varmeste jakke og min fars vinterstøvler står jeg foran deres gravstene. Kulde plejer at omgive mig og det er altså ikke altid pga. hvid jul. Glyngøre kan åbne et ar i min sjæl for at være her minder mig om dem som er borte. Jeg spejler min egen eksistens i de unge mænd på kirkegården. Vi kommer fra det samme sted, havde de samme forudsætninger, gik på den samme skole, havde de samme lærere, gik til de samme fester, arbejdede i den samme skod-superbrugs, lagde an på de samme piger, troede alle at verden lå for vores fødder og dog ligger de der og jeg står her stadig – på mange måder mere i live end nogensinde. Det er et underligt sort hul, hvis man kigger ned i det.

I år skal jeg ned og besøge ham den knivdræbte. Det bliver første gang, men jeg kender jo turen. Der står den sten jeg selv og mine venner har været med til at finansiere. Under den ligger min ven. Bagefter skal jeg mødes med mine andre venner – os der stadig er her. En stolt juletradition. Druk den 25. med hele byen. Alle de gode gamle. Men der bliver flere og flere tomme stole.

K.Ras

Fjerde del af min lille juleføljeton “Min juletilstand forklaret”.

For femte og sidste del klik her:

5. del – Min juletilstand forklaret – en art konklusion

Se også:

1. del – På den anden side af det store hvide ligger stilheden

2. del – Home is where the heat/meat/heart is

3. del – Scener fra en jul og det der er omkring den


Home is where the heat/meat/heart is

Omgivet af den nære familie og tæt på både sukker og frikadelle overload mærker man kærlighed i den reneste usagte form: omsorg og opmærksomhed.

Min forældre har brændeovn. Eller egentlig kan man på en måde godt sige, at min far har en brændeovn. Den er i høj grad hans projekt. Min mor støtter det – bevares – men det er min far der fyrer op og ham der saver brænde. Nu er det jul og vi er alle samlet og af en eller anden grund er det som om, at der så skal kommes lidt ekstra i brændeovnen. Der er i hvertfald tæt på de 30 grader i mine forældres stue. Jeg er selv en frosen pind, men her bliver jeg nød til at tage mine julesokker af – ellers koger jeg over. Det til trods kan min far alligevel finde på pludseligt at spørge til om man synes, at det er for koldt, hvis man bevæger sig lidt umotiveret eller rykker lidt på skulderen på en måde der kunne minde om, at man “skutter” på dem. Han er evigt opmærksomhed. Min mors projekt er det der kommer på bordet – altså rent kvantitativt. Der skal virkelig være nok at spise. Som studerende har jeg oparbejdet en madrutine der kan skrabes ned til et til to måltider om dagen. I Glyngøre står den på morgenmad, formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe, aftensmad og aftenskaffe – og i julen er det specielt voldsomt. Oftest suppleres måltiderne af en øl (dog ikke morgenmad!), så en juledag kan godt komme til at minde om en Roskilde festival – rent alkoholsmæssigt. Men alt det til trods kan min mor stadig ane ud af øjenkrogen hvis man slikker sig om munden, ens mave knurrer eller man kommer til at sige, at man har lyst til “et eller andet”. Hun er evigt opmærksom og sørger for at man ikke skal mangle noget.

Det er ikke et udtryk for at mine forældre er rige eller har et ønske om at frådse – tværtimod; deres budgetter er egentlig ret små. De er bare det mest vestjyske, man kan forestille sig. Det er deres kærlighed udtrykt i varme og mad. Det er deres måde at udtrykke hvor glade de er for, at vi er hjemme og hvor højt de elsker os. Sådan noget taler man ikke så meget om i vores familie. Man viser det. Min fars ekstra pind i brændeovnen er den omsorg, han udviser for os. Hans kærlighed er proportionel med temperaturen i stuen; den omslutter os fuldstændigt. Vi er 7 med min søsters mand og min niece, men min mor har mad til 20.

Mine forældres julehjem bugner af udtrykt kærlighed, skønt det hele er usagt. Man føler sig forkælet og føler at man ikke kan være andet bekendt end at tage en gang ekstra af julesulen – for selvfølgelig gengælder man deres kærlighed lige indtil man er ved at brække sig eller får et hedeslag.

K.Ras

Anden del af min juleføljeton: “Min juletilstand forklaret”.

Klik her for tredje del

3. del – Scener fra en jul og det der er omkring den.

Se også:

1. del – På den anden side af det store hvide ligger stilheden

På den anden side af det store hvide ligger stilheden.

Efter otte en halv time i spidsbelastet og snehæmmet offentlig trafik er transitionen komplet. Julefreden har sænket sig.

Jeg vil egentlig ikke kalde min hverdag hektisk. Nogen vil nok kigge i min kalender og tænke: “Pyha! – sikke mange jern han har i ilden”! – og det er da også rigtig nok at der ikke er mange ledige timer i skemaet når man har taget sig af et fuldtidsjob, et studiejob, et rockband og en generel eksistens – og ja det kan da føles hektisk at cykle i en konstant trekant imellem Østerbro, Amager, Vesterbro og tilbage til Østerbro igen – nogle gange flere gange om dagen, men det tidspunkt hvor jeg egentlig reelt mærker at mit liv kan være hektisk er, når det hele er væk. Som nu. Lige nu.

Lige nu sidder jeg i mine forældres stue i Glyngøre. Alle er gået i seng og her er helt stille. Ikke stille som i “uha-der-er-godt-nok-ikke-særligt-mange-folk-på-gaden-i-idag” eller “lyt-engang-så-tyst-her-er-i-kongens-have-nu-hvor-der-er-faldet-sne”. Nej her er helt stille som i lyden af ingenting. Udenfor er der helt mørkt – villavejen sover. I stuen kan du – hvis du anstrenger dig – ane en summen. Det er fyret der arbejder imod decemberfrosten. Maskinen forplanter sig igennem rørene. Fjernt kan du høre en bil starte og køre væk. Den er det eneste der rører sig i natten.

Jeg er hjemme til jul som så mange andre, men overgangen fra hektisk rockmusiker- radioperson-, urbaneksistens etc. virker nærmest som om at vende hjem fra en krig. Ikke at hverdagen i KBH er en kamp – overhovedet ikke! Jeg nyder hvert sekund, men forskellen imellem de to liv udmønter sig i larmende tavshed. Stilheden rammer en. Jeg bliver faktisk nærmest lidt døsig af at der er så stille.

Det er her jeg er vokset op. I sikre lilleputland med parcelhuse og folk der er gode borgere – der står op og tager på job og så tager hjem igen og sover. Det er i det her scenarie min jul vil udspille sig – og på mange måder har jeg egentlig svært ved at forestille mig julen uden den ramme. Samtidig er hele rejsen hjem et åndehul til refleksion. Man kan tænke mange ting igennem, når man sidder og kigger ud af vinduet i 8 timer. Et åndehul som der måske ikke er helt så meget plads til imellem Østerbro, Amager, Vesterbro og Østerbro igen. Jeg kan ihvertfald mærke, at når jeg er herhjemme, tænker jeg anderledes. Mit hoved slapper både af men tænker også anderledes. Glyngøres tavshed var det tomrum hvori jeg følte, at jeg havde brug for at synge. Det er stadig en stilhed, hvori jeg taler mere med mig selv end normalt. Det er her jeg ser mig selv i mine forældre og i mine søstre. Og det her jeg spejler mig i mine legekammerater, klassekammerater, gymnasiekammerater, plageånder og åndsfæller.

Jeg vil prøve her på bloggen at forklare min juletilstand. Den er som Ebenezer Scrooges; fyldt med megen glæde, varme, tryghed, hjemmelighed men også en skygge af vrede, lidt smerte, sorg, utryghed og det misforståede. Det kan være at det lyder mærkeligt, men jeg skal forsøge at forklare det – i morgen, venner.

K.Ras

1. del af min juleføjleton: “Min juletilstand forklaret”.

Klik her for anden del:

2. Del – Home is where the heat/meat/heart is