I føljetonen om mine forbilleder kommer nu det lettere forsinkede kapitel om et måske noget usædvanligt forbillede i en ung mands udviklingshistorie: en kvinde.
I mine teenageår var der langt til pladeforretninger. Glyngøre havde bestemt ingen, Nykøbing Mors havde en lunken expert, men heldigvis lå der 30 minutter væk i Skive en ret habil Fona. Men 30 minutter er langt væk, når man er 16-17 år gammel. Det til trods havde jeg en ret udbygget cd-samling (Ja det var jo det, vi havde dengang). Faktisk var min samling nok en af de største i sammenligning med mine venners – hvilket nu egentlig ikke siger så meget. Men den var da i hvertfald en af de mest alsidige. En anelse brødebetynget opdagede jeg dog i slutningen af 3. G, at jeg kun havde éen kvindelig kunstner iblandt min lille hær af guitarbaserede mandsdominerede rockbands. Jeg trøstede mig dog med, at hende der var, var der ingen andre der havde. Kunstneren var Björk Guðmundsdóttir som kom ind i min pladesamling ad en spøjs vej som nok egentlig siger meget om min opvækst. Ser du – jeg har arvet hende. Fra min storesøster. Så hvor andre lærte at spille fodbold, rollespil, læse bilmagasinet og andre smålamme drengeting fra deres storebrødre havde jeg min storesøster som var udstyret med en sund interesse for det skæve – i hvertfald skævt i forhold til den gængse interesse i Glyngøre og omegn. Det skal siges, at jeg også arvede både Kashmir og Metallica fra hende. Ingen lyserøde tilstande her!
Jeg besøgte min søsters værelse i ny og næ og inde hos hende lå en underlig cd med en nærmest asiatisk udseende rumvæsen-agtig kvinde på coveret – og hvis man har fulgt lidt med her på bloggen ved man hvordan et sådant motiv ville drage mig. Pladen var Homogenic – Bjørks 3. plade under hendes nuværende alias (Hun har været rundt omkring!). Og da alle mine andre forbilleder – og mig selv iøvrigt – udøvede deres musikalske virke med en guitar om halsen, så virkede hendes musik på mig som fuldstændig ubegribelig. Homogenics stærke fundament i strygersektionen i sammenspil med electronicaen og hendes specielle vokal var mig meget fjern. Man skal huske på, at mit hjem ikke var særligt musikalsk og mit første reelle møde med et instrument var, da jeg startede til guitar i 7. klasse. Og det var ikke ligefrem fornyende DJs man stiftede bekendtskab med i ungdomsklubben under Glyngøre Skole, ej heller var Det Jyske Ensemble en så hyppig gæst i byen som nogen måske tror. Musik var røvballerock og harmonikassen til byfesten. Så Björks musik virkede for mig som nærmest at værende magisk, for hvordan skabte hun alt det? Jeg kan huske, hvordan hun vækkede en længsel i mig – en længsel efter at kunne overstige sit eget instrument. Guitaren virkede pludselig kedelig og indskrænket og min måde at tænke musik på blev pludselig udvidet. Men kun i mit hoved. Inde i mit hoved kunne jeg godt høre strygersektionen, trommeboksen, korstemmerne og alle de andre elementer som ikke kan leveres af guitar, bas og trommer, men jeg kunne ikke spille dem. For det første havde jeg ikke adgang til nogen af delene. Dernæst var mine evner begrænsede. Det eneste jeg kunne var at synge med. Så det gjorde jeg. Og jeg kunne følge Björk i alt hvad hun gjorde – og til alt held viste hun sig at være allerhelvedes interessant.
På et tidspunkt – måske i mit 1. g år – skulle Anders Lund Madsen interviewe hende. Et interview som sidenhen er gået over i historien som en af de største katastrofer indenfor den genre. Jeg fandt også koblingen imellem de to underlig, selvom jeg godt kunne lide Anders Lund Madsen (Min far hadede ham “Han ligner en SLUMSTORMER!”). Jeg tænkte at han var halvt-færing og måske kom det deraf. Jeg havde måske ikke fattet, at han også var journalist. Nå men anyhow – i hvertfald så jeg interviewet inde på mit værelse – Det kom vist ret sent – på mit lille 14. tommer tv som var sluttet til mit konfirmationsanlæg for – hvis ikke bedre – så ihvertfald højere lyd og da jeg ikke havde nogen video til at optage det med billede på, så optog jeg interviewet på kassettebånd, hvilket faktisk vil sige at det kun kom ned i MONO. Altså kun i en højtaler. Og selvom interviewet mest var Björk der sad stille og surmulede efter at Anders Lund Madsen spørger om de helt forkerte ting, så hørte jeg det igen og igen. For der var en lille bid af Björk, jeg kunne tænde for inde på mit værelse.
Homogenic blev også en fast gæst i discmanden, når jeg gik nede ved fjorden. Hendes tanker om at prøve at hive Island mere ind på pladen, genrungede i limfjordsdrengen der elskede fjordens blå humør i kulding fra Hals og til Harboøre. “Hunter” blev tracket jeg skruede op for i bussen på vej til gymnasiet, når jeg ikke gad at høre på de andre, men bare ville kigge udover sallingsundbroen. “Unravel” var instant skønhed som jeg aldrig havde oplevet den før og “Jöga” vækkede en romantisk følelse i mig. Romantisk som i “Romantisk musik” – ikke som i kysse, kysse. Skønt Björk da også ret hurtigt bliv min skabelon for en drømmepige. En pige meget udover det sædvanlige…
Vespertine kom og landede på en underlig måde lige midt i min Harry Potter periode. Derfor hænger de to fænomener på en sjov måde sammen. Ihvertfald kan jeg ikke lade være med, at se de billeder for mig som opstod i mit hoved, da jeg læste ‘Fangen fra Azkaban’, når jeg hører de finurlige klokkespil og hendes viskende “I love him, I love him, I love him, I love him”. Vespertine indvarslede også nedtællingen til mit første møde med damen. Hun skulle nemlig lukke Orange mit første år på Roskilde. 2003. Og hendes koncert var da også den første, hvor jeg vovede mig helt op i første bås. Hvordan kunne jeg andet? Skønt jeg allerede havde oplevet tre dage med store internationale navne på Orange (Bl.a. Metallica) så var hendes koncert det første tidspunkt, hvor jeg følte, at jeg så en rigtig stor kanon. Suppleret af en islandsk strygersektion, en kvindelig multiinstrumentalist og en gruppe fyre på elektronik leverede hun en inderlig koncert som afveg fra hendes koncert i 2007 ved at være – nå ja for det første i tørvejr – men mere skandinavisk og strygerensemble båren. Det er sådan, jeg foretrækker hende. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af baslinien i Unravel der buldrer igennem min krop da Oranges massive højtalere for første gang rusker en lille dreng igennem, som kun Orange kan – fylder ham op med Björk.
Needles to say græd jeg som pisket under Dancer in the Dark og Medúlla pladen er for mig nærmere en naturoplevelse end bare et musikværk. Måske den nærmeste forståelse en mand kommer på den boble en kvinde lukker sig inde i, når hun er gravid (hvilket var Björks mål med pladen. red.) Sluk lyset, læg dig på din seng og hør den plade lidt for højt – gerne med et glas rødvin eller to i systemet – Det er en stor oplevelse! Debut og Post er uudtømmelige dansefester fra da Björk selv var ung og Volta er også en dansefest for mig – for jeg vil altid danse med Björk. Man holder jo ikke bare op med at danse med een, man har danset med så længe.
I dag har jeg flere kvindelige kunstnere i samlingen; for ikke at sige at det næsten er halv om halv. Men Björk er min første pige, så alle nykommerne vækker på en underlig måde reminiscenser. Selvfølgelig gør de oplagte i form af skandinaver som Fever Ray, men også dem som er præ-Björk som Pj-Harvey. Måske er hun som den første store kærlighed. En tilstand man kun husker for det gode, selvom det også var vildt og kaotisk til tider. Urkraft er nok ikke et forkert ord at bruge om hende – GOD KNOWS journalister gør det hele tiden (Ja, ja, “vulkanø”, “Island”, “barsk natur” we get it!) Men for mig er hun nok en slags musikalsk urkraft. Mit første møde med en sær men ægte kunstner. Ydermere en kvinde som lavede musik, jeg aldrig havde hørt før og som jeg næsten ikke kunne begribe – og forhåbentlig aldrig rigtig kommer til.
How not to drown kittens. 